Forvirring

Viser 4 indlæg - 1 til 4 (af 4 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #25207
    SIS
    Deltager

    Kære jer brugere af brevkassen.

    Så blev det min tur til at ty til brevkassen. Det er med stor ambivalens jeg skriver her – men nu prøver jeg.

    Jeg skal forsøge, at gøre en ret lang historie kort.
    Sagen er den, at jeg i sommers gik fra min ekskæreste igennem 8,5 år. Umiddelbart efter var jeg til pride og oprettede mig på en dating-app – jeg havde et efter så mange år i et forhold behov for bekræftelse. Jeg kommer her i kontakt med en arabisk/svensk fyr, som tilfældigvis er i København den weekend. Midt i festen vælger jeg, at mødes med ham her fyren. Da jeg ser ham er han egentlig slet ikke min type, men jeg vælger at blive og snakke lidt med ham. Det viser sig jo til, at vi snakker rigtig fint sammen og det er ganske hyggeligt. Efter en times tid i regnen vil jeg smutte videre – og bevares det bliver da også til lidt kys inden jeg danser videre ud i natten. Herefter tager det ligesom fart.

    Der er nu gået knap 9 mdr. siden jeg mødte ham første gang – og jeg havde i min vildeste fantasi ikke regnet med, at han stadig skulle være i mit liv. Men det er han! Vi har på de snart 9 mdr. set hinanden stort set hver eneste weekend. (han har venner i Danmark og er derfor kommet her ofte). Jeg tror egentlig, at vi kun har haft 5-6 weekender siden sommers hvor vi ikke har set hinanden. – Allerede ugen efter vores første møde blev det kutyme, at han kom og sov hos mig når han var i Danmark. Hvilket hans venner også begyndte at blive lidt utilfredse med, da han jo kom for at besøge dem – men altid skulle til mig først og bagefter (og ofte kom for sent til aftaler m.m.)
    Det skal sige, at vi aldrig har datet. Vi har lavet mad sammen, set tv, snakket, pjattet, kysset, nusset og haft sex. Vi har aldrig på noget tidspunkt talt om “hvad vi er” eller “hvad vi laver” det har ligesom bare været sådan her fra dag ét. Det eneste vi talte om i starten var, at ingen af os var klar til et forhold, da vi begge fornyligt var blevet singler. Så langt så godt.

    Det har været rigtig afslappende, dejligt og ukompliceret. Vi har kunne kigge på hinandens dating-apps, gjort grin med det, talt om hvad vi søgte osv. Den del gør vi ikke mere – vi taler aldrig om andre mere – velvidende at vi begge fortsat er på datingapps m.m. Det har ikke på noget tidspunkt gerneret mig eller noget – det har været rent sex og hygge for mig. og her følger der så et MEN…. Der var én måned hvor vi ikke kunne ses, da han ikke havde noget pas og derfor ikke kunne rejse til Danmark. Der går 3 uger hvor vi ikke rigtig har talt sammen (vi har aldrig skrevet særlig meget sammen) og det skal her tilføjes, at det 90% af gange altid har været ham der har skrevet om vi skulle ses. Nå, men da vi så endelig ses igen i starten af december – så er det mest intenst – måske vi begge havde savnet det lidt. December måned går fint og vi kommer ind i den vanelige rytme med jævnlige besøg osv. Men lige pludselig begynder jeg, at føle at han kommer for tæt på mig (jeg har ikke nemt ved folk der kommer tæt på og begynder derfor at skubbe dem lidt væk igen). Lige pludselig er han mere kærlig og komplimenterende – Måske han hele tiden har været det, men det er i hvert fald først her jeg begynder at mærke det. Vi pjatter meget og når jeg for sjov siger, at han kun kommer for sex bliver han alvorlig og siger “nej, det er ikke kun derfor – du er også sød og smuk”. Jeg glider af på den og siger, at det vist ikke er så vigtigt i denne sammenhæng. En dag da vi skal sove, ligger jeg på hans bryst og han giver mig et kys på panden og siger noget som lyder som “jeg holder af dig” – men der kan være lidt sproglige barrierer en gang imellem, så jeg vælger at tænke, at jeg har hørt forkert og ønsker ikke han gentager det. – Herefter begynder tingene at blive lidt kompliceret i mit hoved. Desværre ryger jeg direkte i “kvinde-overtænkning” :D. I midt januar vælger jeg så i fuldskab at lukke ned for det hele. Forsøger at skrive til ham, at jeg ikke føler det naturligt mere – han er ikke enig og siger at han er stressede og at det fortsat er naturligt og spørger naturligvis til hvad der er galt. Men jeg lukker ned for ham og siger godnat. Det resulterer så i at han står foran min dør kl. 8 om morgen (han drikker ikke, så det var ikke sådan en brandert på vej hjem). Han kommer ind og kysser mig, siger at der ikke er noget og at han bare er stressede – men at han blev nødt til at komme forbi efter det jeg skrev. Han sover hos mig og vi fortsætter et par uger igen. Som altid har vi ikke den vilde kontakt mellem vi ses – det bliver valentinsdag og han skriver pludselig ‘happy Valentines Day’ til mig Jeg tænker lidt “WTF”. Det gør man ikke til sine “bollevenner”. Men jeg skriver at det går jeg ikke op i – men i lige måde da. Han fortæller, at han skal på weekend tur med sine venner og er tilbage igen søndag. Fint, så kan vi ses søndag, tænker jeg. Det bliver ikke til noget da han ender med at være sent hjemme. Dagen efter “knækker” filmen lidt for mig igen. Jeg ryger tilbage i, følelsen af at han kommer tæt på samtidig med at jeg føler mig afvist fra dagen før. Så jeg vælger, at nu skal det det sluttes inden det bliver for kompliceret. Jeg skriver derfor en besked til ham og forsøger at stoppe det igen. Han læser den og skriver så “jeg ved ikke hvad jeg skal sige”. Nå men dagen efter skriver vi lidt frem og tilbage – jeg har allerede lidt fortrudt, men tænker det er for det bedste sådan. Vi snakker ikke sammen en uge efter det. En aften ugen efter drikker jeg et par øl med en kammerat – bliver enig med mig selv om, at jeg simpelthen ikke er klar til at han skal ud af mit liv lige nu. Tænker, at jeg hellere må forsøge, at hale ham ind igen. Sender ham en GIF-besked (lidt internt) og han skriver, at han kan være hjemme ved mig om 30 min. og så er vi tilbage. Har set hinanden igen lige siden og den sidste måned mere end vi nogensinde har gjort. Han flyttede til Danmark i februar – det er nemmere at ses nu, hvilket så også betyder det er hverdage nu.

    SÅ… Nu står jeg her igen.. Følelsen af, at han endnu engang er kommet tæt på – men denne gang tillader jeg det. Men jeg føler mig så sårbar og usikker i det. Jeg er blevet opfordret af venindepanelet til “at tage snakken” men jeg ved ikke hvad jeg skal sige, når jeg jo ikke selv kan finde ud af hvad der sker. Jeg har ikke lyst til en kæreste – men jeg kan også mærke, at det er begyndt at genere mig lidt, at han skriver med andre – og det gør jeg skam også selv. Dobbeltmoral længe leve. Og samtidig ved jeg jo godt, at han kommer igen og igen. – men jeg bliver “forvirret” over at han er så sød og opmærksom når vi er sammen. Han skal hele tiden kysse mig, røre ved mig, kramme mig, fortælle mig at jeg er sød, sjov, flot osv. Han vil putte når vi skal sove, selvom jeg ikke lægger op til det. Han insistere på at kysse farvel – også offentligt (men vi holder ikke i hånd, dater osv.) Han er meget opmærksom på om jeg er sur eller lignende, hvis jeg ikke lige er helt på toppen som jeg plejer. Jeg kan godt lide relationen og er klart også glad for ham på et eller andet plan – måske det er gengældt!

    Hvad ville I gøre her – “tage snakken” selvom I ikke selv er afklaret? Lade den ligge, eller noget helt tredje??

    Nå jo, jeg tænkte sidst jeg så ham, at nu ville jeg forsøge at give udtryk for jeg godt kan lide hans nærvær- det er så absurd svært for mig at få sagt. Men jeg fik da sagt til ham, at jeg godt kunne lide tiden med ham – hvortil han svare “Ja det er nice” .. Bliver stille lidt (måske lidt overrasket over hvad jeg sagde) Men sagde så til sidst ” i lige måde”.

    #25210

    Hej SIS

    Jeg synes, det lyder som et dejligt forhold. I tumler lidt pludseligt og tilfældigt ind i det, og så virker det, som om det stille og roligt og uden det store drama tager fart og mest er drevet af 1til1 samvær og ikke så meget skriven småneurotisk frem og tilbage med masser af misforståelser, som mange forhold lider under. Dejligt.

    Det lader til, at I begge er gode til at bekræfte hinanden og naturligt går i spænd, også selv om han fra start ikke rigtig er din type og måske stadig ikke er det. Men kærlighed kommer jo i så mange former. Og ikke sjældent når man helst bare vil have noget uforpligtende og ikke et fast forhold.

    Så kommer dramaet dog, fordi du kan mærke, at han kommer for tæt på, og du derfor dropper ud af forholdet. Og gør det nogle gange. Tja, det er jo, hvad der sker. Og det lyder ikke, som om du føler, at det er særligt ærefuldt, men han responderer heldigvis kvikt og nærværende. Og du er også den, der kan finde ud af at tage initiativ, da du vælger at ville hale ham tilbage i forholdet igen.

    Det for mig centrale i hele din fortælling er, at du nu igen føler, at han kommer for tæt på, men at du denne gang tillader det og tillader dig selv for alvor at mærke, hvad der er på spil… din voldsomme sårbarhed og usikkerhed. Bingo, sagde terapeuten. Det er HER, hunden ligger begravet. Og derfor behøver du egentlig ikke nogen afklarende samtaler med ham. For hvad skal du egentlig sige? Og hvad skal han egentlig sige? Han vil jo tydeligvis gerne dig. Og også din sårbarhed. Men vil du selv din sårbarhed? Vil du selv din usikkerhed? Det er DEN samtale du skal tage. Ikke med ham, men med dig selv. Og du har allerede taget den lidt med dig selv, og du har derefter tilladt dig selv at have ‘ham’ tæt på… og dermed din egen skrøbelighed, som jo i bund og grund ikke er usikkerhed og uro, men DIG i al din skinbarlige følelsesmæssige nøgenhed. Og ja, det er sgudda skræmmende at nærme sig ens egen blottethed. For hvad betyder det? At man står blottet over for de sår, man har fået i sit liv? Ja, det tror jeg på. Og handler noget af det om dit tidligere forhold… det du kommer fra? Ja, måske. Sikkert nok. Handler det også om andet? Ja, det gør det nok. Og det kommer sikkert fra et sted længere tilbage. En følelse af ikke at blive set, hørt, respekteret, beskyttet, draget omsorg for… ja, et eller andet. Eller måske er du bare barn af en anden sårbar overtænker. Den slags kan jo smitte af 🙂

    I dine varme følelser for din ven ligger der en masse heling for dig, men der ligger naturligvis også helingens modsætning… din sorg, din fortids sår, knuden i dit indre. På forunderlig vis, tilfældigt og uden egentlig for alvor at ville det, er du blevet ledt frem til noget centralt i dig. Og du skal nu have en samtale med dig selv om, hvad din sårbarhed og usikkerhed går ud på. Du ved det jo godt. Du vil helst vende ryggen lidt til det. Droppe emnet. Droppe ham for at slippe for at se på, hvor lille du kan føle dig. Men du er også modig. Fordi du har valgt at gøre plads til det, til uroen, til dig. Og det bliver spændende at høre, hvad du finder ud af i de kommende dage og uger, hvor du skal i dialog med dig selv om, hvem du også er, og om det ikke er på tide at gøre mere plads til den del af dig og drage lidt mere omsorg for den del af dig, der er med til at gøre dig endnu mere til den, du hele tiden har været uden helt at omfavne det.

    God fornøjelse med ham – og i endnu højere grad med dig selv.
    Og venlig hilsen

    / Martin Østergaard

    #25212
    Simsalabim74
    Deltager

    Jeg har med stor interesse, læst dit indlæg SIS og samtidig dit svar MØ. Jeg kan nemt relatere til meget af det du skriver SIS, da jeg selv er nyskilt, og utrolig sårbar og frygtelig bange for at indlede mig for tæt med en ny mand, da jeg er rigtig bange for at blive såret og forladt igen. Så derfor har jeg utroligt svært ved at åbne mig op, tage en mand ind og bare være i det og nyde det hele og alt det gode. Jeg er hele tiden på “stikkerne” og går i forsvar når han kommer for tæt på og skubber ham væk, ligesom dig, med at slutte “forholdet”, det er det nemmeste og i bund og grund skide fejt… Jeg er fuldstændig enig i MØ at det hele jo handler om dig ( og mig selv for så vidt ) at vi er nød til at finde ind til kernen i os selv, hvad vi vil med vores liv, nu og her og i fremtiden…
    Mærke efter, selvom det gør ondt. Jeg er begyndt at indse, at mænd ikke er en nødvendighed, men en bonus og et tilvalg i livet. At det handler om at leve og nyde det du har og får nu, og se, hvad det evt. udvkler sig til eller ikke….
    Jeg tænker SIS du som jeg har noget i bagagen, der gør han ikke må komme tæt på…. HVad er det væreste der kan ske, hvis i indleder jer i et forhold ? At du kan blive forelsket ? forladt ? lykkelig ? ulykkelig ? – Du har kendt ham så længe, tag chancen og hop ud i det 🙂 – Det ville jeg gøre ( og er på vej til )
    Pas på dig selv. !
    KH/Sim

    #25213
    lillehjerte
    Deltager

    Jeg synes det er lidt synd for ham at han bliver skubbet væk og hevet nær dig over så lang tid. Det må godt nok være opslidende og forvirrende for ham. Det lyder som om du er lidt for magelig og selvcentreret i fht at du ikke får handlet på hvad der er bedst for jer begge i relationen, men kun på hvad der lige passer dig. Det er helt tydeligt at han tager relationen til dig alvorligt og vil et seriøst forhold. Hele hans adfærd peger på det. I mens skubber og hiver du i ham når det lige passer dig. Mit råd er at du tager minimum en måneds pause fra ham og mærke ind i dig selv om det er sex eller ham du savner og føler for. Hvis ikke du kan se dig selv i et fast forhold med ham er det synd for ham at du fortsætter.
    Det lyder som om med din skubbe hive adfærd at du kan have det svært med at binde dig. Hvis det har været sådan før også kan du måske have behov for at søge hjælp til at få løst op hvorfor du har så usikre bindinger.
    Jeg synes i hvert fald ikke du kan byde ham at fortsætte relationen uden at stoppe op som ovennævnt med nul kontakt for at du kan reflekterer dybt nok over om du vil ham.

Viser 4 indlæg - 1 til 4 (af 4 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.