Ingen kommunikation siden torsdag.

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 75 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #2913
    trunten
    Deltager

    Jeg fik nok dummet mig torsdag. Min kæreste har ikke talt til mig, andet end lige små nødvendige grynte ord. Ingen kys, godnat eller noget overhovedet.
    Jeg er helt smadret over det. Er så ked af det. Overvejer faktisk at sygemelde mig i en længere periode. Jeg har et job hvor jeg skal være til stede hele tiden, med mennesker.
    Vi har 3 ting oveni vores normale job, bla at vi skal vurdere hinanden kollegamæssigt, og det hele handler om at spare penge. Jeg er offentligt ansat.
    Jeg tænker at det er flovt, at jeg vil blive set som svag osv. Jeg er introvert, har det nemt med at skrive, men hader at stå og fremlægge foran en masse mennesker. Jeg elsker mit job og er god til det. Jeg føler mig så stresset og ked for tiden, mere følsom end nogensinde før i mit liv. Jeg føler jeg har brug for roen til at tænke til at være mig. Til at overveje hvad jeg skal med resten af mit liv. Jeg er midt i livet og synes det er vigtigt. Har aldrig været sygemeldt pga min barndom eller andet. ( Seksuelt misbrugt ca 12 år af min barndom)
    Men tilbage til torsdag aften. – Min kæreste var en kort periode blevet bedre til at se mig, og lagde en gang op til sex. Hvilket vel er et par uger siden nu.
    Jeg kan se på den side han har på facebook for sit job at der pludselig er de samme to kvinder der synes godt om alt han ligger op, kvinder der var til julefrokost samme sted som ham. På facebook er hans 3-4 gamle skriveveninder eller hvad de nu er – begyndt at synes godt om alt han gør igen. Og da han ikke giver mig noget og igen kun sidder foran computer og tv bliver jeg ked og spørger ham. Muligvis lidt anklagende, hvilket ikke var min mening, men blev det fordi han med det samme satte det sure fjæs på. Han hånede mig fordi jeg spurgte om det var nogen han kendte, de kvinder. Da han jo intet har fortalt, andet end han dansede med en kvinde med læderbukser som alle mændene var interesseret i! Han blev virkelig gal og har siden den dag ignoreret mig. De andre gange har jeg så rørt ham og fået blødt ham op. Men denne gang har jeg selv holdt mig helt væk fra ham. Hver sin side af sengen, hver sin ende af sofaen. Han vaskede op i går og jeg lavede mad. Ingen samarbejde om noget.
    Er det normalt at mænd ofte kommenterer andre kvinder? F.eks skal han altid kommentere på en kvindes udseende. Hans arbejde ligger tæt på en rockerborg og han fortalte, at en af kvinderne er super smuk, at han ikke fatter hun er sammen med ham rockeren, at hun går forbi butikken hver dag, flere gange sagde han hvor lækker hun var! At hun havde købt noget i butikken en dag og alle mændene synes hun er lækker. Lige nu reagerer jeg på alt da jeg intet får.
    Min svigerdatter sagde lørdag at hun synes han er egoistisk. Han sagde meget offeragtigt at han nok fik lungebetændelse når han skulle ryge på altanen. Og han blev sur over jeg ville se håndbold da han ville se mere fodbold, selvom kampen var slut.

    Hvad skal jeg gøre?
    Skal jeg også skrive et brev og håbe han tager imod? Eller er det min egen skyld fordi jeg kom til at bebrejde ham? Og er det ok at han ignorerer mig og hver gang siger han ikke gider tale om det. Og jeg føler han nedgør mine følelser og er så ligeglad med hvordan jeg har det.. Kræver jeg for meget?
    Jeg føler jeg er ved at få angst og lukker mig inde. Føler mig efterhånden ikke god nok.
    Kh Trunten

    #2914
    trunten
    Deltager

    Udadtil er han den der sjove fyr, altid glad og sprudlende, med en sjov kommentar til alt. Kan skrive statusser nogle gange på facebook hvor han gør lidt sjov med noget jeg har sagt eller gjort, men aldrig noget med, at han elsker mig eller synes jeg er lækker eller noget. Jeg føler stadig at han holder igen, ikke rigtig vil vise at vi er et par, selvom vi står i forhold. Jeg trænger bare til at han også offentligt virkelig vælger mig, men han har jo stadig ikke tilknyttet sig til mig som to mennesker skal. Og kan han det efter næsten to år?

    #2915
    Rosmarin
    Deltager

    Kære Trunten er det ik nu du skal begynde at tage dig selv alvorligt? Når jeg læser dit indlæg, så tænker jeg,at når man er blevet misbrugt gennem 12 år af sin barndom, så kan der være en stor fare for, at man har en tendens til at finde sig i alt for meget, fordi ens grænser er blevet dybt overskredet som barn. Har du arbejdet terapeutisk med den incest?

    #2916
    trunten
    Deltager

    Kære Rosmarin.

    Ja jeg har været i terapi for en del år siden. Er klar over at jeg kan udholde mere smerte fordi mine grænser er blevet overskredet igen og igen. Og også at mine to sidste mænd er mænd der ikke kan knytte sig! Og selv kommer fra dysfunktionelle familier med alkoholmisbrug. Jeg er den klassiske kvinde der elsker for meget, fordi jeg elsker mig selv for lidt. Jeg elsker min kæreste og vil gerne have han knytter sig og har nok i mig. Men han siger at jeg får ham til at føle sig som et skidt menneske. Fordi jeg synes det er normalt at have et sexliv sammen, og fordi jeg kræver at man hjælpes ad i husholdningen. Og det i sig selv gør at jeg er bekymret da jeg tror han flygter væk fra mig og ind i andre kvinders opmærksomhed, flirt, frække skriverier osv. De bryster han downloadede sidder stadig på nethinden.. Og ja når jeg læser det her synes jeg sgu jeg er ynkelig og burde give ham pedalen. Men han har også et stort hjerte og mine børn kan rigtig godt lide ham. Jeg savner bare ham, hans opmærksomhed, nærvær, intimitet, fælles oplevelser osv.. Det eneste vi har sammen lige nu er at vi ser sons of anarchi. Ellers er det bag hver vores computer, ingen begær eller noget.. Men det har han slet ikke vist i hele forholdet..
    At tage mig selv alvorligt er det at sygemelde mig et stykke tid og gå i terapi.. Det siger mit inderste mig, men min pligt overfor mit arbejde siger at jeg skal tage mig sammen og lade være at have frygt og angst inden i..

    #2917
    Rosmarin
    Deltager

    Jeg så en video i dag om en kvinde, der har skrevet en bog. Et sted siger intervieweren – lidt før 10. minut i udsendelsen – noget med at du har en drift der gør, at du bare bliver ved og ved. Det var i forbindelse med hendes mor, der aldrig gav noget ligegyldigt hvor sød hun var. Det slog mig helt vildt! Jeg er pt selv sygemeldt pga et belastet job med mennesker og kan jo se hvor langt jeg går over mine grænser. Jeg blev ved med at slæbe mig ind på job, indtil en voldsom episode sendte med til tælling og jeg røg hjem med sygemelding og krisehjælp. Det var så det der skulle til, førend jeg gav slip. Også jeg er også midt i livet og rimelig selvudviklet vil jeg mene, men åbenbart ikke mere end at jeg stadig kan komme til at misbruge mig selv! Det var ik fordi det lige skulle handle om mig bare mere et eksempel på, at det til sidst kan ende med, at det ikke bliver en selv, der styrer hvornår der er brug for timeout.
    Jeg linker interviewet – kvinden har ikke oplevet lige nøjagtigt incest – men hun er bestemt også en kvinde der har elsket for meget.
    http://www.socialarv.dk/?Negativ_social_arv%3F

    #2921
    trunten
    Deltager

    Kender godt til Hanne i forvejen..:) Som hun siger hun fandt nogle mænd der selv havde så store problemer så de ikke kunne give hende noget. Så prøver man at hjælpe dem i stedet for at hjælpe sig selv.. Kan se at det er godt jeg har lukket i for ham. Og det tror jeg sgu egentlig bare jeg bliver ved med, og så må jeg se om han kan byde ind med noget, eller bare fortsætter sit liv bag computeren..
    Rosmarin det er da kun godt du giver noget af dig selv, så føler jeg mig ikke så alene. Hvor længe har du været sygemeldt? Og er du stadig ansat? Går du stadig til psykolog?
    Der er ikke mange på mit arbejde der kender til min barndom. Jeg har to uddannelser indenfor omsorgsfagene og har en del børn 🙂 Og mine børn er heldigvis velfungerende, men jeg har aldrig vist dem min sårbarhed ved at græde foran dem, undtagen når jeg blir rørt af ting i film og tv. Mine børn er veluddannede og deres far er akademiker. Han er en god eks og kommer fra et normalt hjem, han gav mig masser af tryghed. Det er mine to sidste mænd der ripper op – nærmest giver mig et traume igen synes jeg. Og det gør ondt, giver mig sorg og knude i maven. Men det bedste er nok at holde fast i mig selv her og opgive at hjælpe ham, hvilket jeg faktisk sagde til ham torsdag aften – at jeg ikke gad at fokusere mere på at hjælpe ham, at han måtte hjælpe sig selv. Han har aldrig fået hjælp pga sin barndom. Mor der drak, far der ikke var der. Mønster med ikke at have lyst til sex med kærester efter 4-5 måneder og kun bruge pornoen og lidt sporadisk affærer ude i byen. Hans eks var han også utro ca samme tid som med mig nu. Og han gav hendes jalousi skylden. Han synes også jeg er jaloux. Det er jeg helt sikkert også, men jeg synes at det er ok at interessere sig for hinanden og spørge til hinanden. Han vil helst ingen spørgsmål have overhovedet…

    #2923
    Rosmarin
    Deltager

    Jeg har kun været sygemeldt en uges tid og har fået nogle samtaler pga et par voldsomme episoder på job. Jeg har været i et forhold engang hvor tavshed kunne være et våben i konflikter. Det vil jeg gøre alt for ikke at opleve igen. Man skal ikke tage fejl af at børn opsnapper alle signaler og stemninger, så hvis du har hjemmeboende børn, så vil de også fornemme jeres problemer. Sjovt det der med at vise sårbarhed eller ej overfor ens børn. Jeg tænker vores opgave at jo også at lære dem, at man kan være nede i en periode og komme op igen – at sårbarhed er en del af livet og ikke farligt at vise andre. Blot en tanke 🙂
    Du finder forhåbentligt din vej i det her – mit ærinde her i tråden var mest for at sige: lyt til dig selv og din krops signaler, førend det er for sent. 🙂

    #2925
    trunten
    Deltager

    Tak Rosmarin 🙂
    Og ja du har ret.. børn opsnapper alt. Det gjorde jeg selv. Vi taler begge to med børnene og kan fjolle med dem, men taler ikke sammen. Min yngste søns far og kæreste er lige gået fra hinanden og det synes han er svært. Så synd at det heller ikke kører her.
    Og ja sårbarhed er en del af livet. Men ikke noget jeg har tilladt mig selv at vise andre. Jeg flyttede hjemmefra som 16 årig. Har haft mega svært ved at bede om hjælp, og før når jeg blev ked viste jeg det med vrede. Det gør jeg så ikke mere. Men ja skal prøve at lytte til min krop.. Tak 😉

    #2927
    Zoe2
    Deltager

    Og her kunne jeg sådan set skrive det samme som til Apple – en konkurrent mindre……
    Helt ærligt – hvad vil du dog med den mand. Det er vel ikke andet end et bofællesskab I har.

    #2941
    trunten
    Deltager

    Kære Zoe2.
    Nej lige nu er det ikke andet end et bofællesskab.
    Jeg slukkede fjernsynet i går og sagde vi måtte tale om det her. Han sad med siden til og kiggede ikke på mig, meget underligt. Jeg bad ham kigge på mig, det gjorde han kort og kiggede væk igen – han sagde det var svært at kigge på mig. Jeg sagde til ham at jeg ikke kunne leve sådan her mere, nemlig at det kun var et bofællesskab og at jeg har brug for at bo sammen med en mand jeg har nærvær, samhørighed, fælles oplevelser, sex osv med..
    Han sagde at han havde tænkt på at flytte, og så kunne vi måske have sex der når det ikke var forpligtende. At han sagtens kunne gå ud og have masser af sex med en han ikke havde føleleser med! Tak for kaffe! At han var i tvivl om os to. Men han kunne ikke rigtig give nogen grund, andet end at han var bange for at gøre mig ked af det, at hans drifter måske gjorde at han kom til at være sammen med en.. Han blev ved med at ævle om de drifter. Jeg spurgte hvorfor han ikke gik i terapi. Det kunne han ikke svare på, andet end han godt ved han har brug for det. Men at det kunne tage flere år og hvad så hvis terapien gjorde så vi gik fra hinanden! Jeg svarede ham, at vi jo næsten var ved at gå fra hinanden, at det var en risiko vi måtte tage, så han kan få det bedre, både for sin egen, børnenes og min skyld. Til sidst kunne han ikke mere og spurgte om vi skulle se sons of anarchi ! Og jeg synes egentlig ikke vi kom det nærmere, men tænker at hvis han er så meget i tvivl og han taler om de drifter – selvom han skyndte sig at sige at han selvfølgelig ikke ville være mig utro, – men jeg er bekymret.
    Hvad fanden gør en klog? Jeg vil jo gerne give ham en chance hvis han får taget sig sammen til at få hjælp. Han kan og tør ikke knytte sig, det er åbenbart for angstprovokerende, men lige nu har han så meget kontrol så han alligevel lever i et selvbestaltet fængsel, så forstår ikke helt hvad der stopper ham – med terapi altså!
    Men jeg er jo heller ikke mand..
    Martin kan du hjælpe her?

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 75 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.