Effektive beslutninger – hvordan?

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 63 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #1750
    Sommerregn
    Deltager

    Hej alle

    Når jeg læser indlæg herinde – måske i særlig grad inspireret af nogen af de seneste – så slår det mig, hvor forskellige vi er i vores sikkerhed/egen overbevisning. Jeg bemærker, at nogen er ganske skråsikre i deres vurderinger og råd – og også i deres egen måde at takle egne udfordringer i kærlighedslivet på. Sådan har jeg det slet ikke. Jeg véd heller ikke om det er en ambition – men jeg ville godt overtage lidt af det.

    F.eks. er der flere der er hurtige til at vurdere, om noget er sundt, rigtigt, hensigtsmæssigt – og så opfordres der til at være meget tydelig og stille krav. Eller måske lige frem til at gå noget hurtigere ud af et forhold, der ikke er sundt.

    Mit problem er, at jeg sjældent er så sikker. Og jeg har tillige det problem, at selvom jeg bryder, så savner og savner jeg – og fortryder og tvivler. Jeg er ganske enkelt i mine følelsers vold hele tiden.

    Nogen er rigtig gode til at lukke ned – fokusere på noget andet – komme videre!!! Jeg aner ikke, hvordan man laver den øvelse. Jeg får så stærke følelser i mine forhold – og jeg vender tilbage til minder og oplevelser i en lind strøm. Jeg elsker altså rigtig rigtig meget. Jeg mener ikke, jeg sælger ud af mig selv. Mine handlinger kan jeg godt finde ud af. Og jeg foretager mig som regel altid noget velovervejet. Så her er jeg ikke så udfordret. Det er snarere mine stærke følelser, jeg sjældent får afmonteret – heller ikke selvom manden ikke var god for mig.

    Jeg kom til at tænke på det, da jeg læste de to indlæg fra kvinder, der var jaloux på deres mænds eks-kæreste eller på mandens veninde. Hvordan går man, hvis man elsker? Hvordan slipper man følelserne? Hvorfor er det så enkelt for nogen og så svært for andre?

    Var det meningsfuldt det her? – jeg kunne godt tænke mig at høre alle slags bud.

    #1751
    Apostrofa
    Deltager

    Jeg tror nu ikke, at folk er så skråsikre, når det kommer til stykket. Alle kan vælte, uden undtagelse. Jeg er nok også selv en, der kan virke skråsikker, hvilket jeg ikke altid er. Men jeg har et pejlemærke, jeg altid klynger jeg hårdt fast til. Mit selvværd. Da jeg allerede har brugt det meste af mit vokse liv – er 43 år – på at opbygge og vedligeholde et sundt selvværd p.g.a problematisk familieforhold og barndom, er det område, hvor jeg ikke går på kompromis. Er en mand ikke god for selvværdet, så må han ofres. I min ungdom ofrede jeg alting, bare for nogle små krummer af opmærksomhed – og krummer var alt jeg fik i de fleste tilfælde. Men jeg kommer da stadigvæk i tvivl, og jeg har stadigvæk også svært ved at give slip. Men jeg holder fast i mig, selvom jeg ikke giver slip på ham. Giver det mening? jeg har accepteret, at min barndom betyder, at jeg er en af dem, som har meget svært ved at give slip. Jeg higede som barn og jeg higer som voksen. Men mens jeg higer, har jeg altid tanken – ingen skal fandeme tage mit selvværd fra mig. i min verden skal man slås for sit selvværd – og den kamp er livslang for mig. Det har jeg accepteret som et livsvilkår.

    #1754
    Sommerregn
    Deltager

    Det giver bestemt mening. Men jeg tænker stadig på det her med, at når nu du HAR valgt at give slip – slipper du så rigtigt? Hvis du takker nej til en mand, der ikke er sund for dig – hvor du f.eks. kun får de små krummer – hvordan har du det så bagefter?

    #1756
    Apostrofa
    Deltager

    Nej, jeg er ikke en af dem, som kan vælge at give slip – det kan kun tiden hjælpe mig med. Savnet må hos mig udsultes igennem tid, jeg kan ikke igennem viljen give slip. Det er jo en splittelse, hvor fornuft og følelse er i hård kamp med hinanden – og fornuften fortæller mig, at selvværdet er det vigtigste. Men på den lang bane, synes jeg det giver mening, at stå savnet igennem – det styrker – ude på den anden side af savnet. Det giver meningen for mig, og det er nok det vigtigste.

    #1759
    Sommerregn
    Deltager

    Interessant – selvværdet styrer din beslutning, men du slipper ikke for smerten.

    Nu kunne det være spændende at høre, hvad der spiller en rolle for at slippe smerten hurtigere og komme hurtigere videre. DET vil jeg gerne høre nogle bud på. Jeg ved med sikkerhed, at almindelig adspredelse med veninder m.m. – alene udsætter mine kriser. Så der er ingen sandhed i det her med, at man “bare skal gøre noget andet/noget godt for sig selv”. Jeg kunne tænke mig at høre, om andre har strategier eller bud på det hele.

    Kom frisk :- )

    #1761
    Rosmarin
    Deltager

    Jeg forelsker mig også med store følelser. Jeg har tænkt på hvordan det har været for mig, når jeg har haft bedst tjent med at give slip på en mand. Jeg tror faktisk ikke, at jeg har kunnet beslutte det med viljens kraft. Det har været noget med at tage endnu en dans eller to og så er der kommet et tidspunkt, hvor følelsen af at nu er det nok, den har stået klart inde i mig. Og den tvivl, der inden da gjorde at jeg forsøgte igen, den er helt væk. Jeg kendte en mand i 5 år, det tog mig over to år at slippe ham helt efter jeg havde forladt ham. Jeg gjorde det først, da jeg mødte en mand, der slog benene helt væk under mig. Så min erfaring er, at jeg slipper når hjerne, krop og sjæl bliver enige om at nu er jeg klar til at gøre det. Og for mig har det været en proces af mere eller mindre langvarig karakter.

    #1764
    Lizzy1210
    Deltager

    Kære Sommeregn og I andre 🙂

    God tråd du har startet. Den rammer ind lige der, hvor jeg er befinder mig nu.

    Sommerregn, det slår mig igen, hvor meget vores mønstre minder om hinanden. Jeg har de sidste dage overvejet at starte en tråd, om hvordan man samler sig selv op og finder glæden og modet igen efter et hårdt brud.

    Jeg vil sige at for mig er det første gang i hele mit liv ( jeg blev 48 i lørdags), at jeg 7 uger efter et brud stadig græder dagligt og ofte tænker “det her klarer jeg ikke”. Intet jeg har gjort har lettet i mere end et par dages tid. Præcis som du nævner det, rejse, fester, bifture – det hjælper når jeg er i det, men jeg tænker faktisk mere og mere at for mig tjener det bare til at udsætte pinen.

    Har ingen erfaring i at have det sådan her. Tidligere har jeg sørget voldsomt i et par uger og så har det lettet. Denne gang vil det ligesom ingen ende tage.

    Jeg gør lige nu følgende: går til min terapeut, som jeg fandt første gang han forlod mig, hver anden uge. Og det letter at gå der. Smerten bliver derefter lettere at bære et par dage.
    Læser 2 bøger, Kvinder der elsker for meget og Når kærligheden kammer over, begge indeholder noget jeg kan reflekterer over og som ikke mindst fortæller mig, at også andre har haft det som mig.
    Taler meget med mine venner, igen og igen. Også det letter i noget tid.

    MEN når jeg træder ind af døren igen herhjemme, så kommer tårnene og savnet igen.
    Mit selvværd er vist lige nu nærmest i minus.

    Den sidste uge har han 3 gange sms’et til mig, små ligegyldige beskeder, som giver mig kvalme og flår i mit hjerte. Fordi jeg synes de nærmest er upassende, med smiley’er og han møder overhovedet ikke mig der hvor jeg er.

    Og hvad gør jeg, sender kærlighed retur og hader mig selv for det efterfølgende. Fordi jeg er panisk angst for lukke døren bag os.

    Jeg ville også gerne kunne forstå, hvordan jeg slipper og står ved min beslutning om ingen kontakt, og om at vi ikke kan og ikke skal være venner. Jeg ved hvor dårligt det her har været for mig, men samtidig har det også været det bedste nogensinde, og jeg frygter at jeg ikke evner at holde fast i mine beslutninger.

    Jeg tænker at det handler om selvværd og om at kende og stå ved egne behov. Og jeg kan det til dels, men ikke i den grad, som jeg ønsker mig det.

    Jeg kan blive ramt af nærmest ærefrygt når jeg læser, hvordan nogle af jer mærker efter, handler og står ved deres valg. Jeg bliver konstant ramt af tvivl.

    Så er det måske det der skal arbejdes med? Selvværd, behov og måske skyggesider? Og er det realistisk overhovedet, eller løbet kørt nu, hvor man er 48?

    Følger med her og håber at lære noget af jeres svar til Sommerregn.

    Sommerregn, er der mon nogen afklaring af din situation med ham, din? Har tænk på dig.

    Knus

    #1765
    Anonym
    Inaktiv

    Det hjælper at græde.

    Jeg græd engang i lang tid. Jeg fik en bedre kontakt med mig selv. Meget bedre. Jeg skrev også et digt om, at “jer skyldes meget, I som satte knivene, at I gav mig mit modige væsen osv.” … noget i den retning.

    Det hjælper at skrive digte.

    Siden har jeg ikke været bange for at blive forladt, nedprioriteret, miste kærlighed på samme måde.

    Jeg tænker, at jeg vil kunne græde mig ud af det og få det bedre af det. Den erfaring kan man ikke give videre – tror jeg ikke, man må selv erfare det. Det nedsætter katastrofen eller angsten for katastrofen ganske betydeligt, at man ikke tror, at man bryder sammen af den.

    Så er der det med at være i tvivl. Vil jeg det her forhold eller vil jeg ikke? Hvordan skal jeg handle? Gjorde jeg ikke noget forkert? Det kan være opslidende. Men mest opslidende, når man ikke tager sig rigtigt af det.

    Om man beslutter sig for at komme ud af et forhold, kan det godt tage lang tid, som Rosmarin skriver: to år – det kan det godt tage, mener jeg også.

    Spændende tråd, Sommerregn, jeg håber den bliver lang …:), C.

    #1766
    Anonym
    Inaktiv

    Mit indlæg krydsede Lizzys.

    Lizzy, du skal ikke blive ramt at ærefrygt, når du læser om nogen, der står ved deres valg. Det er da kun fordi, det er et andet valg.

    Kys og kram, Charlene

    #1768
    Lizzy1210
    Deltager

    Tak Charlene 🙂
    Er bare nærmest handlingslammet og bare det ikke at tage kontakt er et dagligt valg, endnu. Det bliver forhåbentlig bedre.

    Hvis gråd hjælper, så er jeg godt på vej 🙂 Spøg til side, gråd renser, det tror jeg også på.

    Godt at det at skrive digte hjalp dig. At skrive er godt. Overvejer at købe en lille rød kinabog og skrive alle mine tanker ned i. Og så læse dem igen og igen.

    Knus

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 63 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.