Han er ikke forelsket.

Viser 2 indlæg - 1 til 2 (af 2 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #13846
    Nola
    Deltager

    Jeg vil lige starte med at give lidt af min baggrund: Da jeg var 15 år gik mine forældre fra hinanden og i de efterfølgende 9 år har de trukket mod hinanden i en retssag, hvor udfaldet var at min far gik konkurs. Der var strid om alt fra os 5 søskende og ejendom til de små ligegyldige detaljer. Jeg var gammel nok til at forstå en hel del af det mine forældre gjorde mod hinanden.
    De oplevelser, har nok skubbet mine overbevisninger om kærlighed, forelskelse og alt det der tilhører lidt væk fra de “traditionelle” eller romantiske. Jeg er nok blevet til lidt af en kontrol freak når det handler om mine følelser, og kan ikke lide ideen om at være forelsket.
    Jeg er derimod blevet ret praktisk anlagt og har sat mig et billede op, om at jeg ønsker at finde en partner som jeg klinger godt sammen med og kan danne et godt “team” med igennem livets udfordringer. Så, ikke specielt meget romantik, lyserøde skyer og forelskelse.

    Når det er sagt, så er det lige gået op for mig, at jeg nok er blevet forelsket. Selvom jeg har prøvet at undertrykke den i noget tid, så må jeg nok indrømme at den er der. Det er første gang siden min eks som jeg mødte i 2006 og slog op med i 2010 at jeg har ladet en anden person komme så tæt på mig, som ham jeg nu er forelsket i.

    I dag er jeg 26 år, studerende og sports-udøver. De fleste vil nok mene at der er fart på i min hverdag (som repræsenterer min praktiske, kontrollerede side) men jeg har også savnet at slå benene op til sofahygge og at være mere i kontakt med mine følelser.

    Nu til mit issue:
    Jeg har set den her fyr i lidt over 5 måneder og vi kalder os efterhånden kærester.
    I samme omgang som jeg finder ud af at jeg nok er forelsket i ham, får jeg også at vide at han hverken har været eller er forelsket i mig (det var nok den information der har fået mig at indse forelskelsen udfra min egen reaktion).

    Jeg er bange for at jeg har været for “nem” og måske også for omklamrende i den tid vi har været sammen. At jeg har været for dårlig til at give ham plads og tid til at finde ud af om han kan savne mig. Jeg har en tendens til at være impulsiv, så hvis jeg tænker at jeg har lyst til at sende ham en besked – så gør jeg det med det samme, uden at tænke videre over at det måske kan være sundt at lade være.

    Allerede inden jeg mødte ham, havde jeg en ide om at jeg ønsker at få børn snart. Og siden jeg ikke har nogen romantiske ideologier at gå efter, har det været ligegyldigt for mig om det skulle blive med en fast partner eller ej.
    Efter en del samtaler omkring evnet, har jeg forstået og valgt at respektere hans ønske om at vente til vi ved om vores forhold er holdbart. Når jeg tænker mig om giver det også rigtig god mening synes jeg, og jeg sætter også pris på at han har så “fornuftige” ønsker omkring det. Det viser at det betyder meget for ham hvis han skulle blive far – det er jeg glad for. Jeg er også glad for at han kan holde mig lidt tilbage når jeg har lyst til at gøre op med min lille kontrol-freak og springe ud i tingene uden planlægning.

    Det at jeg taler før jeg tænker, tror jeg også kan være et problem, og skubber balancen i vores forhold, da jeg (forståeligt nok) fremstår som at jeg presser meget på. Han får følelsen af at jeg har haft en livsagenda, som jeg bare følger og at han bare er en brik i min puzzlespil. Det er måske delvis rigtigt, men samtidig med at jeg indser det er jeg også overbevist om at det ikke er sådan jeg ønsker det skal være. Jeg holder af ham og vil gerne gøre plads til at vi begge to trives i forholdet.
    Det at han føler sig som en del af en plan er selvfølgelig ikke meningen, og jeg er ked af at den følelse er opstået. Især fordi jeg godt kan se min rolle i at det er tilfældet.

    Jeg håber selvfølgelig at han kan blive forelsket, men er også velvidende om at det ikke er noget man kan styre. Vi er enige om, at vi på mange punkter passer godt sammen og håber på at kunne udvikle os sammen, men han savner forelskelsen.

    Jeg har en idé om, at jeg skal trække mig lidt tilbage og give ham plads. Jeg vil gerne justere min opførsel og være bedre til at tænke mig om og se hans behov. Jeg ved bare ikke rigtig hvordan jeg administrer det.
    Derfor skriver jeg her … i håbet om nogen gode råd til hvordan jeg/vi kan komme videre herfra hvor vi står.

    #13864
    lillehjerte
    Deltager

    Hvordan kan det være at du byder dig selv det næstbedste?

Viser 2 indlæg - 1 til 2 (af 2 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.