Er i tvivl?

Viser 7 indlæg - 1 til 7 (af 7 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #11849
    pilcher
    Deltager

    Hej Alle

    Jeg håber på at få nye in-put ift. de tanker jeg render rundt med..

    Jeg har været sammen med min kæreste i lidt over 7 måneder nu, og tingene fungerer ikke rigtigt. Vi har mange konflikter, og det virker som om, vi går i ring. Vi har kendt hinanden i mange år, og før vi blev kæreste var vi bedste venner.

    Han tænker ikke før han taler, og nogle gange kommer det ud som en rigtig “drenger*vs-kommentar”, og så bliver jeg frustreret og siger fra, og når han så ikke forstår, hvorfor det ikke er okay, at sige sådan til sin kæreste, så bliver jeg endnu mere frustreret – og så går vi i ring. Generelt tænker han ikke rigtigt over konsekvenser.. Heller ikke af hans handlinger. Han mangler empati i forhold til at kunne vende situationen om inden han siger eller gør noget, men han kan godt se det, når jeg spørger om det ville være okay, hvis jeg sagde eller gjorde sådan. Grunden til dette, siger han, er mangel på erfaring. Jeg er den første “rigtige” kæreste han har haft (vi er i midten af vores 20’ere), og han gennemgår nok den type forhold man gør, når man er i teenageårene – problemet er bare, at jeg har en datter med en anden mand, jeg gik fra for 3 år siden, så jeg føler ikke, at jeg har tid og overskud til at blive ved med at vade rundt i de samme konflikter. Jeg søger efter en der kan være en del af familien – hvilket han siger han gerne vil.
    Foruden dette er vi MEGET forskellige. Han er meget social, og har et stort behov for at være sammen med andre. Han har bl.a fast dag om ugen, hvor han er sammen med sine venner. Her er jeg sådan en, der lader op, når der er fred og ro omkring mig. Han kan godt lide at spille computer i lang tid, og jeg kan godt lide at være i den “virkelige” verden, og lave huslige ting eller gå en tur i zoo med min datter.
    Vi bor ikke sammen, og ses derfor kun i weekenderne, hvis han ikke skal arbejde eller være sammen med venner, og jeg mangler at føle mig prioriteret (han prioritere mig kun først, hvis min datter er hjemme). Vi har snakket om at bo sammen. Men jeg har svært ved at se, hvordan det skal kunne lade sig gøre. Jeg er meget ambivalent omkring det.. På den ene side, ved jeg godt at det vil gøre tingene nemmere, når vi ses noget mere. Men er så meget i tvivl efterhånden, at jeg ikke har lyst til at bo sammen med en, som jeg muligvis slår op med en måned senere. Jeg vil rigtig gerne løse konflikterne, og det vil han også – men der er ingen af os, der kan se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre?

    Når der ikke er konflikter, har vi det rigtigt godt sammen. Min datter elsker at bruge tid med ham, og jeg får også følelsen af, at han også kan lide at være sammen med hende.
    Men føler mig stresset i forholdet, og føler jeg skal være på vagt, efter det næste der kommer ud af munden på ham, som han ikke kan forstå ikke er okay og det derved skaber en konflikt.

    Vi er rigtigt gode til at snakke om tingene uden at det udvikler sig til skænderier – og det er ikke fordi vi ikke elsker hinanden. Det er bare forvirrende, og jeg har svært ved at se en fremtid med ham..

    Undskyld for at det blev så langt- men tænkte, at det var bedst, at få så meget med som muligt.

    Hvad er Jeres tanker?

    #11850
    Tintin
    Deltager

    @pilcher

    Jeg elsker chokolade, men jeg kan ikke lave af chokolade.

    Min pointe! Du kan elske et fantastisk menneske, uden af dette menneske er det rigtige for dig. I det tilfælde skal du finde et andet menneske, som du kan elske.

    Det hele afhænger af, om de ting han gør er en dealbreaker. Kan du leve sådan resten af livet. Er det det det du vil have ud af live?

    Personlig vil jeg hænge med et menneske, som giver mig en spændende og intelligent dialog gennem hele livet. Et menneske som giver mig energi, et glad sind, viden, selvtillid, lykkelig og ja meget meget mere.

    Ingen mennesker er perfekte, og man må tilpasse sig hinanden. Respektere hinandens forskelligheder. Give hinanden rum.
    Omvendt er det også helt naturligt hvis nogen mennesker er for forskellige. Så må du se på dealbreakeren. Det ved alene du i din mave.

    Det jeg studser ved er, at tingene ikke fungere efter 7 md. I mit univers skulle de fungere. specielt hvis man er forelskede.

    Kogt ned så vil jeg sige, at enten er du for sart, eller også må han ud! Det kan kun du vurdere (jeg antager,at dialogen er udtømt, og dit mål er ikke at lave ham om til et andet menneske). Det er dig som skal finde et meneske som passer til den person du er. Men du har helt ret. Du skal ikke være i et forhold hvor du ikke føler tingene fungere – slet ikke hvis de køre surt fra dag 1.

    #11852
    lillehjerte
    Deltager

    han lyder ikke som om han er moden til dig. Han er et andet sted og måske lidt drengemås endnu. Måske du skulle overveje en lille pause og prøve og se om der er andre gode mænd derude. Måske har du brug for en der er lidt ældre end i tyverne? At han forvirrer dig konstant er overhovedet ikke gode betingelser for dig.. det lyder som om han kontant projekterer på dig(overfører sit eget bullshit på dig). Vi er masser af kvinder der er gået fra en mand af den grund. Hvis man skal høre på den slags går det nemlig i længden ud over selvværdet.

    #11854
    pilcher
    Deltager

    Tintin:

    Jeg har absolut ingen intentioner om, at lave om på ham – hvilket jeg også har sagt til ham mange gange. Jeg er jo netop blevet forelsket i den person han er, og ikke hvad jeg “havde troet han kunne blive”. Det er bare, at jo mere vi er sammen, så tror jeg ikke at vi kan få vores 2 personligheder til at passe sammen så at sige. Jeg er og bliver familiemenneske, og min datter og min kæreste er de 2 vigtigste ting i mit liv. Men foruden det, så elsker jeg at være sammen med min egen familie (og med hans for den sags skyld).
    Han er mere en guys-guys, der gerne vil hænge ud med sine venner, og lave de ting, som de nu en gang laver (det er ikke sådan noget med at gå i byen og sådan), men hvor de bare sidder og hygger hos en af dem (der er mange i hans venne-gruppe, der har kæreste, så det er ikke sådan en single-klub).

    Og det ved jeg bare ikke rigtigt om kommer til at lykkes i den lange ende..

    Problemet fra min side er, at jeg ikke har lyst til at ende det, pga af noget der KAN ske, og der er ikke nogen måde hvorpå man kan være sikker så jeg er meget i vildrede over, hvad søren man så kan gøre?

    #11855
    pilcher
    Deltager

    Lillehjerte:

    Jeg går desværre ikke ind for pauser, synes det er unfair overfor begge parter, at den ene hænger i luften indtil man har fundet ud af noget. Så det er et enten eller for min side. Og som skrevet ovenover, så har jeg ikke lyst til at ende det pga en fornemmelse – jeg skal nok bruge noget mere konkret – for han ER en dejlig mand – men jeg ved bare ikke hvordan man ligesom kommer videre.

    Gider ikke køre i ring over de samme ting længere eller konstant skulle have konflikter – Han siger, at han gerne vil den samme type familie som mig
    Og her mener jeg kernefamilien – Har fra dag 1 gjort klart, at jeg ikke gider leve 2 forskellige hverdage og man så mødes en gang imellem.
    Jeg har et barn, og med det hører ansvar..

    #11856
    AnneM
    Deltager

    Jeg tror jeres konflikter opstår, fordi I ikke tolker ens på ordet ” kernefamilie”. Som jeg ser det, så skal I leve livet på din måde eller ingen måde. Du har stillet et usynligt ultimatum op: My way or the highway. Det virker ikke som om du er åben for, at I i fællesskab og med plads til jer begge, skaber jeres EGEN kernefamilies værdier. Ikke bare en kopi af forældre/veninders eller hvad der står i damebladene, men derimod JERES måde. Noget I vælger bevidst og ikke bare bevidstløst tager med fra jeres egen opvækst. Det skal være din definition af kernefamilien I skal leve. Ikke hans.

    Jeg savner lidt kompromis fra din side, hvis jeg skal tro på en lykkelig fremtid for jer. Du virker fastlåst i, hvordan man skal leve livet. Det virker ikke som om du er parat til at prøve hans ideer af. Og h is jeg har ret i, at du gerne alene vil sætte dagsordenen, så er han nok ikke den rette for dig. I er så forskellige og hvis I ikke kan mødes i et kompromis, så vil kampene fortsætte. Det er jo en magtkamp der foregår mellem jer.
    Måske skal du overveje at finde en der ikke kun i ord, men også i handling vil det samme med familielivet.

    #11859
    lillehjerte
    Deltager

    Men jeg hæfter mig ved at han ikke er moden til at sætte sig ind i og forstå dine grænser når du siger fra overfor noget. Ville du fx gide at have sådan en som nærmeste kollega hvis det var i en anden sammenhæng- ville det ikke gå direkte ud over din daglige trivsel? Det lyder det til at det allerede gør nu, som du beskriver det. Når kommunikationen så grundlæggende ikke fungerer og han ikke kan sætte sig ind i når du siger fra overfor noget, så er der jo ikke meget samhørighed/kemi. Jeg synes kemi er altafgørende. Jeg var førhen også en der gav tingene for mange chancer. Men det er gået op for mig at der er meget andet som potentielt kan være meget bedre end det jeg holdt fast i for længe.

Viser 7 indlæg - 1 til 7 (af 7 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.