Jeg er lost! Råd søges

Viser 5 indlæg - 1 til 5 (af 5 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #17918
    Lost
    Deltager

    Jeg har brug for flere vinkler på et problem. Jeg har intet imod at få hudløse ærlige meninger og råd.
    Sagen er den at jeg er ”lost”. Jeg har mistet retning i livet og kan ikke rigtig finde mit ståsted igen.
    Jeg forsøger febrilsk at mærke efter men jeg kan ikke mærke mig selv mere.

    Jeg er vokset op i en skilsmissefamilie, hvor min mor pga sygdom ikke havde overskud til os børn og min far valgte sin nye kone. Vi børn passede ikke rigtig ind i den ligning og har egentlig altid haft den følelse af at være til besvær. I skolen var jeg ikke populær og forsøgte at tilpasse mig så jeg blev accepteret. Det mønster havde jeg også hjemme for min mor var i perioder ret dårlig og så måtte jeg tage over. Derfor forholdt jeg mig rolig og gjorde det rigtige for at give hende ro.

    Efter folkeskolen kom jeg på Gymnasiet og blev accepteret for den jeg er. Det var 3 fede år og hold op det gav selvtillid. Min bagage var dog for stor og jeg gik ned med en kæmpe depression efter. Jeg rejste mig stille og roligt og fik min uddannelse i hus. Jeg mødte min eksmand som 20årig og det var som at komme hjem. Som om vi altid havde været sammen. Herefter fulgte 6år hvor det hele tiden gik op og ned. Bedst som jeg troede vi havde det fint tvivlede han, vidste ikke, var utro en gang og det gav bølger. Vi havde købt hus og planlagde børn så til sidst bankede jeg i bordet og bad ham få hjælp til de svingninger hos en psykolog. Jeg aner ikke hvor jeg fik styrken fra. Jeg deltog 1 gang og ellers støttede jeg op og lod min eksmand om i hvilket tempo han ville inddrage mig og om han overhovedet ville. Det hjalp gevaldigt og der kom ro på.
    Så fik vi vores første barn. Min eksmand har altid arbejdet meget og inden børn havde vi aftalt hvordan vi ville takle det. Det blev bare ikke sådan og efter nr2 måtte jeg indse at jeg ikke kunne fortsætte mit liv som før. Jeg var ved at gå ned over at stå så meget selv for der var aldrig plads til mig. Min eks ville både arbejde meget, gå til fodbold, se venner, fritidsinteresser osv. Jeg forsøgte hele tiden at råbe op og fortælle at jeg manglede mere plads i hverdagen. At jeg druknede. Han hørte det ikke rigtig. Vi skændes meget og begyndte at glide fra hinanden. Jeg arrangerede parmiddage, tog snakken med ham mange gange men intet hjalp.

    Så begyndte jeg på et nyt arbejde og mødte min kollega for første gang. Allerede første gang jeg så ham var jeg solgt. Jeg forelskede mig på stedet. Det samme gjorde han og så var det ellers om at holde igen. Det holdt 6mdr før vi kyssede første gang. Jeg var helt solgt. Jeg gik selv hjem og fortalte det. At jeg havde kysset med min kollega og var dybt forelsket i ham. At han var det samme i mig. Så brød helvede løs. Jeg fik mange ”slag” og jeg tog dem alle. Min kollega accepterede at han skulle holde afstand indtil jeg havde fået lidt mere ro på. Han var single og havde ikke travlt da han har været selv i mange år Jeg vælger så at tage kampen med min eks og droppe min kollega. Vi begynder i parterapi, men jeg har det virkelig ikke nemt. Jeg kæmper og har kærestesorg, men holder hvad jeg lover. Min eksmand ønsker jeg finder andet arbejde men terapeuten og jeg er ikke enig.
    Sådan kører nogle mdr hvor vi begge to kæmper. Det er dejligt for mig at komme i parterapi for den følelse af at have stået selv med alting bliver bekræftet. Vi laver kompromiser og forsøger at nå hinanden. Der begynder at komme lidt ro på, men min eksmand føler ikke jeg rykker mig hurtig nok følelsesmæssigt og vi ryger ind i de gamle rutiner stille og roligt. Han arbejder igen meget og er fraværende.
    Efter 6mdr falder jeg i med min kollega igen og jeg tænker jeg må være ærlig og tage konsekvensen. Men før jeg når at gøre noget dropper min kollega mig. Han vender 180grader og jeg står tilbage i chok. Han trækker sig fuldstændig og efterlader mig med alle håb og drømme, knust.
    Jeg får samlet mig stille og roligt men det er virkelig hårdt. Min eksmand kan mærke jeg går igennem nogle svære ting og vi taler åbent om hvor dum jeg havde været at tro så meget på en kollega. Være så forelsket. Vi finder på en måde et fælles punkt og nærmer os hinanden igen.
    Skæbnen vil det at min højt elskede farfar pludselig får kræft og dør i løbet af 6 uger. Jeg er der hele tiden, kører ham steder, til sygehus mm. Jeg gør alt sådan som han altid gjorde for mig dengang jeg var barn og som voksen. Jeg stempler total ud derhjemme, kan ikke andet end være ved ham og er i stor sorg da han dør. Min kollega tilbyder sin støtte og han er der. Jeg tager imod, er helt sårbar. Han siger at han ikke kan se os have et forhold så længe jeg stadig er gift og der ikke kommer til at ske noget imens jeg er det. Det er jeg helt enig i, men samtidig bliver jeg lidt irriteret over at han igen begynder med drømme for fremtiden osv.

    Kort tid efter begravelsen af min farfar kommer min eks hjem en dag og siger at han ikke kan mere. Han har været utro og han kan ikke mere. Vi bliver enige om at de mennesker vi er blevet er ikke dem vi normalt er så en pause er nok godt nok. Vi får sammen planlagt alt med hus, børn, økonomi og stemningen ændres imellem os. Vi er begge lidt lettede samtidig med at være i sorg. Vi er hinandens bedste venner. Det eneste vi ikke kan tale om er min kollega. Min eks bliver mere og mere jaloux og vi aftaler ikke at tale om de ting der er sket pt fordi de hjælper os ikke. De er sket og nu skal vi videre.

    Så melder min kollega sig igen. Kommer med drømme osv. Samtidig finder jeg ud af at han på en arbejdstur havde lidt med en anden kvinde fra et andet land. Jeg bliver såret men tænker at vi jo ikke er i et forhold og så er det jo sådan det er. Jeg melder ud at jeg ikke ønsker nogen kontakt medmindre han er 100% med. Jeg har nok med skilsmisse osv så jeg har ikke brug for mere ustabilitet.

    Jeg bliver inviteret ud af en anden mand og vælger at sige ja bare for at komme lidt ud. Inderst inde er jeg ikke klar men bekræftelsen er dejlig. At jeg er flot, sød osv. Nogle dage inden daten melder min kollega sig og spørger om vi ikke skal give det hele en chance. Jeg fortæller ærligt at jeg skal på en date med en anden og han bliver sur. Vi taler om det og han kan godt se at han ikke har ret til at blive sur over noget. Jeg fortæller han sårede mig ved at være sammen med en anden selvom jeg ikke havde ret til det. Efter lidt tænketid vælger jeg at give det en chance og held i uheld så melder min date selv fra dagen efter.

    Nu kan vi endelig være sammen og jeg er lykkelig over alle de ting vi skal lave sammen. Alle de ting vi har talt om, skrevet om, ønsket dengang. Men intet sker. Jeg undrer mig, afventer og så tager jeg tyren ved hornene. Øh skal vi ikke ses? Og så kommer undskyldningerne. Min kollega trækker sig stille og roligt og jeg efterlades som et stort spørgsmålstegn. Jeg bliver mere og mere desperat og efter et kæmpe skænderi giver jeg slip. Jeg lader ham simpelthen være og lader ham komme til mig. Det virker men jeg er virkelig frustreret over alle de ting vi har snakket om og så sker der bare intet. Foreslår jeg at ses kan han ikke planlægge så langt ud i fremtiden. Planlægger vi intet og han melder sig om vi skal ses og jeg har andre planer passer det ham heller ikke kan jeg tydeligvis mærke. Jeg spørger direkte om jeg da bare skal sidde og vente på at han ringer derhjemme? Han bliver hurtig irriteret på mig og vi har nogle heftige diskussioner omkring i min verden latterlige små ting. Han er dominerende når vi diskuterer og jeg kan mærke jeg slet ikke kan takle ham. Det siger jeg ligeud og 2 gange går jeg direkte da jeg bliver total overrumplet og såret. Ikke måden at håndtere det på men jeg er helt trængt op i en krog.

    Jeg siger at jeg gerne vil arbejde på at vi kommunikere bedre sammen og om han vil det. Han svarer tja jo. Han vil gerne men har ikke nogle ideer til hvordan og kommer egentlig bare med ting jeg skal ændre.
    Jeg ved at jeg elsker ham men han ved ikke om han elsker mig. Der er følelser men ja han kan ikke rigtig sige han elsker mig. Jeg bliver da ked af det men tænker ok at elske er også et stærkt ord. Det kommer.
    Han krammer, kysser, holder ikke om mig på egen opfordring. Det er mig der skal det. Han kan godt finde på at nusse mig på benet og lægge lidt op til sex, men ellers er meget på min opfordring. Jeg tænker igen at jeg må give plads og fjerner mig, men samtidig er jeg frustreret over at være endt her så hurtigt.
    Sex er mega godt. Punktum, mega godt! Selvom han har problemer med at hans penis falder. Vi har ca sex 2 gange hver gang vi ses. Der har været tidspunkter hvor vi bare har hygget en hel dag uden egentlig at skulle noget og det har været super hyggeligt. Men så mener han at vi er for meget venner og om det her virkelig skal være sådan. Jeg kan kun relatere til mit forhold til min eks og jeg kan ikke rigtig se at vi skulle være for meget venner. Jeg ender med at sige til ham at jeg ikke kan gøre det her alene. At han jo må være enten med eller ej og så gøre noget ved de ting han mener. Jeg fortæller så de forslag jeg har til hvad jeg kan gøre anderledes for at vi får det bedre og han tilføjer 2.
    Han fortæller at han hurtig bliver irritereret på andre mennesker. Ikke kun mig. Det er venner, familie, kollegaer osv. Alle. Jeg spørger så om han har mod på at finde ud af hvorfor det kunne være. Han har selv nævnt ADHD. Jeg er meget varsom her for jeg vil ikke såre ham. Tjo jo det har han måske.
    Jeg lader ham igen være for jeg kan ikke bære det her forhold selv. Så inviterer han mig i biografen og jeg glæder mig. Han prøver kan jeg mærke. Vi ses lidt mere, han forsøger at være lidt kærligere, men hans irritationer over småting ligger kun lige under overfladen og jeg skal ikke skrabe for meget så kommer de frem. Jeg forsøger at være så neutral som muligt for at se om vi så kan finde lidt bedre ud af det. Kort sagt jeg trækker mig og ser hans reaktion. Vi sover sammen og næste dag taler vi om småting hvor jeg spørger ind til nogle ting. Altså familie relationer osv. Det irriterer ham åbenbart at jeg spørger så meget og jeg ender med at sige at det her kommer bare ikke til at virke. Og så kører ”skænderiet”. Vi råber ikke eller noget. Jeg græder og fortæller at det er vildt sårende at han bliver så hurtig irriteret på mig. At der ikke kommer kærlige ord, men mest brok og hvad jeg kan gøre anderledes. Han forlader mig grædende og siger ”vi snakkes ved om det her”.
    Det er 3 dage siden og jeg har intet hørt. Jeg har gang i et mønster her og jeg vil gerne bryde det. Jeg vil ikke indordne mig mere og jeg vil ikke have mine grænser overskredet. Men hvordan fanden ”siger” jeg det til mit hjerte???!! Jeg er så ked af igen at miste ham. Og hvorfor?!!? Det er jo ham han var i starten jeg savner og har mistet. Hvorfor bliver jeg ved? Hvorfor kan jeg ikke give slip? Det irriterer mig at jeg har så svært ved at slippe ham. Jeg vil gøre alt, men har lovet mig selv at det skal jeg ikke mere. Der SKAL komme noget fra hans side af også. Men det kommer ikke…og jeg lider.

    Jeres tanker og råd er velkomne…tak

    #17922
    Laerke
    Deltager

    Æv du ikke nåede at opdage noget før at din nye kæreste har ADHD el lign. Det vil ikke være godt for dig at fortsætte med ham. Du kan risikere at få noget der minder lidt i stil med ptsd (OTRS er forkortelsen på engelsk), hvis du fortsætter med ham. Med din historie trænger du til at være i gode, nærende relationer. Din farfar har været god for dig. Har du andre relationer, du kan bruge som er trygge for dig ? Jeg ville bruge dem nu, så du ikke føler dig helt alene. Evt se en god terapeut der kan hjælpe dig videre. Og så kan du se om du kan komme i tanke om ting du godt kan lide at lave, hvor du får det godt.

    #17926
    Karen29
    Deltager

    Hej Lost

    Mellem linjerne lyder det til, at du egentlig slet ikke bryder dig om den mand, du beskriver. Derimod lyder du til at synes, at han har en del trælse karaktertræk. Kan det tænkes, at du er forblændet af dét, at du ikke helt har ham? At det er spændingen, uforudsigeligheden og dramaet, der gør dig “høj” og ikke så meget ham som menneske og person. Altså at du “tænder” på afvisningen, og at du derfor har svært ved at vende ham ryggen og sige, at du er det nok. Oveni det lyder det også til, at du – efter en meget hård tid med utroskab, skilsmisse og dødsfald i familien – er blevet vænnet til at agere i kaos. At kaoset nærmest er blevet “almindeligt” og velkendt, og at du nu derfor har svært ved at mærke, hvornår nok er nok. Som du skriver, har du svært ved at finde hoved og hale i det hele og mærke dig selv. Det er lige dér, jeg synes du skal tage fat. At du skal arbejde med at komme ind i dig selv og mærke din mave. Vores mavefornemmelse er den vigtigste vejviser her i livet. Så kan det godt være, at dine følelser siger, at du skal kæmpe for kærligheden og din fornuft siger, noget andet eller tredje. Jeg tænker, at du istedet skal prøve at komme ned i din mave. Det kan godt være, at dine følelser fortæller dig, at du er forelsket, at det er spændene og alt muligt andet. Men jeg tror, samtidig at din mavefornemmelse forsøger at passe på dig og få dig til at træffe de valg, der er rigtige for dig på sigt. Det er virkelig sjældent, at vores mave snyder os. Den fortæller os, når ‘noget er på færde’. Tænk bare på, hvordan den reagerer, når vi er nervøse, har dårlig samvittighed eller er helt vildt glade. Vi mærker det helt nede i maven når noget er godt eller skidt for os.
    Så mit råd er, prøv at kom ned i maven. Hvad fortæller den dig?

    #17930
    lillehjerte
    Deltager

    Jeg kommer til at tænke på når jeg læser hele din lange historie: hvad vil du egentlig selv? Det lyder som om dit liv er på andres præmisser hele tiden og din egen utilfredshed vokser under overfladen af alt det her du forklarer om. Hvornår har du taget/vil du tage skeen i egen hånd og sagt/sige: “Det her gider jeg ikke. Jeg vil hellere have noget som faktisk matcher mine ønsker og behov”- og så gå efter det? Det er kun dig der kan ændre ved den situation du står i.Indtil videre lyder det til at du konstant tilpasser dig eller kører med på andres rutsje ture op og ned og for og imod vil- vil ikke. Gider du virkelig det? Du skriver du har svært ved at mærke dig selv og deri tror jeg godt jeg kan følge dig: for det lyder ikke til du mærker efter i dig selv. Jeg tænker det er noget der kan være svært at lære og det er en lang proces, som det kan være du enten skal have en psykolog til at sætte spot on eller også skal du aliere dig med en god veninde eller ven, som kan udfordre dig til at mærke ind i dig selv og hvor du lærer at tage valg efter hvad du ønsker dig af dit liv.
    Mit næste råd er nok at droppe den mand du ser, for at få mere fokus og ro til at finde dig selv.

    #17935
    Lost
    Deltager

    Jeg tror helt klart at jeg er blevet vant til at navigere i kaos og nu ikke rigtig længere kan fungere uden. Det er som om at jeg slet ikke kan klare roen og at skulle forholde mig til mine følelser. For dem kan jeg ikke finde rundt i og de gør ondt. Jeg gik til en super god psykolog op til og lige efter skilsmissen og han sagde jeg bare kunne ringe hvis der blev noget. Det tænker jeg at jeg vil.
    Lillehjerte du rammer plet. Hvad vil jeg? Det ved jeg ikke fordi jeg i alle de år aldrig har kunnet mærke mig selv og så har jeg fulgt andre. Jeg har fulgt mange af mine følelser men den store vejviser for op og nedture var afhængig af andre. Det talte vi også om hos psykologen men det er som om jeg igen er røget af sporet. Jeg var egentlig godt på vej men gamle mønstre tog over og nu står jeg her og er knust over en mand der aldrig rigtig var min. Og ja det er sikkert også jagten eller det at jeg har været vant til at skulle kæmpe for alt der gør at jeg lider sådan.

Viser 5 indlæg - 1 til 5 (af 5 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.