Er det hans depression der taler?

Viser 5 indlæg - 1 til 5 (af 5 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #21743
    RG
    Deltager

    Hej med jer.

    Står i en situation jeg synes er svær at navigere i, sig kunne virkelig godt bruge noget hjælp.

    Historien kort:

    Vi mødes i 2014 på job, og bliver hurtigt et team. Fortsætter med at arbejde sammen i flere år, og bliver et helt fantastisk makkerpar (vi er begge selvstændige)
    Da vi mødes er han lige blevet skilt, og jeg lige gået fra min kæreste gennem mange år. Han har et par kærester i den periode, men hver gang ‘vil de for meget’ (flytte sammen osv) og han siger gang på gang at han kommer til at trække sig, når nogle kommer for tæt på. Det overhører jeg halvt, men den ligger alligevel i baghovedet de næste par år.. Jeg kan huske at jeg tænker at jeg skal passe lidt på..

    Vi bliver hurtigt meget tætte. og det er en ærlig og dyb relation. Vi støtter og hjælper hinanden, lytter til hinanden. Og har det helt vildt sjovt sammen.
    Vi har sex en enkelt gang, men jeg synes det er for farligt at gå ned af den vej, jeg tænker at det er for mange relationer at skulle balancere, så jeg siger nej til hans fortsatte kurmageri.
    – men et halvt år efter er der ikke noget at gøre, og vi må begge indrømme at vi har store følelser for hinanden. Jeg er dog meget tilbageholdende med at kalde os kærester, da jeg føler at jeg er ved at komme på benene efter mit tidligere forhold, og har godt af at være lidt alene (men det er jo nemt at sige, for jeg har jo ham)
    Han kalder os meget hurtigt kærester – jeg er mere tilbageholdende. At være kærester er noget stort for mig. Det betyder forpligtelse og hengivelse, og jeg spørger ham gentagne gange om hvad det betyder for ham. Det er som om jeg ikke helt kan mærke ham. Men jeg lytter ikke til den bekymring, og jeg går med til at prøve at være kærester. Jeg giver ham bolden, og siger ‘så vis mig hvad du vil med mig’.
    Derfra begynder det at blive mærkeligt.
    Vi har rigtig mange gode stunder, rejser, sejlture og ture i sommerhus. Vi hygger os, og taler meget om værdier, livssyn, osv, og på et tidspunkt kommer emnet børn så på banen.
    Han har to dejlige voksne piger fra sit tidligere ægteskab, men jeg har ingen. Jeg drømmer om et enkelt barn på sigt, men det er ikke noget der haster, og det gør jeg også klart for ham.
    Men muligheden bliver nødt til at være åben, for mig, hvis jeg skal være i et kæresteforhold, som en kvinde i start 30’erne, bliver jeg nødt til ikke at vende det blinde øje til min biologi.
    Det siger han at han godt forstår, og siger med et smil at han ikke tænker at han skal have flere børn, men efterlader på alle måder hele tiden en tvivl hos mig. Han siger hele tiden ét og viser noget andet.
    Vi er on/off i en periode på 2-3 år, og når det slutter, er det altid på en note om at vi jo er forskellige steder i livet. Hver gang er jeg alligevel overbevist om at det handler om noget andet, og at det med børn er blevet vores dårlige undskyldning for ikke at knytte os til hinanden, så det ender altid med at vi prøver igen. og igen. og igen. men uden rigtig at komme nogle vegne.
    Han trækker sig i den periode fra vores arbejdsfællesskab, og begynder at bruge mange penge på spil.
    Han siger at det ikke har noget med mig at gøre, men han bliver mere og mere indadvendt. Han trækker sig fra mig, og har store humørsvingninger. Jeg blander mig meget bevidst ikke i det med hans spilleri, da jeg ikke ønsker at være mor for ham.. Men jeg opfordrer ham til at søge hjælp, og hjælper ham med at ringe til ludomanilinjen. Han begynder i et forløb, og der er i lang tid bedring, og han formår det meste af tiden at holde sig fra spillemaskinerne.
    Jeg får svært ved at mærke ham. Begynder at gå på listefødder. Vil ikke være i vejen. Vil ikke genere ham. Det begynder gradvist at gå ud over min selvtillid, og jeg bruger en masse energi på at tænke på hvad der er galt med mig, hvilket jeg aldrig har prøvet før i et kæresteforhold. Jeg står normalt ret solidt i mig selv, og ifølge min gamle kæreste, næsten for solidt.
    Jeg kan ikke forstå hvad der sker med hverken mig eller ham, men det er som om at vi ikke længere er os selv. Jeg savner ham sådan, og jeg savner mig selv!
    Vi starter i parterapi, for at prøve at afklare hvad vi skal med hinanden. Vi har begge to alle mulige drømme med hinanden, både som kærester og kolleger, og vi ser begge langt ud i fremtiden, når vi taler om vores drømme, men det er som om at det bliver sværere og sværere rent faktisk at gøre noget af det sammen. Det hele er langt fra virkeligheden, og hvor jeg er klar til at gøre noget – et eller andet – for at komme ud af vores fastlåste situation, så stivner han mere og mere.
    MEN – I parterapien åbner han meget op, han fortæller at han faktisk savner at være familie, og han begynder gradvist at åbne op for muligheden for en dag at få et barn sammen. Vi når at gå der 8-10 gange, og for hver gang der går, går det bedre og bedre med os, og jeg synes han åbner mere og mere op.
    Jeg havde aldrig brug for et løfte, men blot en lille åbning, så da terapeuten efter noget tid foreslår at vi holder en pause hos hende, tænker jeg at det er en god idé, for det er også anstrengende at sidde og tale om fremtid og fremtid og fremtid, når der knap nok findes en fælles nutid. Jeg når til et punkt hvor jeg heller ikke kan tvære mere rundt i det.
    Vi aftaler at flytte sammen. Glædesjubel. Lettelse. Og de første par uger efter den beslutning er alt fryd og gammen, og han har allerede indrettet hele ‘vores’ hjem i hovedet, og når at fortælle sine børn og ekskone at jeg flytter ind.
    Men så begynder han igen at trække sig. Han skal hele tiden noget andet, han ved ikke hvornår han vil ses ‘vi må se hvad jeg finder på’ og bliver i det hele taget enormt utilregnelig.
    Jeg bliver mere og mere ked af det, vred, og usikker på ham, og vil gerne have at han åbner op for posen. Jeg foreslår at vi venter lidt med at flytte sammen, og tage os den tid vi har brug for. Men han synes stadig det er en god idé, siger han. Han kan se sig selv sidde alene hele livet fordi han ikke tør bevæge sig nogle steder hen, og det har han ikke lyst til. Han er bare så bange for at skuffe mig, og ikke at kunne leve op til mine forventninger, dette siger han gentagne gange.
    Pludselig skal han væk – og ved ikke hvor længe han vil være væk. Jeg beder om at vi træffer en beslutning om sammenflytningen inden han tager afsted, da jeg har lavet en mundtlig aftale om fremleje af min lejlighed til en fælles bekendt, og det begynder at blive lidt underligt at jeg går rundt og er i tvivl, og lader hende hænge.
    Han vil så at jeg kommer og besøger ham. det gør jeg, selvom jeg på det tidspunkt er ved at have lidt slidte nerver af at han hele tiden skifter mening.
    Da jeg kommer over til ham, er han ALT hvad jeg længe har savnet. Han er glad, sød, opmærksom, sjov og vi har det skønt i de 5 dage jeg er der. Han synes at jeg skal flytte ind.
    Jeg tager hjem med ro i maven, men da han kommer hjem 4 dage senere, er der igen skyer for solen. Jeg kan ikke rigtig få kontakt med ham.
    Jeg beder ham om at fortælle hvordan han har det og hvad der sker indeni ham, da han kigger mig ind i øjnene og fortæller at
    ‘Han aldrig skal have flere børn og aldrig bo sammen med en kvinde igen’. Han er lynende klar i mælet. Og næsten uhyggeligt fjendtlig da han leverer den melding.
    Vi er sammen i et døgn i stilhed derefter. Jeg er helt ødelagt og ved ikke hvad jeg skal stille op med situationen. Jeg er bundulykkelig.
    Dagen efter tager han væk igen, og bliver væk i 14 dage.

    Jeg er overbevist om at nu kan jeg ikke mere, og jeg beslutter mig for at lade ham være. Og er opsat på at sadle helt om, så jeg kan begynde at tage hul på mit eget liv, alene, og komme videre. Jeg cutter alle bånd til ham.
    Han skriver til mig at han er ulykkelig, men jeg svarer ikke. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal svare.

    En måned efter mødes vi. Jeg har det på mange måder okay, selvom jeg selvfølgelig er ked af det, men han er helt nede i kulkælderen. For første gang siden vi blev kærester, fortæller han mig hvor elendigt han har det, og har haft det i lang tid. Fortæller at han har erkendt, at han nok har en svær depression, og har haft det længe. Fortæller mig at hans spilleri er kommet helt ud af kontrol, og at han reelt ikke har flere penge. Fortæller mig sågar at han har det så skidt at han ikke engang er i stand til at tage telefonen når hans børn ringer. Han går op og ned af gader og stræder, dag sig nat, sover ikke, spiser ikke, og kan ikke finde glæde i noget som helst.
    Han har ENDELIG droppet facaden. Han åbner OP.
    Han bebrejder dog igen ´børnehistorien´ for at vi ikke har fået det til at fungere, men jeg afbryder ham og siger at jeg er meget overbevist om at det ikke er det det handler om.
    Han indrømmer at han ikke er et sted hvor han er i stand til at se nogen former for fremtid for sig selv, eller tænke klart i det hele taget. De depressive tanker er som en tåge.

    Jeg siger til ham at jeg desværre ikke kan hjælpe ham, men at det er vigtigt at han får noget hjælp. Foreslår ham at han ringer til sin ekskone (hun har tilbudt sin hjælp flere gange) så hun kan støtte ham og tage med ham til lægen. (de har et godt forhold nu )

    Men det fortryder jeg nu at jeg sagde. For fanden. Det er jo NU jeg bør være der. Jeg har det som om at han nu ENDELIG har gjort det som jeg har bedt om i årevis.
    At være ærlig, åben og fortælle mig hvordan han har det. Dele sig selv med mig. Jeg har det virkelig hårdt med at lade ham ligge på jorden, nu hvor han ENDELIG har åbnet op.
    Jeg har stadig en klar følelse af at det hverken handler om børn eller sammenflytning, men at vi nu endelig har fundet frem til essensen i hvad der har været så svært – hans depression.. Og hans tilknytningsbesvær. (ikke at jeg ikke også selv har det, men helt sikkert i mildere grad)

    Vil gerne være der i det omfang jeg kan, fordi jeg elsker ham, og fordi jeg synes det er modigt at ham at erkende det. Min kærlighed til ham er så stor, jeg vil gøre meget for ham, og jeg ønsker virkelig af hele mit hjerte at han får det bedre. Jeg savner ham helt afsindigt, men er også meget afklaret med at jeg ikke vil tilbage til det forhold vi havde til sidst. Det vil kræve nogle kolossalt store ændringer hos ham, som givetvis vil tage meget lang tid. Men håbet for at han kommer tilbage er der selvfølgelig.
    Jeg har ikke i mit liv haft så stærke følelser for et andet menneske.

    Hvad skal jeg gøre?

    #21744
    RG
    Deltager

    Jeg får det til at lyde meget tungt. Vi har også haft det helt fantastisk sammen, og når vi har haft det godt har vi haft det VIRKELIG godt!
    Der var i lang tid en følelse af at være soulmates, og vi har altid haft en helt særlig forbindelse, som jeg aldrig har prøvet med nogle andre. En intuitiv fornemmelse for hinanden.

    Skal lige huske at nævne at hans ekskone og han blev skilt da det viste sig at hun havde en affære med en de begge kendte gennem en årrække.
    Det var en virkelig grim og ækel skilsmisse, men de er gode venner igen idag.

    Jeg nævner det fordi jeg tænker at der ligger nogle ting fra den skilsmisse som muligvis aldrig er blevet bearbejdet i ham. Tillid, forpligtelse, den slags.

    #21745
    lillehjerte
    Deltager

    Puha han lyder til at have en bipolar lidelse. Et eller andrt sted lyder det også til at han er lidt meget afhængig af at afvise sine omgivelser og rushed i at gentiltrække dig. Ja det kan godt være at skilsmissen har gjort at det er slået klik for ham. Uanset hvad så er han lidt for afhængig af det mønster. Måske en syg måde at blive bekræftet på. Men det nedbryder dig. Du skal da ikke spilde dine gode år på en der bare lokker med lunken grød, når du har drømme om at skabe din egen familie. Han har hverken overskudet til det når han er så syg eller ønsket om at få børn. Samtidig har han været møgforkælet hele tiden at have dig selvom han hele tiden har skubbet dig væk. Hvis du skal redde dig selv og dine egne ønsker for fremtiden er det NU du siger stop og skriver ham helt ud af dit liv. Vil du have dine egne børn er han den store forhindring. Du vil heller ikke have børn med en mand som du aldrig kan regne med eller som konstant sætter dig i uvished. Så slut forbindelsen med ham helt og begynd et nyt kapitel i dit liv hen mod dine egne drømme. Husk alt det du så gerne ønsker og ikke har prøvet endnu. Verden ligger åben for dig

    #21746
    lillehjerte
    Deltager

    Hver gang han tager kontakt, så husk dig selv på at du går væk fra at få det barn du ønsker dig. Når du bliver gammel, vil du måske se tilbage med fortrydelse over du brugte så meget energi på en som ikke rigtig ville noget og som bare blev ved med at vride sig rundt i sin egen navlepillende ambivalens.

    #21747
    Zoe2
    Deltager

    Hvis du var i starten af 30’erne for et par år siden – må du vel være 33-34 nu? Du kan ikke tillade dig selv at spilde din tid på en psykisk syg mand, som du aldrig vil kunne stifte familie med. Han kan have nok så mange andre kvaliteter, men det kan du gå efter om 20 år.

Viser 5 indlæg - 1 til 5 (af 5 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.