Feriebarn – på 36 år

Viser 6 indlæg - 1 til 6 (af 6 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #5188
    MinusMor
    Deltager

    Så nærmer tiden sig igen. Min mands 36-årige single-søn kommer på sommerferie i næste uge. 5 dage/overnatninger = 120 timer.

    Jeg har brugt en god måneds tid på VIRKELIG at kigge indad for at forstå, hvorfor jeg finder det uudholdeligt. Hvorfor kan jeg ikke bare tage det let og være rummelig og selskabelig og positiv. Også og ikke mindst for min mands skyld. For herregud, det er jo kun 5 dage!

    Det skal siges, at jeg selv har to voksne sønner, hvis selskab jeg sætter utroligt højt, men selv i forhold til dem har jeg en smertegrænse for samværet. Det er fint med en dag eller to, så trænger jeg til at være mig selv – og det gør de også. De har faktisk slet ikke tid til at bruge så meget tid på deres moder, hvilket jeg tager som et godt tegn.

    Min mands søn har meget få venner, er noget selvcentreret og –højtidelig, en slags ”fejlfinder” og samtidig mangler han nogle sociale kompetencer i forhold til andre mennesker. Han kunne sagtens være hos sin far (og mig) i 14 dage, hvis vi åbnede op for det.

    Jeg ville gerne høre andres mening i denne sag, for jeg har ikke fundet forklaringen (eventuelt en løsning) hos mig selv. Allerede nu ulmer irritationen i mig og jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal blive den kvit og tage ordentlig imod ham. Jeg gør mig faktisk tanker om at opfinde et udenbys møde og booke et hotelværelse tæt på mit job, så jeg kan slippe for at tage hjem bare én eftermiddag/aften i forløbet.

    Kunne han begrænse sit besøg til 1-2 dage, ville alt være fint for mig. Men da han bor godt 4 timers kørsel borte, er det ligesom blevet et grundvilkår, at han så også skal være hos os længere tid. Og efter de indledende manøvrer, hvor vi kan udveksle nyheder og samle op på sidst m.v., fylder han bare for meget. Lige pludselig kan jeg slet ikke have ham slængende i sofaen foran fjernsynet med slik og cola, hængende over mig i køkkenet, dokumenterende alting på sin I-phone og ”gående-i-barndomsminde-mode”.

    Det skal siges, at hans far godt forstår min manglende begejstring og gerne havde set, at hans søn var anderledes skruet sammen, så vi kunne have et anderledes (og begrænset) samvær. Han ”skærmer” mig, alt han kan – tager f.eks. selv på en far-søn-weekend hos knægten forår og efterår. Og vi har bevidst ikke inviteret ham i vores ferieperiode, men er begge på arbejde, mens han er her, for at minimere belastningen.

    Er det mig, der er totalt urimelig? Er det helt OK at have et 36-årigt feriebarn hængende i det meste af en uge?

    Venlig hilsen
    en minus-mor

    #5189
    Sanne2
    Deltager

    Jeg har ofte besøgt mine forældre i ferie mm, optil 14 dage af gangen. også med børn, kæreste osv.
    Så om det er ” normalt” eller ej, afhænger af vaner, rutiner, familiens normer mm
    Forstår dog godt dine frustrationer og stress mood du beskriver.
    Men jeg vil alligevel opfordre dig til at kigge lidt indaf.
    Hvad er årsagen til din irritation.
    Tager han opmærksomheden fra jer ?
    Kan du ikke finde ro og være dig selv ?
    Hvad er det for et behov som du IKKE får indfriet imens han er der?
    Det er meget nemmere at få overblik over sin frustration og øv følelser, når og hvis man kan pejle sig ind på, hvad omkostningen er for dig, når han kommer på besøg.

    #5193
    Zoe2
    Deltager

    5 dage syntes jeg ikke er specielt lang tid, hvis man ellers kan lide hinanden. Så handler det ikke om, at du ikke kan lide din mands søn? Måske bliver samværet mere udholdeligt, hvis du accepterer, at du har de følelser?

    Faktisk syntes jeg, at du er heldig, idet din mand bakker dig op. Og at sønnen ikke er et yngre weekendbarn. Din mand kan åbenbart godt se, at sønnen er lidt speciel og svær at holde af.

    #5197
    lillehjerte
    Deltager

    Hvis hans søn ikke har så mange, så synes jeg det er rigtig godt at han har jer (sin far- og måske lidt dig). Medmindre han har været enorm ubehagelig, grænseoverskridende eller du er bange for ham, så synes jeg at du giver plads til at han kommer på besøg engang imellem på den måde hos jer.
    Hvis du er træt af at han flyder på sofaen og æder chips dagen lang og får lidt for meget sodavand kan du måske stille din mands cykel frem og anbefale ham at cykle ud og se nogle flotte nærområder måske?
    Jeg var selv delebarn og det betød meget for mig at jeg følte mig velkommen- det gør det også stadig, da jeg jo nu også tager mit barn med mig som jo gerne vil se sin familie.
    Hvis det er diskussioner du ikke kan fordrage at have med ham så gå fx også uden om dem. Hvad med det gammeldags brædtspil eller yatsi og kortspil. Her kan man være sammen uden at skulle sidde og tale om alt muligt man nu ikke har lyst til. Der er det spillet der sætter rammerne det meste af tiden. Det er selvfølgelig knap så fornøjeligt, hvis han er en virkelig dårlig taber-hvis hans sociale kompetencer er SÅ ringe.

    #5200
    Anna
    Moderator

    Hej,

    jeg synes måske, du skal arbejde lidt med din egen psykologi her – fx istedet sige:
    5 dage = 120 timet, men så sover jeg i de 40 og så er der kun 80 timer tilbage og så er der jo også mit arbejde på 40 timer, jeg kan trække fra Tænk, det er jo kun 40 timer, vi skal være sammen! 🙂

    Du må også selv stå til regnskab for, at du allerede forud for besøget har ‘misbrugt’en måned af dit liv på at ruge over det her.
    På den måde kommer det jo alt i alt til at fylde alt for meget.

    Eller: hvad med at prøve at gøre det oprigtigt hyggeligt i fællesskabets navn?
    Eller fortælle ham om de ting, du finder ubehageligt?
    Jeg synes, det er lidt svært, for han fornemmer sikkert også jeres tilgang til ham og selv om man er 36 år, er man på en måde stadig ‘barnet’ i relationen. Og det er altid sorgfuldt ikke at føle sig velkommen som barn.

    Når alt det her er sagt, vil jeg sige, at jeg på samme tid fuldt ud forstår, hvordan du kan have det med en familie, der ikke er din egen. Jeg har selv et stort behov for at være mig selv.
    Mit sidste kæresteforhold var meget belastet af netop sådan nogle dårlige familierelationer. Men når jeg tænker tilbage på det, tænker jeg nu; at behøvede du virkelig at blæse det så meget op (til mig selv). Når jeg ser tilbage, var det alt for meget og ikke noget, jeg vil gentage. Fremover vil jeg prøve at være ‘let’.

    Knus fra Anna

    #5204
    Sanne2
    Deltager

    Jeg genkender også det med at have voksne pap børn boende i en given periode. Det ændrer på rytmen, prioritering osv.. Mit bedste råd, er at planlægge noget for sig selv nogle af de dage besøgene er. Der er nok ingen der forlanger, at man er hjemme og fuldt leveringsdygtig i mange dage i træk ved besøg af voksne stedbørn.

Viser 6 indlæg - 1 til 6 (af 6 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.