Jeg vender det indad…

Viser 3 indlæg - 1 til 3 (af 3 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #2367
    Bokeh
    Deltager

    Jeg sidder her nogle uger efter, at et kæreste forhold på lidt over et år er gået i stykker (et rodet forløb de sidste 4 måneder, se evt. andre tråde…)

    Meget kort fortalt gik det i stykker, fordi han rendte ind i en personlig livskrise, og efter 3-4 måneders kamp frem og tilbage mellem os, endte det med at han måtte sige, at han ikke ønskede en ‘rigtig’ kæreste lige nu. Han kunne ikke overskue de (mine) forventninger der følger med den slags label. Han er en person som ikke er helt psykisk stabil pga. tidligere svigt fra eks-kæreste samt en utryg opvækst og omsorgssvigt fra forældre. Altså render han rundt med skader på sjælen, som intet har med mig at gøre. Han sagde, at han elskede mig, men ikke var i stand til at have et ‘rigtigt’ forhold – lige nu. Og jeg ønskede intet mindre, fordi jeg har et klart billede af hvilket slags forhold, jeg ønsker for mig selv. Så derfor måtte jeg sige, at så kunne vi ikke fortsætte noget som helst. Han ville så gerne fortsætte som venner, men det er jeg ikke i stand til. Det gør for ondt.

    Når jeg så nu tænker objektivt på vores forhold og på hans person, så kan jeg godt se, at det nok havde været svært at få en forhold til at fungere på lang sigt. At han nok reelt ikke er, hvad jeg ønskede for mig selv. Psykisk ustabil, svag, økonomisk uansvarlig, uskarpe grænser og værdier. Og at jeg fortjener noget andet eller bedre. Det er måske nok efter-rationalisering og en måde at beskytte mig selv på.

    Så jeg burde jo føle mig stærk og stolt af, at jeg tog konsekvensen af situationen, og besluttede hvad der var bedst for mig. At forlade noget, som var mindre end det bedste for mig og mine mål og drømme for mit liv.

    Men i stedet sidder jeg nu med en følelser af, at jeg er blevet vraget og valgt fra (selvom det var mig, der traf valget om at stoppe helt). At han ikke elskede mig nok til at ville være kærester med mig, og derfor er jeg ikke ‘god nok’. Og det kører rundt i hovedet på mig og nager.

    Men jeg kom jo til at elske ham, og de følelser går jo ikke væk fra den ene dag til den anden. Lige inden hans krise slog ind, nåede jeg at overgive mig og tænke at det var det jeg ville med alle dets mangler… Så på trods af al efterrationaliseringen, gør det forbandet ondt lige nu, sikkert også meget pga. den følelse af at være blevet valgt fra.

    Det er som om alle har problemer med selvværdet – er det en generations-sygdom eller hva? Er vi opdraget som alt for pæne piger, der hele tiden prøver at please andre end os selv. Jeg ville ønske, jeg kunne være lidt mere stolt eller stærk og holde lidt mere af mig selv, for helt ærligt i mine klare øjeblikke, ser jeg jo helt tydeligt, at der MÅ være noget bedre for mig derude…

    Hvordan arbejder jeg mig videre, så jeg kommer væk fra at tænke, at jeg da bare SKAL have en ny kæreste, for at bevise for mig selv (og andre), at jeg da i hvert fald er værd at være sammen med…?

    #2369

    Hej

    Mange tror, at det er nemt at være den, der vælger at gå.
    Men tit kan man være langt mere ramt af smerte, end den der bliver valgt fra. Og dit eksempel viser jo med al mulig tydelighed, at man kan være nødt til at sige stop, fordi man føler, at den anden allerede for længst har trukket sig væk og ind i sig selv.

    At rejse sig fra tabet af kærlighed tager tid. Nogle vender det hele udad og giver kæresten skylden – det er den aggressive, udadvendte kraft. Andre vender det indad og giver sig selv skylden – det er den depressive, indadvendte kraft. Mange gør både det ene og det andet – sådan lidt på skift og efter humør.

    Sådan ER det bare. Og naturligvis er man desperat for at slippe for at have det ad helvede til på den ene, anden eller 117. måde. For der er utallige måder at føle sig elendig på, når et forhold stopper. Også selv om det er godt, at det stopper.

    Noget, der er har virket for mig i både milde og voldsomme kriser er:

    1) At erkende at følelserne er der og at omfavne dem og acceptere dem i stedet for at forsøge at skubbe dem væk. Jeg plejer at sige, at de skal være velkomne til at komme ind og få varmen og en kop kaffe i stedet for at rende rundt udenfor i kulden og spøge og forsøge at skræmme mig. Lys, varme og accept får dem som regel til at gå i opløsning. De når ofte ikke at drikke kaffen, før de forsvinder. Tyve minutter efter kan de så dukke op igen, og så er det bare med atter at fylde kopperne med noget varmt.

    2) At bruge ældgamle østerlandske teknikker som fx at sige til mig selv: Jeg ER ikke mine tanker og følelser. Jeg HAR mine tanker og følelser. SELV er jeg så meget mere og fuldkommen uskadt og hel på trods af alle tankerne og følelserne af at være skadet og knust.

    3) At gøre noget så simpelt som at trække vejret dybt ind og ånde ud fx 10 gange, mens jeg koncentrerer mig udelukkende om indånding og udånding.

    4) At gøre de ting, jeg har lyst til. Gå en tur, læse, høre eller se nyheder, se en film, sove, spise, ringe til en god ven, løbe en tur, finde en solstribe og nyde solen i et minut eller to selv på en kold vinterdag.

    5) At dyrke sorgen lidt. Spille noget sørgelig musik og græde. Se en god film og græde over at opleve de stærke følelser, der er forbundet med krise, hjælpsomhed, venskab, kærlighed, død, magisk styrke og evnen til at overkomme det umulige.

    Med venlig hilsen

    / Martin Østergaard

    #2399
    Bokeh
    Deltager

    Martin, tak for dit svar. Specielt punkt 2 var meget hjælpsomt, da jeg faktisk var røget i en mølle med at tænke, at jeg da aldrig kommer til at kunne turde kaste mig ind i noget igen, når det har vist sig, at tingene kan ændre sig fra dag til dag. At JEG var skadet. Men det er jo rigtigt, at det er mine tanker, som er skadet. Ikke mig.

Viser 3 indlæg - 1 til 3 (af 3 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.