Genoptaget kontakt – nu intet

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 48 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #1606
    alli
    Deltager

    Jeg har tidligere skrevet herinde om et langdistanceforhold og brud (han gik) begrundet af bl.a. hans opfattelse af hans utilstrækkelighed i at gøre mig glad og afstanden. Forholdet var præget af min usikkerhed (jeg slog op først, hvorefter jeg fortrød) og mine mange afkrævninger af svar, bl.a. om hvor vi var som par. Som jeg kan læse herinde er temmeligt udbredt, var det meget intenst, efterfulgt af tilbagetrækning, og om igen. Efterfølgende har vi haft lidt sporadisk kontakt, hvor jeg igen har afkrævet ham svar. Svar han ikke kunne give, og det var han meget ked af. Der sluttede den.

    Der gik et par måneder, hvor vi nok begge fik tingene på afstand, og ved et tilfælde var jeg i hans by, hvor jeg skriver en kort og let hilsen til ham. Han svarer hurtigt at det er længe siden, og at han er på weekendtur med venner i udlandet. Da jeg fortæller at jeg er i hans by bliver han overrasket og ærgelig, da han gerne ville have ‘givet mig en varm velkomst’ hvis han var hjemme (han er ikke lummer og ligger op til sex, det er hans måde at sige på, at han gerne ville have set mig). Han komplimenterer mit billede på min profil, og skriver at han er glad for mine beskeder. Vi ping-ponger i er par timer, og han holder samtalen kørende i flere tilfælde. Desuden tilføjer han mig på Facebook som ven (jeg slettede ham efter bruddet). Tilsidst er det sent, og han afslutter samtalen. Hverken jeg eller ham skriver noget om at tales ved.

    Nu er der gået 2 uger uden kontakt. Jeg havde håbet han ville tage bolden op på min genåbning af kontakten og forhåbning om relation, men han har ikke kontaktet mig siden. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg vil i kontakt igen. Eller jo, det ved jeg jo. Men jeg er bange for at intet har ændret sig for ham siden han stoppede forholdet, især ikke når han ikke tager initiativ til at skrive til mig. Omvendt ved jeg hvor glad han var for, at jeg skrev, og jeg opfatter også hans komplimenter som udtryk for en form for belønning for, at jeg tog initiativ til kontakt. Generelt er han ikke jægeren, jeg tog også initiativ i starten af vores relation, og han har fortalt om hans eks, som også var primus motor i opstarten af deres forhold. Ambivalent som jeg er, vil jeg altså heller ikke fremstå som den desperate eks, der ikke fatter at det er slut, og at han bare er høflig. Ak ja, han har en indvirkning på mig som ingen andre har haft – jeg bliver usikker, påtrængende, kold, varm, glad, ked, rationel, impulsiv osv. i en stor pærevælling.

    Er der nogle bud på om jeg bare lade den ligge og forsøge at glemme ham, eller kan jeg godt prikke til ham igen og sende en hilsen? Han har lige haft fødselsdag, hvor jeg dog ikke skrev til ham, da jeg håbede han ville tage initiativ til det næste skridt.

    #1621
    Sanne2
    Deltager

    Jeg kan ikke huske om du har skevet om det før, men hvor længe havde I kendt hinanden? og hvor godt kender I hinanden? Har du nogle erfaringer i hvordan han tænker og hvad hans begrundelser er for at stoppe forholdet dybest set- At han føler sig utilstrækkelig og ikke synes han kan gøre dig glad, dækker formentlig over noget indei ham, om det er mangel på følelser eller det er et tema som han kender, har du måske en ide om! Hvad tænker du selv om I kan genskabe jeres forhold og var det så godt, at det er værd at kæmpe for ? Jeg tænker det er nemt for ham at kommunikere fra udlandet og du er i “hans by”, det er jo ufarligt og uforpligtende og ikke nødvendigvis et udtryk for at han er meget interesseret eller at du har været savnet- Har I fælles venner du kan snakke med? Siger hans FB noget om hans humør og aktiviteter?

    #1639
    alli
    Deltager

    Hej Sanne2,

    Mange tak for dit svar og dine rigtigt gode pointer og spørgsmål, som jeg gerne vil tage ind og give god overvejelse.
    Jeg vender tilbage med svar senere.

    #1645
    alli
    Deltager

    Vi har kendt hinanden siden sidste december, så hinanden i 5 måneder efterfulgt af et par måneders efterspil. Herefter et par måneders afstand og nul kontakt, og så nu mit kontaktinitiativ. Jeg narrer måske mig selv, men jeg føler jeg kender ham meget godt fordi han har givet meget af sig selv omend på en mande facon. Vi har haft en del samtaler om os og vores forhold – flere end jeg normalt ville have i starten af et bekendtskab pga. afstanden. Han fortalte tidligt i forholdet, da jeg første gang spurgte hvad han tænkte om os, at det var svært for ham at sige til mig, men at han kunne lide mig og at han gerne ville se hvor det førte hen. Dog havde han tænkt meget over det hele og at han ikke kunne lide at skuffe folk og derfor undlod han ofte at skabe forventninger samt han havde en tendens til at trække sig når han så kunne mærke der var forventninger. Her tolkede jeg det som om en projicering; at det egentlig er ham der er bange for at blive såret, og derfor smutter han før han får forventninger, men efterfølgende er jeg dog kommet i tvivl om han egentlig ikke bare mente det han sagde. Jeg anerkendte i situationen ham for, at han var opmærksom på det, og vidste han har det issue. Det gjorde bare intet godt for mig og min usikkerhed i min forelskelse, at han var så åben omkring det. Deraf mit behov for at tale meget om os. Det siger vel også noget, at han på forhånd havde behov for, at “advare” mig. Efterfølgende fandt jeg ud af, at det gælder for alle hans relationer i livet, også hans familie og venner, nemlig at han ikke kan lide at nogen som helst har forvetninger til ham.

    Jeg har hele tiden fornemmet, at han har meget høje og urealistiske forventninger til hvordan han skal agere i et forhold og har en firkantet holdning til, hvordan et forhold er. At han skal tilsidesætte sine egne behov for den andens skyld, og at han hele tiden skuffer den anden, hvis han gør hvad han har lyst til. At den anden part forventer visse ting, som han ikke kan leve op til. At det begrænser ham i de ting han holder af – at være sammen med hans venner. Selvom jeg lagde meget vægt på, at han da bare skulle tage til fodbold eller drikke en øl med en gammel kammerat der var i byen imens jeg var på besøg uden mig fordi det også er hvad jeg selv ville gøre, var det ikke nok. Han sagde meget sigende at “det kunne han da ikke, når jeg nu var der”.

    I løbet af forholdet har han skullet bekræfte mig i, at han havde følelser for mig, og det var han god til, både i ord og handlinger. Han har hele tiden sagt hvordan han er lidt af en enspænder, der har brug for alenetid, bliver træt af at være i sociale sammenhænge, tænker meget og rationaliserer, så at han skulle bruge et par perioder med 2-5 dages afstand hvor han tænkte og mærkede efter, gjorde mig egentlig ikke i tvivl, men bekræftede mig nærmere i, at han ville os og tog os seriøst. Han vidste hvor han havde mig, og han gjorde mange dejlige, søde ting – igen ud fra ovenstående forestilling om hvordan et forhold skal være, tror jeg. Da vi så kom til det punkt, hvor han er kommet frem til, at han gerne vil forholdet på den mere seriøse måde hvor vi kalder os kærester og jeg ikke reagerer på det, går der et par uger hvorefter han afslutter forholdet efter en uoverensstemmelse/misforståelse, hvor han gør mig ked af det. Al hans vilje til at tale om følelser forsvandt der, og i de efterspillet kunne jeg slet ikke få ud af ham, hvad han tænkte og følte. Vi er begge travle mennesker med fyldte kalendre, men hvor jeg brugte planlægning som løsning, var det sammen med afstanden den største grund til, at han bakkede ud, tror jeg. Han har helt sikkert følt at han skulle give afkald på for meget = hele weekender med venner for at kunne leve op til min, men i højere grad hans, forestilling om et forhold. Kombineret med, at det hele kom for tæt på, at jeg ikke gav et rigtigt svar på kæreste-delen og den misforståelse der gjorde at både han og jeg var kede af det en hel weekend, tror jeg bare han kom frem til, at omkostningerne var for store og at han ikke kunne gøre mig glad ved at leve op til mine/hans egne forventninger til et forhold.

    Selvom jeg i efterspillet prøvede på at udrede det hele, var der lukket ned. Han kunne ikke reagere på mine følelser, kunne ikke svare på mine spørgsmål, kun sige, at det havde noget med følelser at gøre. Om det var manglende, forkerte eller andre følelser fandt jeg aldrig ud af.

    Det er hårdt at tænke, men måske er du inde på noget af det rigtige mht. at hans glæde i beskederne ikke nødvendigvis betyder jeg har været savnet. Dog er jeg mere ovre i, at han kom med søde ord for at dulme hans dårlige samvittighed over, at han ikke kan gengælde mine følelser. I hans hovede er det måske en trøst, men for mig er det en forværring, da det jo skaber glæde og håb. Jeg kan nemlig heller ikke undgå at ligge mærke til hans kompliment af mit udseende (billede) – da han var allermest forelsket – for det er jeg ikke tvivl om han var – og det kørte på skinner, var det nemlig en af måderne han viste det på. Og at hvis jeg som ham vidste at en person havde følelser for mig, ville jeg ikke gøre noget for at medvirke til at de blusser op, men nærmere være høflig, svare i korte beskeder og lukke samtalen ned forholdsvis hurtigt. Jeg har dog også lært, at det er farligt at forestille sig hvordan en anden person tænker, da det kan vise sig at være helt forkert. Og hvorfor handle ud fra hvad man tror den anden tænker? Dette er mit dilemma lige nu.

    Mht. det sidste – FB siger, at han er glad, aktiv og sammen med venner, som han jo prioriterer meget højt, og som han også var mens vi var sammen. Vi har ingen fælles venner.

    Er det virkelig så sort og hvidt? At ingen kontakt er lig med ikke tilstrækkeligt med følelser?

    #1680
    Sommerregn
    Deltager

    Kære alli

    Jeg har flere gange tænkt på at svare på dit indlæg – men har hver gang valgt ikke at gøre det. Jeg ved nemlig ikke, om jeg kan skrive noget, der hjælper dig. Som jeg læser dit indlæg, så har du en masse håb omkring jer to – og du “byder dig til” på en sød og fin måde overfor ham med et ønske om, at han vil gribe “invitationen”. Har jeg ret?

    Samtidig vil du gerne vide, om han bare er høflig/venlig – eller om der er følelser fra hans side. Handler det blot om, at han har det svært og at du skal hjælpe ham på en eller anden måde? Skulle du gøre noget mere/andet?

    Det svar, der ligger lige for, er NEJ. Du skal ikke mere – han vender tilbage, hvis han er interesseret. Hvis han var nok interesseret – så kommer han selv. Der ligger måske et andet perspektiv også. At han simpelthen ikke har ressourcerne. Han er ikke sikker nok. Han aner ikke, om han kan gøre dig glad – og derfor orker han det ikke. Jeg tror, det betyder uendeligt meget for en mand at vide, at han kan gøre sin kvinde glad og tilfreds. Og jeg tror også, at hans følelser hænger sammen med, at han netop KAN dette.

    Jeg tror også, at søde beskeder kan hænge sammen med dårlig samvittighed. Og jeg tror ikke, at det er lyst og forelskelse der fylder, når han har dårlig samvittighed. Måske er den eneste vej for jer to, at du ærligt fortæller ham, at du savner ham – og at han kan vende tilbage, hvis han ser en vej for jer to. Alternativt slippe kontakten helt – for du får håb og længsel hver gang han skriver noget sødt og venligt.

    Kan du bruge det – eller var det helt galt?

    #1687
    alli
    Deltager

    Kære sommerregn,

    Du rammer så meget plet på alt du siger, og jeg kan SÅ meget bruge det.

    Jeg har lagt mærke til hvad du skrev i lillemy’s tråd, og jeg tænker bare på hvordan man vender sin tankegang som du beskriver – hvordan gør/gjorde du fx? Jeg er med på, at man skal acceptere, at det ligger hos HAM, og man skal forholde sig passiv og leve videre i sit eget liv. Men det er det der er svært, når jeg ved at han pga. frygt for akavethed eller pga. hans stolthed tidligere har afholdt sig fra at kontakte mig. Han er en mand der kan have lyst til ting, men derefter tale sig selv fra det, fordi han er bange for at havne i ubehagelige eller akavede situationer. Og så ligger det lige for, at argumentere for, at han bare ikke vil det nok – den rationelle måde at forholde sig til det på.

    Så ja, jeg genoptog nok kontakten for at vise, at han kan gøre mig glad. Og i forhåbningen om, at han blev glad nok til at ville holde ved, når han nu gav udtryk for, at han netop blev glad for mine beskeder. Det er håbet om at vi to som par kan få en second chance jeg skal slå ihjel, og ikke finde på en masse undskyldninger for hvorfor han ikke kan/vil. Hvordan gør man det?

    #1690
    Lillemy
    Deltager

    Hej Alli
    Har lige læst din tråd igennem, da Sommerregn gjorde mig opmærksom på den. Jeg er på vej i seng, men vil gerne lige pointere, at de søde ord i beskederne i teorien sagtens kan handle om dårlig samvittighed, men ved du hvad; det tror jeg ikke, at det handler om. Grunden til jeg siger det er, at han efterfølgende af egen drift tilføjer dig på facebook, komplimenterer dit billede og holder samtalen igang. Dermed siger jeg ikke, at han har et hemmeligt ønske om at finde sammen med dig igen, for det aner jeg intet om, men jeg synes da, at han rækker ud ved at tilføje dig på facebook osv. Dét havde han jo ligesom ikke behøvet at gøre af ren dårlig samvittighed. Hvis der kun var tale om dårlig samvittighed, kunne han havde “sluppet” billigt ved bare at svare tilbage som han gjorde, men bemærk at han gør noget af egen drift ved at tilføje dig på facebook. Det kan godt være, at han bare gjorde det, fordi han synes, at du er en sød/flink pige, men uanset så har han ihvertfald også rakt hånden ud.
    Jeg skriver lige noget mere imorgen, for jeg vil gerne kommenterer mere på nogle af de ting, du skriver i din tråd.

    #1691
    Sommerregn
    Deltager

    Kære alli – og egentlig også Lillemy :- )

    Nu er vi tre jo i gang med en dialog om det samme fænomen. Det handler om at prøve at forstå en mand, der ikke er “PÅ”, som har det svært – og hvor vi så prøver at forstå, hvad vi selv skal gøre. Du har din historie alli – og Lillemy har hendes – og jeg er midt i min.

    Jeg er for så vidt enig med Lillemy i, at din ex´s proaktive handling med at tilføje dig på FB vidner om interesse. Du ved bare ikke, HVILKEN interesse. Og min erfaring er, at mange sørger for at opretholde en kontakt – ikke slippe helt – ved netop at gøre sådan noget. Men det bliver ikke til mere. Det er egentlig ikke en bevidst manipulerende handling. Det er bare et reelt ønske om at “knytte os sammen”, så muligheden opretholdes. Men det er ikke en garanti for, at der sker mere.

    Jeg synes tit, der forenkles på det her med, om manden er “VILD NOK” med kvinden. Følelser eller ej. Interesse eller ej. Hvis han ikke jager/er aktiv – så er han ikke interesseret. Prøv at spørg i vennekredsen, hvordan mange forhold startede i sin tid. Det er bestemt ikke alle, der har haft en klassik jagt fra mandens side, der endte med, at kvinden overgav sig. Der er masser af varianter – og derfor skal man heller ikke gøre det her til noget alt for simpelt.

    Jeg er derfor tilhænger af, at vi melder vores egen interesse ud – og så overlader helt til den komplicerede, ressourcesvage mand at finde ressourcerne frem og rydde op i komplikationerne. Alternativt går vi rundt og analyserer, tænker taktisk, fortryder vores egne handlinger – og har det ikke ret godt. Vi prøver at hjælpe ham til at kunne være mand for os (nej vel?). Lige nu snakker jeg ikke om bejler-fasen, hvor jeg synes, det er klogt at holde igen som kvinde. Det er når, der er indledt et forhold, der begynder at blive kompliceret.

    alli – du spørger, hvad jeg gjorde, for at få det sådan? Jamen jeg landede i, at jeg ikke er et øjeblik i tvivl om hans uforbeholdne interesse for mig. Jeg vil prøve at tænke lidt over, hvordan jeg kom der til – og så vender jeg tilbage senere.

    #1692
    Lillemy
    Deltager

    Sommerregn; jeg kan desværre ikke huske din historie og har prøvet at kigge efter den her i kassen, men den må være i den “gamle” kasse.
    Alli, der er nogle lighedspunkter i det ham din har ytret gennem tiden og det ham min har ytret. Især kan jeg se lighedspunkter i det med forventningerne til sig selv og til, hvordan et forhold skal være. Min er/var meget hård ved sig selv ift. de krav han stillede om, hvordan han skulle være. Han kredsede meget om at skulle “præstere” og være “god nok” i forskellige sammenhænge – inklusiv i forholdet. Han havde efter min mening ret urealistiske forventninger til sig selv og til det hele.

    Jeg synes Sommerregn har meget ret i, at der kan være en tendens til at forenkle om manden er glad nok for kvinden. Altså en meget sort/hvid-tænkning. Har lige kastet et blik rundt i min vennekreds og ja, der er ganske mange variationer. Vi kan måske have en ide om, at forhold bgger på en bestemt opskrift; mand møder kvinde, jager hende, hun overgiver sig og de lever lykkeligt til deres dages ende. Sådan er der virkelig ikke ret mange forhold i min vennekreds, der er. Jo, nogle er der da, men mere end halvdelen har været gået fra hinanden for så senere at finde sammen, nogle har gået fra hinanden et utal af gange, mens andre har fundet sammen og blevet sammen uden større problemer.

    Som jeg har skrevet i min egen tråd kan jeg rigtig godt lide tanken om manglende ressourcer. Jeg har kørt noget rundt i, hvad der lige skete, fordi han endte forholdet midt i en snak om, hvordan vi skulle komme videre sammen. Han græd og sendte følsomme beskeder, hvilket forvirrede mig. Jeg var nok kommet til at lave en lidt sort/hvide-tankegang om, at han ikke var glad nok for mig, nu da han valgte at gå, men da flere ting pegede i retning af, at han faktisk har mange følelser for mig, kunne jeg ikke finde hoved og hale i det. Men med tanke på manglende ressourcer giver det hele mere mening.
    Jeg er ligesom Sommerregn tilhænger af, at man melder sin egen interesse klart ud og så overlader til manden at finde ressourcerne. Finder han dem, kommer han tilbage, finder han dem ikke, så må det være sådan det er.

    #1694
    alli
    Deltager

    Hej Alli<br>
    Har lige læst din tråd igennem, da Sommerregn gjorde mig opmærksom på den. Jeg er på vej i seng, men vil gerne lige pointere, at de søde ord i beskederne i teorien sagtens kan handle om dårlig samvittighed, men ved du hvad; det tror jeg ikke, at det handler om. Grunden til jeg siger det er, at han efterfølgende af egen drift tilføjer dig på facebook, komplimenterer dit billede og holder samtalen igang. Dermed siger jeg ikke, at han har et hemmeligt ønske om at finde sammen med dig igen, for det aner jeg intet om, men jeg synes da, at han rækker ud ved at tilføje dig på facebook osv. Dét havde han jo ligesom ikke behøvet at gøre af ren dårlig samvittighed. Hvis der kun var tale om dårlig samvittighed, kunne han havde “sluppet” billigt ved bare at svare tilbage som han gjorde, men bemærk at han gør noget af egen drift ved at tilføje dig på facebook. Det kan godt være, at han bare gjorde det, fordi han synes, at du er en sød/flink pige, men uanset så har han ihvertfald også rakt hånden ud.<br>
    Jeg skriver lige noget mere imorgen, for jeg vil gerne kommenterer mere på nogle af de ting, du skriver i din tråd.

    Hej lillemy,
    Jeg er glad og samtidig ked af, at du ligger betydningen i, at han tilføjer mig som ven på FB som at han rækker ud. For det er jo det jeg tænker. Hvis vi ‘bare’ havde haft beskederne kørende og så slut, havde jeg måske ikke siddet hvor jeg sidder nu, fordi de på den måde er uforpligtende. Uanset hvordan man vender og drejer den, har han haft et behov for, at se hvor jeg er i mit liv og vedholde en form for tilknytning, som sommerregn også netop skriver. Og det er måske i virkeligheden det jeg sidder og fortolker vildt på lige for tiden. For hvor meget tilknytning ønsker han? Og er hans manglende kommunikation nu et tegn på, at han ikke kan opretholde den interesse, når hans nysgerrighed nu er blevet stillet. Eller er det fordi han også har mig i baghovedet og går og tænker over konsekvenserne ved at genoptage kontakt. Og i sidste tilfælde, hjælper jeg ham så på vej i hans overvejelser ved igen at række hånden ud?

    Jeg kan se du skriver senere, at du er enig med sommerregn i, at det man kan gøre er at melde helt ud at man gerne vil ham, og så lade ham overveje hvad han kan og vil. Jeg er ikke der endnu. En klar udmelding ville ødelægge det skrøbelige fundament jeg nu føler der er. Jeg er meget mere til, at skabe lidt jævnlig kontakt, og føle efter hvor han er i hans liv og på den måde måske få mulighed for på et tidspunkt at se ham igen på en hyggelig og uforpligtende måde uden store samtaler om os og derefter tage stilling til hvad jeg vil. Strategien for hvordan jeg kommer til at se ham igen på en lidt tilfældig og let måde er en stor del af mine tanker.

    Mht. din kan jeg udmærket sætte mig ind i de overvejelser du nu går og har, og ja, der er en del lighedstegn. I dine sko, havde jeg nok givet det lidt mere tid (dage, uger, ja måske endda måneder – mænd er ofte lidt længere tid om, at mærke efter hvad de vil, og den umiddelbare, måske, lettelse over at slippe af med kilden til den dårlige samvittighed skal lige have lov til at bundfælde sig, så han kan mærke savn eller måske vedvarende lettelse) og derefter rakt ud og ladet ham vide at jeg stadig ville ham, hvis jeg stadig følte behovet for, at have ham i mit liv og ikke havde hørt noget fra ham. Men jeg er også sådan en der har det svært med ikke at gøre noget. Det liger dybt i mig, at man skal tage action når der er noget men ønsker, og det er jo både godt og skidt i kærlighedslivet.

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 48 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.