Forladthedsangst

Viser 9 indlæg - 1 til 9 (af 9 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #2185
    Salamina
    Deltager

    Hvor er jeg? Og hvor kom jeg fra? Ha-ha. Just checking…

    Hej Martin og andre…

    Jeg har et spørgsmål om forladthedsangst.
    På mit studie har jeg lært, at det handler om noget der re-aktivieres og ligger helt tilbage fra de første 1-2 år af mit liv samt at det vil gentage sig i alle mine senere kærlighedsforhold i mit liv. Det kan jeg så ikke overhovedet genkende fra størsteparten af mit liv.
    Jeg er i dag 52 år. Fra jeg begyndte at interessere mig for drenge/mænd som teenager og frem til EFTER jeg blev gift, fik børn og blev skilt har jeg IKKE haft forladthedsangst. Aldrig nogen sinde. Så det stemmer ikke overens med, at de første 1-2 år af min spæde barndom har forfulgt mig førend efter jeg har fået børn sent i livet og bliver skilt. Jeg har været ret god til at sunde mig ovenpå kærligheds ups and downs indtil jeg får børn.
    Hvad tænker du om det her Martin. Kan en forladthedsangst pludselig re-aktiveres når man selv får børn? (jeg fik børn sent, mit første barn som 39 årig og mit andet barn som 41 årig).

    #2187
    Salamina
    Deltager

    Rosmarins kommentar fra tidligere tråd:

    Jeg vil blot lige sige, at min livskrise startede også for alvor, da jeg fik barn og fik aktiveret ting fra min barndom. Det kunne jeg skrive meget om, men nu er det MØ du lige spørger. 🙂 Og nu oplever jeg en snert af det igen, fordi jeg har mødt en mand, som virkelig betyder meget for mig.

    #2188
    Salamina
    Deltager

    Sommerregns kommentar fra tidligere tråd:

    Jeg vil gerne byde ind Salamina – mens du venter på Martin :- )
    Jeg er ikke i tvivl om, at temaet er relevant. Netop fordi, at behovet for og dermed også evnen til tilknytning etableres i den tidlige fase. Og hvis vi oplever IKKE at blive mødt på dette behov – så etableres der en stærk angst for afvisning Den har vi med os hele vejen. Men vi kan jo sagtens leve et helt fint og almindeligt liv – så længe vi er i kontrol.

    MEN hvis vi så senere gennemgår skilsmisse og forvalter vores forældreskab alene – så lever vi med et savn og en længsel efter tilknytningen – samtidigt med, at vi værner om vores børns behov. Men vi er helt alene med det – og savnet er (i underbevidstheden) stort. Og kommer der så hul igennem til en ny mand, der repræsenterer ALT det, vi har længtes efter – så er der basis for den store følelsesmæssige tragedie. Hvis han forsvinder er afvisningen enorm.

    Jeg tror det er derfor, at temaet er så gennemgående herinde. Først oplever vi en forløsning – ENDELIG bliver jeg elsket rigtigt. ENDELIG. Og når han så er væk – så vælter smerten frem. Vi bliver krænkede/afvist/forladt/ikke mødt/ikke set – og vi er tilbage ved vores urfølelse – helt fra dengang.

    Det besværlige kan så være, at omgivelserne slet ikke forstår, hvorfor smerten er så enorm. Der er masse af gode råd om at slippe og komme videre m.m.. Men problemet er, at vi er ramt på et meget dybere plan – og smerten har en helt anden styrke end bruddet egentlig tilsiger. Derfor bliver “gode veninderåd” nogen gange så forfærdelig intetsigende.

    Jeg glæder mig til at læse Martins vinkel.

    #2189
    Salamina
    Deltager

    Salamina ego skrev flg. svar:

    Arhh men altså, det er også, at jeg føler mig positivt provokeret af, at skulle så langt tilbage som til før, hvad jeg reelt husker fra mit 0-2 leveår.
    Den psykolog, som jeg talte med om det her på mit studie, sagde også, at han/hun har klienter, som bare svarer: “PAS???”… når han hun spørger til deres første 0-2 årige leveår. Ha ha…. Ja, selvfølgelig. Hvor mange kan huske deres første ble agtigt. Mit held er så, at jeg har vidner som talte til min konfirmation ellers ville jeg også bare svare: “PAS???”.
    Grunden til at jeg spørger Martin er nok, at jeg søger en mere “simpel” mand møder kvinde, kvinde møder mand forklaring, at ligegyldigt hvad der ligger bagud, så er det smerteligt, at opleve et brud. Omvendt kan jeg så helt klart bekræfte, at der var noget symbiose da jeg knækkede eller væltede på kærligheden, som i bakspejlet var klart for meget eller jeg kan i dag se at den var ALT ALT for symbiotisk og dermed hamrende usund i form af, at hele min tillid lå tilbage til Salamina 2 år igen… hvilket selvfølgelig heller ikke er holdbart som 52 årig og burde være i stand til at klare, i det mindste det basale selv.

    #2190
    Salamina
    Deltager

    Sommerregns kommentar fra tidligere tråd:

    Selvfølgelig kan vi ikke huske det. Det er noget, der “installeres” på et tidspunkt, hvor vi jo ikke reflekterer men bare sanser. Det er følelsen af, at være så fantastisk elsket, at uanset hvad, så vil der være masser af kærlighed til en. Hvis den IKKE er der – aldrig kom på plads – så fægter vi jo. Hvem ser mig? interesserer sig for mig? har lyst til mig? har omsorg for mig? – når jeg nu ikke er elskværdig nok.
    Og balladen kommer så, når der lige er en, der forløser efter mange års savn – og forsvinder igen. Den forløser kryber vi helt sammen med, når han er der. Og vi kan næsten ikke stå på benene, når han vender blikket væk igen. Det gør SÅ ondt.

    Jeg tror på, vi gør os selv en stor tjeneste ved at få lavet den installering sådan rigtigt. Det er ikke nok at forstå det Der skal noget andet og noget mere til.

    Men Salamina – når det så bliver flettet sammen med den klassiske kvinde-mand-ting. Så er det jo rigtig kompliceret. Så jeg vil også gerne læse Martins vinkel.

    #2191
    Salamina
    Deltager

    Ovenstående indlæg er, hvad jeg lidt selektivt har flyttet fra den tidligere tråd. 🙂 Det er vist nogenlunde dækkende for, hvad vi var omkring emnet.

    #2192
    Salamina
    Deltager

    Nå, men denne tråd har lige været på en lille rejse hér i kassen med en mellemlanding i “hjælp til kassen”…
    Nu lader det til, at vi er kommet hjem i den rigtige kasse.

    Bortset fra det, så er det nok ikke ensidigt kvinder men også mænd, der kan rammes af forladthedsangst, mine første indlæg bar vist noget præg af, at det er en kvindeting, det kan det vel ikke være, når mænd også har været spædbørn engang.

    #2209

    Hej

    Godt emne … det her med forladthed.

    Jeg tror, at både glædelige og sørgelige oplevelser kan udløse følelsen af forladthed. Det har jeg i hvertfald selv oplevet. Og jeg tror, at forladtheden kan handle både om noget aktuelt, noget halvgammelt og noget helt tilbage fra ungdom og barndom.

    Det er sgu nok ret universelt at føle sig forladt, om man så er enlig mor til tre eller oliemillionær. Det afgørende er, om man over for sig selv vil så ved det, eller om man vil drukne den indre bæven i alkohol, dominans af andre mennesker eller andre former for misbrug.

    Og jeg er lidt ligeglad, hvor det kommer fra … selv om det også er vigtigt … og mere optaget af, hvor det peger hen, og hvad det kan bruges til nu og her.

    Ganske ofte har jeg oplevet enlige kvinder med børn have en voldsom følelse af rodløshed og fortabthed, lææænge efter at de selv valgte at gå, og lææænge efter at deres eksmand rejste sig fra asken og trods alt blev ellevild af lykke over at møde en ny dame.

    Hvis det lykkes en ad åre at blive gode venner med ens egen forladthed, så kan man hjælpe andre med at se, respektere og blive gode venner med deres.

    Den må ikke stå ude i mørket og kigge ind i den varme stue og skræmme en. Man skal invitere den ind på en kop kaffe og sludre lidt let med den og sige, at det er ok, at den er der. Så forsvinder den, og man er atter hel.

    Med venlig hilsen

    / Martin Østergaard

    #2220
    Salamina
    Deltager

    Hej Martin og alle

    Jeg synes også det vigtigste er nuet og hvor det peger hen.

    Og så synes jeg, at jeg har lært, at jeg skal være vagtsom overfor en alt for stærk begyndende symbiose med en mand/partner, hvis der er for overdrevent meget af sådan noget med, ihh vi er helt ens og ihh vi kan lide den samme musik og ihh vi er begge blevet svigtet i barndommen, så er jeg den der trækker mig ret hurtigt. Jeg skal ikke nyde noget af, at være lille Salamina 2 år igen, sådan ser jeg på det.
    Alle mine advarselslamper blinker, hvis jeg møder en mand, som hvor vi ligner hinanden for meget, spejler for meget. Det kan både være godt og skidt, at jeg navigere sådan men jeg tager ikke det fald en gang til i mit liv. Jeg er nået til den konklusion, at nu har vi gang i noget forældre barn her og det går jeg ikke ind i igen. Det er også interessant for jeg har faktisk for nyligt stødt på især en mand, hvor der klart var denne symbiose tangent, og nu kan han slet ikke rumme at tale med mig eller være i stue med mig fordi jeg trak mig, og vi var ikke engang startet et forhold, fordi jeg trak mig men hans sårede fornærmethed bekræfter altså mig i, at vi var blevet pattebørn 2 år igen, hvis vi havde indledt et forhold med alt hvad det indbefatter af gråd og konflikthåndtering på baby stadiet. 🙂 Jeg vil ikke forklare ham, at det er sådan og sådan jeg har det med det hele for så tror han jeg er tosset 🙂 Så den lader jeg ligge.

Viser 9 indlæg - 1 til 9 (af 9 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.