Genoptaget kontakt – nu intet

Viser 10 indlæg - 21 til 30 (af 48 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #1726
    Anonym
    Inaktiv

    Sommerregn, hvor er det dejligt at høre, at du ikke lider mere. Jeg synes, du havde det hårdt ….

    Kære Alli

    Nu er det jo et budskab indenfor videnskab om den erotiske tiltrækning mellem mænd og kvinder, at en mand vil gerne jage, og derfor skal en kvinde ind i mellem holde sig i ro. Men ikke så meget i ro, at manden ikke ved, at der er noget at komme efter. (Og Lillemy kunne måske også overveje at fortælle sin “ex”, at der er grønt lys, hvis der er det, mener jeg). Og Alli, din udkårne ved jo heller ikke, at du kan indfanges.

    Andre gange kammer det over i den modsatte situation. Som du skriver om en mand, der måske slet ikke har interessen. Det kan da være, at han så skal gøres interesseret. Blackmann har formuleret det: “Vi vil gerne skubbes derhen, hvor vi gerne vil hen”.

    Jeg mener ikke, at det er fordi manden ikke har ressourcerne eller interessen, at du kan få svært ved at opnå kontakt, men fordi du har afvist ham. Han vil tænke, at det kan du gøre igen og derfor ikke have den tillid til dig, som er nødvendig for at få et sundt forhold. Ikke før tilliden er genoprettet.

    Fordi du har afvist ham, så kan du heller ikke forføre ham ved at vise lidt interesse og så regne med, at han har glemt alt om det, og derfor giver sig til at jage. Noglegange skal en kvinde jo jage en mand, og du står i en situation, hvor du er nødt til det, fordi du har afvist ham, mener jeg. Det er ikke sikkert, at du lykkes, måske du bliver afvist, men det er jo ikke anderledes end det vilkår mænd lever under – mænd bliver jo afvist hele tiden: Nej tak, duer ikke, gå din vej, lad mig være – i tale, kropssprog, øjenkontakt fra kvinder i en uendelighed.

    Jeg synes, du skal lægge en plan.

    Kærlig hilsen, Charlene

    #1763
    alli
    Deltager

    Kære Charlene,

    Jeg er overvejende enig, og det er jo også den der med at gøre op med at manden skal jage og tage initiativet der gør, at jeg har overvejet at tage initiativet til at kontakte ham igen. Men der er altså også den vigtige omstændighed, at det jo egentlig er ham der har afvist mig, synes jeg. Jeg brød forholdet først pga. usikkerhed, vi genoptog det, og så sluttede han det, kort fortalt. Derefter tog jeg kontakt til ham og fortalte om mine følelser og bad ham om at genoverveje. Det gjorde han, men vendte tilbage med et svar, der var at han ikke kunne give et svar. (=efterspillet). Og det er nok på baggrund af dette at de veninder jeg har vendt situationen med, har ment at jeg skulle komme videre og glemme alt om ham. Men efter et par måneder var det så jeg skrev til ham mens jeg var i hans by.

    Jeg ved ikke om ovenstående ændrer dit grundlæggende råd og indspark?

    #1769
    Anonym
    Inaktiv

    Jo, det ændrer på situationen – hvis du har jaget ham een gang uden resultat. Det kan jeg godt forstå, hvis du er i tvivl om.

    På den anden side har du måske ikke noget at tabe ved at fortælle ham, at du stadig tænker på ham.

    Eller folder den helt store forførelse ud.

    Måske du spilder dine kræftet, det tænker jeg mest på. Jeg synes, du skal være ligeglad med, at du får et afslag eller at det er en smule pinligt. Pyt med det. Heller træde lidt forkert end sige til sig selv, at man ikke gjorde, hvad man kunne.

    Om du selv havde afvist en mand og han gjorde flere forgæves forsøg, ville det så ikke være i orden?

    #1771
    Lillemy
    Deltager

    Jeg synes, at du har en ret oplagt mulighed for at kontakte ham, nu da I er blevet venner på facebook på hans initiativ. Indledningsvis tror jeg at jeg vlle forsøge ganske langsomt at hive den i land ved at chatte ham på facebook og så se, om tingene måske udvikler sig derfra. Ellers kan du jo vælge den mere direkte facon og være meget tydelig omkring, at du stadig tænker på ham.
    Jeg er ligesom Charlene usikker på, om du spilder dine kræfter. Det er lidt svært at regne ud – dog tillægger jeg det værdi, at han af egen drift fik rakte hånden ud og inviterede dig til venskab på facebook. Det havde han virkelig ikke behøvet! Jeg synes, at du skal give det et forsøg enten på den ene eller den anden måde. Det er bedre end at fortryde, at du ikke gjorde noget.
    Synes det har givet mig mere ro, at jeg har været tydelig, selvom jeg da ikke kan lade være med at tænke på, hvad der mon foregår i hans “lejr”.
    Hvad hælder du mest til at gøre/ikke gøre nu?

    #1795
    alli
    Deltager

    Charlene:
    Da jeg i sin tid “jagtede” ham var det netop ud fra devisen om, hellere at forsøge end fortryde. Men idag har jeg det skidt med det, da jeg syntes jeg gik for langt og at mine følelsesudladninger egentlig var pinlige og for meget overfor en mand der havde sagt stop – uanset grunde. Jeg tror også det overvældede ham og det var derfor han ikke kunne svare og give mig den klare afvisning jeg egentlig havde behov for, så jeg ikke stadig skulle gå her og håbe. Det er det der med at ydmyge sig selv igen der afholder mig fra at tage steppet og fortælle ham om mine følelser.
    Jeg har jo også prøvet, at jeg har sagt stop til en mand, som efterfølgende prøvede igen og igen. Og der syntes jeg jo han var lidt irriterende – når han tog kontakt, var jeg høflig og kortfattet, for at han skulle forstå at jeg ikke havde ændret holdning til os to. Jeg sagde også direkte nej.

    lillemy:
    Målet er/var, at se ham een gang til, og derefter finde ud af om jeg stadig har følelserne for ham som person, og ikke bare billedet af ham og de gode stunder vi havde. Vejen dertil er bare svær.

    Jeg skrev faktisk til ham i går på fb, som du også foreslog, lige før sengetid som vi gjorde før i tiden. Vi var ret hurtigt tilbage i samme humoristiske, drillende chit-chat vi havde før det blev kompliceret. Det var dejligt og jeg kan mærke at jeg virkelig savner ham. Ham som person, ikke et billede af et forhold eller forhåbninger. Men jeg kan også mærke, at jeg føler mig ydmyget fra tidligere og tænker over om han synes jeg er irriterende og kun skriver af høflighed/medlidenhed. Jeg tror også, at han stadig vil se den fysiske lange afstand mellem os som en dealbreaker ift. andet end at skrive lidt sammen. Og det er jo ikke nok for mig.

    Så jeg tror jeg vil give det en uge eller to, og se om jeg stadig har det på samme måde til den tid. I så fald vil jeg lade ham være, og prøve at glemme ham.

    Jeg synes også at du i din situation har gjort det du kunne, og ville også finde samme ro i det som du, når du har været så tydelig. Synes det er stærkt gået, at du kan holde fast i det og den følelse og nej, der er netop ikke noget at fortryde for dig. Hvordan går det?

    #1796
    Lillemy
    Deltager

    Hej Alli

    Ja, der er en skarp balance mellem at ydmyge sig selv og at være tydelig. Jeg kan godt forstå, at du ikke bare vil fare ud og øse ud af dine inderste følelser, som tingene er nu. Jeg har også prøvet det der med, at en fyr ikke kunne forstå, at jeg ikke ville mere og blev ved og ved og ved, selvom jeg var ret så tydelig. Det var virkelig ubehageligt, fordi han tvang mig til at være helt ekstremt hård ved ham. Det har også betydet, at jeg på ingen måde ønsker at have kontakt med ham igen, fordi jeg er bekymret for om han misforstår.
    Noget siger mig bare med ham din at han ikke bare er dårlig-samvittigheds-flink – jeg kan selvfølgelig ikke vide det, men noget siger mig det bare. Det virker på mig helt mærkeligt, hvis han af egen drift skulle tilføje dig på facebook udelukkende af dårlig samvittighed. Det kan selvfølgelig også bare være, at han synes, at du er en sød pige uden der er mere i det, men der er for meget gætteri her, så synse du skal undersøge det, som du jo så også er igang med. Jeg synes det lyder rigtig fint, at I chattede sammen. Jeg er enig med dig i, at du skal lade den ligge lidt nu og se, om der sker noget. Hvis der ikke sker yderligere fra hans side de næste par uger, så kan du overveje, hvordan du da vil gribe situationen an. Hvis du laver opdateringer og poster billeder og den slags på din profil, kan det jo være, at han “liker” det – you never know.
    Her går det egentlig okay. Jeg kredsede lige lidt om de ting, jeg har af hans (og han har af mine) et par dage, men valgte at lade det ligge for nu. Det haster ikke og jeg tror også, at tiden er vigtig i det her.
    Vi bor ikke i samme by (faktisk bor han 30-40 minutters kørsel herfra). Han har en god ven i en by tæt herpå, som kræver at han kører gennem min by. Igår var jeg ude at gå en aftentur med en af mine gode venner og jeg er temmelig sikker på, at ham min kørte forbi. Han kan ikke ha undgået at se mig, hvis det var ham (hvilket jeg som sagt er rimelig sikker på) Jeg havde det egentlig ok med det, men kom til at tænke på tingene igen (altså dem vi har af hinandens ting). Et eller andet må gøre, at han ikke har taget initiativ til at vi får dem udvekslet. De er det eneste, der “binder” os sammen nu. Når de er afleveret, er der ikke flere “undskyldninger” for bare at ses og vi kommer ikke i de samme kredse, så vi vil ikke tilfældigt løbe ind i hinanden. Jeg skal ikke kloge i, hvorfor han ikke har smidt tingene forbi her ved mig – jeg ved kun, hvorfor jeg ikke har taget initiativ til udvekslingen. Nogle gange er det klogeste, man kan gøre at sidde på sine hænder.

    Kom lige til at tænke på, at du skrev, at der var stor afstand mellem jeres bopæle og at det nok udgør et issue for ham. Hvor stor en afstand taler vi om og har I hver især noget, der binder jer til de byer, I bor i nu?

    #1814
    alli
    Deltager

    Jeg tænker, at I begge ser hinandens ting som en livline I altid kan bruge som undskyldning for, at tage kontakt, når I har haft lidt tid hver for sig til, at vende tankerne og få det hele på afstand – det kan jeg udmærket forstå I begge har brug for. Selvom I ikke kommer i de samme kredse, er det da måske tilfældigheder der kan gøre at I støder ind i hinanden igen på et tidspunkt, når I nu ikke bor længere fra hinanden end I gør og han har ærinder tæt på din by. Det ville jeg finde lidt tryghed i, i dine sko. Tænker også det var godt nok for ham og hans proces, hvis det var ham der kørte forbi. Altså så han så dig og kunne mærke efter i maven hvordan han havde det med det, for jeg er ikke i tvivl om, at det var det der skete for ham, hvis det var ham og han så dig. Hvis han har positive tanker, kunne jeg da forestille mig der kunne komme et kontaktforsøg i løbet af de kommende dage. Det med at gense en person som man har haft i tankerne og ikke har set i løbet af noget tid, og mavefornemmelsen når det sker, er altså meget sigende, tror jeg.

    Jeg er glad for du også tolker ‘mins’ opførsel som om der er et eller andet. Måske ikke stærke nok følelser til, at smide alt på bordet og ville et forhold igen, men i hvert fald nok til, at der er en eller anden form for positiv tilknytning. Især med henblik på vores din og min (måske generelle) måde at håndtere en uønsket bejler på.
    Men ja, der er stor afstand mellem os fysisk, og her taler vi 3 timers transport, så der er mulighederne for at se hinanden tilfældigt virkelig ringe. Hans job binder ham til hans by pt., men jeg kunne godt se mig selv flytte på et tidspunkt. Vi har bare aldrig talt om det med afstanden – udover at han ikke ønskede et langdistance forhold hvor man ikke kan se hinanden når man vil – nok fordi vi begge har været bange for, at gøre forholdet seriøst ved, at give en eller anden form for tilsagn om at flytte for hinanden. Men afstanden er en stor ting og jeg kan godt forstå hvis det er en dealbreaker for ham, og det der gør, at der ikke kommer mere fra hans side.

    #1817
    Lillemy
    Deltager

    Jeg tror, du har ret i, at vi holder fast i tingene som en slags livline. Jeg føler ihvertfald at støvet lige skal lægge sig lidt før jeg er klar til at se ham igen.
    Jeg er som sagt ret sikker på, at det var ham der kørte forbi. Han kom kørende bagfra, men hvis jeg har ret i, at det var ham, så så han mig og genkendte mig med 110% sikkerhed. Jeg tror også, at det var godt for hans proces at se mig uden at vide, at jeg opdagede, at det var ham. Det blir lidt mindre “konfronterende” på den måde.

    Ja jeg tolker helt klart det som en positiv tilknytning, at han tilføjer dig. Jeg ville aldrig af egen drift tilføje en, som jeg i bund og grund ikke ønskede nogen form for kontakt til. Det kan godt være, at han ikke aktivt har tænk “hende vil jeg super-gerne chatte en masse med”, men han har da åbnet kommunikationslinierne ved at tilføje dig.
    Må jeg har lov at spørge hvor gamle I ca er og om nogen af jer har børn? Gætter på at I ikke har, men det kan jo være farligt at antage noget..

    #1848
    alli
    Deltager

    Du gætter rigtigt, hverken han eller jeg har børn, og vi er begge lige først i 30’erne, han yngre end mig.

    For både du og jeg er der vist ikke andet at gøre nu end at give det hele lidt tid 🙂

    #1860
    Lillemy
    Deltager

    Fuldstændig enig, Alli.

Viser 10 indlæg - 21 til 30 (af 48 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.