Handlingslammet…

Viser 2 indlæg - 1 til 2 (af 2 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #1132
    Maj
    Deltager

    Dette her bliver muligvis både langt og noget rodet.
    Et besynderligt kærlighedseventyr i 2 akter…Jeg prøver:

    Jeg mødte for snart 7 år siden, i en alder af 45, manden i mit liv, jeg oplevede for første gang VIRKELIG at elske og blive elsket uden forbehold.
    Jeg mødte en kærlighed jeg ikke troede fandtes… Vi var topforelskede og vilde med hinanden.
    I halvandet år, så trak han gulvtæppet væk under mig…
    Vi var på det tidspunkt flyttet sammen (og havde sågar planlagt bryllup). Udover udfordringer med 3 halvvoksne sammenbragte teenagebørn, havde vi ingen sten i skoene, troede jeg.
    Hans begrundelse for at stoppe vores forhold, var at problemerne med vores børn, fyldte så meget at han ikke kunne få luft. Samt at han følte sig underkendt af mig, når jeg ikke bakkede hans opdragelsesmetoder 100% op.
    Det var et chok for mig og jeg kom aldrig til at forstå hvordan det kunne tage luften fra en voksen mand, at navigere i en sammenbragt familie, hvor alle 3 børn var så voksne at samliv med dem under alle omstændigheder var et spørgsmål om relativt kort tid.
    Jeg forstod aldrig at han kunne kaste håndklædet i ringen, for vores kærlighed var stor, vi var vilde med hinanden, vi havde så mange fælles drømme, værdier og ønskede at blive gamle sammen. Indtil han altså trak sig ud.
    Jeg måtte jo flytte, alt var kaos. Udover alt det praktiske, gennemlevede jeg et følelsesmæssigt helvede på jorden. Troede jeg skulle dø…Og gjorde det faktisk også indimellem, indeni.

    Efter 9 måneder kontaktede han mig, han ville gerne se mig, ville gerne sætte flere ord på det der skete. Han havde erkendt at livet var skrøbeligt og havde lyst til at fortælle mig hvor meget jeg, trods alt, havde betydet for ham.
    Jeg var stadig ked af det, jeg var stadig tyndhudet og sprød og tog imod hans invitation med kyshånd, på trods af en masse uafklarede spørgsmål og et alt for mistænkeligt forbehold fra hans side. JEG VILLE BARE HAVE VORES KÆRLIGHED TILBAGE, for hver en pris.

    Jeg kæmpede, han havde lidt forbehold.
    Jeg gik på listefødder, krævede så lidt og gav meget. Indrettede mig på hans præmisser, savnede ham, længtes efter mere, og labbede de dyrebare dråber han gav i mig. Og efterhånden var vi kærester.
    Der var fra starten en syg ubalance i vores forhold og en masse uforløst vrede i mig. Han ville mig ikke nok (i forhold til mine drømme om et kæresteforhold), men jeg turde ikke stille krav.
    Jeg var så hunderæd for at blive forladt og kastet ud i endnu et sort hul af kærestesorg.
    Jeg tænkte at lidt af hans kærlighed, var bedre end ingenting.

    Og selvom der kom meget bedre balance med tiden, er 2 akt af vores forhold, nu på 4 år, primært forgået på hans præmisser.
    Vi har boet sammen, i hans hus, men jeg er flyttet for 5 måneder siden. På ”eget initiativ” denne gang.
    Jeg skriver det i citationstegn,for jeg flyttede som konsekvens af at jeg følte mig skubbet alt for langt ud på et sidespor.

    Han har for halvandet år siden genopdaget og genoptaget en gammel interesse for motorcykler, med gamle venner, som fylder det meste af hans tid og som også kom til at fylde meget i og omkring vores hjem.
    Jeg følte mig til sidst klemt og ensom i vore forhold.
    Vi blev enige om at redde vores kæresteforhold, som vi også var enige om var værdifuldt, ved at bo hver for sig, have hver vores hjem og hverdag og mødes, når vi havde lyst til at være sammen, at være kærester.
    Og her sidder jeg nu… I resterne af at forhold, der på det sidste vel nærmest kan kaldes sommerknaldevenner…
    Jeg har bedt om en tænkepause, hvor vi hver især når frem til hvad vi vil med vores forhold og hvordan vi begge to kan trives i det.
    For de sidste 5 måneder har vores kontakt stort set handlet om at spise lidt god mad og dyrke god sex. Jeg hører intet fra ham i hverdagene, han har meget lidt tid til at ses og jeg mangler både nærvær og samvær.
    Jeg har følt mig ensom, underprioriteret, afventende og magtesløs.
    Når jeg har bragt det på banen, for det har jeg flere gange, på en ordentlig måde, bliver han firkantet og irriteret.
    Han giver udtryk for at han har andre behov i sit liv, end da vi mødtes. Der er ingen børn at tage hensyn til og nu er hans mål bare at leve et liv ”der gør ham glad”.
    Han er helt sikkert også glad for mig,…Og alt det jeg endnu ikke har fået med er, at han naturligvis er en skøn, dejlig, skør, sjov original af en mand. Med energi og overskud, humor og intelligens. Der kan få mig til at grine så tårerne triller, gøre mig skør og glad, vi kan tale om alt mellem himmel og jord. Vi kommunikerer på samme frekvens på så mange måder. Han er en dejlig mand.
    Og han har ikke fjernet sig for at såre mig. Det véd jeg…
    Men jeg føler at vores forhold, mere og mere, tager udgangspunkt hans behov, hans lyst, hans præmisser… Jeg ER der jo bare. Jeg tager altid imod ham, han er savnet og altid velkommen, når han kontakter mig.

    For et par uger siden flød mit bæger over. Hele sommeren har vi kun set hinanden en enkelt dag/nat om ugen, mine 4 ugers sommerferie tilbragte jeg også næsten uden ham. Jeg var ude at rejse en uge med min søster, ellers var jeg i meget i venteposition, han fik dog ikke mulighed for at holde ferie og heller ikke tid til en forlænget weekendtur.
    Jeg synes han har ændret adfærd på en måde som jeg ikke kan holde ud. Han er og har altid været en dejlig MAND med en stærk personlighed. Nu giver han den som machobiker på en hidtil ukendt måde, med et sprog og en attitude der er helt normal blandt de gamle venner, men som ikke ellers har været en del af hans personlighed, det har været forbeholdt deres fællesskab.
    Weekendture har han haft nogle af over sommeren med vennerne og efter sådan en tur, fik jeg søndag eftermiddag, for 2 uger siden, en sms. Jeg kan ikke holde ud at gengive den, men hensigten var at han gerne ville komme forbi og dyrke sex.
    Altså, jeg er ikke snerpet, frække sms’er er faktisk helt ok i min verden, når man i øvrigt har alt mulig andet sammen… Men det har vi jo ikke, og denne her var direkte klam.
    Jeg blev sgu så chokeret/fornærmet, at jeg ignorerede den. Nogle timer senere fik jeg en mere, samme stil. Jeg ringede til ham og afviste sex pga. træthed (jeg kunne simpelthen mærke at min krop sagde NEJ) men sagde at han i øvrigt var velkommen til mad og afslappet søndagsaften.
    Det takkede han nej til, han var til ”sjov og sex”.
    Alt dette skete dagen før min fødselsdag.
    Dagen efter inviterede ham mig ud at spise fødselsdagsmiddag.
    Han var sød, sjov og dejlig og lækker, jeg kunne kende ham igen, bagefter tog vi hjem til mig, vi sov sammen, ingen sex, jeg kunne simpelthen ikke.
    Og dette her er helt nyt for mig, hans lyst har altid været størst, men det jeg mærkede var direkte ulyst/ ubehag.
    Jeg brugte så et par dage til at fintænke med stor uro i maven.
    Så mødtes vi, han var dårlig nok kommet indenfor døren, før han beklagede sig over vores manglende sex….Og jeg røg helt i op i det røde felt.
    Jeg flippede ud, skældte ud, hældte min afmagt og frustration ud, tudede at jeg følte mig underprioriteret.
    Han holdt bare fast i at vi manglede sex. Jeg var SÅ frustreret men fik på en eller samlet mig sammen, fik sagt fra på en fattet måde og vi sov igen sammen, uden sex…
    Jeg sov ad helvede til og næste morgen sagde jeg at jeg syntes vi skulle holde en tænkepause. Med det mål at finde ud af OM vi ville hinanden som kærester og hvis vi vil, hvordan kan vi så være kærester på en måde der er til glæde for os begge to…

    Det er 2 uger siden nu, jeg har jeg intet hørt fra ham.
    Jeg har heller ikke selv kontaktet ham. Jeg har ikke engang lyst.
    Jeg er skiftevis rasende på ham og ked af det, men indimellem heldigvis også rolig og fattet.
    Jeg magter ikke det forhold vi har. Jeg får slet ikke indfriet mine behov og nu har jeg også mistet lysten til sex, som helt tydeligt, for tiden i hvert fald, er hans største behov i forhold til mig.
    (Selvom han helt sikkert også synes jeg er en dejlig kvinde på alle andre måder.)

    Jeg tror han nyder friheden og forventer at jeg kommer på banen, det er jo mig der har bedt om en ”pause”. Men min hjerne står nærmest stille…
    Jeg kæmper mellem følelser og fornuft og træder bare vande.
    HVORFOR er jeg stadig så vild med ham? Hvorfor er jeg stadig hunderæd for et endeligt brud? Den han er nu, det vi er sammen, vil jeg jo ikke nøjes med…
    Min hverdag fungerer på alle måder fint og har i nu 5 måneder gjort det, stort set uden ham.
    Jeg er så træt af at bruge så mange ressourcer på ham.
    Så hvorfor er mit hjerte stadig ved at gå amok ved tanken om et brud?
    Jeg aner ikke hvad der foregår ovre i hans hoved, men tro mig, det har jeg allerede brugt alt for meget energi på.

    Hvordan pokker kommer jeg videre?
    Hvorfor er jeg så handlingslammet, det er jeg ellers ikke.?
    Jeg ved det hele blev lidt rodet, men håber I kan finde rundt i det.
    Jeg tager imod input med stor taknemmelighed, der er heldigvis så mange kloge mennesker herinde!

    #1142
    Feline
    Deltager

    Jeg tænker, at “en fugl i hånden er bedre end 10 på taget” – at du er bange for at tage det endelige brud, fordi du ikke ved hvad fremtiden bringer og fordi du så gerne vil have ham til at give dig noget, han ikke vil/kan. At en lunken kæreste er bedre end ingen kæreste – fordi i din alder, så KAN det jo være, at det sidste tog er kørt – og måske en dag, gider han ikke motorcyklen mere……

    Jeg tror desværre, at du har givet køb på dig selv så længe, at du er blevet bange for at stå alene og stole på dine egne kræfter og egne ressourcer.

    Du får aldrig muligheden for at tage hånd om dig selv og dine egne behov – og at kunne lukke op og møde fremtiden med oprejst pande, så længe, du hænger i det forhold, du har nu.

    Jeg håber, at du finder styrken til at lytte til din krop og dit hjerte. Du trives ikke. Din krop vil ikke længere. Du er nødt til at handle. Alternativt, så ender du måske med at gå ned i stedet for.

    Drop ham! Pænt og kærligt. Fortæl hvorfor. Og begynd så at leve dit liv. Hvis du virkelig betyder noget for ham – så kommer han nok anderledes på banen, hvis du holder fast.

    Hvorfor skulle han ændre på noget nu? Han har jo det bedste af to verdener. Han er blommen i ægget og sikkert misundt af alle de gamle venner, der skal kæmpe med konen derhjemme. Han skal bare sende en sms, så står døren åben, og når det bliver morgengry, så kan han farte ud i livet som en fri fugl igen… WHO can blame him?

    Det er DIT valg og det er DIG og kun DIG, der kan ændre på jeres relation.

Viser 2 indlæg - 1 til 2 (af 2 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.