Kæreste går når jeg bliver gal

Viser 10 indlæg - 51 til 60 (af 94 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #1943
    chokoladefro
    Deltager

    Rosmarin: Har holdt efterårsferie og efterfølgende været syg.

    Synes ikke han er nem, at kommunikere med. Som om han har glemt alt, til næste gang der opstår en konflikt.

    Af en eller anden grund, kan han slet ikke have, at jeg ytre nogen kritik overhovedet af ham.

    Vi har ikke set hinanden siden sidste weekend pga jeg har været syg og fordi han har været ude at rejse. Har så skrevet til ham, at jeg er frustreret over, at han rejser så meget og så oveni bytter sine weekender, der hvor vi er børnefri. Det er weekenderne, der går mig mest på. Det har jeg så skrevet til ham. Han går til modangreb med det samme. Ala om jeg vil have at han skal droppe job og venner…. Det synes jeg er sat meget på en spids. Men når vi ses så lidt til hverdag, er det da vigtigt at sætte et par børnefri weekender af til hinanden….
    Der har også været nogle andre ting, som har skuffet mig. Det har jeg nævnt for ham.
    Det eneste jeg har fået ud af det, er at han er gået til modangreb og sagt, at han da heller ikke kan gøre noget rigtigt og at det jo så er spørgsmålet om det så overhovedet skal være os?? Den får jeg klasket i hovedet hver gang der er noget.

    Så det er pt status på vores “forhold”…..

    #1946
    Salamina
    Deltager

    Kære Choko

    Efter min vurdering passer I ikke sammen. Der er for meget “knock-knock” på hans skal fra din side og for meget, at han trækker sig ind i sin skal fra hans side. Som MØ er inde på, du kan enten se ham som en lukket musling eller et pindsvin, der er sammenrullet med alle piggene ude. Og han forbliver i den låste/truede/forsvars stilling lige så længe du prikker til ham. Du kan overdænge ham med nok så mange ord, om din frustration (et ord de færreste mænd i øvrigt forstår eller orker at forstå fordi det er så individuelt, hvad der ligger i det begreb, så hvis man som kvinde skriver: “jeg er frustreret” til en mand, så skal man samtidigt forklare ham, hvad man helt præcist mener med frustreret ellers har man nærmest allerede tabt hans forståelse eller indsigt i din situation, mener jeg). Du kan også overdænge ham med skiverier om din vrede, sårethed eller utålmodighed og han vil efter min vurdering lukke mere og mere af.
    Så får du ind imellem lidt reaktion, som du fisker efter, men grundlæggende har han lukket af fordi han oplever det som angreb… det er også derfor hans reaktioner er forsvar. Han oplever ikke, at du går i dialog, han oplever det som angreb. Og han er fastlåst dér i den opfattelse.

    #1947
    Salamina
    Deltager

    Kære Choko

    Jeg vil lige uddybe de her med begrebet “frustrere”.
    Indenfor psykologiens verden har man defineret “De 5 grundfølelser, som alle mennesker på naturligvis hver deres individuelle plan har et eget forhold til men dog forstår vi på tværs af køn og alder og alt muligt, hvad der er i spil, hvis vi nævner/taler om De 5 grundfølelser: Angst. Sorg. Glæde. Vrede. Seksualitet.

    Hvis jeg nu udfordrer dig og spørger, hvad betyder frustration? Så er vi ude i noget, der bør uddybes i forhold til de 5 grundfølelser jeg og vi alle forstår.
    Hvis du f.eks. skriver til mig: “Hej Salamina, jeg er frustreret”. Så kan jeg enten vælge, at tolke det som en blanding af f.eks. tre ud af De 5 grundfølelser, f.eks. en blanding af angst, sorg og vrede. Men jeg kan også tolke det som, at du med frustreret mener forvirret OG måske vred eller ked af det.

    Hvis jeg f.eks. går til min læge (som også er en mand) og siger til ham, at jeg er frustreret over, at der ikke er kommet rettidigt svar på min prøve om jeg har livmoderhalskræft, så forstår han nok, hvad jeg mener… jeg er nok en blanding af angst og vred eller i hvert fald er vi nogenlunde på bølgelængde, vil jeg mene.

    Men hvis jeg f.eks. skriver (ikke siger eller taler med) til min kæreste, at jeg er frustreret over, at han rejser så meget, så har han 3 af grundfølelserne plus en lang, lang række ekstra følelser og motiver, som han måske tænker, at jeg måske mener med ordet frustration: angst, sorg, vrede samt forvirring, bekymring, ligegyldighed (med mig), egoisme (fra hans side) osv. osv. Fordi frustration er et elastikord i den “forkerte” sammenhæng eller det kan være mere meningsforstyrrende end at det bygger bro til forståelse.

    #1948
    chokoladefro
    Deltager

    Hej Salamina,

    Jeg forstår godt det du skriver med, at frustration kan tillægges forskellig betydning. Det er ikke altid heldigt at skrive til hinanden. Men jeg har ikke gode erfaringer med at tale med ham. Det ender normalt endnu værre.
    Skrev direkte til ham, at jeg syntes at alt hans rejseri (job og vennemæssigt) samt bytning af weekender er rigtigt træls. At vi stort set aldrig havde alenetid sammen.
    Han skrev så tilbage, at han godt vidste, at der havde været et par rejser (et par er så ikke korrekt i den sammenhæng – det er nærmest hver uge året rundt). Tror vi har haft 2 alene weekender sammen de sidste 3 måneder. Nå men så kørte han det over på, at jeg jo også har min søn en del. Hvilket er korrekt. Jeg skrev til ham, at det var rigtigt, men eftersom han jo rejste så meget var det uden betydning. Men at netop pga travlhed i hverdagen, syntes jeg, at vi burde prioritere vores friweekender til at være sammen i. Så svarede han tilbage: Om han skulle droppe sit job og sine venner. Jeg skrev så, … Du kunne tage hensyn i weekenderne, det behøver du vel ikke droppe job og venner pga. Så var han sur…. og skrev ironisk “”” Nej det er klart, jeg laver aldrig noget i weekenderne med mine venner”””….

    Jeg skrev så: Du er vist uden for rækkevidde. Hvortil han svarede “ja”.

    Så blev jeg gal og nævnte nogle eksempler fra en af hans venner som er god til at prioritere sin kæreste. Han svarede tilbage: Ja jeg har åbenbart svært ved at gøre noget rigtigt, tager ikke hensyn og er en elendig kæreste. Ærgeligt at min ven er optaget…

    Jeg skrev så. OK jeg forstår, at du ikke vil have, at jeg fortæller dig, hvordan jeg føler.

    Så modtog jeg endnu en ironisk sms fra ham: “jo jo det er fint – så ved jeg jo hvordan du ser på mig og det er så spørgsmålet om det så overhovedet skal være os to.

    Siden har der ingen kommunikation været.

    #1949
    chokoladefro
    Deltager

    Jeg kan nærmest ikke ytre mig om noget uden han bliver sur eller går til angreb.

    Sidste weekend, hvor han var på besøg – virkede han nærmest sur efter 15 min. Ved ikke om han havde en dårlig dag, men har en mistanke om, at det var fordi jeg bad ham lade være med at “hive” pels af katten for at smide det på gulvet.

    Senere hvor han fortalte mig, at han følte han så dårligere end normalt og fortalte, at han var blevet helt bange for, om han kunne være ved at få sukkersyge – fordi hans mor netop havde fået problemer med øjnene pga sukkersyge. Foreslog jeg ham at gå til lægen og fortælle det som det var, for lige at få lavet nogle tjek op… da gik han nærmest til angreb igen…. Sagde til mig om jeg også ville gå til lægen pga mavepine…

    Altså han vender den om og siger:… Ville du…..

    Altså hver gang jeg foreslår noget… så vender han det mod mig og jeg føler han går til angreb.

    Jeg sagde så direkte til ham, om han ville lade være med at gå til angreb. At jeg jo foreslog ham at gå til læge for at hjælpe ham og ikke for at genere ham. Det sagde han så ikke noget til. Tror han forstod det.

    Nå men…. summarum er, at vi overhovedet ikke kan kommunikere og jeg oplever ham som at være meget strid, når jeg udtrykker hvad jeg er frustreret over og egenligt gerne vil have en dialog.

    #1950
    chokoladefro
    Deltager

    Glemte lige at fortælle dette.

    Jeg har for ca 1 måned siden, spurgt ham, om vi skulle finde på noget Nytårsaften. Evt tage ud at rejse eller lign. At vi lige kunne lægge hovederne i blød. Vi har kendt hinanden i et år.

    Så her for et par uger siden, siger han så midt under morgenmaden, at hans søster skal holde rund fødselsdag Nytårsaften… “så JEG ved godt, hvad jeg skal”. Han sagde ikke andet. Ikke noget med, at vil du så ikke med der, så vi kan holde Nytårsaften sammen.

    Det er da ikke en normal opførsel??

    Jeg er ret sikker på, at jeg vil blive inviteret… på et tidspunkt. Men at han intet siger om det – før vi er meget tættere på.

    Har nemlig prøvet det i forbindelse med andre fødselsdage i hans familie. Han fortæller, at han skal til fødselsdag…. jeg undre mig over, at han ikke med det samme spørger om jeg vil med (jeg siger ingenting). Der går så nogle dage og pludseligt kommer han og spørger om jeg vil med.

    Det er da også en meget mærkelig fremgangsmåde.

    Seriøst jeg har aldrig prøvet noget lignende før.

    Skrev netop det med Nyårsaften til ham i SMSen i går. At jeg undrede mig over, at han fortalte at han skulle til rund fødselsdag, men ikke spurgte om jeg ville med.

    …. og i den forbindelse kom så alt det der med at han ikke kunne gøre noget rigtigt og var en forfærdelig kæreste og ikke viste hensyn.

    Suk – ja jeg kan lige så godt give op.

    #1951
    Rosmarin
    Deltager

    Kære Chokofrø hvad er grunden til at du vil nøjes med så lidt`, som han vil/kan give dig?

    #1952
    Salamina
    Deltager

    AV, ja, jeg kan godt se, at I er i en rundkørsel Choko. Jeg skal da lige læse dine sidste skriverier igen. Men det lyder umiddelbart som om I er gået i noget krigerisk humør. Lad mig lige læse dine sidste skriv igen og tænke lidt.

    #1953
    Salamina
    Deltager

    Kære Choko

    Okay. Jeg synes vi skal lige vaske tavlen ren. Jeg har for min part givet et bud på, hvad der sker på hans bane. Slut med ham nu. Du har også fået andre bud, hvad der sker på hans bane, så lige det kan vi vel lukke nu for en stund.
    Hvis vi nu helt eksklusivt ser på din bane, så er JEG af den holdning, at der er grænser for, hvor meget man skal kæmpe for kærligheden. Jo, man skal kæmpe men ikke alene. Så bliver det for ensomt. Kampen bliver for ensom. For mit vedkommende, desto ældre jeg bliver, desto mere er jeg villig til at strække mig og kæmpe og det har jeg det sgu rigtigt godt med! Jeg har det rigtigt godt med, at jeg kan give så meget, for jeg har ikke været særligt godt til at strække mig førhen, meeeen der er dog grænser. Og jeg synes ikke det er værdigt, at kæmpe i en slags en-vejs dialog, så kan det sgu være lidt lige meget. Men jeg er også blevet mere strategisk. Jeg lader døre stå på klem… WHO cares? Når vi er ude i et spil, der ligner det du/I har pt.

    Desuden synes jeg, at jeres er blevet for krigerisk, og det er bare SÅ opslidende. For det er ikke alene en kamp på ord, de er også en magtkamp på flere andre planer. Og jeg kan kun sige til dig, Choko, hvad min holdning til det er, som helhed:
    Jeg vil og kan godt gå ind i sådan en magtkamp, hvis jeg for min part vægter den i forhold til mit VIRKELIGT DYBE følelsesliv og min værdighed og mit selvværd og alle sådan helt store værdier på min livsbane, men det skal eddermame være kampen værd. Ellers så laver jeg nu om dage ofte en “flat-liner”, hvor jeg lader DE ANDRE bevise, om de er de værd, at kæmpe for, for mig. Jeg tager ikke initiativ, men jeg gribe bolde, hvis de kommer min vej og jeg har lyst til at gribe dem. Jeg konfliktløser heller ikke sådan aktivt, jeg lader som om, der ikke er en konflikt, fordi jeg skal da ikke alene løse eller tage initiativ til at løse alverdens konflikter. Hvorfor skal du f.eks. tage kontakt og fortælle, hvad du føler, mener, tænker om alt muligt? Det har du praktiseret 7.000 gange uden at I er nået til den helt store banebrydende forandring i jeres forhold. Den løsningsmodel virker ikke…

    Jeg kommer lige i tanke om en scene fra filmen “Brokeback Mountain”… vent…

    #1955
    Salamina
    Deltager

    Her er scenen jeg tænker på: “I did once…”

Viser 10 indlæg - 51 til 60 (af 94 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.