Kæreste trækker sig

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 23 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #10760
    Nanamartine
    Deltager

    Som titlen beskriver, er min kæreste gennem 8 år begyndt at trække sig. “Trække sig” er måske meget pænt formuleret, da det konkret består i, at han uden tøven ytrer, at han “er træt af mig”, at han “ikke har energi til alle vores problemer”, at han “ikke kan overskue at høre på mig og alle mine negative historier”. Det resulterer i, at forholdsvist små konflikter optrappes meget hurtigt og varer ved i ALT for lang tid. Fordi vi ikke kan finde ud af at mødes og genskabe kontakten efterfølgende.

    Vi er indbegrebet af hinandens modsætninger – frihed er nøgleordet i hans liv og tryghed er nøgleordet i mit. Disse forskellige værdier har givet os MANGE konflikter gennem tiden. For ikke at tale om de mange forandringer, som man gennemgår fra man er 16 til 24. Jeg har altid forsøgt at se forskellighederne som et godt supplement, og jeg mener, at jeg har lært SÅ meget af ham, hvilket jeg vil være ham evigt taknemmelig for.

    Faktum at min kæreste trækker sig er derfor heller ikke noget nyt, men noget han har gjort MANGE gange i løbet af vores tid sammen. Han har endda slået op rigtig mange gange – dette sker heldigvis ikke så ofte mere (kan ikke huske sidste gang).

    Jeg bruger oceaner af tid på at læse diverse bøger som fokuserer på, hvad man SELV kan gøre i et forhold præget af konflikter, frem for at fokusere på at ændre hinanden, og synes selv, at jeg er blevet rigtig god til at holde mig på egen banehalvdel. Desuden har jeg også med tiden lært at være bevidst omkring en konflikts niveauer, og formår sommetider at stoppe dem… Eller jeg forsøger hvert fald… Og nu kommer mit dilemma og det jeg gerne vil have hjælp til at finde ud af…

    Jeg føler, at jeg trækker det tunge læs i vores forhold, og det er SÅ hårdt. Især fordi jeg får en følelse af, at jeg altid har gjort det. Her skal det samtidig siges, at dét at kæmpe for kærligheden er noget, der betyder rigtig meget for mig, og derfor noget jeg bevidst har valgt at gøre – fordi jeg mener, at det gør en stor forskel. Men men men, jeg begynder at synes, at det er alt for hårdt. Samtidig har en del af min udvikling været, at jeg er blevet bedre til at passe på mig selv, og derfor er skrækslagen for at vores konflikter eller hans hårde og sårende ord vil skade mig eller mit selvværd. Eller værre endnu, at jeg mister mig selv i kampen som lige nu føles uovervindelig.

    Min kæreste er en person, der ofte har brug for plads og derfor “trækker sig” når han føler sig trængt op i et hjørne. Jeg forstår hans reaktion, men uanset hvor meget vi taler om og lægger planer for en mere hensigtsmæssig reaktion i de situationer, hvor konflikten er i gang, så sker der bare ikke noget. Han reagerer på samme måde hver gang, og lyder ofte til at han er ved at give op. Og jeg reagerer typisk ved at opføre mig totalt desperat – så vi kører altså rundt i en ond cirkel, som jeg føler, at jeg gør alt for at bryde – men alene og derfor umuligt. Hvis han sad her lige nu, ville han helt sikkert sige: “Nana du må bare forstå, at jeg mister fatningen og siger en masse lort, og du bliver nødt til at lade mig være!” Jeg har svært ved at leve op til denne “forventning” fra ham, fordi jeg netop også er tappet for energi og overskud til at kunne gøre ham denne tjeneste og træde tilbage, indtil han er klar til at tage problemet op.

    Jeg ville ønske at jeg kunne lægge mine bekymringer om vores forhold fra mig mens konflikten står på, fordi jeg VED, at han efter et par dages fred kontakter mig, og ofte opfører sig som om intet er sket. Her kan jeg så vælge at “spille med” på trods af, at jeg føler mig såret og har brug for opfølgning eller jeg kan starte diskussionen, og han vil enten have energi nok til at snakke konstruktivt eller han vil føle sig trængt op i et hjørne og så starter møllen forfra. Samtidig har jeg ikke lyst til at give ham den plads, fordi jeg synes det er tankevækkende og sårende, at han har brug for SÅ meget plads (alt i mellem 1-3 dage, men altid ubetinget, når jeg spørger direkte), før han har lyst til at tale med mig. Derudover kræver det fra min side, hvis jeg vælger at give ham plads, SÅ meget energi at det nærmest gør mig ubrugelig i ventetiden. Så jeg kan vælge mellem pest eller kolera.

    Lidt praktisk viden. Min kæreste læser på fuldtid, har en virksomhed som kræver mange mange timer om ugen samt bor midlertidigt i København sammen med hans to partnere som en del af et acceleratorprogram for at få virksomheden i vækst. Så ingen tvivl om at han er hårdt presset for tiden og ikke har megen alenetid til at kunne give mig den kærlighed og opmærksomhed, som jeg beder om. Jeg bor i Aarhus og læser også. Vi er begge snart 24 år gamle og har aldrig boet sammen. Til dagligt bor vi i hhv. Herning og Aarhus.

    Jeg elsker min kæreste SÅ højt og som sagt giver han mig rigtig meget positivt. Han har lært mig ting om mig selv som jeg aldrig ville være foruden. Vi er rigtig gode til at være sammen, har et godt sexliv og han er fremragende til at vise mig kærlighed, når vi er sammen. Jeg ser mig selv få børn med ham og jeg ville elske, hvis jeg fik lov at være mor til hans børn – jeg er overbevist om, at vi ville være de bedste forældre, og han vil være den bedste far jeg kunne drømme om. Desuden ved jeg, at han elsker mig!

    Inden folk besvarer dette indlæg, må jeg bede Jer være opmærksom på, at jeg er skrøbelig og nemt bliver påvirket af andres meninger. Ikke at det skal holde nogen fra at sige, hvad de mener – det handler i højere grad om, at det er vigtigt for mig, at det skrevne er gennemtænkt, og at man har forsøgt at sætte sig ind i begge parters perspektiv, hvorfor jeg har forsøgt at beskrive hans så godt som muligt (på trods af, at jeg ikke er ham).

    #10761
    lillehjerte
    Deltager

    Du skriver:”Jeg føler, at jeg trækker det tunge læs i vores forhold, og det er SÅ hårdt. Især fordi jeg får en følelse af, at jeg altid har gjort det. Her skal det samtidig siges, at dét at kæmpe for kærligheden er noget, der betyder rigtig meget for mig, og derfor noget jeg bevidst har valgt at gøre – fordi jeg mener, at det gør en stor forskel. Men men men, jeg begynder at synes, at det er alt for hårdt. Samtidig har en del af min udvikling været, at jeg er blevet bedre til at passe på mig selv, og derfor er skrækslagen for at vores konflikter eller hans hårde og sårende ord vil skade mig eller mit selvværd. Eller værre endnu, at jeg mister mig selv i kampen som lige nu føles uovervindelig. ”

    Prøv at tænke over OM du har mistet dig selv…?

    Jeg kan komme med nogle inputs du kan tage eller lade ligge, for jeg kender dig jo ikke og ved reelt ikke hvad der er foregået eller hvad der er sagt:
    Ja han lyder til at være under hårdt pres, så det er vel en balancegang om at I begge skal finde ud af sammen hvornår er det et godt tidspunkt at tale om tingene på(han må også melde klart ud: lad os få den snak)- og er der noget der er mindre akut at tage op(selvom det kan være noget der nager den ene)?

    Nogle gange har jeg lagt mærke til at det hjælper udsætte det at sige noget(selvfølgelig skal man ikke undertrykke sig selv). Det giver nogle gange lidt afstand på de følelser der damper og koger mest. Når der er gået lidt tid kan man nemmere formulere det også- ja man kan måske tilmed formulere det med et lille smil på læben så de bebrejdende udtryk(ikke sikkert man ønsker at bebrejde- men det er ofte det mænd/partneren hører alligevel)fordamper. Nogle gange har jeg også tænkt sådan: hvordan vil man helst høre en besked hvis man selv har styrtet rundt hele dagen og kan være i søvnunderskud. Det hjælper også nogle gange at sidde overfor hinanden og se hinanden i øjnene og holde hinanden i hånden. jeg tror man tænker mere over hvordan man formulerer tingene til hinanden hvis man er i fuld kontakt med hinanden fysisk. Problemet med mobiler og facebook osv er at det er så nemt hurtigt at få sendt noget af sted- og at blive misforstået også.

    Mange mænd er ret hurtige til at lukke af(kan vi kvinder også), hvis de lugter problemer- og nogle gange er det nok en sund ting at lukke ned, for at bevare sig selv. Men man skal selvfølgelig få talt om tingene, hvis de er vigtige og huske at kommunikere med sin partner. Lukker man altid af skal man omvendt arbejde med at være tilstede i vigtige samtaler med andre.

    Så lyt indad om det virkelig er vigtigt eller ej og forklar ham face to face hvorfor det er vigtigt for dig at I taler om det og hvad du håber på at I får ud af samtalen- vær løsningsorienteret.

    Hvis intet virker, så kan det godt være at jeres relation har toppet og der ikke rigtigt er mere at komme efter. Det er jo ikke kun den ene der er i vækst og skal holde gnisten i live- det er jo et samarbejde.

    Håber du finder ud af det 🙂

    #10765
    Nanamartine
    Deltager

    Mange tak for dine inputs. Vedr. det at miste mig selv, så ved jeg, at det har jeg ikke.

    Min kæreste er 100 % drevet af sin lyst. Hvis han ikke har lyst til noget, så gør han det absolut ikke Især hvis det handler om vores forhold og at håndtere vores problemer. Hvis han ikke har lyst til at snakke, hvis han ikke har lyst til at bruge tid på at diskutere, hvis han ikke har lyst til at slutte fred – så gør han det ikke. Jeg har en anden holdning til det. Jeg mener ikke, at alt hvad man gør skal være drevet af sin lyst. Selvfølgelig er det noget den, der afgør hvor engageret man er. Men sommetider mener jeg, at man burde fokusere mere på at tage ansvar, selvom man ikke har lyst. Det er i hvert fald sådan jeg lever. Jeg føler, at han lægger meget af ansvaret fra sig ved at sige, at han ikke kan gøre for, at han ikke har lyst til at gøre det bedre.

    Men ofte er det altså ikke selve konflikten, jeg gerne vil snakke om. Jeg er heller ikke interesseret i at snakke alt ihjel. Det er måden vi håndterer konflikten på og det, at den fortsætter i så lang tid efter. Lad mig give et eksempel:

    I weekenden var han sammen med han venner fra Aalborg – de var på besøg hos ham i København. Normalt kan jeg ikke lide, når de er sammen, fordi han ofte glemmer alt om mig og os, når de er sammen. Men denne gang havde jeg sagt til mig selv, at jeg ville give ham plads, og jeg skulle også selv i biografen og ind at have drinks om fredagen. Vi havde talt sammen om eftermiddagen og da jeg kom hjem forsøgte jeg at ringe en enkelt gang til ham, men forgæves og tænkte, at de nok var i byen. Jeg havde det helt fint med det og forventede at han ville kontakte mig lørdag, når han stod op. Det gjorde han ikke, hvilket gør mig ked af det, når han kan se, at jeg har haft ringet og skrevet, og jeg kontaktede derfor ham. Efterfølgende hørte jeg ikke fra ham resten af lørdagen og jeg skrev en tarvelig besked om hvor skuffet jeg var. Derefter svarede han, at han ikke havde strøm på og at de var ude at “udforske” byen. Om aftenen ringede jeg til ham igen, men inden jeg nåede at sige hej, sagde han: “Hej, jeg har ikke så meget strøm på og vi skal have fat i en anden i løbet af aftenen, så god aften”.. Hvorefter han lagde på. Det gav mig en følelse af at blive afvist, hvorfor jeg blev ked af det. Søndag formiddag kontaktede jeg ham og fik at vide, at vennerne først tog hjem senere. Det skal siges, at jeg i løbet af lørdag aften fik skrevet en del trælse beskeder til ham i håb om, at han ville reagere. Søndag aften fik vi så snakket og konflikten blev optrappet, da jeg gav udtryk for, at jeg var ked af at føle mig glemt, når han var sammen med dem. Hertil svarede han, at han bare ikke tænkte på mig, når han var sammen med dem, så hvorfor skulle han kontakte mig. Og ville det virkelig være så forfærdeligt, hvis vi ikke talte sammen i 2 dage?? Jeg blev vildt ked af det, fordi det for mig er et princip, at man snakker sammen én gang om dagen, når det er muligt (med mindre man er i udlandet eller lignende). Endnu et punkt, hvor vi er meget forskellige. Siden da har stemningen bare været dårlig og anspændt, og selvom både han og jeg har forsøgt at slutte fred ved at anstrenge os for at føre nogle neutrale samtaler siden hen, så er det bare eskaleret 3-4 gange siden. Vi fik talt en dag ,hvor han havde overskud til det, og jeg sagde, at jeg ikke havde behov for at diskutere episoden i weekenden, men at det betød meget for mig, at han ikke bare lukkede sådan af, men at han tog sig tid til at slutte fred og finde kontakt igen efterfølgende, og det fik vi gjort. Så startede det hele så igen i går, fordi jeg fortalte om min rumbo, som fylder rigtig meget for mig for tiden. I hans ører brokkede jeg mig, hvilket var det der fik ham til at koge over igen i går, hvorfor han anklagede mig for altid at fortælle så deprimerende nogle historier om mit liv, og at det sugede energien ud af ham..

    Føler bare at alt hvad jeg gør, er forkert. Og det gør så ondt, når jeg synes jeg gør så stor en indsats for at gøre mit..

    #10770
    lillehjerte
    Deltager

    Det lyder til at I er meget forskellige steder i jeres liv- og at du savner en hel masse, som han ikke rigtig kan koncentrere sig om at give dig.

    Jeg tænkte på undervejs da jeg læste det sidste du skrev, at det er sjældent at folk nu om dage taler sammen hver dag selvom de er i intime forhold.For dig lyder det til at være noget “man gør” og det kan jeg virkelig godt sætte mig ind i- at man fx. får en godnat- kys- snak eller lignende- eller bare får talt om hvordan er dagen gået…

    Min næste tanke var om når han nu ikke har det behov som du har- om du så skulle ringe til en veninde eller en i familien i stedet for? Så kan du måske tale med dem om de forskellige problemstillinger som rør sig? Din kæreste har peget på “negativmærkatet” og klistret det på dig-øv- nåmen, måske er det hans opfattelse og måske gør det ham træt og anspændt og gør han føler et pres eller pligt?

    Så jeg tænker: tal med andre om de ting han potentielt ser som negativ snak og så kan du måske også overveje om du egentlig går med mange ting som giver dig for mange frustrationer- hvis det er sådan for dig, så kan du overveje om du skal til at tænke anderledes om de problemstillinger du møder? Man kan se rpoblemer som udfordringer i stedet og så sige “skidt pyt” engang imellem til dem. Fyld tiden ud med et eller andet som bringer glæde og latter i din krop og sig til dig selv at nu holder du fri resten af dagen fra udfordringerne- du lægger dem ned i en skuffe og lukker den for den dag- færdig arbejde.
    Jeg tænker også at I er så unge(ja det behøver man ikke være)- får du levet livet – dvs glemt tid og sted og tanker om din kæreste engang imellem og virkelig dyrket dine egne passioner og fyldt tiden ud med dem?
    Nu stiller jeg bare et billede op af noget som et eksempel på hvad du kan gøre : men det kan være du skal ud og flirte og nyde livet noget mere- nyde en lækker yogamands røv eller noget i den dur- skabe din egen Nana-tid og your time of your life.
    Men jeg har en mulighed du kan vælge at prøve af:
    Prøv at lade være med at ringe til kæresten i 3 dage- hvis han ikke ringer, så lad ham mærke dit fravær videre frem(ved at du ikke ringer eller skriver til ham), så han savner dig og selv ringer, fordi hvordan går det med Nana? Når han ringer har du en masse gode ting at fortælle ham- selv hvis det bare er en smuk blomst du har fundet og sat i vand eller en der sang smukt på sin cykeltur forbi dig og det var en sang der vækkede dine minder om osv.. det kan også være en sms eller lignende. Sms: – prøv at lade være med at forvente svar- bare se det som en positiv tanke du sender ham, som en lille gave.
    I starten er det megakunstigt, men han får lyst til at høre fra dig igen- men husk han skal lige have bevis for at du også kan holde den positive linje. Til sidst bliver det en vane for dig at have de her positive fokuser hver gang I taler(og din egen hverdag vil være fyldt med dejlige oaser- og husk at dyrk dem og mærk efter det smil det giver dig- det er rent mindfulness) og I kommer tættere på hinanden(hvis han er det værd).
    Og hvis der ikke sker en udvikling i relationen med din kæreste, så har du nok undervejs formået at tiltrække en anden dejlig fyr i mellemtiden, fordi mænd OG kvinder synes at glade mennesker er damn hot and sexy og du har været ude og møde mennesker eller gjort noget du ikke plejer at gøre. Måske ender du med at skippe din kæreste fordi han bare ikke kan være hvor du er, men det er der en anden som nyder at være…
    Nå – jeg tænker at jeg forhåbentligt lidt har fået dig til at grine eller givet dig lidt ønsker du år lyst til at indfrie undervejs eller givet dig lyst til at prøve at gøre noget andet end du plejer. Måske har jeg provokeret dig, men så bliv det- jeg synes jeg læser at du er en ung kvinde der skal ud og tage livet lidt useriøst, grine og gøre dig til for omverden. Det er jo ikke kun din kæreste i kbh der går glip af dig – det er jo også alle de andre dejlige mænd derude. Så vis dig lidt frem derude- nu er det jo forår 🙂

    #10776
    Nanamartine
    Deltager

    Hej igen lillehjerte

    Og tak fordi du svarer!

    Du har ret – smilte da jeg læste dit seneste svar. Ved ikke om jeg blev dissideret provokeret, men det rører i mig, når det lyder som om, at vi er meget forskellige steder i vores liv. Det er noget, der sætter mange tænker i gang i mig, fordi jeg hurtigt bliver “hylet ud af den” hvad angår kærlighed.

    Med hensyn til de negative problemstillinger, som jeg ofte vender med ham (selvom jeg forsøger at lade være), kommer på baggrund af flere ting. For det første er jeg opvokset i misbrugende miljø, hvor jeg og mine søskende har været udsat for omsorgssvigt. Jeg flyttede hjemmefra som 16-årig, har gået på gymnasiet og læser i dag til socialrådgiver. Så man kan sige, at jeg på mange måder er vokset om med negativitet omkring mig, og samtidig er det dét, der interesserer mig, hvorfor jeg har valgt at læse til socialrådgiver. Jeg interesserer mig dagligt for svære problemstillinger og arbejder frivilligt som samtaleterapeut, fordi jeg elsker at hjælpe, observere og rådgive. Jeg ved ikke om den del af min personlighed bare ligger så dybt i mig, at jeg har en tendens til at snakke meget om sådanne emner.

    Vedr. at være mere positiv, så er det noget jeg fokuserer rigtig meget på. Min kæreste har før nævnt, at jeg talte meget om mine familieproblemer (har to søskende som ikke har klaret sig så godt som jeg, hvilket fylder meget i min hverdag), og derfor taler jeg ikke længere med ham om disse. Det emne er forbeholdt mine veninder og studiekammerater. Jeg er desuden begyndt at føre dagbog hver dag, hvor jeg bestræber mig på at skrive 10 positive ting hver dag, og generelt synes jeg, at jeg er kommet meget langt hvad angår at se mere positivt på tingene.

    Det ændrer dog ikke, at min kæreste stadig oplever, at “brokkeriet” fylder meget i vores samtaler, men det er som om, at tærsklen for ham bliver lavere og lavere, på trods af, at jeg aktivt arbejder med disse ting, og det gør det hårdt for mig at være i, da jeg får følelsen af, at intet jeg gør, er godt nok og så kan det jo bare være ligemeget. Jeg tvivler på at “negativmærkatet” nogensinde kan fjernes, fordi der fortsat er så stor fokus på, når jeg sjældnere og sjældnere træder ved siden af.

    Jeg ved hvad du mener, når du siger at jeg skal finde en passion og ud at opleve livet, men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg kan gøre anerledes. Jeg er en super positiv person i min øvrige omgangskreds (nogle gange så meget, at jeg tænker, at folk får nok af mig :)) Jeg er god til at tage initiativ til spisning, biograf, pubcrawl med veninder og klassekammerater (kommer fra Aalborg og har ikke kontakt til mere en 2 gamle veninder hjemmefra), og har netop arrangeret en rejse til Grækenland til sommer med to veninder.

    Jeg er klar over, at man skal have sit eget liv og sin egen identitet og ikke være for vi-orienteret, men jeg synes jeg er blevet så selvstændig og jeg-orienteret, at jeg næsten ikke kan se, hvad jeg mere kan gøre for at vise og opleve, at jeg har mit eget, som jeg jo udemærket godt ved, tiltrækker min kæreste. Har prøvet det mange gange – fx helt konkret ved at lade ham være nogle dage, men også de lidt større ting som at arrangere rejser med mine veninder og acceptere, at han formentlig tager til udlandet i halvandet år. Jeg har tidligere og langt ind i vores forhold være alt for afhængig af ham, hvilket sikkert også var grundet til at vi ofte gik fra hinanden, men jeg er blevet så meget ældre nu og jeg ved hvor meget energi og glæde det bringer hos sig selv, når man hylder friheden og “giver slip”.

    Jeg har ikke lyst til at arbejde ud fra en taktik, der siger, at hvis jeg gør sådan og sådan, så møder jeg måske en anden, for det er i min optik ikke at vælge kærligheden. Jeg er helt med på, at kærligheden ikke skal låse en fast, og det er jeg bestemt heller ikke interesseret i. Jeg mener, at hvis man indstiller sig på at forandre nogle ting med det formål, at tiltrække en anden, hvis ikke min kæreste bliver tiltrukket, så kan jeg ligeså godt vælge at gøre det forbi. Jeg har nu engang valgt at leve med ham på trods af vores forskelligheder. Jeg er jo overbevist om, at man godt kan være forskellige og stadig have et fælles – hvis man forestiller sig to cirkler, der overlapper hinanden meget lidt. Det område hvor cirklerne overlapper hinanden burde være “vores liv sammen” og resten er ens selvstændige liv, venner, familie, studie, passioner osv.. Men han tror fejlagtigt, at jeg vil have, at cirklerne skal overlappe hinanden fuldstændigt, så vi er EN person.

    Men tusind tak for dine inputs. Det hjælper meget at skrive om det.

    Hvordan får man egentlig Martin Ø til at svare? Ikke fordi jeg ikke kan bruge dine svar til noget, men kunne være rart med et professionel mening 🙂

    #10786
    sascha
    Deltager

    Man betaler og stiller sit spørgsmål i Martins Corner (lolo)

    #10787
    lillehjerte
    Deltager

    Jeg har ikke set Martin Østergaard har kommenteret noget her endnu.

    …. det kan også godt være at din kæreste opfatter sig som værende én person allerede..? Ud fra dels hans handlinger om at skabe sig plads(I bor ikke i samme by)og så hans ytringer om at kommunikationen er som den er, så tror jeg mere konkret formuleret at han muligvis ser jer som adskilte allerede..? Det lyder med andre ord ikke som om han pt vælger kærligheden(dig) ud fra det du skriver, men at han ikke har fundet ud af at kommunikere det ordentligt ud endnu? Han skubber dig væk hele tiden og det synes jeg er trist- især når du har været så meget igennem- så lyder det herfra som om du måske trænger mere til en som er der og lytter- måske bare giver dig et kram, fordi vedkommende ved at også det viser dig at du ved du har opbakning. Især når du står med så reelle problemstillinger om din nærmeste familie og livshistorik med svigt i din barndom. Det er nok noget din kæreste ikke rigtigt kan finde ud af/eller ikke vil rumme, tænker jeg.

    Jeg tænker bare at det lyder til at du trænger til at give dig selv det han ikke længere kan spejle i dig. Vil du ikke hellere bruge tid sammen med én som kan og vil se en masse dejligt i dig end én der bare agerer lukket dør?
    Der er ingen mennesker der kan klare i længden at blive mødt med sådan en lukkethed. Mit indspark var mere ment, som et sidste forsøg på at se om det kunne redes med lidt list eller personlige ændring(men den personlige del har du jo allerede arbejdet med så langt du kunne, som du selv giver udtryk for). Så er der kun list tilbage, men det er ofte blot en midlertidig lappeløsning i de fleste tilfælde. Jeg tror kærlighedens vej er kærligheden til dig selv og at du viser i handlinger overfor dig selv at du fortjener langt bedre end det her; En ordentlig kontakt og nærvær i den tætte intime relation. Det ser der ikke ud til at være lige nu med din kæreste, sådan som du har beskrevet hele situationen.

    #10801
    Beth
    Deltager

    Kære nanamartine

    Det er smukt og godt at ville kæmpe for sit parforhold MEN vær opmærksom på at begge skal ville kæmpe og være lige meget interesseret i at forstå og komme hinandens behov i møde. Ellers bliver det et skævt forhold hvor den ene slår knuder på sig selv for at få den anden til at blive og elske sig. Den anden bliver bare mere og mere irriteret over ikke at kunne være sig selv og blive elsket som han/hun er.

    Du elsker ham ikke som han er. vel. Du ønsker en hel masse af ham som han melder pas på og ikke giver dig. Hvorfor gør du det ? Fordi du elsker ham og vil ham selv om det bliver mere og mere klart at I ikke passer sammen i livsværdier. Det er det der sker når man forelsker sig og elsker inderligt, det går godt i forelskelsesfasen men når hverdagen kommer og det skal blive til oprigtig interesse for hinandens ve og vel så bliver sådanne forskelle i livsværdier mere og mere tydelige.

    De par der klarer det gør det tror jeg fordi begge løsner op for at livet kan leves anderledes end de troede og fordi de møder hinanden på de punkter som er absolut nødvendige for modparten. Men det skal ske ad frivillighedens vej.

    Måske kan du bruge noget af dette ellers lader du det bare gå ind af det ene øje og ud af det andet 🙂

    Knus fra en der har været verdensmester i at slå knuder på sig selv for at elske
    Beth

    #10805
    Nanamartine
    Deltager

    Tak for dit svar Beth.

    Selvfølgelig skal begge parter ville kæmpe og være interesseret i at imødekomme hinandens behov. Hvis jeg fik det til at lyde som om, at jeg kæmper for kærligheden udelukkende på baggrund af det smukke og gode i det, så har jeg formuleret det forkert. Det er ikke kun derfor. Jeg kæmper for kærligheden, fordi det er en kæmpe værdi i mit liv, og jeg er stolt over at have det sådan. Det er én af de egenskaber jeg besidder, som jeg håber og ved inspirerer andre til ikke at give for hurtigt op.

    Men som jeg flere gange har skrevet, så er det nu engang sådan, at jeg har VALGT at være kærester med min kæreste på trods af, at vi er meget forskellige, og derfor har jeg brug for nogle råd, der tager afsæt i det valg.

    Jeg er klar over, at forskellige værdier er det, der skaber flest problemer i parforhold, men i og med at vi har været sammen i 8 år, så er jeg helt overbevist om, at det er en område, hvor vi begge er blevet bedre og bedre til at acceptere disse forskellige værdier, og dermed også har rykket os tættere på hinanden. Men vi har stadig lang vej, hvis målet er at blive helt ens (ironi kan forekomme :)).

    Jeg mener ikke, at jeg holder fast i vores forhold uden grund og jeg mener heller ikke, at man kan være sammen i så mange år samt at have gennemlevet så meget, hvis én af parterne ikke vil det. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men jeg tror på mit forhold og jeg kæmper for det.

    I dagens samfund tror jeg, at mange nemt giver op, fordi man er blevet mere jeg-orienteret og selvcentreret, og mange vil måske sige, at jeg har en gammendags holdning til hvor langt man skal gå for at få sit forhold til at fungere. Som sagt har jeg valgt at være sammen med min kæreste, selvom vi er meget forskellige. Men af natur er jeg god til at fokusere på de positive sider i vores forhold, hvorfor de store og tunge aspekter ikke fylder så meget. Dog kan man noglegange blive overrumplet af de negative sider, hvorfor man helt glemmer alle lighederne.

    Jeg har selv bedt om hjælp og vejledning i min nuværende situation, men bliver nødt til at gøre klart, at jeg er af den overbevisning, at nogle problemer aldrig kan løses 100 %. Jeg mener, at mennesker i sunde forhold accepterer, at der er områder, hvor man aldrig kan mødes, og at det HER accepten af vores forskelligheder vil resultere i, at man frivilligt indvilliger i at mødes på midten og gå på kompromis – netop for at imødekomme hinandens behov.

    OG det er lige præcis dét, som jeg har brug for støtte til. Så jeg vil altså ikke gå fra min kæreste, fordi vi er forskellige – det har jeg vidst fra starten, og jeg valgte ham på trods af det. Men jeg vil meget gerne modtage råd og støtte fra nogen, som ved hvordan det er at være så forskellige på så “tunge” områder. Hvordan forholder jeg mig til de her obligatoriske konflikter som engang i mellem opstår på baggrund af vores forskelligheder? Hvordan finder jeg styrke i mig selv til at håndtere konflikterne og blive mere forstående?

    Men igen, tak for dit svar og den tid, du brugte på det Beth 🙂

    #10809
    Beth
    Deltager

    Kære Nanamartine

    Tror du ikke konflikterne opstår fordi du ikke har kunnet bearbejde dine værdier og behov så de matcher hans ? Eller nedprioritere dine behov så du tilsidst bare er glad for at være sammen med ham ? Det er lidt flabet af mig at spørge sådan 🙂

    Det virker bare som at du 100 % har valgt at være sammen med ham og så alligevel ønsker han skal være anderledens eller du kan ændre dig totalt.

    Føler du at han også har valgt 100 % at være sammen med dig lige præcis som den du er ?

    Jeg måtte selv opgive et potentielt lovende forhold hvor vi kunne have suppleret hinanden fantastisk med vore forskelligheder efter 8 års forsøg. Jeg elskede ham, ja, men kunne ikke leve med at han direkte foragtede mange af mine værdier. Det var hans vej eller ingen vej. Jeg måtte gerne være sammen med ham MEN på hans måde – det kom frem til sidst da jeg opgav at tilpasse mig og gik til ham for at finde ud af hvordan han havde det. Jeg var til sidst mere ensom sammen med ham end alene. Nu tror jeg slet ikke at dit forhold er sådan og du virker meget forstående og forklarende. Næsten som om du intektualiserer så meget at du undertrykker dine følelser og behov.

    Du spørger hvordan du finder styrken til at håndtere konflikterne og blive mere forstående. Hvordan påvirker konflikterne ham ? Er han forstående overfor dig ?

    Jeg tror stadig man kan være sammen trods forskelle på “tunge” områder hvis man respekterer hinandens forskelle og kommer hinanden i møde. Respekt for hinanden og dyb accept af egne og dens andens værdier og masser af kompromiser indgået i fællesskab. Man ser det i ægteskaber hvor der er forskel i kultur og religion f.eks.

    Jeg håber der kommer gode råd på banen til dig.

    Knus
    Beth

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 23 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.