Hjælp..

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 18 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #14706
    Anonym
    Deltager

    Jeg ved snart ikke hvor jeg skal starte og slutte… Mit liv har altid været et stort rod.. Jeg troede egentlig at efter 4 år med en psykolog, så var jeg på rette vej… Men men men…

    Nu sidder jeg igen her.. Total opgivende.. Har skrevet BREVET og med pillerne på bordet… Dog kan jeg ikke få mig selv til at gøre det.. Jeg har selv været “offer” for selvmord.. min kæreste igennem 4 år begik selvmord da jeg var 18.. Så ved jo hvad det vil sige at være den der er tilbage.. Med skyldfølelse, og hvis jeg nu havde gjort dit og ikke sagt dat.. Men jeg har virkelig lysten… Har ikke lyst til at blive ved med at kæmpe…

    Jeg er vokset op i en virkelig dysfunktionel familie.. Min far er vist det man kan betegne som psykopat (ihvertfald ifølge min psykolog) Min mor var meget svag, sagde ham aldrig imod, ligemeget hvor meget han tæskede mig (og indimellem mine søskende) og ligemeget hvor meget psykisk terror han praktiserede .. Hun døde af kræft 14 dage før min 14 års fødselsdag..

    Min far har begået “incest” imod min halvsøster.. Hun er min mors.. Ikke min fars, derfor “”… Hun fik sig “løsrevet” da hun var 22.. Jeg har efter min mors død fundet ud af at min mor vidste det.. (hvilket forklarer en del om hvorfor min halvsøster og min mor ikke var på talefod)

    Jeg er i dag snart 33 år.. Jeg har brugt de sidste 5 år som single uden følelser for nogen.. Og 4 år hos psykolog.. Dog har jeg fortrængt en hel masse, så alt det min psykolog gerne vil vide, kan jeg ikke svare på…

    Alle mine forhold igennem mit liv (Og dem har der været mange af) har været meget turbulente.. Nogle endda med fysisk vold (selvom jeg ikke vil stå ved det) men i det fleste tilfælde har det været psykisk.. Mænd der ikke kan binde sig, mænd der er gift eller i forhold, mænd der ikke kan/vil binde sig osv..

    Efter de 5 år begyndte jeg at skrive med en eks (vi havde været sammen da jeg var 20) Han var lige kommet ud af et 10 års langt forhold, han sagde at jeg altid havde været i hans tanker i de 12 der var gået (Siden vi var sammen sidst) Grunden til at det gik galt imellem os dengang var præstationsangst.. Vi snakkede om alt, og en dag sad vi og snakkede om hvor mange vi havde været sammen med.. Jeg havde været sammen med en del.. Men han havde ikke været sammen med ret mange (selvom han er 8 år ældre end mig) Det resulterede i at at han ikke kunne få den op og stå.. jeg følte det var min skyld.. Han følte det var hans.. Og så gik det lynhurtigt ned af bakke.. Jeg fandt en anden.. Og vi sluttede forholdet.. Jeg kan ikke huske andet end gode ting ved vores forhold før det gik galt.. Men.. jeg kan ikke huske ret meget.. Så ved ikke om jeg bare fortrænger det dårlige?

    Nå, men vi finder lynhurtigt sammen igen.. Og det er virkelig med fyrværkeri og lyserøde skyer… Men det holder kun 14 dage eller noget.. Han har ikke helt afsluttet det med hans eks.. Hun har stadig ting i hans kælderrum, og de har 2 hunde de ikke ved hvad der skal ske med… Jeg tager en stille snak med ham.. Fortæller at jeg føler mig “utryg” på om han virkelig er færdig med hende, siden han ikke kan få det afsluttet.. Han bliver gal.. og kan ikke sætte sig ind i mine følelser overhovedet.. Det fortsætter nogle dage, og eskalerer dertil hvor han overhovedet ikke er til at komme i kontakt med pga. hidsighed.. Først da han ringer til hans søster, og hun siger hun ikke havde fundet sig i det.. Begynder han at få noget i gang for at afslutte det…

    Efter der er det kun gået ned af bakke..

    Han har ekstremt dårligt selvværd.. Og har ikke kunne håndtere at jeg har haft mandlige venner.. Han mente ikke han kunne stole på mig.. Han klandrede mig for det der skete for 12 år siden.. Han klandrede mig for alle skænderier der skete nu.. Det var min skyld at han blev hidsig.. Min skyld at han blev fysisk fordi jeg pressede ham for hård sagde han.. Min skyld det hele.. Hver gang jeg forsøgte at sige noget om mine følelser, så tog han det som et angreb.. Hans problemer var altid det vigtigste.. Jeg selv sidder i lort til halsen.. Mistet mit job, sidder selv i et hus, får afslag på afslag.. Har kroniske smerter pga. hypermobile led og slidgigt… Men uanset hvad.. Så var det ham det drejede sig om.. Jeg gjorde mere og mere for ham.. For tænkte.. “Han skal da bare forsikres om at jeg bliver, og ikke smutter, han har det jo ikke særlig godt, jeg skal bare vise ham jeg elsker ham over alt på jorden osv.” Men lige lidt hjalp det.. Jeg kørte ham til og fra arbejde, smurte hans madpakke, gav ham massage, passede hans hund, vaskede hans tøj, lavede karbad til ham, lavede mad til ham gjorde ALT hvad jeg kunne komme i tanke om der kunne gøre hans hverdag lettere.. Men det hele blev stadig kun værre og værre.. Efter næsten 4 måneder slog det simpelthen klik for mig, og jeg havde fået nok.. Jeg kørte ham og hans hund hjem og skældte ham en masse ud på vejen… Jeg var sikker på at jeg var færdig med ham for altid, og at han kunne rende mig.. Men men men..

    Her sidder jeg små 3 uger efter.. Har lige skrevet til ham.. (Selvom jeg udemærket ved jeg skal lade være, men er virkelig helt ude at skide følelsesmæsig) og han er ligeså kold som han plejer.. Han har det fint med at vi er færdige… Fordi vi er ikke “gode for hinanden”
    Så igen… Jeg betyder ikke en skid for ham.. Jeg ved han er dårlig for mig.. Jeg ved at jeg skal videre.. men jeg kan ikke se mig ud af alt det lort jeg går igennem lige nu.. Jeg tænker på ham fra jeg står op til jeg går i seng.. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre..

    Jeg havde besluttet at det nok var på tide jeg skiftede psykolog.. Fandt en der lød lovende.. Vi talte i tlf. sammen i dag.. Jeg tænkte.. Jeg tror det her er det jeg har brug for.. Men.. Det viser sig hun ikke tager imod offentlige henvisniger.. Og i og med jeg er uden job lige nu, har jeg svært ved at finde 900 kr. pr gang..

    Har forgæves søgt efter en selvhjælpsgruppe med emnet “kvinder der elsker for meget”, men igen forgæves fordi jeg bor i jylland.. Tog ned på frivilligcentret i min by i dag, efter at have mailet med en derfra med henblik på at starte en gruppe.. Efter jeg havde ventet i 1,5 time kørte jeg igen.. Jeg føler at alt hvad jeg prøver falder til jorden med et stort brag.. Jeg ved ikke hvad jeg skal gribe i mere.. Har prøvet at ringe til et par “veninder” i aften for at snakke, men de har ikke tid.. Så igen sidder jeg med følelsen af.. Der er sgu ikke nogen der vil savne mig alligevel….

    Undskyld at det hele nok virker lidt rodet.. Men svært at sætte ord på det hele.. Uden at det bliver en roman..

    #14709
    lillehjerte
    Deltager

    Der er to numre jeg synes du skal få talt med nogen på:

    1: Livslinien: Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-04.
    Når du ringer

    Når du ringer til Livslinien på 70 201 201, er du anonym. Rådgiveren præsenterer sig ved fornavn.

    2:Dannerhuset : Telefonrådgivning på tlf.: 3333 0047

    Jeg synes du skal ringe i aften til begge og fortælle nøjagtig det samme som her. Jeg vil prøve at svare sideløbende. Men jeg tror du vil få ret meget ud af at ringe til disse numre nu.

    #14710
    AnneM
    Deltager

    Det lyder bestemt ikke rart, som du har det ligenu. Selvmordstanken virker vel næsten som en ventil, for al den smerte du bærer rundt på.
    Jeg synes bestemt også det lyder som en god ide at skifte behandler. Jeg synes du skal overveje at kontakte din læge og bede om en henvisning til en privatpraktiserende psykiater. Det er gratis ( mener man kan få 10 samtaler med mulighed for forlængelse) og en psykiater er jo en speciallægeuddannelse, som vil kunne tage højde for både din fysiske og psykiske tilstand, ligesom vedkommende kan stille diagnoser og udskrive medicin. Det kan en psykolog ikke, og dermed kan en psykiater måske bedre kan skabe klarhed over din fulde situation, end en psykolog kan.
    Der findes mange dygtige og dedikerede privatpraktiserende psykiatere rundt om i landet, som helt sikkert vil kunne hjælpe dig videre mod mere livskvalitet.
    Håber du finder den rette hjælp til at komme godt videre.

    #14712
    Anonym
    Deltager

    Tak for dit svar… 🙂

    Har siddet med nummeret til livlinien på min telefon, men kan af en eller anden årsag ikke få mig selv til at ringe op.. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.. Jeg er vant til at klare mig selv.. Så bare det at skrive her er grænseoverskridende.. Jeg føler mig bare så magtesløs..

    #14713
    Anonym
    Deltager

    Og tak for dit svar.. 🙂

    Jeg er temmelig sikker på jeg skal skifte behandler.. Men jeg er meget imod medicin.. Så jeg tror ikke en psykiater er det rette for mig.. Har en gang (imod min vilje) været på antidepressive, men stoppede ret hurtigt igen fordi jeg ikke kunne lide den jeg blev (kort lunte osv)..

    #14714
    lillehjerte
    Deltager

    jeg synes jeg læser essensen i alt det du får formuleret så godt at du har et sammenbrud nu. Et sammenbrud er også et gennembrud(for nu er der noget i dig der siger at nu har du behov for at der skal ske noget nyt) Det lyder lidt som om du er kommet til et punkt hvor du bare TRÆNGER til at blive værdsat. Det at blive værdsat er nogle gange svært at opnå. Især i vores samtid. Man er meget alene. Så man skal lære at være alene med sig selv på en eller anden måde. Men det er måske ikke der du er lige nu. Du trænger måske til at være sammen med nogen lyder det til. Kunne det være du snart trænger til at komme et sted hen hvor du er på et slags retreatsted hvor der også er lidt fællesskab og samhørighed? Kunne det være at du på sigt kunne have glæde af at bo i et fællesskab hvor du kan relatere med nogle mennesker få venner og veninder- og hvor du også kan trække dig lidt tilbage når det også er tiltrængt? Jeg spørger fordi jeg ikke kender dig. Jeg tænker bare ud fra hvad du skriver at du er kommet til et punkt hvor du måske skal overveje at gøre noget nyt – som er godt for dig. Det nye er bl.a. at du skal give dig selv omsorg, opsøge og være nysgerrig på mennesker du gerne vil have “smitter” dig med det de har, så du finder din egen balance igen. På sigt danne et nyt stærkt netværk.Du har så meget mulighed for at se frem til noget godt hvis du prøver dig lidt frem når du er kommet lidt ovenpå.

    Du har været igennem mange svære ting og har en masse mønstre som du kan begynde at se på når du har fået lidt mere ro på. Den næste tid tror jeg det vil være en rigtig god ide at opsøge noget hvor du er lidt sammen med andre i en eller anden sammenhæng. Der findes forskellige steder for retræte eller retreats rundt om i landet. Men allerførst er det allervigtigste at du får ringet til de numre jeg har sendt dig og får talt med dem om hvad du har behov for i den helt nære fremtid- altså hvad du kan gøre i dag og imorgen og den næste uges tid. Husk du er noget til et gennembrud- du trænger til at gøre noget andet og godt for dig som du hidtil måske ikke har tænkt på kunne være godt for dig.

    #14716
    lillehjerte
    Deltager

    du kan sagtens ringe og sige til dem at du ikke lige ved hvad hvordan du skal sige eller starte. Du trænger bare til der er en der lytter eller er i den anden ende måske. Det er jeg sikker på de er helt med på. Måske spørger de lidt ind og så kan du måske sige at du lige nu er rigtig ked af det. Så tror jeg det kommer lidt af sig selv. Det er nogle gode mennesker der sidder der 🙂 og de er der for dig.

    #14717
    Anonym
    Deltager

    Hvor er du sød at du tager tid til at svare mig.. 🙂 Du har ret.. jeg trænger til at mærke at jeg ok.. Jeg har lidt meget på selvværdet på det sidste… Og ja, det kunne være skønt at trække mig tilbage et eller andet sted, få mig et bedre netværk osv.. Har endda overvejet at sælge huset og alt hvad jeg ejer, tage en rygsæk på ryggen og bare forsvinde, men ved jo godt at det heller ikke løser noget (Og jeg er er for “bange” til at gøre det).. Jeg har bare ikke den økonomiske frihed til at gøre de ting der skal til fordi jeg sidder selv i mit hus.. Og jeg kan jo heller ikke sælge fra dag til dag.. og samtidig har jeg jobcentret der ånder mig i nakken.. De vil sende mig i virksomhedspraktik (Ud og feje gulv i en butik eller noget) Jeg føler virkelig at jeg er presset ind i en ond cirkel..

    #14718
    lillehjerte
    Deltager

    mht om du ikke bryder dig om medicin, så kan det være at du har behov for at gå til en ergoterapeut eller en fysioterapeut som arbejder med det på forskellige planer?
    Jeg ved ikke om alle har en overenskomst med sygesikringen. Men en mulighed er måske at søge et legat til at du kan gå i behandling?

    #14719
    lillehjerte
    Deltager

    Har du overvejet at sygemelde dig?

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 18 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.