Ekskæreste og borderline

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 16 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #4928
    lorelei
    Deltager

    Hej.

    Jeg har brug for at vende min virkelighed med nogle.

    Jeg har været kæreste med en mand, som jeg har elsket med hjerte og smerte. Jeg har aldrig elsket med sådan en intensitet, og har aldrig følt mig så elsket. Smerten i det har været hans pludselige skift, hans pludselige fraværende attitude, hans vrede og temperament. Jeg har elsket ham hele vejen, og har samtidig forsøgt at forstå hans humør og alle hans dæmoner. Jeg har lagt øre til mange ubehageligheder, men jeg har altid haft en følelse af, at han elskede mig højt og ikke selv var herre over det, der skete med ham.
    Vi gjorde det forbi i februar, i mere eller mindre enighed og frustration over vores tilbagevendende konflikter, som var så svære at løse, trods vores kærlighed til hinanden. Vi mødtes for en måned siden, på min foranledning, og der gjorde han det efterfølgende tydeligt, at han syntes vi skulle videre hver for sig.
    Jeg elsker ham stadig og kan ikke komme videre. Jeg har i årene tillagt ham en psykopats karakteristika, men nu har jeg fået fat i en bog om borderline!
    Det er som at læse en bog om ham. Det er så meget en øjenåbner for mig, og jeg ville ønske at jeg havde fundet ud af det noget før. Jeg blev bedre og bedre til at tackle ham, men havde jeg vidst, at han rent faktisk er så “syg”, som han er, kunne jeg måske have handlet anderledes. Jeg har frygteligt ondt af ham, fordi jeg nu er klar over, hvor meget han kæmper og hvor skidt han har det og jeg er nok også blevet klar over, at han ikke sådan kan laves om på. Det gør ondt i mig………….
    Jeg har følt skam over at elske én, der ikke hele tiden var god, men jeg prøver nu langsomt at tilgive mig selv. Jeg har læst om mennesker med borderline i parforhold, og det er ikke givet, at det er umuligt. Det er som om hans sygdom tegnede hele hans person, men han var så nærværende, så varm, kærlig og dejlig også, som jeg aldrig tidligere har oplevet nogen mand. Derfor elskede jeg ham, og elsker ham stadig.
    Jeg prøver på at forstå at vi ikke skal være sammen mere, men det er som om, jeg ikke kan give slip. Da vi mødtes ville han gerne ses igen, men jeg har ikke hørt fra ham.
    En af kendetegnene ved en med borderline, er deres skift i tanke og humør og handling. De er forudsigelige uforudsigelige. De kan de ene øjeblik være oppe i det røde felt, hvor næst efter at være helt rolige, som om intet er sket og så har de glemt deres vrede.
    Det, jeg tænker nu, er at for det første ved jeg ikke hvorfor han ikke ville mere og for det andet, om jeg skal tage kontakt? Det “almindelige” råd er jo, at kvinden ikke skal tage kontakt. NUL KONTAKT:-). Men med hans sind og hans måde at lave splitting på, kan jeg ikke lade være med at tænke, om det ville løse noget op i ham, hvis jeg tog kontakt? Jeg sidder også med et behov for at få at vide, hvad der gik galt for ham. Det kunne jeg jo også bede om af få forklaret?

    Hilsen lorelei

    #4932
    Tenna
    Deltager

    Puha jeg synes godt nok det er et tungt problem du sidder med, og jeg synes faktisk det er rigtigt svært at komme med råd i det. For som du selv siger, så har han jo ikke altid været god overfor dig. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om du virkelig ønsker en mand tilbage, som ikke behandler dig godt altid og som er så meget arbejde? Hvor går dine grænser?
    Jeg tænker også, om du selv tror han er villig til at arbejde med sine problemer/personlighed og evt. diagnose? For det er selvfølgelig rigtigt fint, at du elsker ham så højt, at du gerne vil gøre dit for at hjælpe ham og jeres parforhold, men når alt kommer til alt, så er det jo ham der skal gøre det største arbejde.
    Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvor gammel du er, og hvad du vil med dit liv, men hvad med børn? Jeg er sidst i 20’erne, og når jeg vurderer en potentiel mand, så tænker jeg da en smule over, hvordan en fremtid med ham ville kunne danne sig. Er han overhovedet en fyr der kan klare økonomi og husholdning? og vigtigst hvordan ville han være som far? Jeg vil gerne have børn på et tidspunkt, og jeg tror måske jeg ville prøve at komme mig over en fyr med så iltret temeprament og omskifteligt humør på det grundlag, at jeg havde mine tvivl om hvorvidt han ville blive en god far. Altså bare tanken om at en mand skulle blive gal på vores barn uden grund, får mig op i mit røde felt.

    Så ja, jeg ved godt at lige nu er du rigtig ked af det og savner ham meget. Jeg tvivler heller ikke på at der har været rigtigt meget kærlighed i jeres forhold, men jeg synes virkelig du skal overveje, om det måske i virkeligheden er en gevinst for dig på den lange bane, at I stopper jeres forhold nu?

    Mht. kontakt og sådan- hvordan er jeres reation nu? Og er han overhovedet modtagelig overfor kontakt eller vil han gerne være i fred?

    Hvis I har været sammen i flere år, så synes jeg da også at du fortjener en forklaring et eller andet sted. Det lyder på dig som om at du mener, at grunden til at han gik fra dig var at han har en diagnose, men det kan jo også være, at han bare ikke ville forholdet mere? Jeg ved godt det lyder hårdt, men jeg synes det er vigtigt at du stadig holder den mulighed åben. Jeg har flere venner der lever med diagnoser som ADHD, angst, depressioner og spiseforstyrrelser, hvoraf nogle er diagnosticerede og andre ikke. Selvom det besværliggører deres kærlighedsrelationer (og relationer i det hele taget), så “vil” de stadig forholdet. Når de kommer ud af en relation er det ikke (kun) pga. deres diagnose, men også pga. en manglende vilje til forholdet. Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige, om det på nogen måde er det der forekommer i dit tilfælde, men det er bare hvad mine hverdagsobservationer fortæller mig.

    #4934
    lorelei
    Deltager

    Tak for dit svar.

    Vi er begge i 50´erne og har ikke boet sammen.
    Vi har ingen kontakt pt. Men han har altid skrevet straks tilbage, når vi tidligere har haft konflikter, og jeg har taget tråden op igen.
    Problemet er jo netop, at jeg ikke ved, hvad der er klogest. Og jeg ved heller ikke, om han trak sig, fordi han ikke vil mig mere, eller om det var fordi vi netop var i en tilspidset situation med en dårlig weekend, hvor vi ikke var i god kontakt. Sådan noget har altid skræmt ham. Han er som et bange barn, når han føler sig uelsket eller u-set og så reagerer han uhensigtsmæssigt.
    Jeg dater lidt, – bare for at komme ud og mærke at der er andre mænd i verden, men jeg sidder og ser på mændene, og de interesserer mig fundamentalt ikke en døjt. Jeg har det som om min ekskæreste og jeg hører sammen, og tanken om at give mig selv og min krop til en anden mand, fylder mig med kvalme. Det er stadig som om jeg tilhører ham. Jeg var gift i 27 år og følte aldrig sådan for min eksmand eller for andre mænd. Det kom bag på mig, at man kunne føle sådan, elske både med sjæl og krop og at følelsen fortsatte. Den dag i dag er det sådan. Jeg har det som om ingen andre skal røre ved mig.
    Qua min alder har jeg det også som om det er ved at være sidste udkald. Og dating-markedet er en hård branche. At forholde sig til mænd og alle deres problematikker og deres børn og deres ekser…………tja, men det er jo vilkårene. Jeg føler mig hel som mennesker med en mand ved min side, selvom jeg har masser af dejlige venner.

    #4935
    Sidsel
    Deltager

    Kære Lorelei!

    Glem alt om, hvem der tager kontakt til hvem og udbed dig en forklaring på hans brud. Hvis du altså orker, for han har jo ved sidste træf meldt ud, at han ikke ønsker at fortsætte. Har heller ikke meldt tilbage.

    Vær forsigtig med selvbestaltede diagnoser! Skulle han virkelig have en karakterafvigelse – hvilket er en mangeltilstand i den sociale intelligens og kan påvises i frontalpandelapperne – skal denne stilles af en psykiater.

    Alligevel vil jeg som erfaren sygeplejerske spørge dig, hvorfor du tidligere har tillagt din nu ex psykopatiske træk og nu tenderer til Borderline?

    Det mest markante personlighedstræk ved psykopati – dyssocial personlighedsforstyrrelse – er det totale fravær af empati (evnen til at sætte sig ind i andre menneskers følelser og behov). For dem består livet af kamp og konflikter, som de selv skaber, hvilket de er mestre i. Har de gjort et normalt menneske rundtosset nok, opnår de magt og kontrol. Nøjagtig hvad de vil, da de som regel lider af lavt selvværd.

    Borderline-personligheden “udmærker” sig ved ikke at kunne være alene. Derfor er de ofte promuskiøse. Sikkerhedsnettet. Samtidig ser de alt i sort/hvid. Så er du ude, så er du inde…

    Disse karakterafvigelser sammen med narcissisme overlapper ofte hinanden.

    Intensiteten, som på ingen måde må forveksles med sund intimitet i et godt og stabilt forhold gør, at den raske fanges i et net af never ending rutschebaneture.

    Et forhold – måske endda familiestiftelse – til et menneske med disse personlighedsforstyrrelser kræver af den raske et stort mentalt overskud. En viden om, at man investerer og ikke kan regne med at få noget igen. Ikke fordi de ikke vil, men fordi de ikke KAN.

    Så… hvis du er indstillet på at være ulønnet sygeplejerske, støttepædagog, praktisk gris og varmestue, så kan du godt give dig i kast med projektet.

    Der er ingen behandling, da disse karakterafvigere ikke selv mener, at de fejler noget.

    Mon ikke du kan finde noget bedre. En sund mand, som giver dig noget i stedet for at dræne dig for energi?

    Hvordan være noget for andre, når man ikke kan rumme sig selv?

    Men få nu den samtale med ham – med den nødvendige professionelle distance, så DU bliver afklaret

    Kh. og alt godt til dig.

    Sidsel

    #4937
    lorelei
    Deltager

    Tak for dit indspark.

    Man kan vel sige, at jeg af frustration og uvidenhed tidligere har tænkt, at han på en eller anden måde havde psykopatiske træk. Hans skiftende luner, hans manglende evne til at overholde aftaler, hele hans ustabile og rastløse jeg, hans raseriudbrud og hans til tider mærkelige tvangsagtige energi samt en lidt paranoid tilgang til andre, som ikke var enig med ham, gjorde nok at jeg søgte efter forklaringer i bøger og på nettet. Det jeg kom nærmest var så psykopat. Det er ikke noget jeg har konfronteret ham med.
    Jeg fik så fat i denne bog om borderline og alt falder pludselig i hak. Hans barndom og hele hans liv, ja, jeg kunne nikke genkendende til alle elementerne, der tilsammen har gjort ham til det, han er. Om han så, i klinisk forstand, har en borderline-lidelse, ved jeg jo ikke.

    Intensitet/intimitet? Det er jeg stødt på flere gange i forbindelse med læsning om borderline. Det er muligt at jeg også selv har taget fejl, det skal jeg ikke kunne sige, men tilbage står ihvertfald oplevelsen.

    #4938
    lorelei
    Deltager

    PS: Jeg kan også være usikker på, om han overhovedet magter at give en forklaring. Hvis jeg kender ham ret, kan det sagtens udløse endnu en bekræftelse inde i ham, at jeg ikke er til at holde ud, med alle mine krav og spørgsmål.

    #4950
    Aries
    Deltager

    @sidsel Flot svar 🙂

    Aries

    #4951
    Sidsel
    Deltager

    Tak for det, Aries. Det varmer!

    Hvordan går det, Lorelei?

    Gode tanker til jer begge

    #4956
    trunten
    Deltager

    Jeg kan anbefale bogen – Farlige relationer, den handler om borderline.. Håber du mærker godt efter – var selv sammen med en mand der havde/har lidt af det hele.. Han har givet mig så mange ar på sjælen og den dag i dag lader han mig stadig ikke være… Han manipulerer af værste skuffe.. Jeg vælger så at ignorere ham.. Men pas rigtig godt på dig selv.. Knus til dig

    #4962
    lorelei
    Deltager

    Hej Sidsel.
    Det går. Jeg har ikke kontaktet ham,jeg ved ikke rigtigt om jeg magter hans måske afvisende og kolde attitude. Jeg har været på date i dag, det er svært, men jeg øver mig.

    Hej trunten. Den bog du omtaler, er nøjagtigt den bog, jeg har på mit bord! Den var en øjenåbner og jeg er lidt groggy over min nye erkendelse.

    Det har været en lang rejse, og jeg tror, jeg er ved vejs ende. Jeg vil stadig græde og savne ham, så det gør ondt, tvivle og blive usikker, men jeg tror, det er slut. Jeg må jo altså også erkende, selvom det gør ondt, at han ikke har kontaktet mig.

    Jeg ved dog stadig ikke hvorfor han ikke ville mere, men måske betyder det ikke så meget?

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 16 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.