Hvordan hjælper jeg mig selv?

Viser 3 indlæg - 1 til 3 (af 3 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #19857
    baebae
    Deltager

    Hej brevkasse,

    Jeg har brug for råd eller midler til at komme videre – eller snarere, så jeg ikke på sigt ødelægger mit nye forhold. Jeg tror personligt at det er mine egne problemer, men giv gerne et skud på hvad, når I har læst min historie.

    Jeg har fået en dejlig, den mest fantastisk kæreste, som jeg er blevet utrolig glad for. Jeg er så forelsket i ham. Jeg har mødt ham over en dating app og holdte min afstand, regnede på ingen måde at jeg ville forelske mig i en person derfra. Men nok mest fordi jeg aldrig har prøvet online dating og kun forbandt det med sex.

    Sagen er den, at vi har haft en lille episode efter han havde en bytur hvor han tog hjem til mig og sov, som har gjort min tillid til ham er knækket lidt. Uden at komme i detaljer, var han hverken utro eller tæt på, men hans opførsel samt en følelse af en veninde var vigtigere er årsagen. Det skal siges jeg altid har haft svært ved at stole på andre. Episoden vil nok af andre være på størrelse med en krumme og faktisk ikke støde dem. Men jeg må erkende at det fik mig til at føle mig usikker og utilpas, og har svært ved at vide hvor jeg har ham (måske fordi vi er ret nye?). Han er god til at snakke om tingene, og vi har snakket om episoden og den mistillid det har skabt, og endelig fået en afsluttende snak om det (efter 3-4 gange). Men nu er jeg bare blevet en usikker og mistroisk kæreste. Jeg er konstant bange når jeg ikke er sammen med ham. Jeg er bange når han skal i byen fordi jeg associerer hans fuldskab med den opførsel som startede det hele – samt bange for han laver lort i den og hans dømmekraft er dårlig i fuldskab. Jeg føler jeg er i konkurrence med enhver pige når vi er ude, og er bange for han falder for dem/synes de er meget smukkere end jeg. Det er simpelthen alt – når hans telefon bipper kan jeg bilde mig ind han skriver med en anden. Han kan sige han vil se Paradise og jeg kan blive usikker fordi nu skal vi sidde og se på piger og hvad nu hvis han synes de er flotte? Jeg hader mine dumme tanker og den usikkerhed som ligger i mig, det tærer enorm meget på mit humør og nogle gange kan jeg lade det gå ud over ham, ved f.eks. at jeg er lidt mut. Det er så uretfærdigt overfor ham, fordi han har simpelthen intet gjort. Han fortæller mig hver dag hvor dejlig jeg er, smuk, at han elsker mig og skriver meget til mig.

    Jeg ved at kernen ligger i mit selvværd, men jeg ved ikke hvordan jeg kan komme videre. Jeg var single i 1½ før jeg mødte ham hvor jeg hvilede enorm meget i mig selv, men nu her, bum(!) er den pige forsvundet. Jeg synes han er en flot fyr, og det er helt klart med til at forstærke min usikkerhed. Det skal siges, at jeg synes jeg er en flot pige, og får tit komplimenter, men når jeg er med ham blandt andre så føler jeg det slet ikke. Jeg synes nærmest alle er flottere end mig. Det gør mig til en jaloux, usikker og bitter kæreste, ergo, en dårlig kæreste. Han skal ikke bøde for mit selvværd, han er god lige nu, men ved jeg med tiden vil ødelægge det – hvilket jeg absolut ikke ønsker. Desuden er han 5 år yngre end mig, og det er mit andet forhold med en yngre fyr, det i sig selv, har gjort jeg er blevet mere jaloux, og det er en forfærdeligt følelse. Måske er det tid som vil ”hele” episoden og den følelse, men det er så ubehageligt og tærende på mig :-Z

    Håber der var hoved og hale i mit indlæg.

    Hvad skal jeg gøre?

    Hilsen den usikre pige.

    #19859
    lillehjerte
    Deltager

    Hej det er svært at komme med nogle betratninger, når du ikke nævner hvilken episode der har udløst det hele er. Jeg gætter på at det er derfor ingen anden har lagt et svar endnu.
    Du nævner noget med at du ikke helt føler du ved hvor du har ham i forbindelse med han har fået alkohol. Hvis du begynder at opleve at dette issue begynder at fylde er du nok ikke til den type mand der virker uforudsigelig. Måske har han vækket noget i dig kalder på dit behov for mere forudsigelighed i dit liv? Prøv at kigge dig omkring i dine relationer. Når du har tillids issues kan det jo være du skal have ryddet ud i dem du ikke har tillid til og så have fokus på at have nogle i dine tætte relationer som du kan føle dig tryg ved og du er sikker på lever op til din tilid.

    #19862

    Hej baebae

    Dit arbejde med denne problematik handler ikke så meget om ham som om dig selv. Det er jo muligt, at du, hvis du beskrev den ikke-nævnte episode lidt mere detaljeret, ville opleve, at vi andre faldt over hinanden for at sige, at hans adfærd ikke var særlig klog, omsorgfuld eller hensigtsmæssig.

    Men det væsentlige her er jo, at du er dig pinagtigt bevidst, at dette handler om mere end hans fuldskab og muligvis lidt for åbentstående venlighed over for andre kvinder. Selvfølgelig vil det være god stil hos en mand ikke at foreslå en ny kæreste, at de skulle se Paradise, fordi det nok vil få mange kvinder til at tænke: ‘Nu skal han glo på kvinder’. Mens andre måske bare synes, at det var hyggeligt.

    Men her handler det om, at du har mødt en flot mand, der er yngre end dig, og som du tilmed er ret forelsket i. Kombinationen af udfordringer slår hul i din ro, og du kigger lige ned i et lavt selvværd, som jo var der, inden hans ankomst. Ja, det har også været der i et andet forhold til en yngre mand. Og sikkert også meget længere tilbage. Den slags har det jo med at blive grundlagt et sted mellem 0 og 10 års alderen. Og så bliver der stille og roligt bygget ovenpå, til der for alvor går hul på problematikken. Og det er der nu.

    Din tvivl og uro er en meget uvelkommen gave, men dog en gave, som fortæller dig noget vigtigt om dig selv. Og det er nok godt, at du får talt med nogen om den del af din udfordring. Altså om hvordan din fortid nu big time spiller med i din nutid. Og hvor stor en del af din uro, angst og panik lige nu, der handler om HANS væremåde og handlinger og imødekommenhed over for dialog om din udfordring. Og hvor meget af den, der handler om din fortid. Det er ekstremt svært at skille ad. Og det kræver, at man holder tungen lige i munden. Og det kan du ikke altid.

    For din udfordring er sgu så voldsom, at du ofte vil reagere uden selv at kunne styre det. Fx din muthed. Den lægger jo en tone og stemning hen over jeres samvær, som det vil blive i stigende grad stramt for jer begge at være i selskab med. Det går ud over jeres daglige kontakt og kommunikation.

    At genfinde noget mere af din ro kræver mange samtaler med dine gode veninder og venner – og gerne nogle, der kan genkende det fra sig selv og ikke har travlt med at komme med alt for mange gode råd. Man har nemlig brug for accept og forståelse for ens ‘ny’ handicap. I højere grad end behov for råd og værktøjer. Og så har man selvfølgelig også brug for gode råd til, hvordan man skal være for ikke at skræmme fyren ud over savannen. Men først og fremmest har man brug for forståelse fra andre for den sårbare sjæl, der er blevet blotlagt i ens indre. At der er gået hul på dig. Hvis ingen hjælper dig med at ‘se’ det og ‘være’ i det, så bliver gaven bare til en forbandelse og det levende mareridt, som du allerede er trådt ind i.

    Hvad angår gode råd, vil de fleste kende alt det der med at holde igen, ikke virke desperat, give plads osv. Det er jo fint nok. Men det, man har mest brug for, er at blive samlet op, når man igen-igen føler, at man fucker forholdet op med sin skepsis og uro og sit – efter ens egen mening sygelige – behov for at blive bekræftet. Og det kræver sgu lidt sin mand, ven og rådgiver at hjælpe med den slags.

    For at håndtere lavt selvværd i forhold til et nyt kæresteforhold, som fylder en med angst… det er en langvarig proces, der kræver tålmodighed. Og hold nu helt op, hvor vil de fleste gerne finde frem til et quick fix. Det findes bare ikke.

    Lavt selvværd er for livstid. Og at fixe det handler ikke om at fjerne det, men om at tage det til sig som et hjemløst barn, tage det til sig som en udfordring og løbende undersøge, hvordan man kan leve bedre med det. Lavt selvværd kommer og går, som det passer det. Og man har svært at være en stabil, overskudsagtig og rummelig kæreste. At fixe problemet handler om hver dag at beslutte sig for at arbejde på at fixe det.

    Med venlig hilsen

    / Martin Østergaard

Viser 3 indlæg - 1 til 3 (af 3 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.