- Dette emne har 22 svar og 9 stemmer, og blev senest opdateret for 5 år, 1 måned siden af
.
-
Indlæg
-
Hvor er mænd og kvinder på vej hen? Hvorfor er det svært at forpligte sig til hinanden og tage et ansvar for at få det liv, man ønsker sig?
Jeg spørger, fordi jeg lige er blevet single. Det er jeg fordi jeg har et ønske om et barn og min eks-kæreste ikke ønsker flere end de to han har. “Det fungerer ikke optimalt”, er hans egne ord omkring hans tilværelse – det at være alene-far og selvstændig erhvervsdrivende. Jeg underkender det bestemt ikke og jeg synes selv, det var meget svært at være en del af hans hverdag. Vi talte sjældent om det, fordi det i hans optik “kom naturligt og ville blive bedre af sig selv”. Det eneste jeg ønskede var en snak efter ca. 8 måneders forhold, om han kunne se sig selv forpligte sig så meget til vores parforhold, at han en dag kunne overveje og se sig selv, få et barn med mig. Det kunne han noget af tiden, men efter syv dages samvær med sine egne børn, kunne han SLET ikke. Det har været en rigtig led rutsjebane tur og jeg er inderst inde glad for, at jeg ikke bad ham om en endnu en “ekstra tur”, selvom jeg er rigtig ked af at det er slut mellem os.
Hvordan kan man gribe det an, hvis man helt har mistet grebet, efter at være gået igennem en så stor omvæltning i sit liv?
Jeg har ikke svaret, men kan bare se, det er ret urealistisk, det din ekskæreste har gang i.
Han har 4 muligheder:
1) forblive single og alenefar med løse kærester (ikke så attraktivt)
2) finde en kvinde uden børn, som ikke vil have nogen, men som alligevel gerne vil leve i en hverdag med hans børn (hvor realistisk er det?)
3) finde en kvinde, der allerede har børn, som giver ham endnu mere “børnestress”, og det med børn, der ikke engang er hans egne (det ønsker han næppe med hans syn på børn)
4) få nye egne børn med en kvinde uden børn som dig (det vil han så heller ikke)
Min venindes mand (fraskilt med børn) ville heller ikke have børnehold nr. 2 med hende – men hun fik ham overbevist om, at han kunne vælge mellem ovenstående, og så ville han trods alt helst nr. 4.
Tak din kommentar! Det gav mig rigtig meget 🙂
Det er de udsigter for fremtiden, jeg har forsøgt at sætte ord på for ham. Børne-stress er et meget sigende udtryk, lige netop i det her tilfælde. Det medfølger endda “børne-blues” som er en slags nedtrykt tilstand. Det er ikke muligt, at nå ind til ham og jeg har fortalt ham, at der ikke er plads til mig i hans liv, så længe hans børn fylder så meget for ham, som de gør. Det synes jeg er trist. Hvis det er så svært, så skal man nok heller ikke have flere børn.Din venindes kæreste var ret kvik at vælge nr. 4!
At have børn er en omvæltning i ens liv – og når han så har dem alene i 7 dage ( er det ikke rigtig forstået?) så kan det da tage pippet fra enhver…..Det er SÅ tydeligt at du ikke selv har børn endnu!
Hans børn fylder og DE SKAL fylde – du er ikke vigtigere end hans børn – Det skal du først og fremmest forstå! Der var noget galt med ham, hvis ikke de fyldte i hans liv. I mine øre lyder han som en dejlig far og almindelig mand.Jeg kan udmærket godt forstå du gerne vil have børn – og så skal du jo nok finde en mand der er parat til at få børn med dig. Det er ham her ikke – og det er ganske forståeligt!
Min ydmyge mening som alenemor 24-7-365 gennem 14 år uden nogen som helst afløsning i form af samværsordning eller bedsteforælder-pasning:
Det har ikke taget pippet fra mig. Det er bare sådan, man lever. Som en familie.
Ja, mit barn er vigtigt – men ikke vigtigere end min partner.
Hvis mit barn fyldte (stressede mig) så meget, at der ikke var overskud til, at partneren også kunne fylde, ville jeg ikke synes, det var fair, at jeg havde en kæreste. Så ville jeg leve som single indtil overskuddet kom – og det har jeg da også gjort i lange perioder.
At have børn er en omvæltning i ens liv – og når han så har dem alene i 7 dage ( er det ikke rigtig forstået?) så kan det da tage pippet fra enhver…..Det er SÅ tydeligt at du ikke selv har børn endnu!
Hans børn fylder og DE SKAL fylde – du er ikke vigtigere end hans børn – Det skal du først og fremmest forstå! Der var noget galt med ham, hvis ikke de fyldte i hans liv. I mine øre lyder han som en dejlig far og almindelig mand.Jeg kan udmærket godt forstå du gerne vil have børn – og så skal du jo nok finde en mand der er parat til at få børn med dig. Det er ham her ikke – og det er ganske forståeligt!
Har du oplevet et svigt i forhold til dine børn og deres far?
Jeg synes dit svar er meget voldsomt og jeg kan ikke se noget i TS’s indlæg det retfærdiggøre den reaktion.
Jeg har mødt egoister det ikke formåede at gøre plads og prioritere mig – båre dem med og dem uden børn – den eneste forskel på dem er at den ene slags har et verdensklasse trumf kort de ikke tøver med at spille “for børnenes skyld”.
Min nuværende mand har børn, og jeg har aldrig følt at jeg var noget som helst andet end vigtig og værdsat for ham – og det er efter min mening noget af det vigtigste man kan give sine børn med i bagagen til deres voksen liv – Et forbillede af et forhold hvor de voksne elsker, respektere og prioritere hinanden.
Det var ikke min pointe. Slet ikke! Han er en dejlig mand, som jeg er rigtig ked af at miste. Han er også en god far for sine børn, men det er enormt stressende for ham og jeg kunne ikke kende ham fra den ene uge til den anden. Jeg mener ikke, at det er til at sammenligne børn og en partner. Børn skal have fuld opmærksomhed, kærlighed, støtte, omsorg, grænser og meget mere. En kæreste er noget helt andet, men som også har brug for energi og overskud. Jeg er glad for, at det efter et “ja” et “nej”, endnu et “ja” og så et “nej”, et “måske på sigt” og her til slut blev til et definitivt “nej”. Jeg er bare ked af situationen og der ikke engang har været overskud til at sige farvel.
Jeg synes at overskriften er lidt misvisende …”Hvorfor er det svært at forpligte sig til hinanden?”
Jeg synes ikke, at du skriver noget om, at han ikke vil forpligte sig! Jeg synes, du skriver, at han reelt ikke ønsker flere børn (alternativt at han er uafklaret på dette). Det er ikke i min optik det samme, som han ikke elsker dig. Det er derimod udtryk for, at I vil noget forskelligt. Hvis han allerede har flere børn, så er han et helt andet sted i livet, og ønsker måske ikke flere børn. Helt fair IMO.
Nu kender jeg ikke ham. Han kan være en bedrager, en vatpik eller noget helt andet slemt. Det kam alt samen være hans skyld.
Meeeeeen jeg synes, at du med fordel kan bruge 2 minutter, på at betrage dig selv i spejlet, medens du besvare følgende spørgsmål “Hvorfor jer jeg sammen med en mand, hvis ønske til livet, umuliggør mit ønske til livet”.
For mig er det ikke et spørgsmål om forpligtelse, men om at være afklaret. Jeg synes du er ansvarsforflygtende. I dit univers, er det hans “skyld”, hvor jeg vil mene, at du bærer hovedparten af skylden. Du er i det mindste ansvarlig for at nå din egne mål.
- Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.