Kærlighed, savn og kaos.

Viser 10 indlæg - 21 til 30 (af 45 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #24322
    MidtiLivet
    Deltager

    Jeg læste på et tidspunkt, at de forhold hvor kvinden rimeligt stille og roligt slipper sin mand er de forhold, som manden har sværest ved at forlade. (Også selvom han egentlig havde fundet en anden). Det er meget lettere at forlade ‘et giftigt forhold’. Mens et godt forhold, hvor der stadig er omsorg for hinanden, forstærker lysten til at finde ’tilbage’ og nå hinanden igen. Om det bare var et postulat, én persons personlige refleksion eller der lå en større undersøgelse bag ved jeg ikke. Eller det kan jeg i hvert fald ikke huske. Men når din mand stille og roligt kan være sammen med dig, på en måde hvor der samtidig er balance mellem jer (du higer ikke krampagtigt efter ham – men I er jævnbyrdige i jeres samvær), så tænker jeg at din mand er ‘sluppet så meget fri’ han overhovedet kan blive – og så gør han netop det modsatte end det man kunne forvente. Og han søger retur i samværet med dig… (Set i det lys er hans reaktion måske forståelig. Uden at ane hvor han ender).

    Det gode er, at han i hvert fald ikke kan rokke så meget med dig længere. Du forholder dig efterhånden ret observerende til det som foregår imellem jer. Næsten ‘videnskabs-hvad-sker-der-agtigt’. Uden at blive fuldstændig drevet rundt. Eller sådan læser jeg i hvert fald det, du skriver. Måske er dine følelser også bare langsomt ved at køle lidt af…? Du kigger på et andet menneske nu, end du kiggede på før.

    Ham, du ser lige nu, lyder du ikke vild med.

    #24324
    lillehjerte
    Deltager

    Nu har jeg et spørgsmål som ikke kun er til simsalabim og måske heller ikke passer ind i processen lige nu. Men tror I kvinder som har haft et mangeårigt stabilt og godt ægteskab før skilsmissen kom som en tanke første gang… Tror I at I på et tidspunkt at I kan komme til et punkt hvor I kan glæde jer over de mange gode år I var heldige at få? Jeg tænker på det fordi nogle sammenligner det med sorg.

    #24325
    lillehjerte
    Deltager

    Desuden en tanke om at når vi bliver til jeg. Hvordan tænker I over at I skal blive hele på egen hånd? Hvad gør I for det? Hvis I kigger tilbage på start af ægteskabet hvor I måske prøvede at blive fejret med kjole og bryllup. Var det ikke en fantastisk oplevelse og nærmest et privilegie at få lov at opleve? Måske har I en masse viden om hvad det vil sige at få et forhold til at fungere til fremtidige relationer. Det må vel være en gave?

    #24327
    MidtiLivet
    Deltager

    Hej Lillehjerte

    Jeg vil gerne prøve at svare samlet, hvad jeg tænker, men jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår dine spørgsmål rigtigt. Kan du præcisere: “Men tror I kvinder som har haft et mangeårigt stabilt og godt ægteskab før skilsmissen kom som en tanke første gang…”

    Jeg er dog ikke alene, men har været det. (Er sammen med ‘min tidligere mand’ igen). Så andre der er meget mere erfarne kan nok komme med nogle bedre svar til dig. Men jeg prøver at reflektere og vender retur.

    Og Simasalabim ift. min sidste sætning: Jeg ved jo godt, at du dybest set stadig er meget glad for din mand. Men bare ikke helt så meget i den nuværende udgave, hvor han er i ubalance og fuld af tvivl på mange områder i sit liv.

    Kh Mil

    • Dette svar blev ændret 3 år siden af MidtiLivet.
    #24330
    sissi
    Deltager

    Ved ikke om jeg forstår det rigtigt, mener du så, om man senere i livet kan blive taknemmelig for alt hvad man havde og oplevede med sin x?
    Min erfaring er nu, år efter, at jeg sagtens kan finde glæde i minderne fra dengang, og glædes over den jeg er blevet til efterfølgende.
    Ligesom min x og jeg når vi er sammen i familiemæssige sammenhænge, sagtens kan få et grin over ting vi havde eller oplevede sammen.

    • Dette svar blev ændret 3 år siden af sissi.
    #24332
    Hustruen
    Deltager

    Interessante spørgsmål, lillehjerte.

    For mit eget vedkomne tænker jeg, at jeg har haft et fantastisk ægteskab/samliv gennem 21 år, som har givet mig et par skønne unger og ikke mindst en bunke skønne minder 🥰 Nok også derfor jeg synes det var så umådeligt trist, at min ex satte en kæp i hjulet.

    Tænker ikke på fortiden med sorg – den har jo gjort mig til den jeg er 😊

    Mht. fremtiden så er jeg måske blevet lidt mere ‘du skal ikke pisse på mig’-agtig. Nok en måde at beskytte mig selv på, så jeg er hurtigere til at sige fra, hvis kæresten gør/siger noget, som jeg ikke synes om.

    Det er nok en af de ting jeg har med i bagagen frem ad rettet. Ærligt synes jeg faktisk det har været ganske lærerigt at finde ud af, hvor meget jeg egentlig selv kan – tidligere var jeg nok tilbøjelig til at stå lidt i skyggen af min ex og overlade mange beslutninger til ham.

    Hvad med jer andre?

    #24338
    Eva Marie
    Deltager

    Det eneste jeg er taknemmelig for fra mit årelange ægteskab er de vidunderlige børn jeg fik ud af det:) og så er jeg dybt taknemmelig for at livet gav mig en ny mulighed for et bedre liv uden ham og hans manipulering og nedgørelse…….DYBT TAKNEMMELIG!!
    Jeg tænker ikke tilbage længere – men ser fremad og forsøger at gribe de muligheder min “frihed” har givet mig. Jeg tror på at der er en mening med alt i livet – og min x-mands utroskab var planlagt oppefra, så jeg kunne komme væk fra ham 🙂 Lidt helligt, ved jeg godt – men det hjælper mig videre at have sådan en tankegang……
    Mine børn beriger mit liv nu – de siger at de har fået en ny og mere glad mor, så det er win win 🙂
    Det er da hårdt at stå alene og jeg søger også en ny kærlighed – men er blevet meget mere bevist om hvem jeg lukker ind i mit liv…..jeg knalder ikke rundt med alt og alle, det er jeg slet ikke parat til – og jeg har været skilt i 4 år snart…..Jeg er forelsket i en jeg ikke umiddelbart kan få – det er der sikkert også en mening med ha ha……
    Du har ret @Hustruen – det er sku ret lærerigt…….!!

    #24358
    Simsalabim74
    Deltager

    Nu gik det lige så godt ! Har haft nogle virkelig gode uger og følt mig glad og forholdsvis ovenpå, bliver bekræftet flere steder fra og har faktisk intet at klage over for tiden.

    Alligevel er jeg vågnet op her til morgen med en kæmpe klump i halsen og føler mig virkelig ked af det.
    Mine tanker kredser hele tiden om ham og alt det jeg pludselig (igen) føler jeg har mistet, trygheden, varmen, kærligheden og tosomheden. Samtidig VED jeg jo at jeg intet kan stille op og det er en situation jeg død i pine er nød til at acceptere. Jeg ER og vil altid være fravalgt af ham !
    Jeg skal se ham i eftermiddag da vi har bytte dag og jeg frygter at møde en mand der er i total overskud og ovenpå….
    Kender i den følelse ?

    Hvad gør i når i ind imellem stadig får den slags nedture…. ?

    Kh/Sim

    #24359
    Froeken T
    Deltager

    Kære Simsalabim

    Din bølgegang i følelserne er helt normal efter et brud – og i sorg generelt. Mit bedste råd til dig er at forsøge ikke at blive for skræmt over dem. De er en del af processen – en proces, der har gjort, og fortsat vil gøre dig stærkere.

    At savne, mindes og føle sig lidt ensom og hudløs ind imellem er alt sammen en del af at komme videre. Og samtidig en del af den menneskelige tilstand – vi har allesammen været der, og vi kommer allesammen derhen igen på et tidspunkt. Det hjælper nogle gange mig at tænke sådan – at det er et almenmenneskeligt vilkår, helt universelt og gældende for alle.

    Det bedste, du kan gøre, er at acceptere følelserne og tage dem som en opgave i at vise dig selv medfølelse og omsorg.

    Og så kan du jo i øvrigt være helt sikker på, at de går over igen. Den følelse af overskud, du har haft på det seneste, vil vende tilbage.

    Hvordan han har det i dag, når du møder ham, behøver du ikke frygte. Hvis det giver dig et stik i maven at se ham, og måske se ham glad, så mærk bare det stik og vid, at det gerne må være der. Men ret også dit fokus tilbage mod dig selv og vid, at din egen proces er den eneste, der egentlig er vigtig for dig.

    Pøjpøj med det i eftermiddag 🙂

    #24360
    Simsalabim74
    Deltager

    Frøken T. Det var god læsning – tak for det 🙂

    Jeg ved jo godt at alt nok skal gå og der er en ny dag i morgen og ja, jeg skal nok klare mig. Men de her nedture er bare så pisse opslidende og hårde. Men jeg trøster mig med at jeg for præcis 1 år siden lå i foster stilling og græd som pisket og hele min verden ramlede sammen.
    Så på en scala for 1-10, hvor 10 var sidste år samme tid, ligger jeg på en 4 stykker i dag. Det i sig selv er da meget godt…

    Nu er jeg lige helt ærlig —— men han har den sidste uge trukket sig fra mig( jeg har heller ikke opsøgt ham) og jeg ved det lyder latterligt for i bund og grund er det jo det eneste rigtige for ham og mig, men et eller andet sted henne havde jeg det bedre da det var MIG der trak mig og ikke ham… forstår du hvad jeg mener ?😔

Viser 10 indlæg - 21 til 30 (af 45 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.