Han er bange for intimitet og nærhed

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 16 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #17470
    sascha
    Deltager

    Hej alle – har lige brug for lidt input til en for mig helt ny situation, jeg aldrig før har stået i.

    For snart 2 år siden mødte jeg en skøn mand. Vi connectede på mange planer (var ikke seksuelle) og han inviterede flere gang ud og skrev flittigt men jeg afviste ham høfligt 2 gange, da jeg ikke var klar og også meget bevidst om at vores temperamenter er meget forskellige. Jeg er åben, ekstrovert, direkte og handlingsorienteret. Han er rationel, lukket og nok lidt introvert, selv om han også har en meget charmerende og udadvendt side. Han holder bare folk ud i strakt arm.

    For et par måneder siden, genoptog han igen kontakten og inviterede igen. Jeg tænkte, at ok, men den ihærdighed og evne til at acceptere mig, hvor jeg er, skulle honoreres, så vi begyndte at ses.

    Det har været skønne måneder. Vi griner, pjatter og har det sjovt sammen. Han behandler mig som en prinsesse. Den udsøgte gentleman. Skriver eller ringer mange gange om dagen. Er han ude til arrangementer, skriver han ovenikøbet også. Jeg har absolut ingen grund til at tro, at han ikke vil mig. Tværtimod. Han taler fremtid. Har erklæret, at “vi” skal have “os” til at lykkes – for alvor. Vi er begge 49 år. Fraskilte, boet alene nogle år og har styr på alle basis ting som hjem, arbejde, børn, økonomi osv.

    Nu til “problemet”….. han passer alt for godt på sig selv. Siger selv, at han må og skal gøre det bedre. Beder mig inderligt om TID og tålmodighed…. det er så bare ikke min store force. Jeg fornemmer, at han føler sig mest komfortabel ved at vi sidder i hver sin stue, 5 min fra hinanden, og skriver sammen non stop, fremfor at vi er fysisk sammen. Vi ses 1 – nogengange 2 gange om ugen – og der er ALT hans fokus på at behage mig. Seksuelt har han udelukkende fokus på mig. Ved ikke alt det gode han skal gøre, men jeg vil jo hellere at det er en fælles fornøjelse… jeg er selv en “giver” og han nyder det også, men han er totalt kontrolfreak og giver ikke slip.

    Han har levet i et langt “koldt” ægteskab med en af samme slags som ham selv. Karriere, styr på tingene men ingen fællesskab og ingen varme. Det er ham, der har valgt at bryde ud. Det er lukket og ikke et problem…

    Han VIL så gerne – jeg kan se i hans øjne at han er vild med mig – og han prøver jo virkelig også. Men for mig er det tydeligt at han ikke kan håndtere at jeg kommer for tæt på, at det bliver for intimt. Og jeg er nok sådan en, der helst kravler helt ind i mine nære relationer.

    Når jeg skriver det, kan jeg godt selv se, at det virker “skørt” for han er jo langt hen ad vejen drømmeprinsen – en rigtig mand, der tager ansvar og går forrest, men jeg føler mig “afvist” ved ikke at kunne komme tættere på. Det er altid mig, der spørger om at ses – til gengæld altid ham, der skriver uafbrudt. Vi bor tæt på hinanden, så jeg kan ofte se, at han er hjemme om aftenen, alene. Han har prøvet til med en anden før mig, med dårligt resultat. Hun har kaldt ham “egoistisk” og ude af stand til at elske… Bøvler, vil tale dybt og ha svar. Det kan han ikke..Og så går han. Jeg ser en mand, der elsker og forguder sine børn – en ensom sjæl der så gerne vil ud af skallen, men ikke kan…

    Jeg er klar over, at han faktisk er på overarbejde med mig – og jo holder ud – så jeg tør ikke sige “fra”. Er helt klar over, at hvis jeg bøvler for meget, så ryger han helt tilbage i hulen igen og lader sin rationelle hjerne bekræfte, at det er klogest at holde mig lidt på afstand.

    Hvad gør en voksen og klog kvinde her? Jeg vil jo ikke ende med at “slå” mig på ham og holder også mit hjerte så lukket som jeg kan. Begynder at mærke irritation… jo ikke et godt tegn.

    Er det et håbløst projekt at tro sådan en mand KAN lukke op??? Tænker, at jeg jo ikke har brug for en penneven og en ugentlig orgasme, men en soul mate og partner in crime. Nogen, der kender problematikken?
    Gode input tages imod med kæmpe tak.

    #17477
    lillehjerte
    Deltager

    Har du overvejet om han ikke vil lukke dig længere ind fordi der muligvis kan være andre kvinder end dig om buddet? Et er sikkert og det er at både dine forgængere og du ikke kan holde hans tykke skal ud- og hvad den skal består af får du nok aldrig svar på. Det lyder som om at det er noget man må tage med eller gå fra hvis man ikke kan leve med han er på den måde.

    #17479
    Per
    Deltager


    @sascha

    Du vil have ham til at åbne op. Men kan du garantere at du vil værdsætte og støtte den side,
    hvis han viser den?

    Du skriver jo selv at tid og tålmodighed ikke er din stærke side. Og du vil alligevel have ham ud af skallen?

    Jeg kommer til at tænke på afsnittet i “Venner”, hvor Rachel dater en lukket mand, som hun sååå gerne vil se den sensitive side af. Da hun endelig får ham åbnet op, kan han ikke holde sine følelser tilbage.
    Hun mister tiltrækningen til ham og som en konsekvens tålmodigheden og dropper ham.

    Der er med dette eksempel en grund til at mænd (instinktivt) ikke åbner sig fuldstændigt op for kvinder. Årsagen er at vi ikke kan stole på jer, da mænds svagheder sjældent er et turn-on for jer.

    For ved I i grunden hvad I har gang i?

    Hvad vil I med al den sårbarhed, som I nærmest bønfalder os om at lægge i hænderne på jer?
    -For derefter i nogle tilfælde at bruge imod os?

    Er du som kvinde så tolerant og så støttende som du tror, når det kommer til en mands svaghed? Hvor afhængig er du som kvinde af at føle en mands styrke?

    Hvordan vil du reagere, hvis han ikke kan være der for dig, efter at I har åbnet op for hans personlige problemer? Hvor hurtigt mister du normalt tålmodigheden?

    Som jeg læser det, gør han sig store anstrengelser for at please dig.
    Årsagen til dette og at han ikke tager initiativ til at mødes kunne måske være en frygt for afslag eller simpelt hen frygten for at du forlader ham, hvis han ikke er i kontrol
    og gør sit bedste.

    Personligt ville jeg anbefale ham at se en psykolog, som kan hjælpe ham.
    På den måde kan han hjælpe sig selv via overblikket fra en udenforstående part.
    Han kan få arbejdet med den angst han sandsynligvis har for at åbne sig og risikere
    at blive straffet ved at kvinden forlader ham.

    Hvis du vil være en del af processen, vil du måske som hans kæreste kunne følge op og bekræfte ham i de positive associationer, han lærer hos psykologen og forankre et nyt billede af hans forhold til kvinder, der vist på nuværende tidspunkt godt kan betegnes som værende forvrængede.

    Uden at der skal gå Freud i den spekulerer jeg på om der kunne være nogle moder-issues fra hans barnddom.
    Også hans behov for- og valg af den forrige “kolde” partner og hans adfærdsmønster må stamme et sted fra, tænker jeg.
    Har han en mor, der aldrig viste ham opmærksomhed eller syntes han var god nok, noget i den stil?

    For mig at se virker han desværre til at være blevet følelsesmæssigt afhængig af dig.

    Og hvornår løber din tålmodighed ud med den nuværende situation?

    Jeg ville hjælpe ham med at finde en dygtig psykolog og du kan overveje med dig selv om du har tålmodigheden til at vente under “helingsprocessen”. Det lyder som om at hans issues rækker langt tilbage.

    #17482
    Go Happy
    Deltager

    @Sascha sådan en mand har jeg lige brugt et år på, uden at være blevet klogere, og uden at vælte muren til hans hjerte 🙂

    Samme alder, samme historie, samme ihærdighed og behov for daglig kontakt fra hans side. Han vil også gerne det hele. Men det sker ikke… Det er mig, der ror båden, indleder de følsomme samtaler, konfronterer og åbner hjertet. Jeg har spurgt om det var en pennneven han ønskede – det afviser han. Jeg har spurgt hvorfor hans forsvarsværker er så stærke, han svarer at det jo kan blive brugt imod ham.

    Min har holdt kvinder og nærhed på afstand i mere end 5 år. Når jeg kommer tæt på, skaber han afstand. Når jeg giver ham ro, så er han initiativrig igen. Han kan ikke forklare hvorfor.

    Jeg har aldrig krævet noget af ham, jeg ønsker selv at tage det stille og roligt. Det er en voksen kæreste og ven jeg har brug for, ikke en ny samlever. Jeg har det fint med flere dages tavshed (det sker aldrig) og jeg kan sagtens gå en uges tid uden at ses, jeg har ikke tiden til det. Så jeg skræmmer ham ikke med mine krav, det er alt sammen noget der foregår i ham.

    Min har succes, er udadvendt og selvsikker. På overfladen… For han åbner kun langsomt op. Følelsesmæssigt agerer han med usikkerhed og forvirring hver gang det bliver for nært, eller han fornemmer at jeg er ved at gå.

    Jeg kan ikke give dig nogle gode råd. Det var blot for at lade dig vide, at du ikke er alene om at knække den nød 🙂 Jeg har været virkelig tålmodig, og nu er jeg gået. Han kontakter mig stadig, jeg ved faktisk ikke hvorfor. For jeg spørger ikke om mere, og jeg tager ikke flere initiativer.

    En klog veninde fortæller mig, at mænd som ham typisk ikke kan elske på en tillidsfuld måde. De lever i deres hoved, og mærker ikke følelserne for alvor, enten fordi de ikke kan, eller ikke tør/vil. Jeg ved ikke det forholder sig sådan, eller om svaret er helt simpelt; de er bare ikke forelsket nok i os…

    #17483
    TinaE
    Deltager

    Jeg bøvler med samme problematik og kan bare sige at det blir bedre og bedre, og vi har nu set hinanden i 2 1/4 år. Som du er inde på Go Happy ved jeg ikke med sikkerhed om det skyldes manglende forelskelse eller han ikke kan/vil/tør committe sig mm.
    Ikke desto mindre går det hele tiden fremad, men jeg har også været ret tålmodig, tror jeg godt man kan sige. Mit eneste råd er derfor: hav tålmodighed og tid.

    #17484
    sascha
    Deltager

    Tusind tak for jeres skønne input. Netop issued med tid og tålmodighed og at undlade pres er nok vejen frem. Jeg er meget overbevist om at det ikke handler om andre kvinder, ej heller manglende interesse eller følelser for mig. Er enig med Per i, at han faktisk gør sig rigtig meget umage.
    Nu i går eftermiddag tog han pludselig selv teten og inviterede mig ud til sig til aftensmad og hygge. Det blev en super hyggelig aften. Jeg tror, at han er “bange” for en lang aftens tosomhed – af frygt for at det bliver for meget “women talk”, så jeg holdt det på det sjove, flirtende plan. Vi grinede og hyggede os med det resultat at han faktisk af sig selv kom med små vigtige “informationer” – omkring sin familie, sig selv osv. Jeg kvitterede ved at lytte, og ikke stille en masse tillægsspørgsmål.
    Det her handler lige så meget om mig og mine reaktionsmønstre som om ham, tror jeg. Måske skal jeg ikke ha ham åbnet til et bløddyr som Per skriver. Jeg tænder jo for vildt på at han er alpha og viser mig hvor skabet står…. @Per du har virkelig givet mig noget at tænke på. TAK.

    @gohappy – hvor er det synd at du gav op… min flygter aldrig – han er der hele tiden, men har bare meget længere horisonter med at invitere end jeg –
    Jeg holder vores samtaler på et “let” plan ca 90% af tiden – og da vi har samme humor og vid, er det ikke svært. Vi griner meget sammen.
    Har du tænkt over, om din manglende lyst til at tage initiativet, indtil han bliver tryg, skyldes angst for afvisning fra din side af? Det er i hvert fald noget af det jeg selv kæmper med.
    Endnu engang tak for input – rart at vide at man ikke er alene om hulemanden – smiler. Jeg må indrømme at hans pludselige meget positive ryk i går har givet mig mod på at klappe hesten og tro på projektet lidt endnu.

    @tinaE
    dejligt at høre, at de lægger noget af facaden med tiden

    #17485
    Go Happy
    Deltager

    @Sascha måske var jeg ikke tydelig nok 🙂 Min er aldrig flygtet i kontakten. Han er som din, ikke god til at tage initiativ til at ses. Med det resultat, at det er mig der skal spørge de fleste gange.

    Og det føles ikke rart. Jeg har sat ord på, og sagt at hvis han ikke følger sine ord op med handling, så stopper jeg med at spørge. Det hjælper i kort tid, så falder han/vi tilbage i samme mønster. Jeg har brugt et år på at lade tingene udvikle sig – det har været en sund øvelse, for en utålmodig sjæl som mig. Men til sidst opgav jeg 🙁

    Vi har samme kemi som jer, og jeg holder det også let. Ingen bebrejdelser, og bliver i mig selv, når jeg sætter ord på mine behov og ønsker. Men du har helt ret 🙂 Bag min irritation gemmer sig frygten for at give for meget, uden at få igen. Og for at blive afvist. Jeg har ikke været i en relation før, hvor det er mig, der primært skal sikre, at vi ses. Så min impuls er hele tiden at trække mig, inden det gør for ondt.

    For mig handler det også om, at jeg ikke kan holde gnisten, hvis vi ikke ses lidt oftere end tilfældet er. Jeg kender hans dag, hans liv, hans tanker og bekymringer – Men jeg vil ikke et forhold på sms – Jeg vil ses.

    Så jeg gik som sagt. Sikker på, at det bare ikke skulle være. Men han slipper mig ikke, han har holdt ved med sin kontakt. Og nu vil hans ses… Så måske tager jeg en ny omgang – Jeg savner ham jo 🙂


    @Per
    også en tak fra mig, det gav noget at tænke over 🙂

    #17487
    sascha
    Deltager

    @Gohappy – uhh jeg kan mærke “dig” helt ned i maven… tror vi langt hen ad vejen tænker og føler ens i den her situation. Og det naturlige og sædvanlige valg for mig ville også være at lukke døren og gå. Men det ærlige svar ville jo også for mig være at der i den handling så lå et håb om at han skulle ændre sig. Og efterhånden er jeg blevet så klog at jeg godt ved, at jeg ikke kan ændre på andre end mig selv og at han ikke skal “fikses” men at jeg skal mærke om jeg kan være i det eller om jeg ikke kan – så lukker jeg den, så er døren låst og håndtaget revet af. Jeg er blevet for gammel til spil og tidsspilde. Og jeg er jo i frit fald – uanset hvad. Men har ikke satset andet end mig selv. Og det gør jeg heller ikke de første mange år – altså kaster hele puljen ind og flytter sammen.

    Din, lyder jo også til at ville dig rigtigt. Ellers holdt han jo heller ikke til at du lukker den ned. Held og lykke og pøj pøj – du kan jo lige så godt tage turen, når du savner ham. Prøve det af indtil du med dig selv ved helt ind til rygraden, at det kan og vil du ikke bruge dit liv på. Så får du ro. Måske det hele løser sig, inden du når der til. (lolo)

    #17488
    Go Happy
    Deltager

    Jeg har slet ikke ønsket om at satse hele puljen de næste år. Vi har begge hjemmeboende yngre børn, og krævende jobs med bl.a. rejseaktivitet og sene dage. Det har også været en af årsagerne til, at det er svært at finde tid til at ses 🙂

    Vi kommer begge med et liv, der ikke levner meget plads til en kæreste. På en måned har vi måske 3-4 dage/aftener hvor vi kan vælge at være sammen. Og det betyder så et fravalg af andre ting, eks. aftaler med veninder eller en stille aften i sofaen med en bog i eget selskab.

    Så for os begge har det været nødvendigt med en langsom start. Jeg er bare sådan indrettet, at når først vi har krydset grænsen og begge er ret vilde med hinanden, så løser man det. Så prioriterer man, og skaber nogle rammer, vi begge kan have det godt i. Og der var jeg nok for utålmodig og for sort/hvid 🙂

    For ja, vi skal jo tage ham som han er 🙂 Jeg er ikke færdig med ham. Nogle gange skal man bare derud, hvor man selv bliver træt af det – hvis ikke det løser sig inden, jeg håber det sidste 😉

    Jeg har aldrig lukket den med ord, eller givet et ultimatum. Jeg har trukket mig tilbage, forholdt mig afventende, prioriteret mit eget liv. Og så har jeg sat ord på, når han spurgte mig hvorfor. Men jeg har ladet ham selv om at finde ud af, hvad han vil. Og jeg har givet ham tid og ro til det. Mødt ham med varme, men samtidig holdt fast i, at jeg ikke kan give ham det han vil (kontakt og opmærksomhed) når vi ikke prioriterer det at ses lige højt.

    Du skriver, at du går på listesko, for ikke at blive en kvinde der forlanger for meget. Det kender jeg, og her er mit bedste råd, at du holder igen med at ses kun på hans betingelser, for så kommer følelsen af, at man investerer meget mere end ham. Hold fast i, at du har en naturlig lyst til at ses ham, og at det skal prioriteres. Lad ham åbne sig i sit eget tempo, og følg ham. Tag et skridt, når han gør – Overhal ham ikke 😉

    #17489
    sascha
    Deltager

    Elsker din sidste linje – for billedligt talt så løber jeg jo netop ved siden af og hepper på lunteren – ha ha – præcis sådan er det. Koooom nu… og i virkeligheden aner han slet ikke hvor meget energi jeg bruger på netop at holde igen.

    Og det tåbelige er, at jeg faktisk slet ikke har tid til eller brug for mere samvær og kontakt i det ellers fede liv, jeg lever. Jeg bliver bare “bange” og forvirret når jeg ikke “bestemmer” og har føringen. Når jeg ikke VED alt om han han tænker og føler – men Pers ord runger meget i mit hoved – for hvad godt har det egentlig bragt med sig i mine tidligere forhold?

    Jeg vil gøre som dig – genoptage prioriteringen af mit eget liv først – læne mig tilbage og glæde mig til næste gang manden min byder op til dans, fremfor at slide mig selv op med alle de spekulationer.

    Tak for rigtig go sparring fra dig og glædelig jul .

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 16 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.