En håbløs voksen "teenager"

Viser 5 indlæg - 1 til 5 (af 5 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #3776
    trunte
    Deltager

    Tror snart min hjerne sprænger i stykker, tænker mere end hvad sundt er! Kender en dejlig mand, han er ti år yngre end jeg, har to drenge. Efter en grim skilsmisse kan jeg ikke finde ud af noget fornuftigt i mit lille grødhoved! Når jeg ikke er sammen med ham, savner jeg ham. Når han så er sammen med sine børn, så er jeg ikke så vild i varmen.
    Vi har et skønt sexliv, og jeg får helt kvalme ved tanken om at han har været sammen med en anden, en af de snart mange gange hvor jeg har slået op med ham? Jeg tænker ikke så meget på ham når jeg er sammen med mine børn, så beklager han sig over at jeg ikke hænger i røret, og fortæller ham at jeg elsker ham. Jeg bliver i tvivl om mine følelser hele tiden, mærker…..føler jeg nu det rigtige, er det ham jeg vil have resten i mit liv…..
    Når han spørg om jeg vil ham resten af livet går jeg helt i panik, er sådan i tvivl…og alligevel er der jo ikke noget jeg ville end dele noget fremtid, og nogle drømme med en kæreste!
    Så tænker jeg om man kan blive så skræmt og såret at man aldrig igen vil finde de store følelser frem. Det tåler jo ingen sammenligning, med hvordan jeg i sin tid var forelsket i ham som senere forlod mig. Sådan føler jeg slet ikke nu, derfor bliver jeg jo også helt panikken. Eller er det bare fordi han er mig en god trøst, når jeg er ensom og uden mine børn? Kan ikke finde min glaskugle…og mit kompas er itu!!! Hjælp!

    #3797

    Hej trunte

    Hjælp med hvad? Hvad er det, du gerne vil have hjælp til?

    Med venlig hilsen

    / Martin Østergaard

    #3798
    Kattemor
    Deltager

    Jeg tror ikke det er ham du skal være sammen med..

    Det er ikke ham du savner når han er væk, det er tryghed og en at være sammen med.
    Måske skulle du bare være alene et stykke tid og mærke hvordan du har det.

    #3804
    trunte
    Deltager

    Jeg vil gerne have hjælp til at finde ud afhvad vej jeg skal gå….. Har lige tilbragt en weekend i sommerhus med kæresten, hans børn og mine egne. Han spørg om jeg kan klare det, jeg undviger hver gang med at svare. Jeg gider ikke hans børn, synes han er meget forskellig når han er far! Han spørg om sommerferie…jeg gider ikke holde sommerferie med hans børn! Øv, jeg holder rigtig meget af ham, men er ikke helt oppe i skyerne. Oplever at jeg ikke giver mig helt, tænker hvis han bare vidste hvor meget jeg kan gi, og hvor lidt han så egentlig får! Jeg er nok ca 75%, der mangler lige de sidste 25%. Holder jeg bare fast i ham fordi jeg i bund og grund er ræd for at være alene i verden? Ih det liv bliver aldrig ligetil som dengang man boede med børn og deres far, det var ligesom mere helstøbt ….for mig!

    #3805

    Hej trunte

    Mange kvinder oplever det samme som du. At man ikke er så vild med kærestens børn og synes, at både han og man selv opfører sig hele anderledes, når børnene er der. Det er meget almindelige følelser, men også meget forbudte. Og så skal du også deale med smerten over at have mistet dine børns oprindelige familie. Kender du nogen, der har været igennem det samme og/eller er i det samme, så del oplevelser og erfaringer med dem. For det bliver ikke lettere!

    Med venlig hilsen

    / Martin Østergaard

Viser 5 indlæg - 1 til 5 (af 5 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.