Han vil ikke have flere børn alligevel.

Viser 4 indlæg - 1 til 4 (af 4 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #6951
    Kide
    Deltager

    Hej jeg er ny herinde.
    Jeg er lige blevet single igen, efter at have været i et forhold på 9 måneder. Jeg er knust og ved slet ikke hvordan jeg skal komme videre. Her kommer lige lidt om baggrunden til bruddet.
    Jeg var kæreste med en sød mand, som er 13 år ældre end mig (jeg er 34). Han har to børn på 11 og 13 år fra sit tidligere ægteskab. Da vi havde været kærester i ca. en måned, spurgte han mig om jeg gerne ville have børn på et tidspunkt. Jeg blev lidt nervøs for hvad jeg skulle svare, for tænk hvis han ikke ville have flere, men jeg fik fortalt ham, at det ville jeg gerne og han sagde heldigvis, at han før han mødte mig, havde han ikke tænkt på at få flere, men at nu ville han gerne have en mere med mig på et tidspunkt. Vi snakkede lidt om babyer og ofte var det ham der bragte emnet på banen, og også om at jeg skulle flytte op til ham (vi bor over 70 km fra hinanden). Der skete så det, at hans ekskone en aften faldt om med hjertestop. Hun fik konstateret kræft for halvandet år siden, fik ny knoglemarv, hvor de var ved at miste hende, men klarede den. Den tid var hård for min kæreste og deres børn, men børnene har fået hjælp og støtte og har klaret det flot. Det troede min kæreste at han også gjorde, men efter den aften hvor hun fik hjertestop(næsten et år efter, at de var ved at miste hende første gang), er det gået ned ad bakke for ham. Han fortalte mig, at han ikke ville have børn alligevel og at alt er kaos i hans hoved.
    Jeg blev naturligvis rigtig ked af det, men valgte at prøve at støtte ham og hans børn så godt som muligt. Jeg meldte dog ud, at jeg vil have børn og hvis det ikke bliver med ham, så bliver det alene (ved insemination). Han blev vist lidt overrasket og ked af det over min udmelding, men sagde også at han ville respektere det. Han har tilbudt at være der for mig, hvis jeg bliver insemineret og sagt at barnet ikke behøver at vide, at det ikke er ham der er faren. Til det har jeg sagt, at jeg ikke vil have, at han er en del af mit eller barnets liv, da jeg aldrig ville kunne forsvare over for mig selv eller et barn, at være sammen med en mand, som ikke ville være den biologiske far (da vi jo var sammen før en evt. graviditet med donor) og at jeg ville føle mig utroligt svigtet ( og det gør jeg allerede i forvejen)
    I de uger han har sine børn, var jeg hos ham/dem (7/7 ordning) og i de uger han ikke har børn, forsøgte vi at være hos mig. Men der var altid noget han lige skulle derhjemme, så det blev ikke en hel uge ad gangen, faktisk kun et par dage.
    Jeg har været meget ked af det. Jeg følte at jeg er valgt fra, og ikke er god nok. Når jeg var hos ham, kunne jeg se hvor meget han elsker sine børn, han snakkede selvfølgelig også meget om dem og tænkte på dem og deres bedste hele tiden, når de ikke var der. Men jeg følte at jeg stod på sidelinjen (hvilket jeg selvfølgelig gør, da jeg ikke var en del af familien) og det gjorde mig så ked af det, især fordi jeg vidste, at han ikke ville have børn med mig alligevel. Jeg havde et godt forhold til hans børn og til hans ekskone, som var glad for mig og har fuld tillid til mig, så på det punkt er det helt perfekt. Min exkæreste og hans ekskone, har også et godt forhold til hinanden, så det er jo også rigtigt godt.
    Min exkæreste og jeg snakkede meget om, hvordan han har haft det det sidste stykke tid, om hans eks` sygdom og om børnene og hvordan de har det . Jeg har udover mit faste job, et sidejob, hvor jeg bl.a. snakker med børn i sorg og med andre problemer samt rådgiver forældre i forbindelse med deres børn, så jeg er ret trænet i at snakke om de svære ting.
    Der er ingen tvivl om, at han har været ude for en traumatisk oplevelse, som gør at han har det rigtigt svært. Han har ikke fået noget professionel hjælp, men har fået kontakt til en psykolog, som han nåede at være hos én gang. Jeg har kunne mærke at han blev mere og mere indelukket og kun med nød og næppe, klarede hverdagen for børnenes skyld. Han har følt sig meget som et offer og ikke kunne forstå hvorfor det lige var ham, der skulle opleve noget så svært. Han har hele tiden sagt, at han ville ønske, at det var mig, han havde fået børnene med og at han aldrig har haft det sådan med en kvinde før, som han havde med mig. Han sagde at jeg lyste hans liv op og at han ville være sammen med mig resten af livet (dette har han sagt gennem hele vores forhold). Men for en uge siden, meldte han ud, at han havde tænkt og besluttet sig for, at han ikke vil have flere børn og vi sluttede vores forhold, da han ikke kunne klare at se mig ked af det.
    Før vi blev kærester var han også meget langt nede følelsesmæssigt, men han fortalte at han blev glad, da vi blev kærester og pludselig kunne se en mening med sit liv igen.
    Så nu står jeg så tilbage forvirret og fuldstændigt knust. Vi arbejder sammen på en lille arbejdsplads til hverdag, så det er virkeligt hårdt at være på arbejde.
    Er der chance for, at han kan få det bedre? Og at han måske kan få håb om fremtiden tilbage? Eller skal jeg bare acceptere aldrig at få børn, med en jeg elsker?

    Ja det blev lidt langt og nok også forvirrende.

    #6963
    Tintin
    Deltager

    @Kilde

    Du skriver “Før vi blev kærester var han også meget langt nede følelsesmæssig”.

    For mit vedkommende gider jeg ikke bruge romantisk tid på folk, som er “i følelsesmæssigt underskud”, og bruger det som forklaringsramme. De må få styr på deres shit, og melde sig tilbage i kampen, når de er klar. Er de på datingscenen, så må de gælder ingen undskyldninger !!!!!!!! Problemer underskylder på ingen måde deres adfærd. Når folk har problemer, ser man måske først rigtigt deres sande natur.

    Hvis du i en alder af 34 år vil spille på casino, om du skal have børn, så er det din sag.
    Om du skal vælge mand eller børn, kan kun du svare på.

    Hvis det var mig, så fandt jeg mig en anden mand med det samme, som er stabil og vil have børn! Det børn er ganske enkelt for vigtige for mig, til at jeg vil vil spille oddsset med handicap.

    #6964
    sascha
    Deltager

    Kære du, jeg forstår til fulde dit behov for at få egne børn, men han er så absolut ikke et sted i sit liv hvor han kan påtage sig flere forpligtelser lige nu. Stakkels stakkels mand – og hvis dit biologiske ur ikke havde ringet så højt ville du også sagtens kunne se at det ikke kan ske nu. Manden tilbyder ovenikøbet at ville være sammen med dig og acceptere din beslutning. Det ligger jo lige som i kortene at der er stor sandsynlighed for at han kommer til at stå alene med de to han allerede har. Og som om det ikke var nok så ovenikøbet ovenpå en meget lang periode med angst, sorg og uvished. Jeg er selv mor til 3 og jeg tager hatten af for at han ikke kaster sig ud i at lave endnu en.

    Hvis du vil dele dit liv med ham må du enten “nøjes” med at være “mor” for dem han har eller få dig et barn af anden vej. Hvis du kan blive gravid! Det er jo ved at være på høje tid.

    Mit råd må være at du må gå dybt ind i dig selv og finde svar på om han virkelig er manden i dit liv og det er dyb kærlighed med alle de udfordringer der følger med netop ham – eller om han “bare” var en passende donor der valgte fra.

    Jeg er selv 47 og jeg skulle heller ikke under nogen omstændigheder til at begynde forfra. Der er forskellige faser i livet og lige der hvor i står er 13 år en stor aldersforskel.

    Men han lyder jo til at være en super dejlig fyr der accepterer dig netop som du er. Hvorfor er det så vigtigt HVEM der er far biologisk hvis han gerne vil dele livet med jer?

    #6980
    Kide
    Deltager

    @Tintin på det tidspunkt, hvor vi blev kærester, havde han fået en masse hjælp og troede selv at han var ovenpå igen. Han havde besluttet sig for, at år 2014 skulle være hans år. Vi arbejder sammen, så det var noget der bare ligesom skete, og ingen af os havde troet at vi ville ende som kærester.


    @Sascha
    han ville jo ikke ende alene med to børn, hvis han var sammen med mig. Han ville til gengæld have en kæreste som ville forstå hans situation og en støtte til hans børn (især den yngste, har brugt mig en del, til samtaler om pigeting).

    Jeg kan sagtens sætte mig ind i hans situation og jeg ved at han blev skræmt fra vid og sans, da hans eks fik tilbagefald. Men jeg har hele tiden håbet på, at han ville få det bedre. Desværre er det bare gået den anden vej.

    Han har hele tiden sendt blandede signaler. Feks. at sige, at han vil være sammen med mig for evigt (velvidende at vi hvis vi skulle blive sammen, skulle have et barn sammen), han har ikke været god til at huske beskyttelse, når vi havde sex (han ved at jeg ikke tager p-piller), og vi har stort set ikke haft en måned, hvor vi ikke har dyrket usikker sex.

Viser 4 indlæg - 1 til 4 (af 4 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.