Kæmpe dilemma – hvad gør jeg nu?

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 11 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #16996
    Buttefly
    Deltager

    Jeg håber så inderligt, at I kan komme med lidt forskellige perspektiver på det her problem. Jeg har brug for støtte, da jeg står i et dilemma med min kæreste. Jeg har IKKE brug for ord som ”ej du er da et fjols” eller ”han er da en idiot”. Det vil ikke hjælpe mig konstruktivt, så jeg håber I respekterer dette.

    <span style=”text-decoration:underline;”>Først lidt info.om vores forhold:</span>
    Vi har været sammen i snart 4 år, jeg er 29 år og han er 32 år. Vi har nu boet sammen i lejlighed i kbh i lidt over 1 år. Vi mødte hinanden i sin tid via nettet, hvor vi hver især boede i Århus (ham) og Kbh (jeg). Det tog mig lang tid, at få ham til kbh. Jeg var i tvivl, om han virkelig havde lyst til det. Vi misforstod ofte hinanden over sms og blev ofte uvenner, over ingenting. Jeg savnede ham så meget – selvom vi konsekvent hver weekend tog frem og tilbage til hinanden. Vores skænderier var ofte meget dramatiske, jeg piskede hurtigt et problem op – fordi jeg ikke kunne holde savnet ud. Han forklarede dog, at han ikke var den spontane type der bare flyttede – da han skulle væk fra alt i Århus (det forstår jeg også godt). Han havde fast job på 10 år og havde boet 10 år i den samme lejlighed – et rutine menneske.

    Nu bor vi så sammen og vi arbejder meget med at blive bedre til at kommunikere. Vi taler ofte forbi hinanden, fordi vi misforstår hvad den anden siger og ikke kan forstå den andens følelser. Dog er det blevet meget bedre end førhen, fordi vi virkelig prøver at forstå den anden. Min kæreste viser dog meget, at han holder af mig. Han giver mig ofte komplimenter og han holder ofte meget kærligt om mig. Han henvender sig til mig mange gange i løbet af en dag med et hurtigt kys eller kærligt klem, jeg er ikke i tvivl om han holder af mig. Vi har også et specielt forhold, vi er rigtig gode til at hygge sammen uden konstant at tale sammen. Vi nyder begge at være i naturen, dog med hver vores interesser. Vi nyder at sidde derhjemme, hvor han spiller xbox og jeg hækler – hvor vi næsten hele aftenen ikke taler sammen – fordi vi bare hygger os og har det godt. Vi griner og laver sjov, vi har de samme grundholdninger og værdier.

    Min kæreste og jeg er bare meget forskellige og vi har hver vores fortid og tilgang til livet. Jeg har gennem min opvækst haft en meget dysfunktionel far, som forpestede min tilværelse med alt åben snak om sex. Hele min fortid blussede op i mig som 20 årig, fordi jeg skjulte det under gulvtæppet. Dette gjorde, at jeg fik en svær depression og blev selvmordstruet. Jeg gik i både medicinsk behandling og psykolog, kom ovenpå igen. Min fortid præger mig dog meget i hverdagen og jeg kan ikke bare ”slippe” den (som min kæreste håber). Jeg døjer rigtig meget med mange ting. Især at sætte grænser overfor andre mennesker og jeg har ringe selvværd og selvtillid – dog noget jeg også arbejder med og gerne vil arbejde mere med. Der har været perioder i vores forhold, hvor jeg har været depressiv – hvor jeg har grædt meget eller lukket i som en muslingskal. Så det har været en rutsjebane. Det er blevet bedre efter vi bor sammen, men jeg er stadig et menneske som føler livet meget.
    Min kæreste og jeg er som sagt forskellige. Jeg ser os lidt som sol og måne, vand og ild. Han er altid positiv og optimistisk ”det går nok alt sammen”. Jeg er den pessimistiske og den der bekymrer sig. Jeg er den sårbare, den der påvirkes let af musik, den der ikke kan sove om natten fordi der venter en konfrontation på jobbet som er svær. Min kæreste er ALDRIG ked af det og ALDRIG bekymret over en episode eller andet svært han skal. Han er ALTID glad.. Han er MEGET selvsikker Ift. sig selv både indeni og udenpå – og NEJ det er ikke tegn på mindreværdskomplekser. Han har det godt i sig selv, hvem han er, han hviler i sig selv rigtig meget og er én af de mest rolige mennesker jeg kender. Han har dog til tider svært ved at se, når han laver fejl. Han er altid ovenpå og jeg har kun en enkel gang set ham ked af det på 4 år. Han kommer fra en familie, hvor hans mor og far fik et handikappet barn. Faren gik fuldstændig ned med flaget og begyndte at drikke alkohol i rå mængder. Så fik moren og faren efterfølgende min kæreste, hvorved han er blevet forgudet til skyerne. Han er blevet yndlingsbarnet, men er dog også blevet sat i situationer hvor han i tidlig alder skulle stå med ansvaret for hans alkoholiske far. Moren og min kæreste slog sig sammen som et par, de gik imod farens druk sammen. Moren fik psykisk alt det hun manglede fra faren. De fik et meget stærkt bånd, hvilket også er tydeligt at se – næsten for tæt. De griner af alt hvad faren gjorde dengang af sårende ting og det gør de stadig, selvom faren ikke lever længere. De griner når de fortæller om episoder med ham, jeg griner aldrig fordi jeg sys ikke det er sjovt. Jeg er meget forundret over deres måde at tackle det på – ser at hans handikappede søster udtrykker meget vrede og sir ”Jeg elsker vores far, men han kunne virkelig være rigtig tarvelig”. Hver gang hun udtrykker sig på den måde, så får hun ingen respons. Hun bliver afvist og ignoreret.

    Til den konkrete situation
    Min kæreste og jeg har talt flere gange omkring at få børn og vi er MEGET enige om at ingen af os på nuværende tidspunkt vil ha børn. Så ingen børn nu.
    Dog kommer det så frem, at jeg selvfølgelig vil ha børn med ham – men han fortæller at han er i tvivl om han vil ha børn med mig. Jeg spørger, om han er i tvivl om han vil være sammen med mig – siden han er i tvivl om børn. Det siger han nej til, han oplyser at han gerne vil være sammen med mig. Men han kan ikke sige om vi skal leve resten af livet sammen, giftes og ha børn. Dog mener han, at der er ting i vores forhold som gør at han er i tvivl om vi kan magte at få børn. At der er alt for meget, som gør vi ikke kan det. Bla 1) han føler vi har faste roller i forholdet. Han er faren og jeg er barnet. At han skal trøste mig og løse vores konflikter. Hvor jeg udtrykker, at jeg virkelig gerne vil være der for ham – men han lader mig ikke komme ind. Jeg siger også, at han kan prøve at træde væk fra den rolle og ikke gøre noget. Men så mener han at tingene aldrig vil blive løst. 2) han mener ikke altid at vi er på bølgelængde og taler samme sprog. 3) han sys vi er for forskellige ift. hvordan vi anskuer verdenen på. 4) Han mener han er den voksne og ansvarlige, det er jeg ikke. Han ender så med at sige ”Jeg tror ikke du kan li at leve. Jeg tror du sys dit arbejde er ok, men det er mig som er solstrålen i dit liv”. Jeg er i chok, han tror jeg kun har ham i mit liv. Virker jeg så afhængig af ham?.. Jeg har SÅ MEGET andet i mit liv, men er jeg som en åben bog overfor ham. Han ved altid hvor han har mig og hvad jeg føler.
    Han fortæller så, at vi må se tiden an og se om vi udvikler os noget mere – så vi måske engang får børn. Jeg siger at det føles som om han vil holde mig for nar, skal jeg så gå og vente på han finder ud af om han vil ha børn med mig? Han mener ikke, at han holder mig for nar. Han mener det er op til mig, at jeg siger fra når jeg kan mærke jeg vil ha børn og det presser på. Han mener ikke, at det er mærkeligt at være i tvivl når jeg alligevel heller ikke vil ha børn nu. Så han mener, at hvis jeg om 4 år gerne vil ha børn og han stadig ikke vil – ja så må jeg jo gå fra ham. Han har intet imod at vente til han er slut 30’erne.

    Det er dog et kæmpe dilemma for mig. Overreagerer jeg? Er jeg for meget i min måde at tænke på? Skal jeg slappe lidt af og se tiden an? Jeg vil jo heller ikke ha børn nu, så hvorfor gå så højt op i det?.. Jeg er jo ikke desperat efter børn, men jeg ønsker da brændende at være sammen med en mand som vil det samme som jeg. Føler det her er temaet i mit liv. Finde en mand som IKKE er nok vild med mig, det er meget hårdt. Nu føles det så ligegyldigt alt sammen. Jeg ved godt, at man aldrig har en sikkerhed i et forhold. Men hvis han er i tvivl, hvad er han så sikker på. Hvad skal jeg nu? Skal jeg blive og vente på han finder ud af om han sys vi kan få børn? Skal jeg skynde mig væk fra ham? Jeg står i et kæmpe dilemma, fordi jeg har ikke lyst til nogle af tingene. Jeg vil ikke være i et forhold i flere år, hvis han så stadig ikke vil ha børn med mig – især fordi jeg ikke er 20 år længere. Men samtidig vil jeg heller ikke gå, fordi vi har så meget fint sammen. Jeg har erfaret tidligere, at han er MEGET langsommere end jeg er med ting. Han hopper ikke bare ud i noget, han skal skubbes lidt – gjorde jeg ift. flytning. Men jeg tænker over, om det kan være med til han er i tvivl. Fordi det skræmmer ham med børn. Eller også undskylder jeg ham bare.

    Hvordan ser I på situationen? HJÆLP! Jeg har virkelig brug for at høre, hvad I andre forstår af det her. Hvordan man kan gribe det her an? På forhånd tusind tusind tusind tak.

    #16997
    AnneM
    Deltager

    @Butterfly, jeg tror din store udfordring er dit stærke kontrol-gen. Du vil styre, hvad vi skal svare dig, og sådan en adfærd plejer at hænge sammen med et ønske om at styre slagets gang. MEN du kan ikke styre livet (eller andre mennesker for den sags skyld). Det lader sig simpelthen ikke gøre. Du bliver også nødt til at være i nuet. Dit liv ligger hverken i fortiden eller i fremtiden.
    Ja, kærlighed er uforudsigelig. Det er de store valg i livet også.
    Ja, jeg synes du har fokus på det helt forkerte.
    Jeg må indrømme, at jeg “studielæste” dit lange skriv, så måske gik jeg glip af vigtig info, men chill lady, får jeg lyst til at sige højt.

    Det skal nok gå alt sammen. Det gør det jo altid alligevel:)

    #16999
    Maze
    Deltager

    Hej Buttefly.
    Hvad kan du leve med? Jeg kunne sagtens give dig to muligheder:

    A: Han mener i har et far/barn forhold, ergo er du muligvis hans drømmekvinde på det romantiske plan men muligvis ikke den mor han drømmer om til evt. børn. I form af af at du beskriver dig selv som usikker og med lavt selvværd overvejer han muligvis om du kan give dine børn det modsatte syn på dem selv, når du ikke i en voksen alder ikke har formået at give det til dig selv. – “Kan man lære andre at elske sig selv hvis man ikke selv gør det?” Jeg tænker det er den han har i tankerne når han siger som han gør. Du nævner at han vil se hvad i udvikler jer til før børn kan komme på tale. Ergo er du muligvis ikke lige pt. hvad han ser som den rette mor. Kan/Vil/Skal du ændre dig? Hvis nej.. videre.

    B: Du arbejder med dig selv, bliver mere selvstændig, får et godt selvværd og jeres kærlighed bliver endnu større. I begynder at snakke til hinanden med mere respekt, og i skal ikke “presse” hinanden lidt for at blive enige om bosted, børn osv. Her skal tiden spille ind før du kan se om bliver sådan.

    Om det er plan A eller B der er bedst er op til dig. Det er kun dig der ved hvad du kan leve med. Nogle kvinder kan sagtens leve med uvished og sige “pyt vi tager den som den kommer” andre kvinder behøver sikkerhed. Men vi kan ikke vide hvad der er rigtig for dig og hvad du kan holde til.

    Personligt ud fra hvad du skriver tror jeg ikke du går fra ham.
    Du fortæller du har haft nogle trælse ting i din fortid og efter hvad du skriver har du et stort behov for tryghed,sikkerhed og kontrol – Hvilket ikke er unormalt efter noget der muligvis har sat sig som et lille traume.
    jeg kan sagtens forstå du er trist over situationen, men hvis jeres forhold skal stoppe tror ikke det bliver på din anledning..

    #17007
    Buttefly
    Deltager

    Tusind tak begge to. Jeg tænker helt klart over hvad I skriver.


    @AnneM
    – Du har helt ret i, at jeg ikke kan styre hvad der sker. Jeg kan ikke kontrollerer – jeg bliver nød til at give mere slip. Du har ret i, at jeg skal tænke i NUET – ikke være i fortiden eller fremtiden. Det kan dog være rigtig svært bare at se tiden an – da jeg er bange for (måske) at blive knust om nogle år. Jeg ved det ikke med sikkerhed, kan også være vi får børn sammen. Hader den usikkerhed, behøver kærlighed at være uforudsigelig??
    Der er da masser af par som vil det samme i deres forhold og er sikre på hinanden, så kommer det uforudsigelige ifa. skænderier, utroskab, miste interesse for hinanden. Der må da være en grundholdning overfor hinanden, at “vi” vil hinanden – hvis ikke så skal man afslutte forholdet. Men jeg hører virkelig, hvad du skriver. Det gør jeg virkelig.


    @Maze
    – Jeg tænker over begge dine muligheder. Jeg tænker over, når du skriver at I ikke kan tage beslutningen for mig. Det har du helt ret i, selvom jeg virkelig ville ønske der var en facit til det her. Det er jo helt rigtigt hvad du skriver også ift. at elske sig selv. Det føles bare lidt håbløst, at jeg igen igen skal ændre mig. Især fordi jeg kan se forandring i mig selv på alle punkter, stadig ikke helt optimalt – men jeg rykker mig konstant psykisk. Men det sker jo heller ikke henover natten, at jeg pludselig ændrer tankegang om mig selv osv. Derfor er det også hårdt at høre på det samme igen fra min kæreste. Jeg føler aldrig, at jeg bliver god nok. Jeg skal passe ind i en bestemt form, så han vil være sammen med mig. Det er lidt opslidende, det får mig til at tvivle om han overhovedet elsker mig. Men det er jo en beslutning, hvad jeg vælger med det her. Enten vil jeg lave mig om, se tiden an eller gå. Jeg kan ikke bare gå, som du også skriver. Tænker over hvad du skriver og tænker ting igennem.

    #17008
    AnneM
    Deltager

    Ja, kærlighed er uforudsigelig. Det er den, fordi vi kan love hinanden og tro på at et forhold er for evigt, men det er ingen garanti. Og den manglende garanti, gør derfor kærligheden uforudsigelig. Du kan ikke gardere dig mod et brud ude i fremtiden, derfor synes jeg også du skal nyde, den gode tid I har. Du beskriver jo også, hvor godt I har det sammen, så hvorfor ødelægge “den gode stemning” over noget, som måske ikke engang sker ude i fremtiden. Måske ender I med at få 5 børn og blive gamle sammen. Hvem ved:) Eller måske kan I slet ikke få børn – eller du forelsker dig om 2 år i en anden og forlader din kæreste. Mulighederne for hvad der sker ude i fremtiden er jo flere, så hvorfor overhovedet gætte:) Jeg vil sige det sådan: Din kæreste kan ikke holde dig for nar, så længe du ikke engang selv er klar til børn. Du ønsker dem jo ikke engang selv lige nu, så jeres snak synes noget hypotetisk på dette tidspunkt.

    Når det så er sagt, så handler det måske slet ikke om at ville gardere dig, men måske mere om, at din kæreste er lidt for ærlig. Jeg ville godt nok også blive noget underlig, hvis min mand sagde til mig, at han ikke vidste om han ønskede at blive gammel sammen med mig. Ingen af os ved reelt om vi bliver gamle sammen, men det tror vi da på nuværende tidspunkt.
    Så jeg kan godt forstå, hvis du reagerer på hans ord. Måske skulle han øve sig i ikke at være så hudløst ærlig?! Og du skal måske lade være med at spørge?

    Har din far ikke taget nok af din livskvalitet? Har du ikke lidt nok? Skal han blive ved og ved og ved med at suge al livsglæde ud af dig? Kan du beslutte dig for, at nok er nok? Nu vil du ikkr længere bære den historie med dig?

    På et tidspunkt fik jeg en livstruende sygdom og mange behandlinger/test fulgte. Jeg fyldte utrolig meget i vores samliv på det tidspunkt. Jeg insisterede på at der blev taget særlige hensyn – jeg havde kun fokus på mig selv og min egen sygdom. En dag var der en sygeplejerske der henkastet sagde: ” Ja, det er hårdt at være pårørende”. Jeg gik hjem og printede en pårørendepjece ud, og så kunne jeg pludselig se, hvor svært det også var for min mand.
    Det samme tænker jeg om jeres forhold. Det er også svært at være partner til en depressiv. Det trækker store veksler på deres tålmodighed – deres liv bliver også begrænset og præget af partnerens depression. Måske er det derfor han reagerer med tvivl? Fordi han ikke ved, om han orker flere depressive perioder fra dig?
    Jeg ser ham ikke nødvendigvis som en dum skid. Jeg tænker det også må være hårdt og uforudsigeligt for ham.

    Hvis han derimod er en dum skid, så synes jeg du skal forlade ham. Det er ikke godt for dit selvværd, at han er så hudløs ærlig og giver dig hele skylden og så kan du jo lige så godt gå på jagt en en ny fyr som både er sød ved dig og som faktisk drømmer om en fremtid med dig.

    #17010
    Buttefly
    Deltager

    Jeg tænker over, hvad du skriver i første sætning. “Ja, kærlighed er uforudsigelig. Det er den, fordi vi kan love hinanden og tro på at et forhold er for evigt, men det er ingen garanti.”. Men jeg får jo nemlig ingen lovning, han ved virkelig ikke om vi nogensinde bliver klar til børn, giftes eller om vi skal være gamle sammen. Det er virkelig svært lige nu, fordi jeg føler jeg “venter”. Vælger han mig, vælger han mig ikke.. Jeg kan ikke bare gå tilbage som før, ikke lige nu. Føler det hele hænger på mig, det er en nem måde for ham ikke at skulle gøre noget hvis han vil væk…
    Det er rigtigt, at man kan love hinanden en masse – men man ved jo rent faktisk ikke om det holder i fremtiden. Men så længe LYSTEN er der for hinanden og man vil det samme – så er det da en god start. Men der er altid en usikkerhed, ligegyldig hvilken et forhold man er i.

    Jeg er dog selv lidt udenom det, fordi jeg går meget ind for ærlighed. Det ved min kæreste også. Jeg sætter pris på, at være ærlig og sige lige præcis hvordan man har det uden at pakke ting ind…han har sagt, hvad han følte – stadig ret hudløst ærligt.

    Det er jo rigtigt alt det du skriver. Der kan ske SÅ meget i et forhold, alt kan vendes på hovedet i løbet af ingen tid. Jeg har tænkt over, at du til sidst skriver “er han en dum skid sys jeg du skal forlade ham”. Jeg tænkte straks nej.. han er nemlig ikke en dum skid, han siger ikke de her ting for at kører noget af eller sårer mig. Han er én af de sødeste fyrer jeg har mødt, helt uden sammenligning. Dog gribler det i mig, når nogen er i tvivl. Det minder alt for meget om mit tidligere forhold, hvor min ex skubbede mig længere og længere væk – hvor jeg måtte slå op (selvom det egentlig var ham som ikke kunne være i forholdet og var ikke mand nok til at slå op).

    Min far ser jeg stadig, dog højst 1-3 gange om året og ellers ingen kontakt. Jeg har det altid underligt i selskab med ham, men kan ikke fuldstændig undgå at se ham. Jo, jeg forsøger at bevæge mig væk fra fortiden. Men derfor er der stadig mange områder af mig som person der er præget af at være udsat for “overgreb”. Hvis jeg bare kunne sige nok er nok ville det være skønt, men det er svært når jeg gennem hele min opvækst er blevet behandlet på en bestemt måde af en person som er tættest på mig.

    Du har helt ret ift. at være depressiv. Det holder min kæreste ikke til, det må være så hårdt. Jeg forstår godt, at han ikke ønsker sådan et forhold og især ikke at blande børn ind i. Han kommer nemlig selv fra sådan en familie, hvor hans mor netop ikke følte hun kunne gå fra hans alkoholiske far. Og en alkoholisk far hvor han aldrig vidste hvad hans humør var.
    Jeg er bare ikke depressiv, jeg sidder ikke hver aften og er ulykkelig over alt. Jeg er en person som bekymrer mig og hvis jeg har en svær samtale på arbejde, er jeg ikke mig selv dagen før.Man kan mærke der er noget med mig som er anderledes og det hjælper ikke rigtig at gøre noget. Det fortæller han også, at han synes er et problem. Men man kan jo ikke gå igennem livet uden nogensinde at bekymrer sig, jo det kan han åbenbart. Der vil være dage, hvor man kommer hjem vildt sur fra arbejde eller ked af det. Det hører med livet. Men hvis han ikke kan accepterer at jeg gør det, så virker det lidt som om han har svært ved følelser. Han føler nok vores forhold er uforudsigeligt ja, men samtidig giver det ikke mening at han hele tiden er i fortiden. Han ser hele tiden det negative i vores forhold, eller det som førhen var negativt. Vi har ihvertfald haft 1 måned, hvor det faktisk gik rigtig godt. Der kom to problemer op, som jeg virkelig sys vi håndterede flot. Det virker bare ikke som om han ændrer mening.

    Slå koldt vand i blodet, ville du nok skrive 😀

    #17011
    Laerke
    Deltager

    Måske er i bare for forskellige? Har du spurgt ham, hvorfor din kæreste og hans mor sidder og griner af hans far, alt imens hans søsters oplevelse bliver ignoreret ? Du skriver, at du er sårbar og at du bliver rørt af musik og at du bekymrer dig om en svær samtale, du skal have dagen efter på dit arbejde. Har du overvejet, at du måske oveni dine traumer fra din barndom kan være særlig sensitiv ? Det er et træk man er født med og som kan blive en styrke, hvis man lærer at tage hensyn til det træk ved sig selv.

    #17018
    Buttefly
    Deltager

    Bingo!.. Godt gættet @Laerke! Jeg har faktisk taget testen for særlig sensitiv og jeg kan nikke genkendende til størstedelen af spørgsmålene. Så det er helt rigtigt.
    Jeg lærer hele tiden mig selv at kende, ift. hvornår noget bliver for meget for mig og prøver at accepterer at sådan er jeg. Men du har da helt ret, jeg bliver da nød til at tage alle aspekter med. Kan være en blanding af traume og særlig sensitiv. Tak fordi du minder mig om det!

    Jeg har ikke spurgt ham omkring hvorfor de griner af faren, jeg tænker det er hans form for forsvarmekanisme for at kunne mestrer noget svært. Jeg kan ikke bestemme, hvilke følelser/reaktioner han skal vise overfor mig, jeg ville selv reagerer helt anderledes. Derfor har jeg ikke sagt noget. Men det er da værd at spørge om, især ift. at søsteren bliver ignoreret og ikke må sige noget negativt.

    Alt i alt forsøger vi nu at komme videre på en stille og rolig måde. Jeg forstod rigtigt i går aftes, at det netop handler om det som @AnneM skrev. At jeg har haft mange perioder, hvor jeg har været depressiv. At forholdet har svinget alt for meget de sidste år.
    Han fortalte mig, at han virkelig bliver bekymret over det og at han er bange for om jeg bliver depressiv igen. At han ikke på stående fod kan sige, at han ønsker børn med mig – når vores forhold har været med så mange udsving. Nu har vi haft en rigtig god periode og jeg har et strålende humør, som aldrig før. Samt jeg gør ALT, hvad jeg kan for at ha det godt ift. motion, kost osv. Men jeg må nok også erkende, at en kort periode, hvor det er gået godt, opvejer ikke en lang periode der har været ustabil. Det må jeg også sætte mig ind i.
    Tiden vil vise, hvad der sker og om børn vil komme på tale 🙂

    #17020
    Lollipop
    Deltager

    Hej.

    Jeg har læst hele din problematik, men ikke alle svar.

    Det jeg tænker når du skriver at det jo ikke er fordi du vil have børn lige nu, men ønsker en mand der ser en fremtid med dig som kone og han som får, får mig til at tænke at du har brug for en enorm tryghed. Du vil vide om han er der når I bliver gamle og sidder hyggeligt i hver jeres stol. Du har svært ved at leve i nuet, fremtiden skal også være sikker. Men hvornår er den det? Jeg synes du har en fantastisk kæreste som elsker dig. Han har bare nogle tanker som han ærligt melder ud.

    Mit råd ville være at søge hjælp til dine “traumer” og dit ringe selvværd. Brug kræfter på det den næste tid.bliv stærk. Lad være med at læne dig tilbage og vente. Intet kommer af sig selv. Når du finder dig selv og bliver sikker. Så vil du også stole på at livet nok skal forme sig så du bliver lykkelig. Og din kæreste – han vil opdage at han er sammen med en vidunderlig kvinde og ikke en kvinde der til tider har mere brug for en far end en kæreste. Jeg tror det er svært at overskue at sige Ja til et barn med en man til tider føler man er far for.

    Håber du forstår hvad jeg mener, og ingen af jer er idioter!

    Kærligst mig

    #17027
    Buttefly
    Deltager

    Hej @Lollipop

    Tusind tak for dit svar. Du har så evig ret i, at jeg skal arbejde med selvudvikling lige nu. Jeg kan ikke få 100% sikkerhed på fremtiden, jeg SKAL være i nuet.
    Jeg kan kun sige ja til alt hvad du skriver. Jeg er lidt ved siden af mig selv disse dage, er såret og føler han tvivler på mig. Det går lidt råt ind i mit selvværd – MEN jeg holder de følelser for mig selv OG jeg gør alt hvad jeg kan for at få det bedre. Han skal ikke være min far og trøste mig, jeg må selv tage ansvar for mine følelser. Bla. har jeg motioneret rigtig meget, danset, været sammen med veninder, gået ture, nydt interesser osv. Jeg skal nu arbejde med mig selv endnu mere og jeg har tilmeldt mig et webinar – hvor man skal arbejde med at få et bedre selvværd. Starter også i næste uge til en selvhjælpsgruppe og har købt en bog også. Jeg er kun enig i det du skriver, tak for dine gode ord!!!!

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 11 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.