Ikke klar til børn

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 13 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #13312
    PLS
    Deltager

    Hej alle,
    Min kæreste og jeg har været sammen i 5 år. Hun er 25 jeg selv 28. Hun har aldrig lagt skjul på at hendes store ønske i livet er at stifte familie. I starten af vores forhold var det ofte med et glimt i øjet vi snakkede om det, da jeg på det tidspunkt ikke havde det store ønske, andet end jeg ikke kunne forestille mig et liv uden børn.
    Vores forhold har det generelt rigtig godt. Vi er kærlige overfor hinanden, har en meget intern humor og er generelt gode til at snakke om tingene, især i forhold til vores jobs, hvor vi begge er indenfor sundhedssektoren og ofte oplever tunge skæbner. Det er utrolig vigtigt for mig, at kunne tale med hende om de ting der rør mig på jobbet, og det er en rigtig vigtigt brik i vores forhold.

    Men når snakken falder på børn, har jeg rigtig svært ved at udtrykke mig, fordi jeg er bange for at skuffe hende. Det sidste års tid har været meget op og ned for os. Jeg dyrker sport på eliteplan, som fylder en stor del af min fritid. Min kæreste har gjort meget for at acceptere dette, og det er jeg hende dybt taknemlig for. Men henover foråret begyndte hun at snakke mere seriøst om børn og vi tog snakken af flere runder, hvor jeg ikke lagde skjul på at jeg ikke var klar endnu, men godt kunne forstå hendes utålmodighed, når vi nu havde været sammen i så lang tid og egentlig har et godt fundament for at få børn i forhold til bolig, økonomi, job osv. Vi aftalte at jeg kunne fokusere på min sæson, og at når den sluttede til efteråret, kunne vi prøve på at få at blive gravide.

    Nu er det blevet efterår og vinter. Vi gik igang med at prøve, men fra min side har det hele vejen igennem været halvhjertet. Min lyst til sex er dalende, fordi jeg er bange for at vi skulle blive gravide. Jeg mærkede lettelsen når hun med sorg i stemmen fortalte at hun havde fået menstruation. Jeg er åbenbart ikke klar endnu! Vi har snakket meget frem og tilbage om at mænd nok aldrig helt bliver klar til børn, og at vi jo skal igang mens vi som forholdsvis unge, har “nemt” ved det. Min kæreste er meget bange for ikke at kunne få børn og bange for at blive en “gammel” mor.

    Jeg er bare ikke klar. Jeg har det fint med mit liv som det er nu, hvis vi ser bort fra de problemer vi har i vores parforhold i forbindelse med det at få børn. Jeg har et dejligt job med den frihed der gør, at jeg kan dyrke min sport ved siden af og synes selv min hverdag passer mig rigtig godt.
    Men det dræber mig langsomt at jeg kan se min kæreste er dybt ulykkelig over, at jeg ikke deler hendes entusiasme om at stifte familie. Det er et så utrolig stort ønske for hende og hun snakker ikke om andet. Vi skændes ofte om ligegyldige ting, hvor det i bund og grund udspringer i vores diskussion omkring børn. Det er udtrættende og dybt frustrerende.

    Hvis hun skal udskyde det, vil hun ud at rejse og se verden. Hun er en person hvor der skal ske nogle ting og hun har mod på livet. Det beundrer jeg hende for, fordi jeg selv er mere tilbageholdende på den front. Men hvis hun skal ud og se verden skal det være sammen med mig. Hun vil så gerne have at vi pakker vores back packs og rejser jorden rundt og oplever verden. Jeg er bare slet ikke den type. Jeg har ikke det behov. Jeg kan godt lide at rejse og se naturen og ligge på stranden, men at skulle være back packer i længere tid, er noget jeg ikke kan se mig selv i.

    Jeg er havnet i en rigtig ond cirkel. Jeg kan ikke give min kæreste et svar på hvornår jeg er klar til børn. Sidst jeg prøvede viste det sig jo at hun ikke kunne stole på mig! Min lyst til at rejse ud og opleve verden med rygsækken på, og hende i hånden, er der ikke. Jeg elsker hende utrolig højt og hun er min bedste ven, men jeg kan kun gøre hende glad ved at gøre noget jeg ikke selv har lyst til.

    Jeg synes det er helt forkert at sætte et barn i verden når jeg er så meget i tvivl, plus at vores forhold har fået nogle skræmmer den sidste tid. Jeg er så bange for at barnet bliver en midlertidig redning på vores skænderier.

    Jeg synes ikke det er fair at forvente, jeg tager et par mdr. fri fra mit arbejde, sætter min sport på stand by en stor del af den kommende sæson, og bruger en god portion penge på noget jeg egentlig ikke har behov for.

    Er jeg en komplet egoist, der skal tage mig sammen og ofre mig 100% for hendes ønsker eller er det fair at forvente af hende, at hun ikke kan få det som hun ønsker sig allermest lige nu?

    Jeg/vi er i krise, og hvis ikke der kommer en afklaring på de her ting inden længe, er jeg meget bange for at de kan koste vores forhold. Hvad gør jeg?

    Bedste hilsner
    Peter

    #13313
    Kattemor
    Deltager

    Nej jeg syntes ikke du er en egoist..!
    Jeg syntes det er fuldstændig i orden at ville vente med børn..
    Hvad du skal gøre i dit forhold, ved jeg ikke..
    Men vær tro mod dig selv og hold fast i din beslutning..

    #13315
    Malurt
    Deltager

    Oprigtig kærlighed, kan også bestå i at sætte hende fri.

    Lad hende rejse ud i verden som en fri fugl og nyde at lade hende møde ham der har de samme drømme og mål for livet. På den måde er du tro mod dig selv, og giver hende det allerbedste.

    #13317
    lillehjerte
    Deltager

    Jeg tænker en mellemting så 🙂 :

    Hjælp hende med at tage en mellemvej. Måske enten skabe et backpacker netværk, så hun har nogen at rejse ud med uden dig. Men I kunne også vælge at gå caminoen sammen en sommer. Jeg har hørt at der er mange der har fået noget ud af at gå den og at selve vandringen skulle give meget indsigter og netværk med f.eks backpackere. Jeg tror det er en rigtig god ide at hun kommer lidt ud og får luft under vingerne i verden inden hun slår sig ned og får børn. Når man får børn er der ikke den samme frihed. Den ligger i hvert fald indenfor hensynet til dem og udvides stille og roligt i takt med de bliver ældre, men de er stadig førsteprioriteten. Hvis drømmen om en længere rejse er der, vil det være en rigtig god ide at få gjort den før man går videre med planen om børn og I er jo i en alder hvor det også sagtens kan nås selvom I venter.

    #13318
    Tanken
    Deltager

    Først vil jeg sige at jeg synes ikke man skal få børn før man er klar til det, så her synes jeg at det er vigtigt at du er ærlig overfor dig selv.

    Jeg ser dog imidlertid noget andet i jeres forhold som du virkelig skal tænke over.

    Det jeg læser er (uden dog at kende din kæreste) at hun føler at hun har givet dig plads til at forfølge din drøm om sporten. Hun har ventet på at du skulle bliver klar til at få børn, som hun så brændende har ønsket sig. I går i gang, og da der ikke er Bingo i første forsøg bliver hun trist og du glad. Hun finder ud af at du ikke har været ærlig med din udmelding om ikke at være klar. Og hvis jeg var din kæreste ville jeg tænke “hvilke andre ting har han så heller ikke været ærlige omkring?” Når han siger at han gerne vil med mig til koncert, vil han det så virkelig? Når han siger at jeg har lavet lækker mad, mener han det så virkeligt?
    For hende kan projekt barn måske godt udsættes, men så vil hun gerne opleve noget, gøre nogen af de ting der vil være begrænset når engang et barn kommer. Men her melder du også pas, at du ikke lige har lysten/tiden.

    Jeg tror simpelthen ikke at din kæreste føler sig prioriteret i jeres forhold. Jeg tror hun tvivler på din kærlighed. (Kvinder har det med at småskændes hvis de har ondt i følelserne). Dine drømme kommer før hendes, og selvom hun måske ikke vil indrømme det overfor dig, så har du såret hende umådelig meget ved ikke at være ærlig.

    Barnet skal vente lidt endnu hvis du ikke er klar. Men du bliver nød til at prioritere din kærestes følelser hvis du stadig vil hende, for ellers er hun på vej væk, og det har ikke noget med barnet at gøre, det er fordi du sagde noget du ikke mente.

    #13322
    Per
    Deltager

    Jeg tror mange mænd kan relatere til det du skriver, PLS.
    Der bliver bare aldrig snakket om det for det gør vi mænd jo ikke.

    Jeg tror der er mange mænd, der er i tvivl omkring at få et barn og det ansvar, der følger med. Men de gør det alligevel, fordi konen eller kæresten så gerne vil have det og hvis hun er glad, så er han også glad (der er ro på hjemmefronten – i hvert fald de første ni måneder…)

    Eller også vil han bare gerne have sex og hvis hun bliver sur eller ked af det, er der ikke noget sex. (vi mænd kan jo godt lægge to og to sammen).
    Så er det nemmere at udskyde problemet. Indtil manden så står med en komplet
    baby i armene! Damn. Hvad nu?

    Så er sejler forholdet fordi han måske ikke kan forholde sig til hans nye rolle og tage ansvaret på sig og de går måske hver til sit.

    Derfor, PLS, skal du have klap på skulderen fordi du tager situationen og din rolle alvorligt nu i stedet for at udskyde beslutningerne til du er på vej hjem fra fødestuen. Det er det, der definerer dig som en rigtig mand.

    Når det så er sagt, vil jeg tilføje at det også kan være det sværeste i livet at stå fast på sine værdier og holdninger, da prisen kan være høj.
    Lige nu læser jeg ud af din tekst at du er bange for at konfrontere dig selv, fordi du godt ved at du risikerer at skulle sige farvel til din kæreste.

    Du ved godt at du står overfor at skulle træffe et ubehageligt valg,
    medmindre du kan garantere din kæreste et barn i den nærmeste fremtid.

    Det er derfor at ærlighed er så pissesvært. Det har konsekvenser.

    Men jeg tror at det vil hjælpe dig usigeligt hvis du tager styringen og bliver proaktiv i dit valg for fremtiden i stedet for vente til kæresten langsomt trækker det ud af dig.
    (fordi du er bange for at dit valg ender med at du mister hende)

    Jeg tror på at en mand skal udfordre sig selv en gang imellem og udvide hans komfort zone.
    Når en mand er aktiv, han tager en beslutning og handler på den, så kan han bedre mærke sig selv og hans egen styrke.

    Måske skulle du netop vælge at tage ud at rejse med din kæreste. At få et barn er jo også en form for rejse og som backpackere kan du se om du kan klare omvæltninger sammen med hende uden at I river hovederne af hinanden.
    Tag det som mere end en rejse. Se det som en prøve/udfordring du giver jeres forhold hvor I begge vil blive testet på nogle områder som f.eks.:

    – om du kan fungere sammen med din kæreste i andre rammer end der hvor du føler dig sikker og hjemmevant
    (hånden på hjertet: hvor godt kender I egentlig hinanden? Godt nok til at få et barn sammen?)

    – Der kan opstå situationer, hvor I ser hinanden i et lys, der udfordrer jeres forhold og viser om I rent faktisk evner at klare dem sammen

    – Find ud af om I deler tilstrækkeligt med værdier i forhold til pasning og opdragelsen af et barn (lær dig selv at kende i forhold til dine ønsker og krav som far)

    – Forestil dig din kæreste som mor. Hvordan håndterer hun stressede situationer som forsinkede flyafgange og glemt baggage? Hvordan håndterer hun jeres forhold på rejsen hvis I har forskellige prioriteter og forskellige ting I vil se? (Hendes måde at håndtere problemer på bliver måden, hun vil agere som mor. Er hun den, du kan se som mor til dine børn?)

    – Når I kommer hjem, ser du da din kæreste i et stærkere lys eller er det stadig det samme?

    Som mand kunne du give det et afgørende forsøg på at finde ud af om du virkelig ser din kæreste som mor til dine børn – og om du overhovedet vil have dem nu.

    Måske er en rejse sammen netop det, der kan give dig svaret på dit dilemma.

    Uanset hvad du beslutter dig for, så vær tro mod dig selv.
    Hvis du lyver for dig selv, lyver du samtidigt for resten af verden og det er sådan
    du sårer mest.

    #13327
    hexia D trix
    Deltager

    Jeg er enig i Tankens overvejelser, har trådstarter nogle kommentarer?

    #13328
    PLS
    Deltager

    Tusind tak for alle jeres input. Det er virkelig rart at få nogle andre vinkler på!
    Jeg konfronterede hende med mine tanker omkring det at få børn og at jeg bare ikke er klar endnu. Bølgerne gik højt, rigtig højt og jeg har aldrig været så ked af det før. Min kæreste var meget langt nede, vred og frustreret over at vores forhold de sidste mange år har været centeret omkring mig og min sport, og at hun nu også har ret til at få opfyldt et af hendesmål i livet som kan gøre hende glad.
    Jeg forstår hende 100% og under hende det virkeligt!. Hun er trods alt min store kærlighed.
    Da bølgerne havde lagt sig lidt igen, fik vi snakket lidt mere konstruktivt om tingene. Snakket om mine tanker og bekymringer ved at skulle være far. Vi er blevet enige om at udskyde barnet lidt. Vi skal have lært hinanden bedre at kende. Vi skal have åbnet dialogen omkring de ting der gør mig usikker, hvilke prioriteter og tanker vi har i forhold til forældrerollen, og det at vi stadig skal være kærester (forhåbentlig mand og kone på et tidspunkt) uden “kun” at være forældre. Vi har snakket om muligheden omkring rådgivning ved en parterapeut for at få nogle værktøjer.

    Når det så er sagt vil jeg lige give et klap på skulderen til Per. Dine overvejelser rammer hovedet på sømmet tror jeg. Du siger alle de ting jeg tænker. Jeg er en mega vatpik der ikke altid tør at være ærlig overfor mig selv og andre og ja, i sidste ende rammer det bare endnu hårdere. Men for katten, hvor kan det være svært!!

    Men nu tager vi den herfra og arbejder videre med vores overvejelser om forælderrollen, som beskrevet ovenfor. Jeg smider ikke 5 års parforhold ud til højre, og en super kvinde jeg respekterer og elsker utrolig højt, uden kamp. Men med det i baghovedet, at jeg en dag måske bliver nød til at tage den ultimative beslutning. Men ved Gud, hvor håber jeg inderligt ikke det bliver nødvendigt!

    Alt det bedste til jer, og tusind tak for at tage jer tid til at dele jeres mening og tanker! Det er et emne der er super svært at tage op med min omgangskreds, for det kan næsten ikke undgås at det rammer mig selv eller min kæreste på en eller anden måde.

    Tak!

    #13330
    Eva Marie
    Deltager

    Hvis du ikke er klar til børn, skal du heller ikke have dem nu:) Jeg var selv ganske ung ( 22 år) da jeg fik mit første barn – dengang var der ingen tvivl om at vi skulle have det – for kærligheden imellem os var bare så stor, så et barn satte bare endnu mere en tyk streg under vores kærlighed. Vi kunne klare ALT, bare vi var sammen!! Det jeg forsøger at sige er, at du er slet ikke i tvivl når du engang finder hende der skal være mor til dine børn, og jeg tror altså ikke det er hende du er sammen med nu. I lyder til at ville noget forskelligt i livet – og det holder ikke i længden for jer.
    Jeg synes personligt det er tidligt at gå i parterapi når I ikke er ældre end I er – måske er der andre herinde i dette forum der er klogere på det end jeg, og så må de jo kommenterer det:)
    Jeg synes der er store alarmklokker der ringer i jeres forhold hvis I allerede nu skal have 1. hjælp. Hvad så om f.eks. 10 år, når hverdagen virkelig banker på jeres forhold?

    #13331
    Tanken
    Deltager

    Evamarie@
    Jeg er ganske uenig med dig i at man ikke burde gå i parterapi fordi man er ung. Tværtimod tror jeg det styrker et forhold usigelig meget – netop fordi man viser at man VIL hinanden, men blot har brugt for en udenforstående til at hjælpe med at se de uhensigtsmæssige mønstre man kan have. Det tror jeg rigtig mange kunne lære af – uanset alder. Så jeg tager virkelig hatten af for PLS og kæresten. Det er stærkt og flot gået.

    At tolke at PLS kæreste ikke er den rigtige fordi han ikke er klar til at få børn er jeg totalt målløs over. PLS skriver at hun er kvinden han gerne vil giftes og have børn med, så det må vi tro på.

    Det vidner faktisk om stor styrke hos PLS kæreste, at hun i mange år har sat sine egne behov til side for at han kunne få tid til at være koncentreret omkring sin sport.

    En terapeut kan sikkert hjælpe dem begge. Kæresten til ikke altid at udsætte egne behov for PLS skyld. Og PLS til at dykke ned i hvorfor tanken om børn er så angst provokerende.

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 13 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.