Et år efter – savner hende stadig

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 49 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #23293
    Aventura
    Deltager

    Jeg har et problem så alle indspark er velkomne. Undskyld, det bliver lidt langt det her.

    Min ex skred for et år siden. Vi var sammen knap et år men ret involveret – var sammen med vores respektive børn en del og talte om at flytte sammen.

    Hun har en uheldig fortid med mænd og er usikker på sig selv desangående. Ustabilt ægteskab hvor han begik selvmord fire år efter skilsmissen. Så mødte hun en mand i England, hvor hun boede dengang. Han bedrog hende hende, hun tog ham tilbage og de fik et barn. Han bedrog hende igen og tog Coke. Så flyttede hun hjem til DK med barnet som solomor 24/7/365.

    Et år efter mødtes vi. Fed kemi, ens værdier, skændtes sjældent, god sex. Vi blev forelskede i hinanden og tog hurigt børnene med i det. De første fem måneder var fantastiske både med og uden vores børn. jeg støttede hende meget – hendes barns far voldte problemer. Jeg er ikke i tvivl om at hun var enormt glad for mig.

    Jeg var samtidigt begyndt på nyt lederjob som blev et mareridt. Medarbejderne ønskede ikke min profil, så jeg var uønsket. Jeg arbejdede for meget og arbejdsmiljøet kørte mig ned. Jeg brugte min opmærksomhed på ikke at blive fyret frem for på hende. Min læge sagde bagefter at jeg burde have været sygemeldt nogle måneder fra juni, men jeg snakkede ikke med nogen om det. Heller ikke min ex. Jeg troede jo at jeg skulle være hendes støtte.

    Midtvejs havde vi en misforståelse, hvor hun havde forsøgt at gøre mig jaloux. Jeg blev tavs et par dage, hun gjorde det forbi, vi fandt sammen kort efter. Men vi fik aldrig adresseret problemet, som nok var at hun ville have mere fra mig.

    Mit job blev værre og værre foråret 2018 – jeg var fysisk og psykisk nedkørt. Og i juni blev min far erklæret terminal. 17 dage senere kom min reaktion på dét, og hvor jeg havde brug omsorg, men jeg fik det ikke sagt: Vi var i sommerhus og gik i en skov med hendes datter. Jeg var ked af det med min far, og hun gjorde grin af mig ved at efterligne min gang. Jeg bad hende stoppe, hun gentog det. Jeg sagde “stop ellers går jeg op til bilen. Hun gentog det. Jeg blev helt paf og sagde “fint så går jeg op til bilen”. Det gjorde jeg så, den holdt syv min væk. Jeg var rundt på gulvet og i sorg over min far. Hun kom fem minutter senere, vi kørte til huset, hun pakkede vredt deres ting. Og så har jeg ikke set hende siden…

    Hun ville ikke tale med mig, og først to uger efter talte vi sammen. Jeg sagde undskyld og sagde (for første gang) at jeg elskede hende. Hun var helt kold og gentog bare “du er ustabil, du efterlod mig og min datter i en skov”. Samt en masse om hendes fortid, at hun før havde været sammen med ustabile mænd og hun turde ikke risikere sin egen stabilitet, at hun ikke ville udsætte datteren for en tilsvarende situation, at jeg havde holdt mine følelser tilbage i foråret mv. Hun endte med smide på og blokerede mig på alle medier. Vi har ikke talt siden, det er næsten et år.

    Jeg skrev et hjerteudkrængende brev til hende i august uden svar. I september blev jeg omplaceret på job. På 10 uger havde jeg en terminal far, mistet min kæreste og min karriere lå i ruiner. Kørte til hendes hjem, men hun ville ikke åbne. Jeg var helt knust. Skrev en ny håbløs tag-mig-tilbage-mail i november og til jul – intet svar. Inden jeg endelig blev helt stille og var det i et halvt år.

    Havde en træls vinter, men fandt en dygtig terapeut med hvem jeg har fået bearbejdet det hele. Endelig her i foråret fik jeg nyt job og kom væk fra det sted hvor jeg var uønsket i 15 mdr. Jeg har rejst mig, taget mit liv tilbage, står godt i det med min far og er blevet mig selv igen, men nu klogere og stærkere end før jeg mødte min ex.

    For en uge siden skrev jeg et brev til hende. Takkede hende for at hun havde tvunget mig til at kigge grundigt i spejlet, og hun havde ret i at jeg var ustabil, og at jeg havde holdt igen. Undskyldte igen for episoden og at jeg var gået over stregen efter bruddet. At jeg var ked af at jeg havde såret hende. At jeg havde arbejdet hårdt med en terapeut og lidt om de gode ting der sker i mit liv.
    Tillagde lidt omkring den sårbarheds-dynamik der var mellem os, og at jeg ikke havde lært at gøre mig sårbar. Og at jeg altid vil være taknemmelig for at hun kom ind i mit liv, fordi jeg har lært en masse om mig selv, og at hun var katalysator for min udvikling som mand.
    Sluttede det open-ended. Intet pres men bare en mand der tager ansvar, er stolt, er glad, har tilgivet sig selv og fortæller hende at hun har spillet en meget signifikant rolle i mit liv.

    Tror ikke hun svarer. Og aner faktisk ikke hvad jeg skal gøre. Savner hende alt for meget og det vi havde sammen og især med vores børn. Jeg er 47 og har kendt en del. Men hende her var helt anderledes end alle jeg har kendt “and she got me”. Lige nu vil jeg holde en stille ferie. Hvis du har læst med så langt og har råd/kommentarer, så vil de blive vel modtaget. Tak.

    #23294
    Eva Marie
    Deltager

    Først og fremmest, så er du ikke ustabil. Du har haft et stort pres på, og så skal der ikke så meget til før man bliver irriteret – det er da kun ret menneskeligt, synes jeg!

    Jeg tror I begge overreagerede – hun lavede sjov og du overreagerer fordi du er en presset mand med problemer på job, din far osv…….
    Men det undre mig meget at hun reagerede SÅ kraftigt, ved at pakke sammen, tage hjem og så i øvrigt blokerer dig helt ude. Jeg tror du skal se det som at det er hende der har mange problemer med sig selv – jeg tror ikke det har noget med dig at gøre – for det du beskriver, så var din situation på det tidpunkt, noget vi alle kan stå i en gang imellem. Livet kan give os nogle udfordringer – men FLOT du har løst det 🙂

    Hvis jeg var dig, ville jeg se at komme over hende – der findes mange kvinder derude, der gerne vil have en så ærlig mand som dig 🙂

    #23296
    lillehjerte
    Deltager

    Jeg tror tit at min ligefremhed kan frustrere dem der spørger her. Men mon ikke at der var sket flere ting gorude som gjorde at din x ikke ønskede at fortsætte? Måske havde hun bare brug for een ting der kunne afslutte jeres relation definitivt? Er man i krise er man muliggvis ikke den nemmeste at være sammen med. Da jeres relation endte kom der tilgengæld skub i din udvikling og du har fået gang i et nyt liv. Måske skal det gamle liv nogle gange sluttes helt før noget nyt og godt kam starte. Jeg tror du kan gøre dig selv en stor tjeneste vee at give helt slip på din x og prøve at fylde det tomrum fu føler mef noget nyt der giber diit liv mening.

    #23297
    Betinajason
    Deltager

    Hej. Jeg synes du skal glemme hende. Jeg synes slet ikke hun har været der for dig. Selv om du ikke har fortalt hende alt synes jeg ikke du kunne bruge hende som støtte eller noget og det er vel meningen man skal støtte hinanden. Du har haft det hårdt og har klaret det hele godt. Fortsæt sådan og du vil møde en endnu bedre kvinde end hende.

    #23298
    lillehjerte
    Deltager

    Hov en masse taste fejl i går i mit indlæg. Min pointe er at hun ikke vil have noget med dig at gøre mere. Så al kontakt til hende på den ene eller anden måde vil hun nok opleve som chikane. Toget er kørt. Du kan ikke overtale hende tilbage. Og hvorfor egentlig stavle mere dårlig energi i dit liv op fra fortiden. Giv dit nye liv en chance og ro til at gro til noget godt. Måske møder du noget meget bedre.
    Det er kun dig selv der holder dig tilbage i krisetilstanden ved at holde fast i din x. Prøv at hviske tavlen ren ved at gøre noget helt nyt og lægge energi i det. Udfordre dig selv. Giv dit eget liv en chance.

    #23304
    Froeken T
    Deltager

    Hejsa

    Sikke en proces, du har været igennem. Stort tillykke med, at du er godt ude på den anden side 🙂 Vildt godt kæmpet!

    Jeg har et par betragtninger vedr. din eks, som jeg ikke kan lade være med at sidde og gumle lidt på. Om du kan bruge dem til noget, ved jeg ikke. Men her er mine to cents:

    Uden at have været flue på væggen og med forbehold for alle mine blinde vinkler, så synes jeg, du er for hård ved dig selv og for god ved hende. Det er især to af de situationer, du beskriver, der får mig til at sige sådan. Den ene er, at I midtvejs havde en misforståelse, hvor hun havde prøvet at gøre dig jaloux, hvilket resulterede i, at du havde brug for at trække dig et par dage. Det resulterer så i, at hun simpelthen slår op. Dvs. først angriber hun dig rent psykisk (forsøger med fuldt overlæg at fremkalde en ulidelig og destruktiv følelse i dig, som også kan være skadelig for forholdet), og når du så reagerer følelsesmæssigt på hendes overgreb, så forlader hun dig. For mig lyder det fuldstændig hen i hampen. Ét er, at hun overhovedet laver en så barnlig og manipulerende manøvre frem for at række ud til dig på en ordentlig, respektfuld og konstruktiv måde. Men ikke nok med det, så går hun sgu også fra dig i stedet for at tage ansvar for sin egen grimme handling og forsøge at løse problematikken på en bedre måde.

    Den anden situation er den i skoven, hvor hun gør nar af dig, og du går op til bilen. Jeg synes, det lyder vanvittigt, at du skal stå og bede hende om at stoppe tre gange?! Igen synes jeg, hun angriber dig psykisk. At gøre nar af en anden person er i sagens natur hånligt, men bevares, der er da nogen, der synes, den slags er morsomt. Men bliver der sagt fra, så stopper man. Ellers er det jo for pokker mobning, som vi så desperat prøver at lære vores børn er forkert. Og så står hun dér og spiller fandanko på din bekostning. Fair nok, vi kan alle gå over stregen i et øjebliks kådhed. Men du beder hende lade være, og med tanke på, hvordan et menneske i sorg normalvis ser ud og virker, så gætter jeg på, at dit ansigt har fortalt hende, at du mente det alvorligt. Det respekterer hun ikke, men fortsætter. Så fortæller du hende, at hvis hun ikke stopper, så er du nødt til at gå (for det her er tydeligvis ubehageligt for dig). MEN HUN FORTSÆTTER?! Det er simpelthen så respektløst, og at du til sidst fjerner dig selv fra den situation synes jeg faktisk kun er et sundhedstegn. Det SKAL man da gøre. Hvad skulle du ellers have gjort? Blevet der og været til grin og trådt på? Nejnej, søster lagkage, sådan spiller klaveret sgu ikke.

    Men konsekvensen er så, at hun forlader dig – IGEN. Uden forklaring, uden samtale, uden nogen som helst form for connection med dig eller balance i sindet. Hun er helt opkørt. Og IGEN er det, fordi HUN har trådt på DIG, hvorefter du har tilladt dig at reagere på det. IGEN tager hun ikke ansvar for sin egen del af konflikten, men tørrer hele lortet af på dig, blokerer dig og sidder og føler sig som et stakkels offer. Nej, du efterlod ikke hende og hendes datter i en skov – du gik din vej, ganske som du havde fortalt hende, at du ville gøre, hvis hun ikke behandlede dig ordentligt.

    Om hendes opførsel kommer af en frygt for at blive såret, ved jeg ikke. Men jeg kan da høre, at hun ikke selv har noget problem med at såre dig og bagefter fortælle dig, hvor forkert du er, når du reagerer på det. Endda gå så vidt som at forlade dig og slynge om sig med personangreb som at du er “ustabil” og minder hende om de usle mænd, hun har kendt før. Det er i sig selv nedværdigende at blive sammenlignet med dem, og jeg synes ikke, hun har noget at have den sammenligning i – ud fra, hvad du har beskrevet her.

    Så selvom du savner det, I havde, da tingene var lette og ukomplicerede – før I sådan for alvor kom tæt på hinanden og jeres mønstre og bagage begyndte at gøre sig gældende – så tænk lidt over, om DU har brug for en som hende i DIT liv 🙂

    #23305
    lillehjerte
    Deltager

    Jeg er enig med T og derfor skal du ikke gro fast i fortidemøn følelsesmæssigt for din x. Hun er ikke det værd. Du har jo brug for næring og ikke tæring af dig i en tæt relation, så du har overskud til hvad du måtte møde af udfordringer eller nye opgaver i dit øvrige liv. Det er bedre at være single end at være tynget af sådan en dårlig relation.

    #23309
    Aventura
    Deltager

    Tusind tak for jeres input. Dem værdsætter jeg 😊
    Det vigtigste er at jeg har tilgivet mig selv for at jeg blev ustabil/kom i ubalance. For jeg kender ingen mænd eller kvinder, som kan holde til at have brand i både privat- og arbejdslivet på én gang.
    Men jeg har sq svært ved at komme videre – den der familieting vi nåede at skabe med vores børn (som elskede det), den gør ondt at miste. Jeg tænker at tiden må være min bedste ven, og jeg nyder at jeg har fået mit liv normaliseret igen med masser af gode elementer og relationer.

    Jeg tror også toget er kørt med hende. Måske hun ikke engang har ønsket at læse mit sidste brev, og jeg ville være ked af hvis hun ser det som chikane, når der er gået et halvt år siden sidste kontakt. Men JEG har det godt med, at jeg nu har forladt relationen på en sober måde og fået sagt de ting, der skulle siges. Måske er det sådan at potentialet i relationen var større end realiteten. Jeg tænker tit, at der skal meget til at håndtere hendes bagage, og hvis der var én der kunne hjælpe hende med at pakke kufferterne ud, så var det mig. Men det vil altid ærgre mig, at jeg på grund af ydre ting var en dårlig version af mig selv i den sidste halvdel af vores forhold. Var det her sket efter tre års forhold så, havde hun nok været mere tryg ved mig. Problemet er hendes manglende tillid til mænd. Og måske også hendes manglende tillid til sig selv i relationer med mænd.

    Lidt yderligere om de to brud vi havde: En lørdag aften i april sad vi igen-igen og talte om hendes datters far, og jeg agerede nærmest rådgiver. Vi gik i seng ved midnat og var sammen. Vi gik ud for at ryge, hvor hun så fortæller at en anden ex lige havde kontaktet hende – de var ungdomskærester men havde knaldet et gange nogle måneder før hun mødte mig. Vores dialog var sådan her:
    Jeg: hvorfor fortæller du mig det ?
    Hun: for at være ærlig.
    Jeg: det er også fint, men hvad vil du have jeg skal have ud af den viden ?
    Hun: for at holde dig til ilden…
    Vi gik tilbage i seng og nu kunne jeg slet ikke sove! For hvad fanden var det her for noget, lå jeg og tænkte. Klokken blev tre om natten og hendes datter vågnede normalt meget tidligt. Og søvn i weekenden var vigtigt for mig i den periode, idet jeg var så presset i hverdagene. Så jeg stod op, kyssede hende og sagde at jeg var nødt til køre hjem og få sovet. Og det gjorde jeg så. Hun skrev om jeg var okay, og jeg skrev “ ja ja, jeg var bare nødt til at få noget søvn”.
    Næste aften en ny besked om hendes datters far, hvor hun sluttede: “beklager K at han fylder så meget, det kan ikke være nemt for dig heller”. Jeg svarede: “det er ok, men ja, han fylder meget”.
    De næste to dage var der tavshed. Pludselig var der to ex’er jeg skulle forholde mig til, og jeg anede sq ikke hvordan jeg skulle forholde mig til det.
    Næste dag gjorde hun det forbi. På SMS… Først da jeg spurgte ind til det kom så, at hun havde svært ved min tavshed. Men efter et par dage fortrød hun og vi begyndte igen.

    Vedr. det i skoven: i vores eneste samtale efter bruddet sagde hun, at hun kun havde hørt sige “stop” én gang og hun mente at jeg havde haft i smil på læben da jeg sagde det.
    Jeg ved at jeg sagde det to gange og hvis jeg havde smilet, så var det et anstrengt smil, for jeg ville jo ikke vise min vrede foran hendes datter. Egentlig havde jeg lyst til at råbe af min ex, men det ville jeg ikke byde hendes datter. Så for mig var det bedre at fjerne mig fra konflikten, så jeg kunne reagere mere hensigtsmæssigt.
    En latterlig misforståelse og vi havde altså gået rundt i mange dage med hver vores oplevelse af situationen. Hendes sidste ord til mih var: “jeg er den eneste stabilitet min datter har. Jeg tør ikke risikere min egen stabilitet. Du er ustabil så derfor skal vi ikke være sammen. Jeg vil ikke udsætte min datter for en tilsvarende situation. Desuden havde jeg talt i frustration med mine veninder i maj om hvorfor du holdt igen, og mine følelser for dig blev derfor mindre i juni”.
    Jeg spurgt hende om hvorfor hun ikke havde spurgt mig på en rolig måde om det med at holde tilbage. Hun svarede: “jeg vil da ikke tigge om din kærlighed”.
    Jeg svarede: “det skal du heller ikke, men du kunne jo sige til mig, at xxxx gør mig glad og yyyy gør mig ked af det – så havde jeg jo haft en chance for at agere efter det”.
    Dét gad hun ikke svare på. Hun smækkede på og blokerede mig…

    Jeg fatter ikke at vi som relativt intelligente mennesker med børn involveret ikke kunne/kan tale om det. Min eneste konklusion er at hun er enormt brændt af fortiden, som så nærmest blev en selvopfyldende profeti i det her tilfælde. Og det var sq lidt uvirkeligt at blive sammenlignet med hendes tidligere dårlige mænd og nærmest blive gjort til et monster i hendes øjne. Hvilket bare blev bekræftet af mit begging and pleading efterfølgende.
    Til dato vil jeg hævde at parterapi havde kunne løsne op for det, som vi ikke selv kunne løse, men når hun ikke ønsker kontakt er det jo vanskeligt…

    Jeg savner hende stadig og vi kunne være blevet gode sammen. Men jeg forsøger med små skridt at bevæge mig videre i livet. Det er nogle gange to skridt frem og et tilbage, men jeg har det okay med processen. Jeg ved det tager tid at hele et knust hjerte og drømme.
    Igen: Tak for at læse mig og komme med input!

    #23311
    hexia D trix
    Deltager

    Har du vendt forholdet med din terapeut?

    #23312
    Aventura
    Deltager

    @ hexia:
    I den grad vendt det med terapeuten.
    Hun er pdes ikke specielt imponeret af min ex.
    Pdas kan hun også godt se, at min ex så nogle ting i/hos mig, som ingen omkring mig ellers så. Blandt andet var min ex den første der spottede at jeg nok skulle finde mig et andet arbejde, og at jeg faktisk var ustabil/ude af balance.
    Min terapeut mener også at fortiden har spillet min ex et puds.
    Generelt mener terapeuten at det var den forkerte tid vi mødte hinanden.
    Men også at det er et stort faresignal, at min ex ikke var der for mig, da jeg virkelig havde brug for hende.

    • Dette svar blev ændret 2 år, 11 måneder siden af Aventura.
Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 49 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.