I tvivl om forholdet

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 16 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #12410
    Sette
    Deltager

    Jeg mødte min kæreste på et datingsted forr 2½ år siden. Vi havde en hyggelig date – der blev til flere – og som udviklede sig til et forhold. Ingen af os var dog vildt forelskede. Vi syntes bare rigtig godt om den anden. Vi snakkede rigtig godt sammen – grinede – hyggede – forkælede hinanden – havde god sex – havde de samme holdninger til mange ting – og kunne lide at lave de sammen ting.
    Min kæreste kom fra et 25 år langt forhold. Der havde dog været mange problemer i dette forhold, fordi hans ex-kone var biseksuel, og havde et forhold til en anden kvinde i flere perioder gennem deres ægteskab. Dette med min kærestes viden. Ex-konen og hendes elskerinde endte dog med at blive meget forelskede – og min kæreste kunne ikke være i det mere. Han havde det rigtig skidt efter skilsmissen. Et års tid efter han og ex-konen var flyttet fra hinanden, mødte han mig. Men han var meget forsigtig i alt omkring vores forhold. Vi kunne ikke bare sms’e sammen eller snakke i telefon – fordi han var bange for, at børnene og ex-konen skulle få nys om vores forhold. Efter 3 måneder fortalte han dem dog alle om det.
    Lige så stille lærte vi også hinandens børn at kende. Men børnene mødte ikke hinanden. Vi havde hver anden uge sammen – og hver anden uge hver for sig med hver vores børn. Og det fungerede rigtig fint.
    Min kæreste snakkede nogle gange om, at han savnede den store forelskelse. Det gav han udtryk for, at han ikke var i mig. Jeg gav det dog tid – selv om jeg heller ikke var stormende forelsket i ham. Jeg var glad for ham – og vi havde det så utrolig godt sammen. Forelskelsen var ikke så vigtig for mig. Efter ca. 1½ år havde vi et kort brud – fordi min kæreste ikke var sikker på, om han elskede mig. Men vi fandt sammen igen efter et par dage. For vi havde det jo godt sammen. Og herefter gik det kun fremad. Efter et par måneder sagde han, at han elskede mig. Hvor vi før ikke havde set hinanden så ofte, hvis den ene havde børn, mens den anden havde, så ændrede dette sig. Men vi sås stadig ikke, hvis vi havde børn samtidig. Det kunne ingen af os overskue.
    Vi bevægede os langsom men sikkert mere og mere fremad i vores forhold. Vores børn mødte endda hinanden i løbet af sommeren. Og for en måneds tid siden, foreslog min kæreste, at vi skulle tage på skiferie sammen. Jeg spurgte efterfølgende, om han nu også var sikker – og det var han. Jeg troede altså, at alt var, som det skulle være.
    Hele tiden har min kæreste været utrolig omsorgsfuld – hensynsfuld – kærlig. Nussede mig, kyssede mig, puttede tæt om natten. Brugt tid på gaver til årsdage og fødselsdage. Huskede at købe mine livretter, når vi var sammen. Havde ALTID tid til at se mig, når vi ikke havde børn. Og også når en af os havde børn. Han snakkede om rejse til foråret. Vi lavede rigtig meget sammen – men gav også hinanden plads, så vi havde tid til andre ting. Jeg ville sige, at vi havde det perfekte forhold… Han siger, at han aldrig har haft bedre sex med nogen, at han aldrig har mødt nogen, der er så dejlig at kysse, at han har været gladere sammen med mig, end han havde været de sidste mange år af sit liv
    Men – min kæreste er utrolig konfliktsky… Og især problemer med børnene fylder UTROLIG meget i hans sind. Hvis datteren har været sur om morgenen, er han påvirket af det hele dagen… Hans teenager søn, skælder ham direkte ud, og det er han rigtig ked af. Og hvis jeg engang i mellem har stillet nogle få krav – så har han trukket sig lidt…
    I den sidste tid har der været rigtig mange problemer med hans børn – og han har været meget stresset på arbejdet. Nogle aftener har han sagt, at han har lyst til at drikke en masse sprut. Han har dog ikke gjort det og han drikker normalt ikke meget.
    Som et lyn fra en klar himmel, sluttede han så vores forhold sidste søndag… Han var ikke sikker på, at han elskede mig nok. Han ville gerne finde den store kærlighed. Samtidig sagde han ting som, at han aldrig skulle have haft børn, at han var bange for, at børnene ville vælge ham fra, at han skulle bo alene i en jordhule langt væk, og at han ikke glædede sig til at få børnene hjem igen. Det kom alt sammen lidt bag på mig. Men han holdt fast i, at vi skulle slutte vores forhold – selv om han også sagde, at han var bange for, at han ville sidde og fortryde det om et halvt år – og at det føltes fuldstændig hul i hovedet, det han var i gang med. Desuden sagde han, at han ikke ville/kunne vælge sine børn fra – og han var jo nødt til at arbejde – og så var det lettest at vælge mig fra.
    Jeg har ikke på ingen måde prøvet at overtale ham til at blive i forholdet. Jeg har bare sagt, at det er hans beslutning – men at jeg tror, det er den forkerte.
    Og nu er det så over en uge siden. Han har svaret, hvis jeg har skrevet til ham – men ellers ikke henvendt sig til mig. Begge gangene, når jeg har skrevet til ham, at jeg ikke forstår det, der er sket – skriver han, at han har været i tvivl om han elsker mig, og at han er bange for, at dette er den rigtige beslutning. Desuden skriver han også: ”Det er rigtigt, at jeg i flere henseender er ret presset lige nu og, at det måske har medvirket til, at jeg har ønsket at gøre mit liv mere enkelt og mindre forpligtende.”
    Jeg er simpelthen sådan i tvivl om, hvordan jeg skal gribe dette an. Hvad tænker I, når I læser ovenstående?? Alle jeg kender, der har set os sammen, er chokerede – de synes, der er noget, der ikke stemmer. Og jeg er i tvivl, om jeg bare skal lade ham være og acceptere at forholdet er slut. Eller om han rent faktisk er ved at lave en rigtig dum fejl, fordi han er alt for konfliktsky og ikke kan overskue livet lige nu..

    #12411
    Sette
    Deltager

    Tilføjelse:
    Jeg har faktisk aldrig været inviteret med til fødselsdag hos min kærestes børn – fordi de altid er blevet holdt hos ex-konen… Som jeg heller aldrig har mødt, selv om min kæreste i over ½ år har snakket om, at det skulle vi også have arrangeret…
    Nu kommer datterens fødselsdag igen op. Og i sommers aftalte vi faktisk, at vi skulle invitere hinanden med til børnenes fødselsdage. Så på en eller anden måde, er der jo nu noget, han har lovet mig – og som jeg tror, han kunne have svært ved at overskue. Hvorfor?? Fordi sådan er han bare – han er bange for at det ikke går godt. Og der er i forvejen problemer med at få arrangeret pigens fødselsdag for klassen… Og jeg har en følelse af, at det kunne falde en dag, hvor han faktisk havde lovet mig, at vi skulle være sammen. Så ved at lukke mig ude – så slipper han for at skulle igennem nogle samtaler med enten mig (om ikke at skulle med til fødselsdag – eller at han er nødt til at holde datterens fødselsdag, hvor han havde lovet mig, at vi skulle lave noget sammen) eller med ex-konen om, at jeg skal med til fødselsdag…

    #12414
    Aries
    Deltager

    Hej Sette.

    Det gør så ondt det du er igennem nu, men du har ikke andre muligheder end at lade ham være i fred. Giv manden den store gave at lade ham savne dig. Kommer han retur, så er det fordi han har følt et reelt savn. Kommer han ikke retur, så har du sparet dig selv for mange bekymringer omkring hans reelle hensigter med jeres forhold. Han er nok ikke klar. Og han er gået i hulen.

    Jeg sidder i samme båd som dig. Læs evt. de sidste indlæg omkring den svenske mand 🙂

    Jeg elsker min svensker, men han forlod mig også pga..andre gøremål i livets ;-(

    Aries

    #12415
    AnneM
    Deltager

    Måske føler han sig presset af dig og har svært ved at se, hvordan der skal være plads til hans behov for at tage det meget langsomt. Jeg forstår så modsat også dit behov for at rykke tættere på. I har trodsalt været sammen længe.
    Jeg er enig med Aries i, at den største gave du kan give ham er ro og måske vil han komme tilbage. Jeg tror dog du bliver nødttil at indstille dig på, at jeres forhold kun kan udvikles i hans tempo. Presser du, så smutter han igen. Så måske kan du med fordel bruge det næste stykke tid på at afgøre med dig selv, hvorvidt du er åben for at en mulig genforening/fremtidigt forhold bliver på hans præmisser alene.

    #12416
    sascha
    Deltager

    Hej Sette – øv, bøv…. hvor er det bare ærgerligt, når den slags sker, uden at man selv er klar eller har set det komme. Det er som at få revet tæppet væk under fødderne under en og man leder og søger desperat efter en årsag, så man kan fikse det, klinke skårene og få reetableret idyllen.
    Uanset, om han har stress, ikke vil introducere dig for x-konen, har en begyndende depression eller ikke elsker dig nok, så er der intet du kan gøre ved det. Jeg har hørt han svar før. De er typiske for en mand, der mistrives. En drøm om at stikke af og efterlade det hele. Den amerikanske mand med rygsækken og sin harley, der vender ryggen til det hele lige der for enden af rute 66 er et glimrende billede på hvordan han har det. Men der er ting, som han ikke kan stikke af fra. Og så er der ting, han kan skære bort – blandt andet dig.
    Det bedste du kan gøre, er at lytte til hvad han siger og tro ham! Respekter ham og hans beslutning og lad ham være. Det gør frygteligt ondt, men er den eneste måde du kan reagere på, hvis du vil have en chance for st komme ind i varmen igen – for 3. gang! Hvad med dig selv? Er det ok for dig, at han vedbliver at have så stor tvivl? Kan du blive tryg og føle dig elsket i det forhold? hvis han vender tilbage til dig?
    Må jeg forsigtigt spørge, om du måske har blandet dig i problemerne med børnene? Kommet med forslag, gode råd og misbilligelse, hvor du ikke var enig?

    #12417
    Sette
    Deltager

    @aries
    Jeg læste din historie om svenskeren, inden jeg selv skrev mit indlæg. Og blev næsten helt bange over, hvor meget det mindede om mit forhold gennem de sidste 2½ år. Altid opmærksomheden – altid kærligheden, som han så tydeligt viste i sin måde at handle på – og han sagde også af og til, at han savnede mig og elskede mig. Ofte at han glædede sig rigtig meget til at se mig igen. Og når vores uger sammen var slut – så havde han altid sikret sig, at vi havde en aftale ugen efter… Og så fra den ene dag til den anden, er det slut??
    Og han vil gerne holde kontakten – gerne snakke med mig – det er mig, der har sagt, at jeg ingen kontakt vil have. Og det overholder han så. Men skal jeg sige til ham, at han skal ringe eller skrive, hvis han fortryder??
    @Saascha
    Du rammer punktet – er jeg overhovedet interesseret i, at han kommer tilbage – for kan jeg blive tryg igen i det forhold?? Hvornår smutter han så næste gang??
    Men nej – jeg har ikke blandet mig i problemerne med hans børn. Nogle få råd – ja, men stort set ikke. Og aldrig misbilligelse.
    Jeg prøver vist bare at forstå, hvad der er sket… Og om han reelt mener dette – eller om det er en flugt fra problemerne i hans liv…
    Tak, for jeres svar!!

    #12421
    lillehjerte
    Deltager

    Jeg tænker det er bedst at lade ham være i fred. Når han ikke engang har mere følelse for dig og relationen er det ikke noget du skal investere mere af dig selv i. Hvis du fortsætter kan du i værste fald opleve at dit selvværd daler.

    Ærlig talt synes jeg du fortjener at finde en mand som har lysten til at lære dig at kende og som virkelig giver udtryk for at han er vild med dig. Når du giver slip på ham du skriver om vil der blive plads til at lukke en anden ind.

    #12764
    Sette
    Deltager

    Tak for jeres råd for nogle uger siden.
    Jeg lod min kæreste få ro – men skrev så til ham efter 4 uger (sidste fredag). Han skrev med det samme, at han var optaget, men ville vende tilbage, så snart han kunne. En time senere ringede han og vi snakkede en times tid.
    Han sagde, at han savnede mig og havde det svært. Han arbejdede hele tiden. Han var en smule deprimeret (han har i hvert fald haft en depression 2 gange, før vi mødte hinanden). Tingene var ikke blevet lettere. Men han kunne jo ikke bede mig om at komme tilbage, med mindre han var fuldstændig sikker på, at det var mig han ville. Han ville gerne ses næste dag (lørdagen) – men det afslog jeg, da jeg havde en anden aftale. Han sagde så, at han rigtig gerne ville mødes – hvor det bare var os to, og vi havde god tid og ingen til at forstyrre os – og at han ikke skulle noget hele weekenden ud over at arbejde. Jeg ville helst vente, da jeg havde en deadline på arbejdet, som jeg var nødt til at koncentrere mig om…

    Om søndagen (altså to dage senere) snakkede vi igen i telefon sammen i 1½ time. Det var det samme han sagde – at han savnede mig og de ting vi havde lavet sammen. At han havde svært ved at finde ud af, hvad han ville. At det var lettest at skære mig væk, når livet var svært. At han var smådeprimeret. At han sov dårligt og ikke var særlig produktiv, selv om han arbejdede hele tiden. Og igen – at han jo ikke kunne bede mig om at komme tilbage, før han var helt sikker. Desuden sagde han, at han ville ønske, at han havde slået koldt vand i blodet, i stedet for bare at have gjort det forbi med mig 4 uger tidligere. Vi snakkede lidt om, at han generelt synes livet er svært – hvorimod jeg har et meget lyst sind. Jeg sagde, at jeg jo altid oplevede ham som glad og sjov – hvortil han svarede, at jeg jo gjorde ham glad!! Generelt lød det, som om han havde fortrudt – men han sagde også, at han stadig var i tvivl og ikke helt vidste, hvordan han skulle finde ud af, hvad han egentligt vil.
    Vi aftalte, at vi skulle ses om 14 dage (som så er næste weekend). Og at vi kunne skrive lidt sammen indtil da. Han ville dog ikke snakke sammen hver dag – fordi han så var bange for, at han ikke kunne mærke, hvad han vil. Jeg har dog ladet ham være i fred bortset fra en kort mail tirsdag aften – og en lidt længere mail her til morgen. Begge gangene har jeg bedt ham om ikke at svare, men bare tænke lidt over tingene.

    Jeg har læst lidt om depression og stress i løbet af ugen – fordi mange af de ting jeg læser, passer på ham… Men jeg er sådan i tvivl om, hvordan jeg skal gribe det hele an. Der står jo, at depressive mennesker har brug for at have nogen, der elsker dem omkring sig – selv om de prøver at skubbe dem væk. Skal jeg skrive en kort sms til ham og bare spørge, hvordan han har det – eller skal jeg bare lade ham være helt i fred. Han henvender sig ikke – det var aftalen, at al kontakt skulle komme fra mig – og han skulle så nok svare. Eller skal jeg bare lade ham være??
    Og giver det overhovedet mening at håbe, at han kommer tilbage – hvad tænker I, når I læser ovenstående??

    #12799
    hexia D trix
    Deltager

    Der er kun en der ved, hvordan han har det og der er også kun en der kan tage ansvaret for det ……. og det er ham.

    Hvordan har du det? med hans forsigtighed, uvilje/lyst til du bliver inviteret med til fødselsdage etc.
    Det falder mig i øjnene at han ikke sætter grænser overfor børnene eller X`en (??) og tilsyneladende har det svært med krav (dem du stiller)

    Jeg fortolker, at jeres forhold bevæger sig i retning af at du er den stærke og han er den svage, hvordan er din fortolkning?

    #12804
    lillehjerte
    Deltager

    Jeg synes det lyder udsigtsløst med ham. Jeg tænker også at hvorfor er det ham og ikke dig der skal have valget om at du skal være single? Når han roder sig meget rundt i tingene, tror jeg det sundeste du kan gøre at lade ham være helt. Mine alarmklokker ringer lidt når du bla skriver at depressive mennesker har behov for mennesker omkring sig der elsker dem. Men er det reelt det han giver udtryk for? eller elsker du for meget?

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 16 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.