- Dette emne har 5 svar og 5 stemmer, og blev senest opdateret for 6 år, 5 måneder siden af
.
-
Indlæg
-
Jeg er en pige på 22 der for et år siden mødte min kæreste. Efter blot få måneder var jeg ikke i tvivl om at jeg havde mødt manden i mit liv. Vi blev kærester et par måneder efter og i starten gik det super godt. Vi vidste begge fra starten at vi ikke ville se hinanden hver dag, da han arbejder i Jylland og kun er hjemme i weekenderne. I starten kunne jeg godt mærke at jeg ikke blev prioriteret så højt når han var hjemme i weekenderne. Jeg fortalte ham hvordan jeg følte og han blev også bedre til det. Jeg føler dog stadig ikke at han tager ligeså meget initiativ i vores forhold som jeg gør. Det er ofte mig der starter med at skrive eller ringe til ham. Hvis vi har en aftale kan han godt glemme den aftale og lave aftaler med andre. Jeg er ikke i tvivl om at han elsker mig, men nogengange føler jeg at jeg elsker ham højere. Vi har snakket meget om at flytte sammen, men det er også altid mig der har bragt det på banen. Selvom vi har været sammen i et år føler jeg ikke vi er lige så tætte som jeg var med min eks kæreste, da vi havde været sammen i et år. Det føles som om han ikke lukker mig helt ind. Jeg ved ikke om det er fordi jeg altid svarer ham med det samme og fordi jeg altid er så tilgængelig. Måske gør det at han ikke værdsætter mig så meget. Håber virkelig nogle kan hjælpe mig. Jeg er træt af at føle, at jeg elsker min kæreste højere end han elsker mig.
Jeg synes ikke, at han er værd for dig, at holde fast på, som kæreste. Det er ikke i orden, at han fx glemmer aftaler med dig. Særligt i lyset af, at I ikke ses så ofte i forvejen, da han kun er hjemme i weekenderne. Også i lyset af jeres alder og en potentielt mulig lang fremtid sammen.
Som tommelfinger-regel, mener jeg, at en kæreste skal være meget mere på i starten og særligt i lyset af jeres alder. Hvis han er så lidt på nu, så forestil dig, hvordan han er om 5 eller 10 eller 20 eller 30 år…Der er også noget i hans adfærd, som gør, at du skriver herind og beder om råd. Det skal du heller ikke underkende. Din egen intuition er vigtigere end, hvad jeg fx skriver til dig.
Noget i dig selv fortæller dig, at noget er galt, det bør du lytte til, mener jeg.Jeg mener ikke, at du gør noget som helst galt. Det er helt off, hvis du bebrejer dig selv, synes jeg. I alle forhold i livet, er der minimum to personer, som skal danse i nogenlunde takt. Og man kan ikke reelt sige, at du er mere ude af takt end han er.
Trust me! Jeg hælder faktisk til, at du danser mere i takt med ham, end han danser i takt med dig. Any case. Hvis man vil hinanden, så er de mellemregninger komplet ligegyldige og så er man, som hovedregel, tilgængelig og svarer med det samme osv, præcis ligesom du gør (men han ikke gør, nær så meget)Hvis jeg var dig, ville jeg føle mig underprioriteret. Men jeg ville ikke engang nøjes med, at sige, at jeg “føler” mig underprioriteret, jeg ville sige til ham, at “jeg ER underprioriteret og det kan jeg ikke leve med længere… Det har stået på i 1 år, og nu må jeg videre med mit liv.”
Forskellen på, at du siger, at du føler og at du ER, er at du HAR taget endelig stilling! Hvis du siger, at du ER, så er det er ikke til diskussion. Hvis du siger, at du føler, så kan du rokkes og flyttes og manipuleres, det kan du ikke så nemt, hvis du siger, det er et faktum, at du er underprioriteret.
Og det mener jeg, at du er.Kære Maria
Jeg læner mig meget op ad Salaminas indlæg. Prøv at mærke efter hvordan det hele føles for dig – ikke for din kæreste. Men føler du reelt at det er et godt forhold for dig at være i?
Du skriver at du ikke føler dig prioriteret – den følelse havde jeg også i et tidligere forhold og det var virkelig anstrengende for mig at være i. Jeg følte mig ofte “for meget” og lavede alle mulige strategier i mit hoved om at virke lidt mere “utilgængelig” ex vente med at svare på beskeder selvom jeg havde læst den og ikke altid løbe ud af døren så snart han havde tid til mig. Jeg havde faktisk ikke lyst til at være den person som var “utilgængelig” men det var en overlevelsesstrategi for at kunne være i et forhold med en, som var “utilgængelig”.
Den dag idag er jeg meget taknemlig for at være ude af det forhold. Det var simpelthen for følelsesmæssigt anstrengende at være i for mig. Så mit råd vil være at du skal mærke efter – helt nede i maven – hvordan føles det for dig og har du lyst til at være i et forhold hvor din partner ikke prioriterer dig højt? Du burde være et af de vigtigste mennesker i hans liv.
Pas godt på dig selv (-:Hvis du begyndte med regler om hvornår du skal svare vil du opdage at du alligevel ikke får noget ud af det. Desuden vil du nok hurtigt ryge i pleaserfælden. Jeg synes ikke han lyder til at være i stand til at give engagement nok i jeres forhold. At han glemmer jeres aftaler…det findes der ikke nogen undskyldning for. Jeg tænker han tager dig for givet og at du fortjener bedre. èn hvor du ikke skal bruge al den energi på at spekulere over om jeres kærlighed er ligeværdig.
- Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.