Kæreste gået kold efter 4 mdr

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 10 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #16729
    Apple
    Deltager

    Hej alle
    Jeg er i vildrede, og har brug for in-put og erfaringer fra jer. Jeg har de seneste ca fire måneder været kæreste med en meget nyskilt mand. Vi mødtes faktisk mens han stadig var gift, og han er gået fra konen i forbindelse med vores forhold, men ikke på grund af det. Deres forhold var slut, som han sagde, og der har ikke været det store drama i den forbindelse, udover et hus, der skal sælges, alt der skal deles og den slags praktiske belastninger. Han har to ret små børn fra dette forhold. Jeg har en stor datter.

    Han har gennem hele forløbet været ekstremt meget på: skrevet flere gange dagligt, ringet, kaldt mig skat, sagt han elskede mig hver dag. Og osse på et tidspunkt været meget usikker på mig, hvor han har grædt og sagt, at han havde det skidt med alt muligt. Her har jeg kunnet fornemme, at det handlede om hans usikkerhed i forhold til mig. Ikke at jeg har givet ham anledning til at være usikker, men bare fordi han har været så forelsket. Han siger, at jeg er den eneste kvinde han har sagt ‘jeg elsker dig’ til – udover ekskonen.

    Han har bedyret sin overvældende evige kærlighed til mig så sent som sidste uge, da jeg skulle komme og besøge ham (“jeg er så forelsket i dig, det fatter du slet ikke” mv). Jeg kommer så onsdag (han bor langt væk, så vi har ikke set hinanden så tit), og vi har det skønt indtil lørdag, hvor han pludselig ændrer sig fra at være varm og givende og kærlig, til at blive kølig og distanceret. Min krop mærker dette før jeg selv gør: jeg begynder at fryse helt vildt, og i løbet af natten til søndag, får jeg angst (som jeg havde i et tidligere forhold osse – med en meget utilregnelig mand, så følelsen er gammel og kendt). Han hjælper mig slet ikke igennem denne følelse, sådan som jeg havde hjulpet ham, da han var usikker. Han taler lidt udenom, og lader som ingenting.

    Senere skal jeg rejse hjem, og har det skidt da vi siger farvel. Da jeg kommer hjem, går der et par dage, hvor jeg ikke hører så meget fra ham, og da jeg går ham lidt på klingen, siger han nu, at han ikke kan mærke sig selv, at han er brændt sammen over pres fra skilsmissen, arbejdet, børn, flytning, og så mig, han skal rejse for at se. Han siger, han ikke kan “se sig selv i det”, og at han ikke savner mig mere. Det er så vildt for mig at fatte, for ugen før var han ved at gå til af længsel, og nu er det hele væk.

    Jeg bliver vred og ulykkelig og overrasket og chokeret, og ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg skælder ud og reagerer lige der ikke så venligt og imødekommende, og siger, at jeg så må i gang med at finde mig en ny mand (desparate ord, jeg ikke mener, men som jeg kommer til at fyre af i kampens hede). Jeg græder og forstår ingenting, og kommer desuden til at fortælle ham, at jeg havde en slags seksuelt samvær med min eks, mens han var på ferie med konen lige i starten af vores bekendtskab. Dette var før vi var kærester, før han havde fortalt konen, at han ville skilles, så på det tidspunkt vidste jeg ikke, om vi ville få et forhold, og jeg ville ikke kalde os kærester, før han havde orden i tingene. Det bruger han så nu mod mig, for som han siger: jeg lavede jo ikke noget med min eks mens vi var på ferie med børnene. Og jeg siger, at det kunne jeg jo ikke vide, og der var jeg usikker og ked af det, så derfor gjorde jeg noget dumt, som jeg aldrig skulle have fortalt.

    Nå men nu ligger den ligesom der, hvor hans følelser for mig tilsyneladende er væk, og hvor han har valgt at lukke den. Jeg har sagt i en rolig samtale i går, at jeg synes, det er en drastisk måde at håndtere det hele på. Vi kunne have sat det på standby og været tro, men ikke haft kontakt en tid. Og jeg forstår ikke, hvordan han bare kan miste alle følelserne på tre dage. Kan det hele dø bare sådan? Han siger selv, at følelserne måske er der (han siger, han blev vildt ked af det og dårlig ved tanken om, at jeg skulle være sammen med en anden, og at det viser ham, at han følser noget stadig). Men han tog ikke rigtigt imod mit tilbud om standby. Jeg er meget oprørt og ked af det, og vi har aftalt at tales ved igen i aften. Hvad siger jeg? Hvad fanden stiller man op? Det gør så ondt at han er kold og virker ligeglad og ikke er kærlig mere nu. Hvor blev det hele af? Åha, jeg gider snart ikke det her kærlighedspis mere. Jeg er forresten 45, og kan altså godt skrive sammenhængende – men er så ked lige nu, at jeg bare har ladet det vælte ud.

    Kh
    Apple

    #16731
    AnneM
    Deltager

    Jeg tror han har sagt de ting, fordi han var forelsket og fascineret af dig. Men man kan altså ikke med min bedste overbevisning kalde det kærlighed efter 4 må eders bekendtskab. Kærlighed er noget der opstår, når forelskelsen har lagt sig ( forelskelseshormonerne i hjernen er faldet til ro). Jeg tror desværre forelskelsen er dampet af for hans vedkommende. Jeg tror ikke årsagen er, at han er forvirret eller presset.
    Men noget andet er, at den måde han håndterede dig/jeres situation på, skal du ikke negligere. Hans manglende engagement under dit angstanfald eller hvad der nu skete med dig, skal ikke bortforklares med, at han bare har meget om ørerne. Her ser du jo ham, som han også er! Det, du så, er ham. Tror du han er god for dig på sigt? Jeg ville klart vælge sådan en mand fra, for det mindste man kan forlange er omsorg. Omsorg skal simpelthen være tilstede i et forhold, ellers vil han ende med at ødelægge dig med sin kulde hver gang du har brug for trøst og omsorg.
    Jeg tror du istedet skal være glad for, at han selv har trukket sig og så lade ham være. Der er ikke noget at bygge på desværre:/

    #16735
    hexia D trix
    Deltager

    Jeg er helt enig med AnneM, hvis han kun kan være omsorgsfuld og kærlig når det tjener hans interesser og hans behov, så LØØØØØØØØB

    #16736
    lillehjerte
    Deltager

    Jeg ved godt den kan være lidt svær at modtage. Men på en eller anden måde kan jeg ikke lade være med at tænke om følelserne styrer dig for meget og om du drøner for meget rundt i dine følelsers magt. Kan man trives med det? Måske har det skræmt manden. Han har måske været træt og i underskud den aften du beskriver ham som kold og så har du muligvis ladet kroppen, tankerne og følelserne tage for meget over således at det aktiverede et helt panikanfald? Jeg tænker at manden har ikke vidst hvordan han skulle håndtere det. Han har mærket at nu kan han bare ikke mere(pga skilsmisse og flytningen, børn ) og det er jo en ærlig udmelding. Så kan han ikke bare ikke overskue mere. Jeg tror at du skal lade ham ligge. Har han stadig lyst til at ses vender han tilbage efter noget tid. Men hvis du skal finde en god mand, så tror jeg du skal have lidt styr på/arbejde med det der eskalerer for dig og udløser angst eller panik. Prøve at få lidt mere ro indvendig også i fht at du ikke kommer til at sige nogle uopretteligt sårende ting. Jeg ved ikke hvad det bunder i- du er lidt inde på noget fortid. Er du meget usikker? Har du været udsat for noget alvorligt? Jeg tror desværre ikke man kan forvente at andre skal kunne håndtere én hvis man er i panik eller lignende. Den eneste du kan forvente der kan tage sig af det er dig selv. Men det kunne da være rart med en mand der altid kunne gribe én i sine stærke muskuløse arme. Men havde du en mand der forventede det samme af dig eller havde lignende reaktioner som hvor han fortalte om sårende ting, ville du så trække dig eller have lyst til at lære ham mere at kende?

    #16737
    Tintin
    Deltager

    @Apple

    Øv. Jeg har klare hurtige kommentar.

    1. Jeg går meget op i, at den person man jeg møder hviler i sig selv. Hans livssituation vil få mig til at overveje, om han ikke liiiiiige skulle vente med at date mig (hvis jeg var en pige), til han var på den anden side af skilsmissen.

    2. 4 måneder er ikke langt tid. Det er et naturligt, at man begynder at overvejer, som dette er en livsledsager eller ej, efter at man har nydt hinanden (og lært hinanden bedre at kende) en tid. Jeg forestiler mig, at der er mange forhold der ikke består denne test. Det ser jeg bestemt ikke noget udiøst i.

    3. Altså de 2 første er for mig argumenter for, at du ikke kan bebrejde ham noget 🙂 Enten er det et helt naturligt aspakt af datingprocessen.
    At du er den eneste han har fortalt, at han elsker (udover ex’en), virker noget tom, når han kort efter ikke savner dig. Personligt finder jeg hans kærlighedserklæring(er) mm. for vildledende, så frem der ikke er sket noget skelsættende.
    I min optik fremstå han som en “letvægter”. Formålet med at date, er jo netop at nå en afklaring. Det har du nu.

    #16743
    Aya51
    Deltager

    Hej Apple

    Jeg har prøvet næsten det samme Mit råd er af bitter erfaring At du skal lade ham være og ikke blive ved med at fortælle ham at du ikke forstår Han bliver skræmt Og hvis han vil dig kommer han tilbage og ellers ikke Du risikerer rigtig mange op og nedture Jeg har været der Og er der stadig Det er forfærdeligt Vi vil have den mand tilbage han var for meget kort tid siden Vi fatter ikke at han er gået kold Og vi vil bare have en forklaring I mit tilfælde har jeg bedt ham kigge mig ind i øjnene og sige at han ikke elsker mig mere Det vil han ikke…. Derfor bliver jeg ved at håbe Sikkert forgæves Man kommer langt ud For man bliver så ked af det Jeg har sendt nok 50 SMS nogen af dem lange som romaner Hvor jeg skiftevis skriver jeg syntes jeg fortjener en forklaring For bagefter at sige at det er ok han kommer i en slags identitets krise Er skiftevis forstående og krævende Det har desværre dræbt de følelser der kunne have været tilbage tror jeg Og kunne jeg gøre det om Med den viden jeg har idag Så ville jeg ønske at jeg havde bevaret min værdighed Og ladet ham gå Hvor ondt det ville have gjort For det her gør mindst lige så ondt Jeg føler med dig Og jeg ved at det vil være så svært at gennemfører Jeg havde desværre ikke “nosser” til at gøre det jeg set i bagspejlet skulle have gjort Jeg er 52 år Og det er den mand jeg har elsket og elsker allermest Vi havde så mange planer og drømme sammen i 2 år og fra den ene dag til den anden Kunne han ikke overskue sit liv med mig Jeg håber inderligt for dig at det bliver godt igen når han er igennem krisen Og hvis ikke Så sig til dig selv som jeg også prøver at overbevise mig selv om At hvis han ikke vil dig Så er det lige meget hvad du gør Og hvis han vil dig Så skal han nok komme tilbage I en forhåbentlig klogere udgave af sig selv Held og lykke og pas på dig selv Knus Aya

    #16745
    Aries
    Deltager

    Min svensker har også forladt “os”

    2 smukke år har vi haft sammen. Han har i tårer brudt med mig efter vores seneste møde, hvor han for første gang nok nogensinde i den tid jeg har kendt ham, har åbnet sprækken ind til det følsomme rum, der hedder følelser. Han gentog flere gang om aftenen, at han var blevet så glad i det øjeblik han så mig at han var begyndt at ryste inden i. Han forstod ikke selv den reaktion. Havde aldrig oplevet det før. Mens vi elsker smukt, får han sagt at det er så fantastisk at se mig og at vi kan blive endnu bedre sammen. Manden har hele sit liv haft problemer med nærvær og er bevidst om at han for enhver pris forsøger at flygte fra denne følelse. Den kom så til ham alligevel sidst vi så hinanden. Han forstod det ikke. 3 dage efter skriver han og slutter os. Han kan ikke overskue disse følelser. Han ved han flygter skriver han.Men hans dårlige samvittighed over ikke at kunne tilbyde mig mere stresser ham. Han er også et sted i livet med ex-kone, børn, job(s) og er igang med at forske. Han bor i Stockholm, så der er langt imellem os. Jeg skrev til ham at jeg forstod. Jeg spurgte ikke ind til hvorfor..jeg skrev kort til ham, at jeg uanset hvad,så elskede ham. Jeg fornemmer på ham at han er ved at nå et punkt i sit liv hvor det handler om overlevelse. Han har så meget i sit liv, at der ikke er plads til mig. Jeg ved han elsker mig, men nogengange er der ikke altid et valg. Jeg lader ham være i fred og vi har ikke haft kontakt i 3 uger. Hvis kærligheden til mig for alvor bor i ham, så kommer han tilbage til mig en dag. Hvis han ikke kommer, så var kærligheden fra hans side ikke stærk nok. Kærligheden har sin egen dagsorden og vi kan ikke påvirke den. Vi bliver desperate når vi mister vores elskede, vi kæmper og nogen gange kan vi godt hive dem i land igen, med søde ord og tiggeri, men det er på et falsk grundlag og de vil nok gå på et tidspunkt igen – hvis ikke vi lader tiden råde og de kommer af kommer af sig selv. Som anden skribent skriver – jeg har nok ødelagt den sidste rest, med mit bombardement. Og det er nok meget korrekt. Ja – hvorfor gik han efter 4 måneder ham din – fordi det hele handler om processer og at vi er forskellige mennesker og vi reagere forskelligt på kærligheden. Hvad skal man gøre ? ingenting faktisk. Sjælen søger det, den i sandhed savner.

    Aries

    #16777
    Apple
    Deltager

    Hej alle
    Tak for jeres input. Jeg er nu tilbage i en nogenlunde form efter en lang weekend med veninder, film, mad, vin, søvn, motion og først og fremmest nul kontakt. Jeg forstår ham på mange måder rigtig godt, og kan godt se det er svært at stå i det rod, han står i, og samtidig have overskud til mig. Han har et kæmpe, ufærdigt hus, der skal sælges, en rodet økonomi, der er presset, to børn, han skal ta hånd om, og en masse pres fra arbejet. Og så mig, der er langt væk. Jeg kan ligeså stille indstille mig på, at det her ikke bliver til mere, og at det er som det skal være.

    Jeg blev naturligt nok vred og ked af det, og har også undskyldt for min noget voldsomme reaktion (skælde ud og græde). Han lod til at forstå, hvorfor jeg reagerede så kraftigt (det var svært at mærke, at han gik fra 100 til nul henover en weekend, og træls at være på besøg hos en, der pludselig ikke giver noget af sig selv). Det var det, min krop kunne mærke, og derfor jeg fik angst. Mens jeg var hos ham reagerede jeg ikke voldsomt (til den der skrev, at jeg har faret rundt i mine følelser. Et angstanfald er jo ikke en vild og blodig reaktion udadtil, men en stille, indadvendt uro, man ikke kan komme af med. At han ikke kunne tale med mig om det, lod jeg ligge i situationen, og prøvede i stedet af være rolig og bidrage til at vores sidste dag sammen blev hyggelig. Det lykkedes faktisk. Det var først, da jeg kom hjem, og kunne mærke hans afstand til mig, at jeg reagerede udadtil, så det er kun i den situation, han har set mig ude af mig selv.

    Han har hjulpet mig rigtig meget med at komme over min eks (et otte år langt forhold med en, jeg har meget forelsket i), og jeg prøver at være taknmemmelig for det i stedet for at sørge for dybt. Vi bor så langt fra hinanden, at det alligvel ville være besværligt. Nu bliver jeg måske helt fri af mænd for første gang i flere år, og det glæder jeg mig til. Fik en god samtale med Martin Østergaard, som hjalp mig til at sætte det hele lidt i perspektiv. Han sagde, at han ikke troede hans følelser er væk, men at de kommer igen når hans situation blir lettere. Så må vi jo se, om han vender tilbage… Og om jeg er klar til ham, hvis det er… Mange knus til jer alle 🙂 Og lad mig endelig få flere in-puts! Det lindrer en trist sjæl…

    Apple

    #16778
    Apple
    Deltager

    Og Aries: kloge ord – det er helt som det skal være 🙂
    Knus

    #16780
    Go Happy
    Deltager

    Dejligt at du igen hviler i nuet, og accepterer det, du ikke selv kan ændre 🙂

    Jeg har prøvet en lignende situation som din. Et forhold, der startede midt i mandens skilsmisse. Jeg tvivlede ikke på hans følelser, men jeg kunne godt mærke, at det var en ramt mand jeg blev kæreste med.

    Vi nåede at få 7 måneder sammen, før han reagerede med at trække sig ind i sig selv. Det handlede om sorg over skilsmissen, savn til sine (mindre) børn, tanker om økonomien, et nyt job og så mig, der ikke ville nøjes 🙂 Jeg var jo klar til hele pakken, han kunne ikke følge med.

    Så vi brød brat, eller jeg gjorde. Det næste år skrev han et par gange, for at høre hvordan jeg havde det – vi udvekslede almindelige høfligheder. Så en dag kontaktede han mig, han var klar nu, hvis jeg turde tage den op. Jeg var i et nyt forhold på det tidspunkt, så jeg afslog – Han forstod, med lod mig samtidig vide, at hvis situationen en dag ændrede sig, så var han ikke et sekund i tvivl om, at han ville mig.

    Det er nu 16 år siden 🙂 Vi har kontakt en gang om året. Jeg har aldrig turdet at gå tilbage. Han har ikke haft en kæreste siden dengang. Så hvis det kan trøste dig, så tror jeg sagtens hans følelser kan komme tilbage, når han er ovenpå igen. Nogle gange er der ikke noget galt med manden eller oprigtigheden – Timingen var bare elendig 🙂

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 10 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.