Kan ikke komme videre…

Viser 3 indlæg - 1 til 3 (af 3 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #16829
    Silly
    Deltager

    Jeg har kendt min ekskæreste siden folkeskolen, hvor vi også var ungdomskærester. Vi har været kærester, indtil for to måneder siden i omkring et års tid. Vi er begge i starten af 40’erne. Vi har tidligere talt om at flytte sammen og endda købe hus sammen. Jeg har et barn, og han har tre. Vi havde det godt sammen, og børnene havde det også godt sammen. Jeg følte det var ægte kærlighed med engagement fra os begge af, indtil tragedier begyndte at ramle ned…

    For 6 måneder siden døde både min mor og far med kort mellemrum. Min mor har været kræftsyg i mange år, så det var ventet, og vi ønskede hun fik fred. Min far opgav livet lidt, da mor døde, han kunne ikke undvære hende og savnede hende meget. To måneder efter mor døde, døde min far af hjertestop. Det ramte mig hårdt. Min ekskæreste var der 100 % der for mig, men som månederne gik, blev det sværere for ham at se mig i min sorg. Jeg var dybt deprimeret, begyndte at ryge for mange cigaretter, og når jeg drak mig fuld, drak jeg bogstaveligt talt, til jeg væltede. Var generelt en dårlig og uopmærksom kæreste. Han forsøgte nogle gange at tale med mig, sagde stilen ikke var god for mig. Men jeg sad fast og ikke kunne ikke rigtig komme videre. Til sidst blev det for overvældende for ham. For to måneder siden slog han op, sagde de seneste måneder havde ændret hans følelser for mig, gløden var væk. Han følte ikke længere vi ville det samme.
    For nogle år tilbage begik hans far og storebror selvmord med en uges mellemrum. Umiddelbart har han aldrig fået det ordentligt bearbejdet og han vil heller ikke rigtig tale om det. Han sagde al min sorg mindede ham for meget sorgen fra hans far og bror.

    Da han slog op, indså jeg hvor skidt det egentlig bar hen med mig. Jeg slettede alle arrangementer i min kalender den næste halvanden måned. Jeg stoppede med at ryge og drikke. Fokuserede på min søn, mig selv og mit arbejde. Begyndte at motionere. Nu, efter 2 måneder, føler jeg mig meget bedre, end i rigtig lang tid. Jeg savner selvfølgelig min forældre…og oveni det, har jeg stadig bogstaveligt talt fysisk hjertesorg over min ekskæreste. Jeg savner ham hver eneste dag, savner det vi havde sammen med børnene og for hinanden. Føler det som en sorg…oveni sorgen over mine forældre. Kan ikke komme videre.

    En måned efter han gjorde det forbi, kontaktede jeg ham, og fortalte ham, jeg savnede ham og om vi kunne mødes til en kop kaffe…han svarede, at han også syntes det var hårdt, og ville da også gerne have mig i sit liv, men “gløden” var væk. Han sagde måske på sigt, ville vi finde sammen igen, men for nu havde han brug for at fokusere på sig selv, han følte ikke, han var mentalt okay.

    Nu, 2 måneder efter, møder jeg ham indimellem. Så hilser vi og snakker kort om løst og fast, ret platonisk. Når jeg kigger ham i øjnene, føler jeg stadig, der er kemi. Jeg har indenfor den sidste uge skrevet et par sms’er, hvor han svarer promte og positivt. Han har sagt, han synes det er flot og sejt med den måde jeg arbejder med mig selv. Jeg prøver at holde en distance, da jeg ikke vil lægge pres på ham, og give ham følelsen af, jeg jagter ham. Når han spørger hvordan det går, siger jeg det går fremad og forsøger at være optimistisk.
    Hans bror og svigerinde fortæller mig, jeg bare skal være tålmodig med ham…men jeg aner faktisk ikke hvor han er følelsesmæssigt. Han har enormt meget selvkontrol og gemmer hellere sine følelser væk end at konfrontere dem.
    Tanken om at date andre ligger totalt fjernt fra mig, har slet overhovedet ikke lyst.
    Jeg kan sagtens være tålmodig, hvis bare jeg har en idé, om han vil mig, når vi begge har det bedre…et eller andet sted giver det, for mig, mest mening, at vi er der for hinanden i det her, men vi er også begge meget stolte og stædige, og der var mange skuffede og oversete følelser i de seneste 6 måneder, inden vi brød.

    Én gang har jeg åbnet op, og fortalt ham jeg savner ham ad H til…er bange for at blive afvist igen, så umiddelbart er min tilgang pt. at give ham fred, plads og forhåbentligt mulighed for at savne mig, men det er enormt hårdt at være i dette her tomrum, og har brug for råd fra en udefra stående.

    Tak

    #16832
    Maze
    Deltager

    Først et kæmpe kram til dig. Hold da op en omgang du har været igennem.
    Derefter ikke alt kærlighed uanset længde og omfang er skabt til at vare evigt.
    Du skriver selv at du ændrede din livsstil efter han slog op, du stoppede med at drikke og ryge. Måske var det, det du skulle bruge ham til. Han kan være den milepæl på det her tidspunkt i dit liv der gjorde dig til en bedre version af dig selv, så du nu kan gå ind i nyt forhold fri for dårlige vaner. Det er ikke sikkert du kan overbevise ham om at du har ændret dig. Det er ligesom en utro mand der du kommer tilbage og siger alt er godt. Kvinden ser ikke forandringen men husker de dårlige dage. På samme måde tror jeg synet af dig vækker nogle dårlige minder for din eks.

    2 måneder er ikke langt tid, og det er helt normalt at du ikke kan se date og fremtid med en anden lige nu. Men hvis du ikke hænger for meget fast i håbet til den gamle, tror jeg det ændre sig ret hurtigt.

    #16833
    Go Happy
    Deltager

    Uanset hvor meget du savner din ekskæreste, så er den kærlighed du giver dig selv i øjeblikket langt vigtigere – Og det er dejligt at læse, at du har formået at komme så langt så hurtigt.

    Følelser handler jo ikke om fornuft, jeg tror derfor ikke du kan appellere til ham, om at komme tilbage, fordi du nu er på ret kurs igen, eller fordi I burde være der for hinanden i denne tid.

    Han beskriver det fint, at gnisten er gået ud, men han lyder til stadig at holde af dig, og respektere dig. Jeg tror det bedste du kan gøre lige nu, er at fortsætte med at blive glad og hel igen. Lad ham finde ud af, hvad han vil undervejs. Jeg tror bl.a. han er gået, fordi han ikke har lyst til at være i et forhold med en kvinde, hvor han skal føle sig ansvarlig for, om du har styr på dit liv, eller om du nedbryder dig selv.

    Bliv ved med at ville dig selv det bedste, bliv hel igen, bliv den kvinde han forelskede sig i, og lad ham se, at du har fundet ro, at du accepterer hans beslutning, alene fordi du ønsker, at han skal være lykkelig. Lad være med at date andre lige nu, det vil kun forvirre dig yderligere 🙂

    Tro på, at ting sker når de skal ske. To måneder er ingenting, fortsæt den gode relation du har til ham, men tal ikke om føleser, savn og om jeres forhold. Hvis han mærker gnisten igen, så skal han nok sige til 🙂 Mød med ham med forståelse og kærlighed, men bliv i dig selv hver dag, gør noget godt for dig selv hver dag, og lev hver dag med det mål, at du vil være glad og hel uanset hvad 🙂

Viser 3 indlæg - 1 til 3 (af 3 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.