Hun vil mig ikke mere, efter 14 år.

Viser 2 indlæg - 1 til 2 (af 2 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #22902
    PP
    Deltager

    Hej
    Jeg er en mand på 37, som har været sammen med min kæreste i snart 15 år.
    Lad mig starte med lidt baggrund. Vi har altid haft det godt sammen, vi har altid været den samme slags “mærkelig” :), mrn vi har aldrig været et par som har siddet lårerne af hinanden og har sjældent vist vores kærlighed offentligt, men sådan er vi nu en gang.
    For ca 3 år siden blev jeg gode venner med en af hendes veninder, som hun havde kendt et par år, lad os kalde hende B.
    B og jeg havde mange fælles interesser og jeg havde hende med på fisketur og på museum, hvilket min kæreste aldrig har gidet. Og lad mig lige for en god ordens skyld slå helt fast at fra min side var der kun tale om vemskab ! Intet andet. Indrømmet, jeg slappede måske mere af i B’s selskab, men det var fordi jeg ikke havde noget at miste overfor hende, hvorimod jeg altid har frygtet at blive til grin overfor min kæreste.
    Jeg elskede og elsker stadig min kæreste meget meget højt, og det gjorde mig derfor ked af det at hun var sur når jeg var sammen med B, og antydede at jeg hellere ville være sammen med hende. Det var IKKE tilfældet, og desuden var jeg kun alene sammen med hende 3 gange, en gang ved et hændeligt uheld, da vi skulle spise morgenmad sammen med to andre, men de meldte fra i sidste øjeblik og så var vi kun os to, de to andre gange var på en fisketur og på museum, og som sagt, det far rent og skær venskab. Jeg kan selvfølgelig ikke tale på B’s vejne, men fra min side var der aldrig andet.
    Min kæreste har siden dengang opført sig lidt anderledes, det er svært at forklare hvordan anderledes. Jeg har mange gange forklaret hende at der aldrig var noget i det, men hun virker som om at hun tænker jeg lyver for hende, hvilket jeg ikke gør…
    Nu kommer vi så til der. For ca 6 mdr siden blev jeg ramt af stress. I samme periode havde min kæreste været på festival og havde mødt en flok fyre som hendes nye veninder fra arbejder kender. De blev så naturligvis venner på facebook og så videre. Pludselig begyndte hun at holde sig meget for sig selv, og ville ikke rigtigt vide af mig. Og det skal lige siges at der i hele denne tid indtil for 3 måneder siden, kunne vi nemt putte under dynen og se en go film og hygge.
    Min stress situation blev værre og værre og endte med angstanfald, besvimeture og hukommelsestab. Alt dette kulminerede en aften hvor vi begge, opløst tårrer prøvede at få snakket sammen, men det er som om hun forsvarrer sig istedet for at høre havd jeg siger. Hun har også selv været stresset på arbjede og takler det ved at sidde for sig selv, hvor jeg hellere vil være sammen med hende når jeg har det skidt.
    I den omtalte snak, ville jeg gøre status, og spurgte om hun elskede mig, og hun rullede med øjnene, som i “hold nu op”, jeg spurgte så om det var mig hun ville være sammen med, hvortil hun svarede “det ved jeg ikke”… hnilket slog mig helt ud, jeg har aldrig grædt sådan før. Vi snakker lidt videre efter vi er faldet lidt til ro, hvor hun så siger, jeg elsker dig, men der er jo ikke nogen af os som har det godt.
    Konklusionen blev at jeg måtte lade hende få noget luft, og lade hende være sammen med hendes veninder, og sidde for sig selv istedet for hele tiden at ville lave noget med hende for det kan hun ikke overskue. Hun siger at det som har gjort mest ondt er at jeg nogle gange er meget skarp i mine vendinger, men jeg tror det rammer hende hårdere end det plejer da hun har fået nyt arbejde, og der er meget at se til.
    Jeg har så givet hende luft, og har ikke afkrævet alverden af hende, andet end jeg har spurgt om hun ville være med til at se en film til aftensmaden eller med ud og køre en tur. Hun vil ikke med mig ud at spise, hun vil bare gerne hjem når hun har fri…. eller være sammen med veninderne.
    Vi er også gået fra et godnatkys, til at nu går hun bare i seng uden at sige noget (vi sover hver for sig og har gjort det de sidste 3 år ca, fordi jeg snorker meget). Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre mere. Hun er ikke til at læse. Jeg ved ikke om jeg er købt eller solgt. Jeg elsker hende det har jeg altid gjort, og det er hende jeg vil være gammel med, men jeg er bange for at jeg har ødelagt det hele.
    Det føles nogle gange som om hun straffer mig for at have haft stress…
    Når jeg prøver at snakke med hende, afviser hun mig, og vil slet ikke tale om det, og lukker sig endnu mere inde.
    Jeg får ingen kærlighed fra hende, hun giver mig den kolde skulder, det har hun gjort før, men jeg kan ikke finde ud af om det er dét den her gang, for det har aldrig varet så længe før.
    Vi er på 1. Mdr efter den førnævnte snak, og jeg har besluttet at give det tre måneder, hvor jeg håber det blir bedre, ellers vil jeg tage en snak mere.
    Jeg har været 2 gange til psykolog for at få styr på det hele, efter hun antydede at vi måske ikke skulle være sammen, og har foreslået parterapi eller bare at hun måske skulle snakke med en, men hun vil ikke endevendes som hun siger, og det respekterer jeg og har ikke presset yderligere på…
    Jeg aner snart ikke mine levende råd…

    #22952
    Froeken T
    Deltager

    Hej PP

    Jeg læste dit indlæg med stor sympati for dig; jeg kan godt forstå, det er en rigtig vanskelig situation for dig at stå i. Jeg har ikke følt, jeg har kunnet komme med så mange råd til dig, for din kæreste virker jo desværre meget lukket. Så jeg tænker faktisk, at det eneste, du kan gøre, er at beslutte dig for, hvor længe du vil prøve, og så afvente hendes beslutning – som du jo allerede gør.

    Hvordan går det med det hele?

Viser 2 indlæg - 1 til 2 (af 2 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.