Fortvivelse over kærligheden

Viser 7 indlæg - 1 til 7 (af 7 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #2409
    Cris73
    Deltager

    Jeg véd snart ikke, hvor jeg skal starte, men prøver alligevel.
    I september fik jeg kontakt til en fyr, jeg havde mødt 5 år forinden. Dengang mødtes vi kun én gang. Der var ikke så meget snak, nok mere sex.
    Det skal lige siges, at jeg har mødt ham på samme datingside begge gange.
    Inden vi startede med at skrive sammen, havde jeg lagt mærke til, at han havde luret min profil en del gange uden at skrive eller gøre andet.
    Da jeg så den dag tjekkede min profil, kunne jeg se, at han igen igen havde luret mig ud. Jeg kunne se han havde fødselsdag.
    Jeg tænkte på at skrive til ham, og da jeg rejste mig fra stolen, for at hente min pung, tænkte jeg : “Hvad har jeg at miste?”.
    Jeg fik hentet min pung, betalt, og så skrev jeg til ham.
    Han svarede rimelig hurtig tilbage. Vi skrev sammen et par timer, og så gik han til bekendelse. Spurgte om jeg ikke havde datet én fra Skive af engang.
    Han troede at han havde forandret sig så meget, at jeg ikke kunne kende ham igen. Men dét kunne jeg godt. Vi skrev sammen om, hvad der var sket de sidste 5 år.
    Efter han havde bekendt, skrev han at det var op til mig, om vi skulle holde kontakten eller stoppe.
    Jeg kunne mærke på mig selv, at jeg var interesseret i ham.
    De følgende dage skrev vi sammen, og fik udvekslet tlf nr. Vi snakkede også sammen i tlf. Vi aftalte så en dag vi skulle mødes. Jeg kunne mærke på mig selv, at jeg var spændt, glædede mig.
    Dagen kom hvor vi skulle mødes. Jeg kunne mærke sommerfuglene i min mave. Jeg tænkte: “Er det spænding, nervøsitet eller noget helt andet??”
    Jeg prøvede at forholde mig så roligt som muligt. Kunne mærke en eller anden fornemmelse i maven. Da han så skrev, at nu var han her, på p-pladsen, så skete dér noget i min maven. Sommerfuglene begyndte at blafre. . .
    Så ringede det på døren og jeg åbnede. . . Dér stod han, ham jeg så for 5 år siden.
    Han fik det største knus. Han spurgte mig, hvad sker der med dig? Mit hjerte hamrede som 100 vilde heste. Jeg véd det ikke, svarede jeg. .
    Mine hænder rystede også lidt. . Jeg prøvede at være rolig, men hjertet hamrede stadig løs.
    Vi snakkede lidt, krammede hinanden. Det endte også med at vi kyssede. Jeg blev helt varm indeni. Og tøjet røg også af. . . Puha da. . Vi var godt tændte på hinanden.
    Efter fyrværkeriet var overstået, tog vi ud og spiste. Der blev ikke sagt så meget, vi sad og kiggede hinanden i øjnene. .
    Han blev til næste dag.
    Efterfølgende er der sket dét, at jeg har haft sagt fra, da han har skæve arbejdstider, og jeg vidste ikke hvornår vi kunne ses, men jeg kunne ikke slippe ham, så vi genoptog kontakten. Vi skrev sammen hver dag, og snakkede i tlf sammen et par gange i ugen. Det skete også at jeg kørte over til ham en hverdags aften.
    Derefter så vi hinanden ca en gang om ugen, nogen gange gik der 14 dage før vi sås.
    Her for 2 dage siden, spurgte jeg ham hvordan vi kunne lærer hinanden at kende, når vi ikke rigtig så hinanden, at det handler om hvordan vi hver især prioriterer. Dertil svarede han, at det vidste han ikke, men at det ikke var let.
    Så spurgte jeg, at hvis han ønskede en kæreste, hvorfor søgte han så ikke efter én der boede tæt på ham? Han bor i Esbjerg, jeg bor i Fredericia.
    Hans svar var, at det burde han nok have gjort dengang. Jeg har så spurgt ham, om han ønsker mere med mig at gøre. Dertil har han svaret, hvad tror du selv? Jeg har så sagt, at jeg gerne vil vide det. Jeg spurgte også, om det stopper her med os.
    Han har så svaret, at han ikke véd det, at vi prioriterer forskelligt.
    Jeg har så svaret ham, at det var helt ok, og at vi stoppede her, da jeg fornemmer, at han ikke ønsker at fortsætte.
    Har ikke hørt fra ham siden.

    Jeg kan mærke på mig selv, at jeg er ked af det, ked af at det er endt, ked af måden det er endt på. Jeg erkender mine fejl, og står ved dem.
    Jeg har tænkt meget på, da jeg mødte ham igen efter 5 år. Den følelse jeg havde. Havde jeg mødt manden i mit liv?? Hvorfor havde jeg sådan en hjertebanken??
    Jeg sidder her tilbage med tusinder af spørgsmål. .
    Hvordan kommer jeg videre, hvordan giver jeg slip på ham??

    #2410
    Cris73
    Deltager

    Jeg vil lige tilføje, at jeg har det svært med min tålmodighed. Jeg er ikke særlig tålmodig, og har svært ved at vente. Tingene må helst gerne gå lidt hurtigt.
    Jeg er 40 år, har ikke haft ret mange forhold de seneste 10 år.
    Jeg har brugt en del tid de sidste 2 år på at lærer mig selv bedre at kende, og i forbindelse med den her fyr, har jeg læst bogen “Vejen til mandens hjerte” skrevet af Martin Østergård. Jeg har også læst “Fødte sjælevenner” skrevet af Lauren Thibodeau.
    Begge bøger har givet mig meget til sjælen.
    Jeg er ked af, at jeg ikke kan finde ud af det kærlighedshalløj og at jeg skræmmer mændene væk, når jeg endelig finder ham jeg gerne vil have.

    #2411
    Kirstine
    Deltager

    Jeg synes, det lyder til, at I begge sidder og putter med tingene og ikke vil komme på banen med det, I rigtigt føler.

    Jeg tror, du sætter hovedet på sømmet, når du skriver, at du skræmmer manden væk. Jeg opfatter, at du lyder lidt anklagende i forhold til hans arbejdstider, men dem har du vel kendt, også da du inviterede ham? Det kan meget hurtigt blive opfattet som en løftet pegefinger og så bakker han ud, for job hænger ikke på træerne lige p.t., så hvad er hans alternativ? Måske trives han med det, han laver og er glad for sin arbejdsplads og så kommer du efter kort tids bekendtskab med hint til, at hans arbejdstider er trælse. Jeg tror, du er nødt til at væbne dig med tålmodighed og lade være med at afkræve din flamme så bastante svar allerede nu. Han kan nemt have følt sig ude af stand til at leve op til dine krav og har måske samtidigt følt sig afvist og derfor svarer han “hvad tror du selv” på dit spørgsmål om hvorvidt, han vil have mere med dig at gøre. Det er ikke just en opfordring til den store kærlighedserklæring.

    Manden vil da have bekræftelse i et forhold, og det får han ikke just ved at du dagen efter hed sex antyder overfor ham, at hans arbejde ikke er godt nok til dig. Derfor, vil du have ham tror jeg, du må række ud, vise din interesse og tage manden, som han er. Kan du ikke leve med det, han står for nu, så lad ham være i fred. Det tager tid at udvikle et forhold og svarene giver henad vejen sig selv, derfor er der ingen grund til at afkræve svar på store spørgsmål efter 2. date.

    #2418
    Cris73
    Deltager

    Hej Kirstine
    Tak for dit svar. Og kan godt se meningen med dét du skriver.
    Jeg har tænkt på dét jeg har skrevet, og kan se, jeg ikke har fået det hele med, men det vigtigste er kommet med. Skulle jeg have skrevet hele historien, ville det have fyldt meget mere.
    Noget jeg ikke fik med var, at han har spurgt mig, om jeg ville med til Skive og holde jul, op til hans mor.
    Jeg er klar over mine fejl i dét her, og en stor del skyldes min manglende tålmodighed.
    Det eneste jeg kan gøre nu er, at tilgive mig selv for at have ødelagt dét, og arbejde videre med min tålmodighed.

    #2436
    Kirstine
    Deltager

    Måske var han bare ikke den rigtige. Men hvis du føler, det er din mangel på tålmodighed, der står i vejen for, at du kan få en kæreste generelt (såfremt du ønsker en sådan), skal du måske arbejde lidt med den.

    #2452
    Cris73
    Deltager

    Jeg ønsker mig inderligt en kæreste, så ja, jeg vil arbejde med min tålmodighed.

    #2478
    Beth
    Deltager

    Hej

    Din historie lyder lidt sådan: Jeg synes det er ok vores forhold stopper fordi jeg tror du gerne vil stoppe ????

    Det er ok at ville beskytte sig selv mod skuffelser men i mødet med en potentiel kæreste er begge parter sårbare og den periode må man udholde og nyde. Måske nyder man det mest i bakspejlet når begge er nået til at sige go for at undersøge det fælles kærestepotentiale.

    Jeg tænker du føler forløbet er underligt uafsluttet fordi I ikke nåede til et naturligt sted hvor der var investeret tid, energi, følelser nok til at I begge kunne mærke med jer selv om det skulle fortsætte.

    Det gør da ondt at ville fortsætte et forhold når modparten så siger fra – men det vil jo ske på vejen mod den rigtige kæreste for dig. Jeg synes du skal øve dig i at give tid til at du selv kan mærke det andet menneske og din mavefornemmelse om du vil ham OG du kan lade ham gøre det samme. Så vil et spørgsmål som “jeg vil dig rigtig gerne, skal vi prøve at lære hinanden godt at kende” måske lukke op for en god samtale om næste skridt.

    Men ak ja den utålmodighed den føler vi jo alle når vi tror vi har mødt manden i vort liv.

    God dating i 2014
    Beth

Viser 7 indlæg - 1 til 7 (af 7 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.