Kæresten på kursus / angst for forandring

Viser 7 indlæg - 1 til 7 (af 7 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #4140
    XX
    Deltager

    Hej alle,
    Jeg kommer stort set aldrig herinde mere, da jeg er havnet i et meget kærligt og grundlæggende lykkeligt forhold med denne her vidunderlige mand. Nu har jeg imidlertid lyst til at vende noget med jer.
    Min kæreste var i påsken på et femdages massagekursus, som han var meget optaget af. Det var spændende at lære nyt, og han fik hul på nogle ret heftige temaer i sig selv. Han overvejer at tage næste modul senere på året.
    Jeg bakker fuldt op om projektet og synes, det er fedt at have en kæreste, som gør sådan noget. Og jeg vil meget gerne følge ham i processen. Det fylder 98-99 procent for mig. Men ved siden af er der en lille mærkelig ængstelse over projektet. Hvor mange kræfter skal han bruge på det? Hvor fører det ham hen? Kommer det til at ændre noget i vores måde at være sammen på? Eller kan han komme til at forstå sig selv og verden på en ny måde, som gør, at vi ikke kan blive sammen? Hvis han flytter sig, hvad sker der så med os?
    Ængstelsen er ikke begrundet i noget konkret overhovedet. Jeg føler mig ikke usikker på ham. Men jeg ved, jeg er meget bange for at miste ham. Og jeg tror, det her handler om en grundlæggende angst for forandring i mig. Han kom hjem og var dødtræt, påvirket og stille efter kursusdagene, og han fortalte om tingene på en fin måde, men på en eller anden måde gjorde det mig også lidt nervøs at se ham sådan. Måske fordi han var indadvendt og sorgfuld – ham som plejer at være så utrolig kærlig og nussende.
    Er der nogen, der kender til mønstre som dem her? Hvordan træner man sig selv i at have et mere åbent og positivt perspektiv på forandring? Og hvordan finder jeg ud af at holde balancen mellem at give ham plads til det arbejde han gør med sig selv – og så opmærksomheden på, hvad det gør ved mig? Mens jeg skriver dette, tænker jeg, at det også er det, der er svært: At han på en ny måde har noget, som er hans og på en måde hans alene. Det kræver rummelighed at give plads til det.

    #4153

    Hej XX

    Jeg synes, at du meget følelsesmæssigt intelligent gør rede for, hvad du går igennem, og det er efter min mening denne eftertænksomme dialog med dig selv og andre, der skal bringe dig gennem uroen og processen med at blive mere rummelig.

    Det ER svært at mærke angsten for at miste. Det er skrækindjagende med forandring i et relativt nyt forhold. Men du må igennem angsten for at kunne holde fast i ham og dig selv.

    Del dine bekymringer primært med dine veninder. Og nøjes med at sige meget lidt til ham. Et velplaceret sætning som: ‘Jeg kan da også blive bange for, at du finder ud af, at du hellere vil noget andet end at være sammen med mig’, hvis han betror sig til dig om noget sårbart omkring kurset. Som den dejlige mand han er, vil han nok bare bekræfte dig. Og så har du slået en tone an, der minder ham om, at du også står med hjertet i hænderne.

    Men lad være med at tale yderligere om det eller gå længere ind i en argumentation. Han vil høre det som kritik af kurset og hans personlige forløb. Eller der vil i hvert fald være en stor risiko for det. Sørg hellere for optimal back up fra andre til den proces, du går igennem.

    Det er jo også en gave til dig med sådan en krise. Det giver dig mulighed for at vokse og lære dig selv bedre at kende.

    Med venlig hilsen

    / Martin Østergaard

    #4169
    XX
    Deltager

    Kære Martin og kære alle,
    Der var nok en form for anelse i min frygt. Samme dag, som jeg havde skrevet mit indlæg om angst for at miste, kom min kæreste hjem til mig og gjorde det forbi.
    Det korte af det lange er, at vi har haft et fantastisk kærligt og givende forhold, med store følelser på begge sider – og høj soulmate-faktor. Jeg har aldrig følt mig så rummet, set, elsket, og jeg har aldrig kunnet være sammen med en mand på så mange gode måder. Noget er virkelig lykkedes mellem os. Men: Han er fem år yngre end mig, og han kan ikke slippe længslen efter at få børn. Han har valgt at bryde med mig, fordi han er bange for, at det bare vil vokse sig større og større og til sidst splitte os. Han ønsker at finde den kvinde, som han skal have børn med. Og han kan ikke se mig i en regnbue-konstruktion, med rugemor, adoption eller noget andet. Det spurgte jeg ham om. Det er det andet han vil have.
    Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme igennem denne her tur. Det er umuligt for mig at forstå, at han ikke skal være en del af mit liv. De andre kærester jeg har sagt farvel til, har jeg været helt klar over, at jeg ikke skulle se igen. Men ham her er jeg simpelt hen så forbundet med, at jeg ikke kan se mit liv, uden at han har en eller anden form for plads i det. Det er fuldstændig ekstremt smertefuldt at skulle give slip på ham.
    Hjælp mig med noget støtte her. Jeg har elsket denne mand højt og dybt og inderligt. Og han har elsket mig. Vi er enige om, at der er en særlig forbundethed mellem os. Men der er ingen tvivl om, at han mener det her alvorligt. Opgaven er nu at komme igennem sorgprocessen og der har jeg brug for støtte. Det er en meget ren og skarp sorg, fordi der er så kolossalt meget jeg mister.

    #4170

    Hej igen

    Jeg håber, at du vil få masser af støtte og gode ord her i brevkassen.

    Mon ikke du vil bære ham her i dit hjerte i mange år fremover. Og mon ikke du vil håbe på en genforening. Og måske er det også muligt og sandsynligt. I hvert fald er det meget kærligt, at han melder ud, som han gør. Selv om det åbner en afgrund af sorg og smerte og puffer dig ud i den. Jeg tror, at du modsat mange andre vil komme mere helt og godt gennem processen med at sørge, fordi I har givet hinanden så meget godt, som I har gjort, og at der er en forståelig årsag til bruddet.

    Måske skal du bede om yderligere 2-3 samtaler med ham, så du kan få talt ud om din sorg og processen med at komme videre. Det skal naturligvis ikke trække ud i det uendelige og gør slemt værre. Men måske vil en række samtaler give dig mulighed for at komme mere helt igennem chokket og rystelsen over bruddet. Og mulighed for at bade lidt mere i alt det gode, I har oplevet. Så det bliver understreget, hyldet og pakket så hensynsfuldt ned som muligt.

    Med venlig hilsen

    / Martin Østergaard

    #4172
    XX
    Deltager

    Jeg ville på en måde ønske, at jeg var i stand til at tale mere med ham. Men det er jeg ikke, og det har jeg aldrig været. Jeg trækker mig fuldstændig tilbage, pakker alle ting der minder om ned, lukker ned for Facebook og skal bare så langt væk fra ham som overhovedet muligt. Jeg har også sagt til ham, at han ikke hører fra mig. Måske er det en umoden strategi, men sådan har jeg altid grebet det an. Når først beslutningen er truffet og udmeldingen kommet, så skal jeg bare væk fra det menneske. Men måske har du ret i, at fordi vi kommunikerer så godt, ville det være helende at mødes og tale mere sammen – og måske sørge og sige ordentligt farvel? Den mulighed har jeg faktisk ikke tænkt over, og det skal nok ikke være lige nu, men måske når jeg har samlet mig lidt mere….

    #4173
    Rosmarin
    Deltager

    Sender dig mange tanker og virtuelle kram. Uden smerte ville der ikke være hjerte.
    Og så lige en sang at tude til: http://www.youtube.com/watch?v=sgRb_lfIZ6A
    Græd, skældud, kast med sten i vandet, løb i skoven, køb de smukkeste blomster, del med veninderne, skriv dagbog, skriv her så meget du lyster – ja i det hele taget giv dig selv al den omsorg du magter og behøver. Du har oplevet en smuk kærlighed som vil følge dig på din videre vej gennem livet. Og når uvejret stilner af igen – og det GØR det en dag – så kan du gemme ham i dit hjerte som en meget dyrebar oplevelse i dit liv. Knus

    #4184
    Henke
    Deltager

    Hey xx
    Puha, hvor jeg dog føler med dig. Det er forfærdeligt at miste en person, man er så dybt forbundet til. Jeg tror sorg processerne er meget individuelle, jeg har lige som dig behov for, at komme væk fra personen hurtigst muligt og ønsker faktisk ikke kontakt med personen. Jeg kan nok hverken sige eller skrive så meget der hjælper i sådan en situation. Jeg kan huske, at jeg havde meget behov for at vide, at der var lys for enden at tunnelen. Ikke forstået på den måde at der var håb for, at hun ville vende tilbage, men at smerten bare ville gå væk.
    Men husk at alting skal nok blive godt igen, når sorgen er bearbejdet!!

Viser 7 indlæg - 1 til 7 (af 7 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.