Hjælp – hvordan forholder jeg mig 😔

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 11 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #13410
    Made in heaven
    Deltager

    Hej 🙂
    Jeg har virkelig brug for et GODT råd til at vinde min mand tilbage.
    Det handler om, at jeg i knap ni år har været sammen med min mand. De første tre år fløj vi på en lyserød sky, lige indtil vi fik vores første fælles barn – jeg havde i forvejen en pige på toår da vi mødtes.
    Det er rigtig hårdt for min mand, at få et barn og i perioder ændre han faktisk rigtig meget adfærd og som tiden går bliver han meget indelukket og vred. Han begynder at arbejde offshore og vores forhold går endnu mere skævt. Det er utrolig hårdt, at være helt fra hinanden i 14 dage også gå 21 dage op og ned ad hinanden.
    For lidt over 2,5år siden begynder mine følelser virkelig, at ændre sig for min mand, de forsvinder mere og mere – han hører mig ikke, ser mig ikke og ofte svare han slet ikke når jeg taler. Jeg har aldrig været så ked af det og ensom og det ender med, at jeg simpelthen beder ham søge læge da han intet kan overskue mere. Han har en svær depression og begynder i medicinsk behandling hvor han får det lidt bedre.
    Vi begynder i parterapi men jeg må desværre give op da mit hjerte ikke er med og er tom for følelser. Det ender med at jeg vil skilles, da jeg simpelthen ikke kan nå ind til min mand og mit hjerte har lukket sig.
    Så kommer hele problemet.
    Den dag jeg siger det, sletter han mig fra fb, finder en ny kvinde samme nat og opfører sig ret modbydelig overfor mig i det han gør alt for at gøre mig jaloux.
    Han åbner sit hjerte og alt vælter ud, alt det som har frustreret ham, såret ham, gjort ham vred, ked af det ja alt og tilbage står jeg med åben mund og tænker hvor kom det fra.
    Jeg siger til ham, at det er dejligt at han endelig åbner sig og at vi da nu har noget som vi kan arbejde med ved parterapeuten men det vil han ikke, han er såret, meget såret ligesom jeg.
    Alle de gange hvor jeg har spurgt ind til om der var noget galt, om jeg gjorde noget forkert, eller kunne ændre noget har han altid sagt nej, du er dejlig som du er og pludselig er alt min skyld.
    Efter tre ugers raseri vender han dog tilbage, da han savner mig ( kvinden og alle de andre han var blevet venner med var ren og skær for at gøre mig jaloux så han har intet lavet med andre kvinder) og han vil gerne prøve igen men problemet er, at han siger hans kærlighed til mig er lukket i – han har følelser for mig, vil gerne nusse, give knus, giver mig søde komplimenter, kramme, have sex meget sex pludselig men alligevel holder han en distance til mig da han er bange.
    Jeg har såret ham, han har såret mig – der er sagt ting vi begge har fortrudt og vi har ikke kunne kommunikere sammen ordentlig da vi var et par.
    Men tanken om, at jeg beder om skilsmisse igen hvis vi finder sammen som par kan han ikke bærer at tænke på. Jeg har fortalt ham at jeg pludselig har set ham fra en helt ny vinkel, fra den side som jeg faldt ved ham for og at jeg nu kan se mine fejl som jeg har lært af.
    Vi har aftalt at tage en dag af gangen så hans hjerte kan hele og hans kærlighed komme tilbage men mit problem er så nu, at jeg føler mig utrolig sårbar og ulykkelig da jeg nærmest går og venter på at hans kærlighed kommer tilbage. Pt bor han ved hans far og jeg har forslået at han flytter hjem til børnene og jeg da vi savner ham og han siger at han savner os men han vil ikke flytte hjem nu og pludselig lege ” kærester ” igen. Jeg har sagt, at hans kærlighed muligvis vil komme tilbage når jeg giver ham min respekt, forståelse, kærlighed og omsorg – men det er han ikke klar til.
    Jeg er bare så bange for, at når jeg går her og venter på at hans kærlighed skal komme, at han så desværre ikke får den tilbage. Mit hjerte er bange, mit indre siger pas på men jeg elsker ham og vil gerne se om han får kærligheden tilbage.
    Det skal lige siges, at så snart jeg taler med andre fyre så er han der straks og vil alt men det går lidt væk igen når han ser at det kun er på venneplan- så han virker også utrolig bange for at slippe mig og siger ofte at jeg er den dejligste kvinde, mor, er god i sengen ja alt men at jeg har såret ham og det skal have lov til at hele.
    Men hvor er jeg da utrolig angst for at miste ham og derfor har jeg også svært ved at være den som skal vente, for tænk hvis han så om to måneder kommer og siger at han alligevel ikke vil mere så står jeg der med et knust hjerte.

    Kære venner herinde, hjælp mig, hvad gør jeg lige her for at vinde ham helt tilbage og ikke mister ham?????

    Kærlig hilsen den knuste ❤️

    #13413
    Salamina
    Deltager

    Hvis han har et mønster med at forsvinde, når det bliver svært, så mener jeg, at du er nødt til at påpege, at det mønster er han nødt til at “se på”. Du må, ud fra hans baggrund kende til, om det er et mønster, altså også før jeres tid sammen. Jeg synes, det ligner et mønster… og det er formodentlig ikke bevidste handlinger fra hans side, derfor skal det påpeges af én, som står ham nær.
    Min første tanke var, at det er da utroligt, som han render, når det bliver svært eller krævende.
    Og det er ikke altid, at du vinder eller genvinder noget ved at være pleaser, nogle gange vinder du mere ved, at påpege et par justeringer, der er nødvendige. Lige nu er alt overladt til ham, og jeg tror du kan få magtbalancen mere på plads, hvis du gør ham opmærksom på, at hans mønster med, at løbe fra det hele skal han se på.
    Selvfølgelig er det vildt fra hans følelsesmæssige synspunkt, at du vil skilles midt i jeres parterapi, men hans reaktion på det, er tilsvarende dramatisk.

    I lyset af, at I også har to børn at tage vare på, mener jeg, at han ikke kan tillade sig, at rende så meget fra det fælles ansvar, men selvom I så ingen børn havde, så synes jeg faktisk heller ikke han kan tillade sig det. Men som nævnt, nogen mennesker har det mønster, og det er som nævnt ikke altid bevidst, derfor tror jeg på, at det kan give god mening, at gøre ham opmærksom på det.

    #13416
    Made in heaven
    Deltager

    Først må jeg sige, at det ikke er et mønster og han plejer ikke at forsvinde. Jeg har sagt til ham at han skal flytte hen til hans far da tingene var meget spidset til da det skete i slutningen af Nov dog har vi børn og vi skal selvfølgelig begge to hjælpe med dem. Det har han også gjort de gange jeg har spurgt om hans hjælp. Jeg vil godt give dig ret i at i denne tid kan han ikke overskue nogen konflikter, dog mener jeg at det spiller en stor rolle at han stoppede med sin medicin den dag at jeg sagde, at jeg ville skilles. Det er i mine øjne i hvert fald ikke at tage vare på sig selv og jeg kan tydeligt mærke hans depression er blusset op men det nægter han at hører på, så på det område har jeg trukket mig.
    Faktisk gider jeg ikke, at please andre mennesker da jeg godt selv ved hvad jeg står for og at jeg er et menneske som i den grad behandler andre på en ordentlig måde og som jeg gerne selv vil behandles.
    Ja det var mig der ville skilles efter toår med så meget ensomhed og tristhed – at manden så får en brat opvågning og pludselig begynder at vågne op og sige hvad han har manglet i vores forhold syntes jeg faktisk er ret så vildt og jeg føler mig i den grad svigtet af ham. Jeg har gået og troet at alt var i orden med henblik på ham men inderst inde har han følt noget andet, det er godt nok at være illoyal overfor mig.
    Jeg bad om skilsmisse midt i vores parterapi, i ren desperathed for jeg har ikke kunne trænge igennem til ham.
    Muligvis er det bedre at slippe ham helt, og så se om hans kærlighed vender tilbage – men der er selvfølgelig den risiko at jeg har fundet en ny og er kommet videre. Jeg syntes virkelig bare, at det er utrolig trist at slutte efter 9år når nu manden for filen endelig åbner sig.. ( Hvorfor er mænd så kompliceret )
    Jeg har foreslået at han flytter hjem så vi kan være sammen om børnene men det kan han ikke overskue, men det tænker jeg at der har han vel slet ikke et valg- man kan da ikke i længden rende fra alt ansvar.

    #13418
    Salamina
    Deltager

    Det sidste ord er jo i hvert fald ikke sagt. Så det står vel stadig åbent, tænker jeg, hvor I bevæger jer hen. Jeg ved ikke, om fx mere parterapi er en mulighed, men det kan måske knibe, hvis han ikke vil tage sin medicin. Det er umuligt, at vurdere for en udenforstående, synes jeg, hvad der er klogt nu.
    Det afhænger nok også af, hvordan du har det med, at få det lagt bag dig og at tilgive, hvad der har været. Det må du mærke efter. Samt hvordan han har det med, at lægge det bag sig og at tilgive, over tid altså.

    Jeg ved ikke, om jeg ville kunne få det lagt bag mig for alvor, fordi jeg synes det lyder meget turbulent. Og det kunne nok give mig nogle skræmmebilleder på nethinden – for en fremtid sammen, altså. Jeg kunne frygte, at der er flere ubehagelige overraskelser, hvor han over længere tid – igen – lukker af og ikke fortæller, hvordan han reelt har det. Jeg kunne frygte, at det ikke ændrer sig, og når alt kommer til alt, så er der jo heller ikke nogen, som helt grundlæggende ændrer personlighed udpræget meget, synes jeg. Hverken til det værre eller det specielt meget bedre, eller hvad man lige skal sige.

    Men det er jo meget forskelligt, hvordan vi hver især evner og formår, at komme videre og at tilgive hinanden og få lagt noget bag os. Der er vel en risiko for, at I kommer til at hoppe rundt på den berømte konflikt-trappe i en rum tid fremover, når I har såret hinanden en del. Der er en risiko for, at der kommer referencer bagud i tid igen og igen, tænker jeg. Og så er det op ad bakke, at bygge videre på.
    Det er også en vurdering af, hvornår nok er nok, nogle siger, at nok er nok, når det er blevet mere end nok. Men der er det jo igen forskelligt, hvor vi sætter grænsen.
    Nogle gange kan man også hænge fast fordi man så meget ønsker, at det skal ende happy.
    Nogle gange hænger man længere i et usundt end et relativt “sundere” forhold, og det er måske fordi, at vi er overlevere, som tror på, at med justeringer følger succes? Imens vi er mere accepterende overfor, at give slip, når det ikke handler om, at der har været så meget at udsætte på noget eller nogen. Så kan vi gå med en mere accepterende sindsro. Noget i den retning. Så er der ikke alle de hvis og hvis.

    #13420
    Made in heaven
    Deltager

    Vi er begge to enig om at prøve og tage en dag ad gangen dog vil han ikke i parterapi hvilket jeg jo syntes er meget trist da det helt sikkert kunne hjælpe os videre. Han kører meget rundt i mine fejl men ser slet ikke sine egne. Muligvis har du ret i at det er bedst at slutte, dog syntes jeg også at det er for nemt efter 9år og når man har børn, jeg vil gerne kæmpe men han har jo trukket sig og vil gerne finde sin kærlighed frem til mig igen men det får han da ikke af at ligge på sin fars sofa.
    Det er svært, da jeg føler at jeg kæmper selv om at ville det her, han bliver ved med at sige at han skal have tid, tid til at finde sig selv i alt det her rod da de ord om skilsmisse har knust ham, spørgsmålet er så bare skal han evt have den tid selv i stedet for at jeg venter som en lille hundehvalp eller skal jeg vente sammen med ham 😕
    Hvor er jeg da bare i vildrede og ked af det hele. Han siger hele tiden at han gerne vil prøve at redde det her men at han skal have tid, men jeg kan da ikke bare gå og give alt min kærlighed til ham og så ikke få noget tilbage.

    #13421
    Salamina
    Deltager

    Altså, jeg ville ikke afslutte noget, som jeg ikke er følelsesmæssigt klar til at slutte.
    Som regel giver det en mega hård følelsesmæssig boomerang tilbage, at slutte noget man ikke er følelsesmæssigt klar til.
    Derved påfører du nok også dig selv endnu mere smerte og det synes jeg ikke er en super god idé, som landet ligger. Og du fremprovokerer også mere turbulens imellem jer derved. Det mener jeg ikke fører til noget godt for dig, lige nu og her. Det er min vurdering.

    Og jeg ville også strække mig lidt videre bl.a. pga. netop I har børn med i billedet.
    Selvfølgelig skal det også tages med i betragtning, at han faktisk har en depression og er i en slags undtagelsestilstand derved, at han sådan set er syg. Men på den led er der også noget dilemma, fordi grænserne er mere flydende, man forlader etisk set ikke en syg og elsket person men man skal bare passe på, at man ikke selv bliver “syg” af rummelighed.

    Min vurdering er, at det bedste du kan gøre lige nu er at lade ham “ligge på den sofa”, han render vel ikke så langt, så længe han ligger der.
    Jeg synes så også, at ofte vi kvinder er tilbøjelige til, at lægge os alt for meget i selen for at løse og ordne og fikse, tage ansvar, tænke i handlinger og hvad skal jeg gøre og sige nu for at vi får genetableret noget mere tryghed og ro. Jeg tror det handler om, at vi er redebyggere, uden at kloge mere i det. Men det kender jeg fra mig selv. Men jeg er blevet bedre til at slippe noget af den ansvarsfølelse og det behov for afklaringer på alt muligt på rekordtid.
    Tiden føles mega-lang for dig, den er jeg helt med på. Men måske vil den ikke føles så lang, hvis du slipper ansvaret noget mere for en tid, hvis du kan. Du bliver ikke hundehvalp af den grund. Du har sagt, at I savner ham, det synes jeg er en reel udmelding og den er jo sand. Du kan fortsætte med at gentage det, at I savner ham, ind imellem. Fuldstændigt, som man gør med en løbsk teenager, der er i trods. Før eller siden vender de hjem igen, især når de ved, at de er velkomne.
    Det er heller ikke verdens undergang, at du er ked af det, selvom det føles sådan, det er en følelse, som du nok nemmere vil kunne være i, hvis du på en eller anden måde kan acceptere, at det er sådan du har det lige nu. Det vil jo ikke fortsætte for evigt. Det er en tilstand, der går væk igen.

    #13422
    Made in heaven
    Deltager

    Tak for dine svar, det giver rigtig god mening med at vi kvinder gerne vil genetablere tingene så alt kører godt igen og du har ret den depression fylder mere end han selv vil være ved. Jeg vil prøve at trække mig en smule, give ham rum og tid og så se hvordan det ser ud om 14 dage 🙂 Tusind tak for din hjælp.
    Kærlig hilsen Jannie

    #13423
    Salamina
    Deltager

    Der er også noget andet jeg lige vil nævne.

    At I sådanne kriser. Følelserne er jo ikke forkerte! De der tilstande, som vi kan være i, når vi er i krise, hvad enten det er depression eller ked af det hed eller angst eller hvad det måtte være. Der er tungtvejende grunde til, at de tilstande er som de er.

    De skal som hovedregel være der og være sådan som de er, meget, meget groft sagt. Det handler også om krop og kemi, at det hele spiller sådan set meget godt sammen. Angst skaber fx adrenalin, og det er fint, for så er vi klar til kamp, og det er jo vigtigt, hvis vi reelt er truet osv osv.
    Alle tilstande har et formål, et budskab eller noget vigtigt indholdsmæssigt, som de fortæller os. Plus de følelser og den kemi er også, hvad der reelt hjælper os. Vores krop og sind gør det helt rigtige, udløst af årsager, som fx er sorg, hvilket jo er en rigtigt voldsom grundfølelse men det udløser på bundlinjen den korrekte følelse ifht. kontra at falde om at grin, når vi mister noget højt elsket, for nu at sætte det meget sort/hvidt op. Sorg er virkelig ubehagelig, men det er dog mere ubehageligt, et eller andet sted, hvis man ikke kan blive forløst og forkramper i en alt for låst tilstand fx decideret chok, tænker jeg. Men selv chok, sætter gang i de helt primitive overlevelses-mekanismer, hvilket også er hensigtsmæssigt, for i chok er man ikke selv i stand til at handle. Man er lammet. Men alligevel kører nervebanenerne faktisk.

    På et tidspunkt havde jeg selv noget stress og depression, det lå og tiltede lidt rundt til begge sider. Senere har jeg talt med en psykiater om det som skete den gang og i det forløb. Fordi jeg havde behov for, at finde noget mening i det forløb. Og det var ret fedt, at tale helt klinisk om det og hvor det var renset en del for de mere psykologiske aspekter. Fordi når man har rundet sådan noget, så kan man godt være tilbøjelig til at tænke, at man aldrig bliver helt #normal# igen, fordi der er nogle hensyn omkring mere ro på, man er nødt til at tænke ind i resten af sit liv. Det er klart. Men det fede ved, at tænke og forstå det hele på den mere klinisk vinkel er, at der ikke er så meget, der er unormalt og forkert og mærkeligt og gakket. Men at det hele har spillet sammen, som det skal under de omstændigheder, der nu var i mit liv imens det så ret sort ud.

    #13424
    Made in heaven
    Deltager

    Jamen det er rigtigt – jeg har selv PTSD og ved hvad det gør ved psyken. Dog er jeg forundret over at han stopper med sin medicin og siger alle hans symptomer udelukkende handler om sorg, for det er tydeligt en blanding af sorg og depression men det nægter han at indse og vil ikke diskutere det.
    I går lukkede vi den desværre da han hele tiden er så gal, det skal han have lov til at være men imens skal jeg ikke være ved hans side. Jeg tror det er bedst med noget tid alene så tankerne og følelserne kan komme på rette plads igen. Muligvis kommer vi tilbage til hinanden muligvis ikke, men den måde vi var sammen på var ikke god for nogen. Han tager offshore om en uge så får tankerne frit spil og vi må se hvad det bringer med sig.

    #13427
    Salamina
    Deltager

    Kære Made in heaven

    Det er jeg ked af at læse. Det er tungt.

    Men måske kan du trække vejret mere frit nu, hvor du har markeret, at jeres forhold (fraset børnene) ikke er dit ansvar alene. Der skal jo også være som minimum noget vilje fra hans side til at samarbejde.

    En ting er, at det kan være yderst svært, at leve op til så meget eller yde særligt meget (on/off), hvis man fx har en depression eller stor sorg eller PTSD for den sags skyld, men man kan godt udtrykke den gode vilje. Det kan man altså godt, det ved både du og jeg, man er jo ikke totalt lammet for intentioner eller gode hensigter pga. fx en depression eller stor sorg osv – det er muligt, at udtrykke den gode vilje – også i disse tilstande.

    Okay, vrede kan godt fylde så meget, at det lukker alt ned og vedkommende bare er en ond i sulet og stædig kamel. Der har jeg forresten selv været. Men så er der typisk noget ubearbejdet, som typisk faktisk kan ligge så langt, langt tilbage, er det er længe før han mødte dig. Og så har krisen imellem jer måske trykket på de knapper og udløst noget af hans gamle indignation eller følelse af at blive dybt krænket eller noget lignende osv. osv. Men det ved du også, er jeg sikker på.

    På bundlinjen tror jeg, at det er godt du har markeret. Hvis han skal rykke sig, skal der sikkert også den markering til. Tænker jeg. Men om han rykker sig lige rundt om hjørnet, well, det kan jo tage ret lang tid, hvis pandoras æske er igang med at åbne sig for ham.
    Hvad ved jeg.

    Skriv igen, hvis du har behov eller der er noget nyt og du har lyst til at skrive om det.

    Føler med dig og sender gode tanker.

    Kram

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 11 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.