Kan man elske og alligevel forlade?

  • Dette emne har 38 svar og 8 stemmer, og blev senest opdateret for 8 år siden af Anna.
Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 39 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #6979
    Bettina1
    Deltager

    Hvor begynder man dog?
    Jeg er en kvinde på 42 med 3 børn. Veluddannet, skarp, sjov, mange venner etc. Det hele burde på papiret spille for mig. MEN – jeg er nu endt i en svær depression, som jeg slet ikke kan komme over. Lidt baggrunds-info:
    Mistede for 3 år siden min far, efter et hårdt og opslidende sygdomsforløb.
    1 år efter bliver min mand og jeg skilt. Han er verdens dejligste mand, men vi kunne ikke finde gnisten længere. Tiden derefter husker jeg ikke som hård.
    For 1,5 år siden møder jeg en mand, lad os kalde ham X. X er også verdens dejligste mand, omend han har lidt følelsesmæssig bagage med. Han ELSKER mig og FORKÆLER mig som jeg aldrig er blevet det før. Mine børn er glade for ham og jeg er glade for hans 4 børn. Stadig efter 1,5 år var vi lidenskabeligt forelskede og dyrkede sex flere gange dagligt. Jeg har nok aldrig mødt en der har været så forelsket i mig. X har på et eller andet niveau altid lige været 30% mere forelsket end jeg selv, men har har ELSKET han kærlighed og den har fået mig til at føle mig tryg, da tabet af begge mine forældre som jeg har været ualmindeligt knyttet til har sat sine spor hos mig.
    X får så sin drømme stilling, som kræver at han er væk 3 uger af gangen og derefter hjemme i 3 uger. Det er et KÆMPE problem for mig, da jeg heromkring begynder at lide af angst. Jeg må lade mig sygemelde fra mit arbejde som sygeplejeske (som jeg efterfølgende har erfaret er en stor del af årsagen til min depression). Jeg ved jeg er dybt urimelig overfor X. Han gør alt når han endelig er hjemme, men med 3 børn og en bopæl i en anden by, er det naturligvis svært. Han kæmper en kamp ml arbejde, 3 børn, 2 byer etc. Han begynder ligeledes at stige i graderne indenfor hans arbejde; dvs han får tilbudt flere kurser, nu også i hans hjemme-perioder. Jeg flegner helt ud, er ked af det, angsten tager til, jeg har behov for ham – men han kan ikke løbe hurtigt nok.
    For 1 måned siden kommer han hjem, vi snakker, siger vi skal finde ud af det. Elsker hele natten. 1 døgn senerekommer han og dropper mig. Fuldstændig uden varsel. Hans argument var, at så længe han havde det arbejde ville det aldrig kunne være os, da jeg er så tydeligt ulykkelig i det (og her må jeg give ham ret. Jeg har meget svært ved at være i et forhold, hvor man ses så sjældent). Dagen efter bønfalder jeg ham, nærmest tigger – men han er fast på sin beslutning. Og efter det er det kun gået ned af bakke for mig. Er sygemeldt igen, nu med diagnosen ‘en svær depression’. Jeg sover ikke om natten, kæmper for at tage vare på mine 3 børn.
    I går var X så at snakke. Han aner ikke helt hvor dårligt jeg har det, har valgt at gemme det væk, da det er min sag. Han siger han elsker mig. Højt. Men at han ikke kan have et forhold nu. At det tærer på ham. At det har påvirket hans arbejde, at jeg har været så ked af det over hans arbejde. Jeg tigger igen, stille og nærmest intellektuelt. Han siger han elsker mig og ville ønske han kunne sige at han ikke gjorde det, så jeg kan komme videre. Jeg beder ham sige han ikke elsker mig, for at sætte mig fri. Jeg siger til ham, at såfremt han virkelig elsker mig, så svigter han mig ved at gå. Han nægter at sige han ikke elsker mig, og siger at nummer 1 grund til vi ikke skal være sammen, er fordi han føler ikke han kan leve op til at gøre mig lykkelig. Og så længe han har det arbejde, vil jeg aldrig blive lykkelig. Jeg lyver, siger jeg godt kan leve med at være nummer tre efter arbejde og 3 børn. Han siger han ved det ikke passer, at han ville blive ødelagt indvendig ved altid at sætte sit arbejde over mig og at han så gerne vil se mig glad. Vi kysser, jeg lægger op til sex. Han siger der er intet han hellere vil, men det vil gøre alt ALT for svært for os begge. Han forlader med et kys og ordene “jeg elsker dig” og så kører han.
    Jeg er fuldstændig brudt sammen. Ligger i min seng, stirrer op i loftet. Det er som om jeg ikke kan bære “det svigt” fra ham … At nu når jeg har det så dårligt, at han så ikke er der.
    Jeg hader ham skiftevis, for hvis han var her nu, så ville han kunne støtte mig i denne depression. Jeg har gode venner og familie, men jeg mangler ham. Jeg vågner om natten og drømmer om hans arme og jeg græder når jeg vågner om morgenen.

    Mit spørgsmål er så: hvordan kommer jeg videre? At blive forladt med ordene “jeg elsker dig” mit i en meget hård tid er mere end jeg kan bære. For når han elsker mig, så drømmer jeg konstant om hans tryghed. Det ville jeg ikke gøre såfremt han ikke elskede mig. Jeg skriver til ham pr SMS. Han svarer. Jeg tigger ikke,en siger jeg er mega ked af det. Han svarer at jeg nu selv må til at kæmpe med dette, at han ikke kam være der for mig, for det ville være at udsætte pinen. Jeg er skiftevis RASENDE og ked af det. Rasende fordi “HVIS DU VIRKELIG ELSKEDE MIG SÅ VAR DU HER FANDEME OG HJALP MIG” og ked af det fordi “vi kan ikke få hinanden. Det er omstændighederne. Jeg skubbede ham selv derud”.

    Hvordan kommer jeg over dette? Dette behov for KUN ham?
    Hvordan tackler jeg det? Hvordan lader jeg være med at kontakte X? Mit behov for hjælp og tryghed gør, at jeg har mistet AL selvrespekt i dette og derfor konstant kontakter ham. Det eneste der ville gøre at jeg ikke gjorde det, var hvis han sagde han ikke elskede mig mere. Så ville jeg kunne give slip. Men det her er simpelthen for hårdt.

    SÅ – hvor tackler man oven i en sygemelding, en kommende fyring og en svær depression at blive forladt af ens klippe, ens tryghed og ens elskede med ordene: “jeg elsker dig, men jeg går fra dig”.

    Og et afklarende spørgsmål, måske til mændene derude: kan en mand virkelig elske en, men alligevel vælge at forlade en?

    M.

    #6983
    Salamina
    Deltager

    Nu er jeg så ikke en mand men det at elske en person er ikke altid nok, så ja, man kan godt forlade en man elsker højt eller blive nødt til at forlade.

    Et forhold er jo et mix af kompromisser og grænsesætning og så selvfølgelig en hel kæmpe masse andet, kærlighed, sex osv osv. Men grænsesætning er en lige så stor kerneværdi, som alt det andet.
    Og et forhold baseret på, at din han skulle bære dig igennem diagnosen svær depression, det er som at spille hasard med både dig og ham og jeres fælles forhold i en helt anden målestok end det valg han nu har truffet, det mener jeg helt oprigtigt. Som du har det lige i øjeblikket, der er det nok tvivlsomt om han på nogen mulige måder kunne være “tilstrækkelig” til at det alene kan kurerer din depression. Det er han klar over, tror jeg. Han er bevidst om, at han muligvis blot kan gyde lidt olie på vandene, hvilket ikke gør dig helt rask eller fri af din depression under alle omstændigheder. Plus det er alt andet lige en massiv opgave for ham, henset at han også har børn, har job og gang i karriere ved siden af. Det nytter heller ikke, at han elsker så meget, at han selv går ned med flaget i arbejdspres og stress – der har du igen noget med grænsesætning.

    Meget ofte handler svær depression om, at der er noget underliggende med-afhængighed i form af fx uopfyldt længsel efter kærlighed, bekræftelse, omsorg, som dels ikke er blevet opfyldt bagud i livet og den tomhed er ej heller blevet bearbejdet igennem mange, mange år, det kan stamme helt tilbage fra barndom og ungdom. Og jeg tror ofte det er disse problematikker der arbejdes med, når der er tale om en svær depression. Det er også helt i tråd med de tab du har lidt indenfor de sidste par år.
    Og efter min bedste overbevisning, så står du dig faktisk bedst ved at gå igennem den proces alene sammen med enten en psykolog eller en psykiater. Du har vel fået bevilliget omkring 12 timer via sygesikringen (din læge) hos enten psykolog eller psykiater, når du har en svær depression, det burde du i hvert fald, når du har diagnosen svær depression.

    Jeg tror kun at du gennem arbejde med psykolog eller psykiater kan komme igennem det her. Det er en personligt rejse for dig og en udfordring, der ligger på dit bord nu.

    #6984
    Salamina
    Deltager

    Engang for mange mange år siden havde jeg en kæreste, som havde en del problematikker, han var ikke så hårdt ramt som du desværre er. Men der begyndte jeg at få sådan nogle drømme, at jeg fx var faldet ned i en dyb, dyb brønd, hvor jeg kun lige akkurat hang i hænderne i kanten af brøndens top og skulle trække mig selv op men min kæreste hang så også nedenunder og i et fast greb om mine ben. Jeg skulle med andre ord, trække os begge to op ad brønden med kræften af alene mine hænder og arme fordi mine ben kunne jeg jo ikke bruge til at komme op af brønden, dem hang han jo og holdt fast i.
    Det er sådan en følelse man kan sidde med i din kærestes situation, billedligt talt. Og den er en hård nyser.

    #6985
    sissi
    Deltager

    Jeg syntes Salamina har beskrevet det så godt og uddybende.

    Jeg hæfter mig ved, at han skrev ” ikke at kunne være der for dig, og at udsætte pinen “… det tolker jeg som, at det ville komme før eller siden. Altså en beslutning han har taget, måske før du troede, og selvom I havde sex dagen før.

    Jeg ved det er hårdt at jeg skriver det, men han elsker den du var da alt var godt, men din sygdom har gjort dig/jer til andre. Det er uundgåeligt Mette, den depression og angst gør dig til en anden både nu – og efterfølgende.

    Kunne du simpelthen, trods din smerte og dybe depression, lade være at sms til ham, så både du og han får ro. Jeg tænker, at du når du sms´er er endnu mere urolig for svaret og håbet og det forstærker hele situationen.

    #6986
    Bettina1
    Deltager

    Tak for svar! Jeg bliver helt glad 🙂
    Jeg kæmper jo netop med at den mand som sagde han Elskede mig så højt, at han vælger at smutte, når jeg ikke er den glade, lækre, sexede kvinde han faldt for. Og tro mig, han faldt. Jeg var i hans øjne en “over-scoring” af rang (hvilket jeg måske objektivt også var) – og han bar mig på hænder og fødder. Jeg overgav mig fulstændig til ham pga dette.
    Han har på intet tidspunkt vidst hvor slemt jeg har det. Det ved han heller ikke nu. Han aner faktisk ikke engang at jeg har fået en depression. Han ved, selvsagt, at jeg savner ham og han ved jeg har det ‘lidt svært’ men han kender SLET ikke omfanget af det. Hvad han dog bed er at jeg i de sidste mange måneder har været ‘needy’ og brokket mig VILDT når han tog ekstra arbejde ind.
    Så ja, havde jeg ikke haft det store behov for ham som jeg har, så ville han nok være her endnu.
    Men hold så op hvor jeg kæmper med følelsen af svigt lige nu! Af alle tidspunkter i hele verden, var det jo nu jeg havde behov for hans støtte – men han vælger at give slip og det endda med ordene: keg elsker dig!
    Hader ham for det – da svigtet jo så er endnu større. For man svigter vel ikke dem man elsker?

    #6987
    sissi
    Deltager

    Der var en klog dame der sagde til mig engang : Lyt ikke til hans ord.. det er kun ord… Se på hans handlinger.

    #6988
    Bettina1
    Deltager

    Går både til psykolog og psykiater, forresten.

    #6990
    sissi
    Deltager

    Har du ligget ” under for ” i jeres forhold, i altid at skulle vise den perfekt Mette? ikke kunne tillade dig, at være den du virkelig er, for så tænkte du, at han var væk… Er den angst bundet ud i noget af det?

    Hov… det indlæg jeg svarede på forsvandt… det hvor du omtaler din læge og kollega..

    #6993
    Bettina1
    Deltager

    Føler ikke jeg har ligger under for ham. Generelt har jeg nok altid ligger under for det andre forventer af mig – men ved ham sænkede jeg paraderne lidt. Det lyder fulstændig latterligt og en anelse selvglad, men jeg har aldrig har det store problem med at score mænd. Ikke fordi jeg er usandsynlig smuk,en nok nærmere fordi jeg udstråler glæde, charme og sex. Og det har ALTID været pisse svært for mig, at få mit ydre til at passe sammen med mit indre. For mændene vil have hende den “friske” – og når jeg taler om at jeg har en uddannelse i litteraturvidenskab, uddannet special-sygeplejerske, så passer det slet ikke med det billede jeg giver dem. For det er MIG der giver dem det, for det er det jeg føler jeg kan. Har altid været bange forsvarsforlig løb skrigende væk, når de vidste hvor fulstændig sårbar jeg egentlig er.
    Og det er så her jeg dør! For det prøvede jeg overfor ham. Fortalte ham tidligt i vores forhold at jeg ofte havde for mange tanker, følte jeg ikke kunne slå til etc. Han var så forelsket – og han elskede jeg åbnede mig op. Og BINGO – da jeg så endelig bryder sammen og nærmest tigger om omsorg, da smutter han. Det er nok egentligt ikke så meget at han er smuttet – det er mere det svigt der ligger deri, fordi det fortæller mig hvad jeg altid har været bange for: de vil ikke have mig – men det de ser.
    Hold så op hvor er jeg ynkelig. Kan nærmest ikke holde mig selv ud. Tak fordi der er nogen der gider “lytte” på mit ævl 🙂

    #6994
    sascha
    Deltager

    Kære Mette. Jeg føler dybt med dig. Det er en meget svær tid du går i møde. Jeg har selv for år siden gået gennem både depression og angst efter en skilsmisse og tab af forældre. Der er lys for enden af tunnelen men vejen er lang og du bliver nødt til at gå den alene. Den er dit og kun dit kors at bære. Selv om du ikke selv tror han er klar over din tilstand så afslører du helt sikkert din angst, rådvildhed, sorg og frustration i alle dine sms’er. Og han magter ikke opgaven. Det gør faktisk de færreste. Det er skræmmende når ens nærmeste bliver psykisk syge og ændrer karakter og adfærd.

    Jeg synes du skal prøve at tilgive ham hans svaghed. Beslut dig for at denne rejse er din egen og få ro i dit liv så du med din psykolog kan få set på hvad det er angsten vil fortælle dig. Det er formentlig den der har startet lavinen. Og hvorfor har du mon slet ikke reageret på din egen skilsmisse?

    Du skal til at lære en helt ny Mette at kende. En klogere, stærkere og meget moden kvinde. Måske hun stadig vil elske x – måske ikke. Prøv om du kan aftale med ham at I holder kontakten på afstand og ser hvad fremtiden byder – og fortæl ham præcis hvor syg du er så han ved at du nu selv tager ansvar for at få det bedre.

    Du kan ikke være en god og værdig partner for nogen før du har fundet dig selv og lært at deale med din angst og utryghed – og selv om du føler anderledes så har du brug for ro og fred og kun dig selv og dine børn at forholde dig til.

    Jeg synes faktisk han lyder til at være meget moden og ansvarlig og god til at holde fast i sig selv.

    Ønsker dig mod og indsigt på rejsen – fat mod. Lyset kommer til at skinne igen.

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 39 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.