hvad nu

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 11 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #2326

    hej, jeg er megaforvirret! over mig selv, over livet, over…
    Jeg har haft mange kærester, forhold, seksuelle venskaber, what ever. Men faktisk er det aldrig sket, at en mand er blevet forelsket i mig. Hvorfor mon ikke? Jeg er rimelig ok lækker, når jeg går i byen er der masser af mænd, der kigger, henvender sig osv. MEN på mig virker det mest som om, det er noget fysisk. Rimelig trist, når man selv egentlig ikke er til one night stands.
    Der var en gang, for 25 år siden en, der sagde til mig: Du er ikke sådan en, man bliver forelsket i.
    Måske har han ret. Men hvorfor?
    Jeg er gift med en mand, som i starten af vores forhold underholdt mig med, at han ikke havde kriller i maven, at han aldrig har haft kriller i maven eller været forelsket, at han ikke “tog mig med”, når han var på arbejde, at han ikke glædede sig til at være sammen med mig igen/at han ikke savnede mig, og en gang efter en ferie, mit livs ferie faktisk, at han ikke kunne se en fremtid med mig… Hvorfor er jeg så her endnu??? I starten tror jeg, at jeg tænkte, at det kommer nok, han har jo lyst til at være sammen med mig, han ringer/smser jo hele tiden til mig, etc. Han har nogle børn med en, som mildest talt er gak. Alle de horror-historier man har hørt om skilsmisser, skøre mødre og nye forhold lever jeg i til hverdag. Jeg forsøgte at gå ind i det i starten, men jeg har trukket mig mere og mere. Mest fordi jeg synes, at forældrene må på banen, før de curler løs og forsøger at få alle andre (mig) til at opføre sig på en bestemt måde for at deres børn ikke skal være ulykkkelige, pyh, det er sørme en forældreopgave at deale med sine børn.
    Nå, men nu er vi gift, og han siger, at han elsker mig. MEN jeg kan sgu ikke rigtigt glemme alt det i starten… jeg føler faktisk, at det hele er en løgn. Vi leger, at det er et rigtigt forhold. Der var måske nok basis for, at vi kunne have været forelsket i hinanden, men der skete bare så mange negative ting, og han mener, at han var forvirret, fanget i fortiden (altså at han var vænnet til at være negativ), ikke vidste hvordan man gik ind i et voksent forhold, …
    Jeg tænker meget på vores dårlige start. Og på hvor ærgreligt det er, at vi ikke fik en forelskelse med i købet.
    Mon det er rigtigt, at ingen kan blive forelsket i mig?

    #2327
    Salamina
    Deltager

    Sikke en klodset bemærkning, ham der for 25 år, siden sagde til dig, at du ikke er en man bliver forelsket i. Han burde have erstattet “man” med “jeg”. Han var for unuanceret.
    Men man kan så også spørge, hvorfor den bider på dig, hvor andre kan ryste sådan en bemærkning af sig og tilskrive den en enkelt persons klodsede udsagn.
    Jeg tror bestemt ikke på, at det er rigtigt. Det eneste, der kan evt. kan spille ind ifht. resten af din livs historie indtil nu er, hvis du selv tror der er noget om det. Så kan det godt forplante sig som en slags selv opfyldende mantra, mener jeg. Og historien gentager sig sådan set også på sin vis med din nuværende mand, hvor jeg tænker, du har udfordret det mantra så meget, at nu hænger du på ham 😉 på godt og ondt.
    Nu sidder du så med det problem, at der ikke blev sat nok ind på din og din mands fælles kærlighedskonto fra start af, og det går nogenlunde, sålænge det kører med bryllupsklokker og halleluja, men nu er hverdagen trådt ind, og så viser det sig at du har overbelånt og overtrukket din kærligheds kassekredit ganske betydeligt på den ganske tunge vej til at bryllupsklokkerne bimlede.
    Sådan ser jeg det.

    Jeg sidestiller det lidt med, at nogle par i gamle dage giftede sig fordi de var blevet gravide sammen ved et “uheld” men det positive er så, at en del fandt melodien alligevel men egentlig var de ikke ummdidelbart klar til at blive gift (med hinanden altså), det lå lissom bare i kortene rent formsmæssigt, at det gjorde man, hvis man ventede barn sammen.
    Basis for jeres ægteskab er jo også en smule aparte, hvis din mand har været så ambivalent og relativt afvisende. Optakten har ikke fyldt dit kærlighedsbærgre specielt meget op. Og jeg tænker, det er derfor du nu føler, det hele er en løgn, fordi du skuer tilbage på minus-kontoen agtigt.
    Men spørgsmålet er, hvad du selv vil nu? Noget tyder jo egentlig på, at din mand faktisk elsker dig nu… er det for sent for dig at tage imod det nu?

    #2331
    sissi
    Deltager

    Jeg tænker, hvorfor blev I gift? – og elsker du ham?

    #2345

    Tak for et godt og sødt svar!
    Jeg tror, jeg er splittet pga min opvæksts lærdom, nemlig at jeg ikke var noget, andet en en pestilens, og at jeg for alt i verden skulle gøre mig usynlig, så jeg ikke tiltrak mig opmærksomhed, som kunne resultere i vold og verbal vold. Ikke at det virkede specielt godt, men måske var det bedre, end det ellers ville have været.
    Jeg har og havde jo selvfølgelig behov for at blive set som mig, men blev det ikke og bliver det så nok heller ikke.
    Jeg afspiller åbenbart igen fortællingen om, at jeg skal være i den ikkegørenvæsenafsig-rolle, som er den jeg fik i barndommens teaterforestilling.
    Og hvor er det mærkeligt, at jeg gør det, når jeg på en måde godt ved det…???!!!
    Så jeg er sur over, at min mand ødelagde vores mulighed for forelskelse. Alt det, der skulle være små lyserøde dele af fundamentet ødelagde han med alt sit negative bavl.
    Og jeg fandt mig bare i det, for det er jo min rolle.
    Jeg tænker tit, at jeg i selvrespektens navn burde være gået, men hjælper det, hvis jeg bare afspiller mønsteret igen og igen.
    Og alt dette er jo intellektualiseringer. Og i virkeligheden ønsker jeg nare så meget at blive (og mærke gensidigt) smaskforelsket i biologiens navn, men kan jeg det, når jeg deattacher hele tiden???
    Og hvad er løsningen så på at lade være med at distancere sig, gøre sig følelsesløs osv?
    Ingen anelse, for oplysning er åbenbart ikke nok.
    Om jeg elsker min mand…
    Hmm, svært spørgsmål, for alt det sammenbragte konfliktmøg han har taget med sig ind i mit liv, er meget svært at abstrahere fra, og når man så ikke en gang har et forelskelsesfundament at udholde det på baggrund af…
    Jeg tror, jeg troede, at jeg elskede ham, men allerede brylluppet var beskadiget af sammenbragtsmøg, hele hans familie var totalt passive under brylluppet. Min mand er lettere skuffet, og det er jeg sgu også, for det var jo en cementering af, at jeg/vi ikke har betydning for dem/ikke tæller som par???
    En uge efter brylluppet ringede en gruppe af hans familie og spurgte, om de ikke kunne låne hans børn i en weekend, hvor vi har alle børn…holy moses, det er jo ikke en måde at velkomme en ny familie på.
    Så alt i alt er der for meget udenoms, der fylder, og låske er det derfor på tide at pakke sydhavsfrugterne…???

    #2346
    sissi
    Deltager

    Som punkt et – skal du tage din andel hjem:)

    Forstået på den måde, at I er 2 om det, og har været med at ” nøjes “. Måske er du nu vokset, og kan se, at dette ægteskab er ikke rigtigt for nogen af jer.

    Din mand har handlet som han kunne/kan… og da I blev gift var det måske meget bekvemt for jer begge:)
    – Det er ikke ensbetydende med, at I skal nøjes resten af livet.

    At du måske ikke har følt, du kunne elskes, som man skal blive, og taget én der ville dig da.. det er rigtig trist, og at din mand, måske har lidt det samme om ham selv, kunne det tyde på.
    Måske I skulle tage en samtale om, hvordan I egentlig begge har det nu. Man kan ikke leve i fortidens synder.. men ændre fremtiden, på den måde der er bedst for jer begge.
    Det er muligt du giftede dig for bekvemmelighedens skyld dengang – men man bliver klogere som tiden går.

    #2350
    Salamina
    Deltager

    Tør ikke udtale mig om, hvad der er bedst for dig nu. Hvis du også har børn med ind i det, så spiller det også ind på din trivsel, hvordan dine børn har det i jeres nye sammenbragte familie. På den måde er der flere faktorer, som du kan kigge på ifht, hvad du stiller op.

    Umiddelbart ville jeg måske, hvis det var mig, give det lidt mere tid og måske arbejde fremadrettet med noget løsrivelse fra, hvad hans familie mener og tænker ved at skabe jeres egne traditioner og værdier og den slags, her op mod jul er jo en god anledning til at gøre noget på jeres måde og som I synes det skal være osv, f.eks. ved at være mere proaktiv, f.eks. invitere dem til f.eks. en forkost inden de inviterer jer og sådan noget og måske sige lidt mere: “Nej, det kan vi desværre ikke den dag”.

    Hvis du og din mand tager lidt mere kontrol over jeres eget liv, i stedet for, at lade jeres humør påvirke af f.eks. hans familie eller hans eks-kone, så tror jeg det kan løfte jer. Og hvis I gør det allerede nu, så undgår I nok også, at det bliver endnu mere og for anstrengt med dem alle sammen over tid. Det bedste vil jo være, hvis I kan finde og bevare et ok forhold til jeres familier uden at I skal ligge helt underdrejet dem.

    Man er nødt til at handle på sådan nogle påvirkninger udefra som par, mener jeg, og det optimale er, hvis I som par I fællesskab beslutter, at sådan og sådan vil vi gerne leve vores liv og vi har lyst til at skabe vores egne værdier og traditioner. Fordi det kitter også jer sammen som par i stedet for at ligge i efterslæb på de andres reaktioner på jer.
    Det kan f.eks. også godt være, at I skal holde et lille efter-bryllup uden familie men kun med jeres allerbedste venner, så I lige får glæden med ind over brylluppet også. Det er jo ingen skam, at gøre det om ved at holde en ny bryllupsfest i den glade ånd I havde ønsket det skulle have været. Det behøver jo ikke være, 5 retter og alt muligt, det kan være en buffet med frikadeller og salat og ost og så kan gæsterne selv tage drikkevarer med eller noget…

    Jeg har flere vennepar, som er dansk/græsk ægteskab og dansk/italiensk ægteskab. De har haft lign. udfordringer med familierne især pga. religions og kulturforskelle. Der har det netop været afgørende, at de som par har været i stand til at finde deres egen vej som par uden at de samtidigt trådte nogen over tæerne mere end højst nødvendigt eller klippede bånd til familierne.
    Over tid findes der som regel en accept hele vejen rundt, respekten kan det godt tage lidt længere tid med men den kommer som regel også før eller siden i kølvandet på accepten.

    De der arbejdspunkter du har med fra din barndom, en god ven eller veninde kan være tilstrækkeligt til at du får rettet ind på det. Men en terapeut kan også være en idé. Men jeg tror mest på, at det er effektivt, at bede en god ven eller veninde råbe vagt i gevær, når man lige er på vej ned ad den vej igen fordi de ser det i den daglige kontakt med dig. Jeg har en veninde, som hjælper mig på den måde, jeg er kontrolfreak og hvis ikke jeg er i kontrol, så har jeg det med, at lukke af, min veninde har jeg bedt hjælpe mig med den, og hun ser det nu allerede når det er på vej… hun siger, nu brænder du ikke den aftale du har i morgen f.eks. Og jeg havde sgu brændt den eller den aftale, hvis ikke hun bremser mig i det. Hun spotter det lige med det samme i en tlf. samtale at jeg er igang med at lukke ned, men det har krævet at jeg aktivt har indrømmet overfor nogen få nære venner, bl.a. hende, at hvis jeg er føler jeg er ved at miste noget kontrol med et eller andet, så har jeg det med at vende ryggen til det i stedet for at komme ind i kampen. Så får jeg lige et los i røven og ud af vagten der og i virkeligheden trives jeg meget bedre med, at møde op fordi det viser sig altid, at det er mig, der har set nogle spøgelser, som slet ikke er der, og hvis de er der, så kan jeg handle på dem, ved at møde op, i stedet for at blive væk.

    Men det korte af det lange er, at du har muligheden for at bede om hjælp til de arbejdspunkter, that’s what friends are for (also) 🙂

    #2356

    Ja det kan godt være, I har ret…men af en eller anden grund er jeg bare kørt flad nu. Vi har konflikter hele tiden, og jeg gider bare ikke gyde olie mere. Det er som om, jeg har opbrugt alle kvoter på det. Det føles som om, jeg ikke bliver hørt…men måske er det bare ikke godt, det jeg har at sige.
    F.eks. Her til aften, vi ser en film, vi er nogenlunde happy, jeg vil smyge mig ind til ham, han råber og skriger og hvæser, at han vil se filmen, at jeg skal spole tilbage og bla bla bla. Den gode stemning er pretty much ødelagt. Lige nu ligger han i soveværelset, og jeg sidder i stuen. Han har lige været her for at sige undskyld, og at han bare så gerne vil se filmen osv, men jeg tænker endnu en gang, at jeg er havnet på sidstepladsen i prioritetslisten, at han virkelig ikke kan sortere i sine prioriteringer, come nu on for faen, hvad er vigtigst? En dum amerikansk film eller forholdet til din kæreste.
    Jeg orker ikke mere, kort og godt.
    Jeg synes, han skulle tage og finde sig en fuldstændig ukompliceret kæreste, få sig et virkelig kedeligt liv og gabe resten af livet.
    Øv.
    Og jeg må så se, hvordan jeg kan få viklet mig nogenlunde ud af dette forhold, uden alt for mange dårlige kompromisser til mig.
    Næsre gang må jeg få lært at se mig bedre om!

    #2363

    Hej igen.
    Jeg har gået i nogle dage og tænkt over det med at tage ansvar og være en god kæreste. NÅr jeg læser om at finde tilbage til det, der var grunden til, at vi fandt sammen, så er det jo bare, at jeg må konstatere igen, at jeg godt ved, hvad det er, der er i vejen. Og det er, at vi ikke startede vores forhold med en stormende forelskelse. Det er ikke alle mennesker, der har brug for det, men det har jeg åbenbart…? Og det er det, der er så mærkeligt, for vi VAR jo sammen hele tiden, rørte ved hinanden, snakkede, grinede, var alvorlige osv osv. Men hele tiden følte han trang til at sige, at klaveret ikke spillede, at han ikke var forelsket osv. Han sagde dog også, at det kunne være, at det endte med kærlighed i stedet for, men at han aldrig har været forelsket nogensinde. Altså det der med maven og glæden og håbet.
    I starten tror jeg bare, at mit håb overdøvede hans pessimisme, og jeg blev også ved med at sige til ham, at det var mærkeligt, at vi hele tiden gerne ville være sammen, at vi var sammen, og at vi blev ved med det, hvis vi virkelig ikke skulle have lyst til det.
    Men når det er sagt, så har jeg jo også selv haft bekendtskaber, hvor vi gjorde lidt kæresteagtige ting, men hvor jeg hele vejen igennem har vidst, at det ikke var en kæreste, og at det egentlig bare var for hyggen, selskabet og tage trykket – fra begges side.
    Jeg synes bare, at det er og var anderledes med ham her. Han har et par gange givet mig lidt mavekriller, men jeg tror, at fordi han havde så travlt med at tale det ned, blev det aldrig rigtig udviklet hverken i ham eller mig.
    Hvorfor havde han så travlt med at tale det ned?
    Måske KAN han virkelig bare ikke blive forelsket, altså rent fysisk mangler endorfiner?
    Eller også er HAN bange? Han siger jo nu, at han elsker mig, at han vil mig, at vi altid skal være sammen osv. Jeg kan bare ikke rigtigt mærke det. Hvorfor? Fordi jeg har lukket mig i angst, eller fordi han ikke føler det, men synes det?
    Hele hans familie er nogle mærkelig ikke-følende væsener. Man hører dem ALDRIG udtrykke følelser, hverken gode eller dårlige. De SIGER pæne ting, men man kan ikke mærke dem. Der er faktisk et par af dem, der selv siger, at når de er sammen med familie til anden side (fx partners familie), så er der grin og glade dage, spændende diskussioner mv. Så måske ligger det bare i den klan, at “man ikke er glad”. Min mand siger rigtig tit, at han ikke kan føle glæde, men han kan sagtens sige det, mens han griner og smiler og krammer mig. Så bliver jeg forvirret, for jeg kan jo godt sige til ham, at det tror jeg ikke er rigtigt, men hvis han fastholder, at hans smil ikke er udtryk for glæde… og så kan han nogle gange godt sige, at jo han er glad lige nu, men han FØLER ikke glæde. Og hold da fast hvor har vi mediteret og motioneret og drukket rødvin for at forløse endorfiner i ham, men hvad hjælper det, hvis han ikke ER glad eller kan føle glæde sådan rigtigt? Og derfor er jeg selvfølgelig også i tvivl om, om jeg elsker ham, for jeg har jo dermed også lukket godt og grundigt ned for mine følelser – det er vel meget naturligt, når man ikke føler dem spejlet – og måske gør jeg inderst inde, men det er jo ikke der, man skal elske sin mand? Det skulle da meget gerne være helt udenpå bare en gang i mellem? Så når jeg læser om, at man skal finde tilbage til kernen i sit parforhold, ja så har jeg jo ikke noget at finde tilbage til, for er det ikke bare fake/make believe/håb? Kan man reelt elske uden forudgående forelskelse? Det mest mærkelige er, at han nu nogle gange siger, at “det var dengang vi var forelskede”, og jeg bare har det sådan, at det var vi sgu da ikke, og han havde i særdeleshed travlt med at tale sig væk fra mig. Hvorfor kalder han det så pludselig forelskelse? ER det ikke bare en intellektualisering – en konstatering af, at det der var i begyndelsen er det, man plejer at kalde forelskelse, så det kalder vi det bare? Og hvor længe skal man blive ved med at håbe? Kan man tro på, at der kan komme noget godt ud af det? Eller er punktet bare passeret for længe siden? Er jeg tilfreds med kærlighed uden forelskelse? Næh, det tror jeg ikke, og det er måske her, det hele ligger begravet? Men så er vi tilbage ved start, for hvor mange har reelt været forelsket i mig? Ingen. Tværtimod så har alle mine forhold indeholdt et element af “jeg er ikke RIGTIG forelsket i dig” – så måske ER det rigtigt, at jeg ikke er sådan en, man bliver forelsket i? Jeg har et par gange i mit live haft den der totale crush. Fuldstændigt som i “jeg henter sgu lige månen til dig”. Men så blev jeg forladt tre gange på tre år. Det var ligesom der, mit følelsesliv lukkede fuldstændigt ned! Jeg har haft et langt forhold siden da, men da vidste jeg hele vejen igennem, at det var bekvemmelighed. Men da jeg så mødte ham, jeg nu er gift med, var jeg meget parat til, at lukke det hele op igen. Det var han bare ikke helt. Så spejlede han mit lukkede følelsesliv? Eller spejlede vi et håb i hinanden? Og hvis vi begge håber, hvorfor fanden kan vi så ikke slippe al vores angst og forbehold? Er det for sent, fordi forelskelsespunktet er passeret og skal indtræde de første uger i et forhold? KH og undskyld det blev så langt. Måske er jeg lidt mere afklaret. Til gengæld sidder jeg og stortuder 😉

    #2365
    chokoladefro
    Deltager

    altforsammenbragt:

    Jeg må sige, at jeg bliver berørt af, at din mand i den grad talte jeres forhold ned i starten. Det undre mig, at du blev ved en mand, som sagde at han ikke var forelsket, at han ikke glædede sig til, at I skulle ses og ikke tog dig følelsesmæssigt med på arbejde. Han lyder som en, der ikke var forelsket. Men som var sammen med dig, fordi han syntes du er et dejligt menneske og måske med venskabelige følelser. Jeg har så via dine skriv kunne forstå hvorfor du blev – og at I nu er gift.

    Jo der findes helt sikkert forhold, hvor man er sammen – fordi det er hyggeligt og bedre end at være alene.Tror der er flere forhold som er på den måde – flere end man regner med. Jeg har selv prøvet det et års tid. Jeg ville bare så gerne et forhold – men jeg havde ikke følelserne med. Det var på en måde nemt – for man kommer jo ikke ud i de store følelsesmæssige udsving, da man ikke har så meget på spil. Men det er hverken fugl eller fisk sådan et forhold. Jeg havde det som du beskriver din mand… At jeg ikke glædede mig specielt til vi skulle ses, savnede ikke osv. Men han var sød og hyggelig…
    Det forhold er nu slut og jeg er glad for det – for jeg følte mig heller ikke elsket den anden vej. Muligvis fordi jeg selv var med til at ødelægge det pga mine egne manglende følelser. Men ham min x var også svær at læse. Underlig død følelesmæssigt. Der var ikke meget knald i ham… og jeg gik så død i det.Han talte og udtrykte nemlig heller ikke følelser. Det var drænende. Efter forholdet er slut har jeg ikke engang savnet ham… Men savner en..

    Jeg kan godt forstå, at du er i tvivl om din mand elsker dig på en venskabsagtig måde (som han jo sagtens kan gøre)… eller som en større kærlighed (begærer dig mv).

    Du skriver også om hvordan du en aften vil smyge dig ind til ham – men hvor han hellere vil se fjernsyn og bliver irriteret og råber op. Jeg synes det er en underlig opførsel. Man kan vel godt holde om og kramme og se fjernsyn samtidigt.

    Det der med, at du skulle være en person man ikke lige forelsker sig i – er noget vås. Hvorfor skulle man dog ikke det. Der er ekstremt stor forskel på de øjne der ser på en. Det afhænger jo af kemi osv. Jeg tror du har ladet dig nøjes… fordi du gerne ville et forhold. Hvorfor han sagde til dig, at han ikke var forelsket er svært at sige. Måske fordi han ikke ville love for meget. Jeg sagde faktisk selv til min x i starten af forholdet, at jeg ikke kunne se os som kærester. Ville jeg aldrig have sagt, hvis jeg havde haft følelserne.

    Jeg vil dog sige, at da jeg mødte min x-mand var jeg heller ikke stormende forelsket – og ham kom jeg altså til at elske og han er den mand, som har betydet mest for mig. Men da vi nærmede os enden på forholdet, blev min manglende forelskelse i starten af forholdet et stort issue for ham… Altså det var nærmest årsagen til at vores forhold havde været en fejl (vi var sammen i 12 år). Men jeg ved at han elskede mig i flere år og jeg ham.

    Synes det er svært at råde, da I jo nu er gift og situationen nu anderledes. Tror du skal se på de ting han gør i dag. Føler du dig elsket og elsker du ham er vel egenligt det vigtigste i denne sag.

    #2366
    chokoladefro
    Deltager

    Måske i skulle få hjælpe udefra/terapi.
    Synes det lyder som om din mand har nogle følelsesmæssige problemer i det hele taget.
    Synes ikke det er normalt, at gå rundt og sige, at man ikke kan føle glæde, men alligevel smiler og griner. At I har skulle motionere, mediteret og drukket jer fulde for at løse op for hans endofiner… Du må da i den grad have været på overarbejde. Jeg synes han lyder kompliceret og er egenligt imponeret over, at du har kunnet holde fanen høj så længe.

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 11 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.