En opdatering – skænderier og om at være bonusmor

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 13 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #12203
    SummerSun
    Deltager

    Så kom der endnu en opdatering fra mig. Jeg har skrevet herinde før om et forhold med en mand, som ignorerede mig med jævne mellemrum. Jeg har sidenhen fundet ud af, at jeg nok godt kan klassificeres som en “kvinde, der elsker for meget”.

    Jeg er stadig sammen med den pågældende mand. Vi har haft en – i mine øjne – god sommer. Jeg har været med til at plante have og renovere hus. Vi har været på ferie med hans to børn og har også været på en kæresteferie bare os to. Der har tilmed været snak om at jeg skulle flytte ind.

    Bøtten er nu vendt igen – igen, og nu vil manden ikke flytte sammen alligevel. Årsagen er, at han stadig synes der er problemer, og at der stadig er “problemer” mellem mig og hans to børn, som stadig har at gøre med, at han synes jeg er for indadvendt og passiv. Jeg synes selv jeg er kommet rigtig meget på banen – og det giver han mig også ret i – og det er ofte mig, der helt overtager ift. madlavningen, sørger for alle får noget at spise, deltager i spil og udflugter mm.
    Jeg VED godt at jeg er indadvendt. Dette har vi snakket mange gange om før. Jeg er typen, der som regel gennemtænker noget 5 gange, før jeg siger det højt. Jeg er på samme måde i min egen familie, og det er altid blevet accepteret. Jeg er jo positivt anlagt og følger altid med i samtalerne ved bordet. Jeg er altid sød overfor børnene og hjælper dem, når de har brug for det, lytter når der er noget, de gerne vil fortælle osv. Så jeg har ærligt talt svært ved at se problemet – og jeg tror heller ikke børnene opfatter noget problem ved at “papmor” er stille.

    Min kæreste udtrykker, at han opfatter min indadvendthed som et tegn på, at jeg slet ikke gider børnene, at jeg ville ønske de slet ikke eksisterede (meget hårde ord, synes jeg). Han mener jeg har været meget træt på det sidste, når vi har haft børnene, og det ser han helst ikke, at jeg er. Træthed er jo ikke noget man selv kan styre, tænker jeg. Men det er ham der falder i søvn foran tv’et om aftenen – ikke mig. Men dette er ok i hans øjne – for han er jo den biologiske far, og har derfor flere gøremål end mig ift. børnene.

    Senest kritiserede han mig så for, ikke at savne børnene nok, når de ikke er hos os. Han mente, at han savnede børnene mest, og at det sårede ham. Det kan da ikke være rigtigt, tænker jeg! Man kan da ikke forlange af andre – papforælder eller ej – at de kan savne på samme måde som bio.forældre! Han siger så, at han heller ikke føler at jeg “støtter ham i hans savn” – hvilket jeg heller ikke fatter en bjælde af! Jeg har flere gange opfordret ham til at kontakte statsforvaltningen mhp. at se sine børn noget oftere – særligt også fordi, at deres biologiske mor (stadig) er meget ustabil, og ofte tilbringer de slet ikke deres “mor-weekender” hjemme hos hende, men hos forskellige familiemedlemmer, fordi hun dater en ny fyr – noget som jeg finder ekstremt usmageligt. Men han ansøger ikke om mere tid med børnene, og slår det altid hen.

    Når jeg tænker over det, føler jeg måske mere og mere, at det i virkeligheden er ham selv, han egentlig snakker om. At han måske ikke føler sig tilstrækkelig for børnene, og føler skyld over ikke at savne dem nær så meget, som han føler, han burde. Måske lader han ubevidst disse følelser gå ud over mig.

    Jeg kan mærke, at jeg har meget svært ved at sige fra over for ham. Mine egne grænser rykkes konstant (og jeg ser stadig en terapeut i forbindelse med dette). Når jeg giver udtryk for, at han måske forlanger for meget eller overgår en grænse hos mig på den ene eller anden måde, så ender vi som regel i store skænderier. Senest gav jeg udtryk for, at jeg var bange for, hvordan det ville gå næste gang børnene kom hos os – ikke mellem mig og børnene, men mellem mig og ham: Jeg er bange for at komme til at virke uinteresseret, for træt eller for indadvendt. Hvis dette er tilfældet kan han stadig finde på helt at ignorere mig, og det mener jeg heller ikke er sundt for børnene at opleve! Han blev virkelig vred over, at jeg bragte det på banen, og var slet ikke til at snakke med. Han endte med at sige noget i stil med “Ok, jeg skal nok sørge for at smile mere, når vi har børnene” – hvilket jeg føler er en arrogant og nedladende udlægning af, hvad problemet i virkeligheden er.

    Jeg ved nok ikke rigtig, hvad jeg egentlig vil spørge om i dette indlæg. Måske søger jeg at blive bekræftet i, at mine grænser og tanker omkring det hele ikke er helt urimelige?
    Jeg ved godt mange af jer herinde bad mig tage benene på nakken, og fortalte mig det nok ikke blev bedre. Jeg kan også godt se, jeg nok bare burde have lyttet dengang. Men hold nu fest hvor er det svært! Vi har jo haft en super dejlig sommer, så jeg kan ikke se hvorfor den skulle ødelægges sådan med sådan nogle udtalelser om mig. Samtidig kan jeg også blive helt i tvivl: Er jeg virkelig sådan en elendig bonusmor? Forstår jeg mig virkelig ikke på børn?

    Anyway, det blev en lang sludder fra min side af, jeg tager imod inputs med kyshånd og under alle omstændigheder er det bare rart at kunne komme af med det og snakke med andre – som måske også har erfaring med rollen som bonusmor?

    #12204
    sascha
    Deltager

    Hej – da du jo allerede har fået masser af respons fra os om det urimelige i situationen set udefra – og fortsat sætter spørgsmålstegn hos dig selv, så tænker jeg, at det måske kunne være godt på fortrolig 2 mands hånd at spørge nogen af jeres nærmeste, som reelt ser dig sammen med børnene, om hvad de ser. Bed om et ærligt og uforbeholdent svar.

    Du kan ikke og skal ikke ændre på den du er. Er du introvert, så er det sådan du er. Og det er perfekt til dig. Punktum.

    Og nej, ingen kan tvinges til at elske og savne. Ingen børn er tjent med forældre, bonus eller bio, der behandler dem skidt – alle børn fortjener venlighed og omsorg, men jeg tror ikke du finder nogen bonus nogen steder, dervdybt i sit hjerte ELSKER deres stedbørn som deres bio børn. Det er naturstridigt.

    #12205
    lillehjerte
    Deltager

    Jeg læser hans udfald som rene projektioner.

    Men noget andet er i fht børnene og deres weekender hos deres mor: der synes jeg du gør bedst i at trække følehornene tilbage. Når din kæreste slår det hen er det jo et tegn på at det er en kamp han ikke vil tage eller ser værdi i. Når man puster til ilden i sådanne sager mærker børnene det også og mon ikke det er bedre med lidt fred. Hvis børnene også har det godt med at besøge andre familiemedlemmer i weekenderne er det jo fint. I stedet for at lave rav i den er det måske bedre at give plads til andre også søger en relation. I har jo selv været på alene ferie sammen, så løft perspektivet lidt der og lad din kæreste om at afgøre om det er noget.

    #12207
    AnneM
    Deltager

    Helt enig med Sascha. Du skal ikke lave om på dig selv, for at please ham. Han vil bare finde på nye områder, du skal ændre på.
    Hans krav/forventninger er helt ude i hampen. Han virker umoden og utilfreds meget eget liv eller egen indsats ift farrollen, som du også selv er inde på. Han lyder som et ubehageligt (manipulerende) bekendtskab. Pas godt på dig selv og din integretet.

    Jeg synes da egentlig bare du skal meddele ham, at eftersom du gør alt forkert ift hans børn, så har du besluttet at holde dig væk de uger/weekender han har dem og så kan I være sammen, når han er børnefri. Problem solved!

    #12209
    SummerSun
    Deltager

    Mange tak for jeres respons. Ja, jeg ved godt jeg har fået meget respons herinde – det er ved at udvikle sig til den uendelige historie, så I skal have tak for at hænge på 🙂


    @Sascha
    : Mange tak for dit input. Det er en rigtig god ide at få andres perspektiver på sagen. Kun min mor har faktisk mødt hans børn. Mine søskende og veninder har endnu ikke mødt dem, på trods af at jeg har ytret ønske om dette og har kendt min kæreste i 2 år. Ved større arrangementer i min familie er han og hans børn altid inviteret med, men han har indtil videre valgt at blive hjemme med begrundelsen, at han er bange for at skulle introducere sine børn til så mange mennesker, de ikke kender.
    Min mor har til gengæld set mig med hans børn. I starten gav hun udtryk for, at jeg virkede meget usikker omkring børnene, hvilket hun uden tvivl har ret i. De sidste 6 måneder giver hun dog udtryk for, at hun har indtryk af, at børnene og jeg kommer godt ud af det. Hun mener, jeg virker sød og hjælpsom, og at det virker til at børnene er trygge ved mig. Min mor kan selvfølgelig godt være subjektiv, da jeg jo er hendes datter 🙂 Men hun er også en kvinde, der ikke er bange for at sige sin mening rent ud.
    Jeg føler mig ikke så fortrolig med hans familiemedlemmer, at jeg kan tale om disse ting med dem. Men jeg har indtryk af, at de ser positivt på mit forhold til børnene. De har ofte bemærket at børnene gerne vil sidde ved siden af mig, og at de ofte efterligner udtryk, jeg bruger.
    Min kærestes forældre var på besøg i går, og havde pludselig købt en gave til mig – uden anledning, bare fordi “de kom til at tænke på mig”. Dette rørte mig meget, da jeg tager det som om, at de virkelig godt kan lide mig og ser mig som en integreret del af familien. Min kæreste nævnte intet om det, efter de var gået. Min kærestes kritik gælder ikke kun hans egne børn, men også hans andre familiemedlemmer, som han også mener jeg er for indadvendt over for.


    @lillehjerte
    : Jeg er glad for du også tolker det som projektioner – det er netop det, jeg har gået og har tænkt.
    Jeg vil dog ligge vægt på, at jeg ikke forsøger “at lave rav i den” mellem ham og eksen. Disse ting, som jeg skriver om her i indlægget, har jeg ikke snakket med min kæreste om (f.eks. at jeg bemærker, at de ofte ikke er hos deres mor i hendes weekender). Siden juli har de været hjemme ved hende i to weekender, og det mener jeg er meget lidt. Ja, vi har også været på kæresterejse – men det blev arrangeret i en periode, hvor han alligevel var børnefri, og moderen skulle have dem i den pågældende uge.
    Den ældste af børnene har flere gange udtrykt frustration over hele tiden at skulle hjem til andre i weekenderne. Det ser jeg som ret problematisk – men jeg blander mig ikke, når han snakker om det – jeg bider blot mærke i det i mit stille sind, og synes, det er synd, at det skal være på denne måde. Begge børn har udtrykt ønske om, at bo noget mere hos deres far.
    Han har selv ofte snakket om, at han burde få ansøgt om at se dem oftere. Nu er jeg så begyndt at minde ham om det, når han ligger i sengen og græder over, hvor meget han savner dem. Det er måske at gå over grænsen, men jeg tænker, at hvis savnet er så slemt, så har han jo muligheden for at gøre noget ved det.


    @AnneM
    : Tak for input 🙂 For det ikke skal være løgn, så har jeg faktisk haft ham forslået lige præcis det, du foreslår (at være hjemme ved mig selv, når han har sine børn) – og det faldt IKKE i god jord. Han så det nærmest som et “bevis” for, at jeg ikke kunne lide børnene. Han mente, at jeg skulle blive og arbejde på mit forhold til børnene, og at hvis jeg tog hjem, var vores forhold så godt som dødsdømt i hans øjne. Hvis jeg ønsker tid i min egen lejlighed, skal det foregå når han ikke har børnene.
    Jeg overfortolker muligvis, fordi jeg står med snuden begravet i hele situationen, men på mig virker det næsten som om, han ikke vil være alene med hans børn; han bliver f.eks. også meget skuffet/indadvendt/surmulende, hvis jeg har en aftale med en søster eller veninde en enkelt aften, når han har sine børn.

    #12210
    sissi
    Deltager

    Som jeg læser det, har I brug for hjælp hvis I skal blive sammen uden du ødelægges.

    Jeg tænker, det ham der har brug for hjælp. Han hænger et eller andet sted fast i sin fortid, og ønsker at alt var som før. Dvs. ingen x, ingen delebørn, ingen ny kæreste, ingen nye mennesker i sit liv, for intet af alt det nye han får/oplever kan ikke gøre det ud for det han havde før. Nej, det kan det ikke – det kan blive noget helt andet positivt, men han vil ikke se det. Han vil ikke anerkende din indsats, og han vil ikke erkende at han har problemet.

    #12212
    lillehjerte
    Deltager

    Summersun: hvis børnene udtrykker et problem, så fortæl det til moren enten mundtligt eller i en mail(at børnene giver udtryk for at de vil være hos mor i weekenderne hvor hun har dem). Hun skal have en chance for at rette på det. Når noget kører gennem statsforvaltning ender tingene bare i en evig krig og det gør stemningen dårligere.

    #12214
    sissi
    Deltager

    Hvor længe er det siden han blev skilt… læste igen dit sidste indlæg, og du skriver han græder af savn. Det forstår jeg godt man kan, men derfor hvor længe har det stået på – og var det fra hans side at bruddet kom, eller fra x konens?

    – Det virker som om der er noget depressivt i det tillige. Generel utilfredshed, humørskift, måske lidt angst (du skriver som om han ikke tør være alene med børnene – og bliver sur hvis du skal andet). Når vi har det hamrende skidt og ikke føler vi slår til, er det letteste at få det over på andre – dig blandt andet, for så skal du jo løse det for ham?
    Derfor tror jeg han har brug for hjælp til at tackle sin sorg over det tabte og anerkende dit hesteabejde – og erkende den krise han er i.

    Jeg syntes det lyder til, du gør et stort arbejde og kender dig selv, og er opmærksom hele tiden, at være ude i at gøre ham tilpas og gør det du kan for hele familien – han ser det bare ikke.
    Jeg mener, at du skal sætte hælene i. Ridse op hvordan du ser situationen, og at du også har krav. At HAN begynder at tage positive briller på i sit syn på dig… det virker ikke på det jeg læser, som om han roser dig for noget som helst, men flittigt påpeger det han ser som mangler hos dig.

    Spørg hvorfor han egentlig er sammen med dig – bed ham sætte ord på, og for dig selv, gør du op med dit indre, hvorfor du accepterer hans kritik:)
    Forklar ham, at næste gang han er sur/kritisere dig på en unfair og ureel måde, så går du. Det skal ikke bare være tomme trusler, du skal promte vende rundt på hælene og gå – ikke råbe og skændtes, bare gør noget aktivt.

    Jeg tror ikke han stopper før han får hjælp, hvis behovet er det (det vil han sikkert ikke, for han ser ikke det ligger hos ham)- eller før du trækker tydelige grænser for hvad du vil stå model til længere – i mine øjne har du givet langt mere end de fleste kunne holde til.

    #12228
    Zoe2
    Deltager

    Du skal vide, at det der driver nogle mænd med dele-børn til at få en kæreste, er behovet for en gratis nanny. Enten har de ikke lyst til at være alene sammen med deres børn eller også ved de ikke hvad de skal stille op med børnene. Din observation om projektion når han kritiserer dig i forhold til børnene er helt rigtig. Hver eneste gang han siger noget negativt til dig, er det ham selv det handler om.

    Men når det er sagt – jeg syntes han er den klammeste, syge, mest manipulerende stodder, som jeg længe har hørt om. Du skal skille dig af med ham – ellers vil han ødelægge dit liv.

    #12229
    AnneM
    Deltager

    Han kører dig fuldstændig rundt i manegen. Hvornår er de børn blevet hele omdrejningspunktet i dit liv! Det er hans børn og han virker til at have et underligt, umodent forhold til farrollen.

    Det er da fuldstændig ligemeget med alle hans beviser. Han kan åbenbart ikke finde ud at have et normalt og afbalanceret forhold til dig ift hans farrolle og så må han enten ud af dit liv eller du må lade ham være selv med de børn, mens du opholder dig et andet sted.

    Jeg havde ikke fundet mig i det der mere end 39 minutter. Jeg havde helt klart sat en grænse for ham. Jeg kan slet ikke forstå, at du finder dig i det! Forstår simpelthen ikke al hans snak om dine følelser omk de børn. Det er ham du er kæreste med. Ikke hans børn.
    Derimod er jeg enig i, at du er lidt hård i din omtale af børnene og deres mor. Du dømmer begge parter og det skal du lade være med. Hold dig neutral if børnenes opdragelse fra både ham og hans ex og få sat en stopper for al den snak om følelser for hans børn. Det er tydeligt at mærke, at du ikke har alle de følelser for de børn. Stå ved det istedet for at gå med på al hans følelsessnak. Du synes det er nogle søde børn, men derudover har du ikke de store følelser i
    spil. Og så kan det godt være at han forlader dig, når det går op for ham, at du ikke nærer de store følelser for hans børn. Måske ønsker han sig en kvinde, der kan skabe et familieliv, hvor børnene er lige så elsket af begge parter, som biologiske forældre repræsenterer. Og det er ikke dig! På tide I stopper alke kampene og ser virkeligheden i øjnene.

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 13 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.