Jeg har mistet min kæreste

Viser 3 indlæg - 1 til 3 (af 3 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #13734
    rikling
    Deltager

    Kære Martin/brevkasse

    Jeg står i den situation at min kæreste slog op med mig for snart 5 uger siden og jeg har virkelig svært ved at komme videre. Jeg har brug for hjælp til, hvordan jeg skal tackle situationen- mest fordi jeg stadig elsker ham og håber at han kommer tilbage. Dét skal lige gå op for en, at det gør han ikke.
    Vi har været kærester i 3 år og det har i alle årene været et langdistance forhold, da jeg i starten af vores forhold flyttede til en anden by pga studie. Det er egentlig gået meget godt og vi har følt at det var et “normalt” forhold pga afstanden. Problemerne begyndte at opstå i sommers, hvor jeg havde mulighed for at flytte hjem til ham, men hvor jeg ikke gjorde det, da han ikke var interesseret i det alligevel (det havde han været tidligere). Han insisterede dog på, at vi forblev kærester -jeg tog en snak med ham om det skulle være os to, da flytte-sammen afvisningen fik mig til at tvivle på, hvorvidt han ville det eller ej. Jeg fik dog chancen for at komme i praktik fra sommer til maj i en anden by, men på drømmepraktikstedet. Den chance tog jeg imod, selvom der ville gå ydeligere seks måneder før min kæreste og jeg kunne bo i samme by.
    Desværre er jeg siden i sommers gået ned med stress og depression; en blanding af pres fra studiet, en ny by, pres fra min kæreste, ting fra tidligere forhold (utroskab og vold). Det var meget slemt for mig til sidst. Så slemt at jeg begyndte at fare vildt, fik angstanfald og hukommelsestab. Nu er jeg heldigvis i dialog med en læge og er ved at starte et behandlingsforløb op- det er først sket efter vores brud. Et skridt tilbage; siden jeg flyttede til en ny by, har jeg grædt meget og er kommet til at give min kæreste skylden for de ting, jeg gik rundt med uden at mene det. Har enkelte gange slået op, for at trække det tilbage igen, da det blev sagt i ren frustration over ikke at kunne komme væk fra den tilstand jeg var i, jeg lade mine problemer overpå min kæreste. Omvendt så han han bare ikke vist interesse i at være en del af mit liv eller været villig til at snakke om problemerne.
    Han slog op over telefonen. En søndag nat, efter jeg lige var flyttet til nr. 3 fremleje værelse indenfor 9 måneder (endnu en grund til min stress), midt i en eksamensperiode og efter en uge, hvor jeh pga depressionen ikke kunne stå ud af sengen. Ingen kendte min adresse på det tidspunkt udover ham. Men det var også først efter vores brud, at jeg kontaktede lægen. Noget er galt, når man er så fjern og “fanget” i en ond tilstand. Jeg græd meget og vil sige at jeg var i chok. Specielt fordi det kom efter en lang samtale på tre timer ud af det blå. Og at han ikke havde en forklaring ud over, at han ikke gad mere. Det endte med at han gerne ville være kærester alligevel og vi lade på. Dage efter snakkede vi i telefon og han gjorde det forbi. Jeg fik en forklaring på SMS om, at han var ked af at han gjorde mig ked af det og at han ikke ville have indflydelse på mine valg. Jeg var meget ked af den grund, for inderst inde ved man jo godt, at det er hele den pakke jeg kommer med nu, som har været for meget. Det gør ondt, at man bliver valgt fra for at være i en tilstand som ikke er én selv.
    Min eks kæreste har så nægtet at snakke med mig siden. Jeg har skrevet et brev hvor jeg forklare hvorfor jeg har reageret som jeg har gjort og undskylde for de ting, der er min fejl. Jeg skrev, at jeg håbede at han have lyst til at løse det og snakke det igennem. Hans reaktion var kold og afvisende. Tre dage efter vi havde slået op, inviterede han mig på en valentinsdate. Det mente han så ikke alligevel, hvilket sårede mig meget. Jeg har indset at jeg ikke kan komme i en dialog eller videre med ham. Men heg sidder fast og jeg kunne godt tænke mig at få en snak med ham om den egentlige grund og hvad jeg kunne have gjort anderledes. Jeg har forslået at han kan tage med mig til psykolog om nogle måneder, men det vil han ikke. Men igår løb vi så ind i hinanden, da jeg skulle pakke mine ting i hans lejlighed. Han græd med det samme han så mig og sagde undskyld. Jeg græd også. Han sagde at nogle gange huskede han kun de gode ting og vi endte egentlig som venner. Det satte bare noget igang hos mig, så idag har jeg gjort noget man aldrig må; skrevet sms’er om at jeg vil have ham tilbage. Han svare ikke lige nu osv osv. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. For min egen skyld burde jeg nok droppe kontakt, da det såre mig men har en stort håb om, at vi kan snakke nogle ting igennem med en professionel. For jeg er forvitret og mangler svar, tilgivelse og at sige undskyld. Jeg føler mig misforstået som menneske, da mit sande jeg lige nu er gemt bag en depression. Om hans tilstædeværelse i mit liv har sat noget af den igang; ja lidt. Men det er også mange andre ting. For mig virker du bare som om at han tror, at han er skyld i hele min tilstand og ikke tør “vælge” mig.

    #13738
    lillehjerte
    Deltager

    Det lyder rigtig meget til at du har brug for at får bragt noget stabilitet og nogle faste holde punkter ind i dit liv. En eller anden form for tryghed som kan erstatte din x.
    Kunne det være at starte til noget træning af en art, vinterbadning eller andet. Noget du går til fast ugentligt og gerne flere ting på ugen(aftenskole,foredrag mm.) om eftermiddag eller aften, så du får fyldt tomrummet ud.
    Jeg tror ikke det er undgåeligt at skulle igennem savnet og smerten og man skal også igennem en periode hvor man mærker stilheden og aleneheden. Men jeg tror det måske kan være godt for dig at have nogle faste holdepunkter i ugen hvor du fylder dig selv op med nogle ting som interesserer dig.
    Jeg tror mht din x er det bedste for dig at tage den kolde tyrker og ikke bruge energi på ham. Jo mere du bruger energi på det der gør dig ked af det jo mere fodrer du også den del i dig der føler sig afvist, forladt m.m.

    #13740
    sascha
    Deltager

    Kære du – hvor får jeg ondt i maven, når jeg tænker på dit indre kaos – hvordan det må føles at være i din krop.
    Det kan sagtens være, at du og din x skal være kærester igen – måske endda forresten af livet – men det skal IKKE være nu. Han skal jo ikke være din orygelknabe, din sovebamse, terapeut og sutteklud. Han mister respekten og kærligheden til dig på den måde og du lærer aldrig at stå alene og finde tryghed i dig selv.
    Du løfter en flig af en forhistorie om vold og utroskab – som gan ikke har nogen aktie i – den skraldespand skal du have tømt alene sammen med din psykolog. Dernæst skal du lære at tackle din angst og sidst men ikke mindst skal du have behandlet din depression,
    Jeg er meget enig med lillehjerte i at du skal igang med en struktureret, tryg og forudsigelig hverdag – alene. Du skal igang med projekt DIG.
    Mit råd til dig er, at du aftaler venskab, men ingen kæresteri, med din x. At I holder kontakten, Ken derudover lever hver sit liv. Og så skal du ellers igang. Motion, sund kost, yoga, meditation, wellness og stille og rolig få udbygget dit netværk i din nye by. DIT liv.
    5 uger – og du mener at du sidder fast? 5 mdr er ikke lang tid i sådan en proces – 5 år – så sidder du fast. Ha nu tålmodighed med dig selv. Det er ok at føle savn og kærlighed til ham. Lad være at bekæmp det. Bare lad det være. Din sygdom og livssituation gør det ikke muligt at få et sundt og stabilt forhold nu. Fortsætter i kampen, så ender det med statsgaranti igen og igen – og du betaler prisen. Bliv rask, find dig selv og se så, om jeres kærlighed kan pustet til flammer igen til den tid. God bedring og god rejse mod dig selv.
    PS husk at mår sindet gør som dit lige nu – så er det ofte fordi du ikke vil høre hvad din krop fortæller dig – at du ikke trives og er glad og ikke reagerer på det. Find din glæde.

Viser 3 indlæg - 1 til 3 (af 3 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.