det svært

Viser 4 indlæg - 1 til 4 (af 4 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #26184
    Kaptajn Haddock
    Deltager

    Hej Alle
    For ca. 1/2 år siden valgte min ekskæreste at slå op med mig efter lang tids kamp mod bedre tider, vi gik begge på den samme efterskole. Vi blev begge sendt hjem p.g.a corona lockdown i foråret. I de 2 måneder hvor vi var hjemme, var der 2 uger vi ikke var sammen. vi var sammen hele tiden, og kærligheden fik virkelig tid til at blomstre. Det var fantastisk.
    Men vi kom så tilbage på skolen, jeg begyndte at føle mig udenfor i fællesskabet, det var kun hende jeg følte mig tryg ved. Men hun ville gerne være sammen med alle hendes venner og veninder, da efterskoleopholdet jo snart var slut. Jeg begyndte at rende meget rundt for mig selv, og fik også nogle tanker i hovedet om at det ikke var værd at leve. jeg begyndte til psykolog, og var meget hjemme fra skolen. Når jeg så var på skolen var hun bange for at jeg ville tage mit eget liv. jeg sagde til hende flere gange at jeg virkelig havde brug for hende for at klare den. hun betyder så meget for mig. hun ender med at slå op med mig, på efterskolens afslutningstur. skolen havde samtidigt skrevet til mine forældre, at de skulle hente mig, da de var bange for hvad jeg kunne gøre ved mig selv. jeg blev hentet og vendte aldrig tilbage på efterskolen, Jeg hentede mine ting et par dage efter alle andre. det er nu et halvt år siden, der går ikke en dag uden jeg tænker på hende. jeg har virkelig tigget og bedt hende om at give det en chance til. for det var jo ikke fordi vi ikke elskede hinanden, det var mig der var “ude et sted jeg ikke kunne bunde”.
    Siden vi slog op har der selvfølgelig været mange privatfester, og jeg er ikke blevet inviteret til nogle af dem. men det er hun :(. jeg føler folk har valgt hendes side, og jeg derfor bare er blevet glemt.

    det er nu 2 måneder siden jeg stoppede kontakten med hende, da jeg håbede på at jeg kunne komme over hende, men det kan jeg bare ikke!
    hun var helt speciel.
    jeg har gjort mig den opdagelse at en af vores fællesvenner eller tidligere ven, bruger rigtigt meget tid sammen med hende. de er sammen hele tiden. det er forfærdeligt og jeg ved ikke hvad jeg skal stille op, for hun betyder stadig så meget for mig.

    hvad ville i gøre?

    #26185
    Tristesen
    Deltager

    Åh den svære kærlighed. I er så unge, og kender jo dårligt jer selv som mennesker endnu. Du er nødt til at give slip og prøve at forstå, at hun ikke kan gøre dig lykkelig. Det er kun dig selv dig kan fylde det tomrum, du har. Med hjælp og indsigt. Hvis man giver et andet menneske det ansvar, er det for tungt at bære. Hun ville jo føle sig bundet til dig af de forkerte årsager.
    Du skal nok komme videre. Ingen kontakt er vejen frem, sammen med et fokus på, hvad det er du mangler, som du faktisk godt kan lære at give dig selv❤️

    Godt nytår. Tro på det.

    #26186
    lillehjerte
    Deltager

    Jeg er enig med tristesen. Derudover vil jeg sige at man med alderen lærer nogle særlige indsigter om kærlighed. Når man er ung tror man at der kun er een der er den eneste rigtige og man kan komme til at satse for meget på denne ene person på bekostning af en selv. Men det er jo ikke kærlighed. Jeg tror du savner noget særligt og det er du nødt til at finde på andre måder. For det første skal du sørge for at opbygge kærlighed til dig selv. I din alder gør man det ved at finde ud af hvordan man bygger sin egen fremtid. En stabil og forudsigelig fremtid. Det vil hjælpe dig til at modnes, så du også lærer at passe godt på dig selv så du har gode forudsætninger for at vurdere om et andet menneske er den du har følelser for og som gengælder dem. Det du savner ved din ekskæreste er jeg med min livserfaring sikker på at du også vil møde hos en anden kvinde, hvis du lærer dig selv godt at kende. Så hold hovedet højt og tro på at fremtiden også bringer noget godt. Prøv at være bevidst om hvad du egentlig har behov for nu. Det kan være du skal ud at skabe dig et nyt netværk gennem interesse og job og uddannelse. Glem dem der ikke har vist dig et godt venskab og brug tid med dem du har det godt sammen med. Hvis du ikke allerede dyrker motion kan det være en god måde at skabe noget mere indre styrke og du kan bruge en time på det 3 gange om ugen. Hvis du har tidspunkter hvor tankerne brænder på må du endelig gøre brug af Livslinjen. Jeg ønsker dig alt godt og så synes jeg at du skal vise dig selv kærlighed ved at gå i gang med at kigge på hvordan dine drømme om gode kærlige omgivelser skal se ud for dig fremover. Men det kræver at du arbejder med dig selv og at du opsøger vejledning, så du får det struktureret det lidt.

    #27346

    Hej Kaptajn Haddock

    Ud over det kloge i det, de andre allerede har skrevet, vil jeg tilføje, at man selv som voksen og ‘moden’ kan ramle ind i en kærlighed, der flækker en åben på en måde, man aldrig nogensinde har opdaget før, og som bliver så meget desto mere smertefuld og tung, når den anden trækker sig væk, når vedkommende forståeligt nok bliver utryg over at sætte så meget i gang i et andet menneske. Det er rigtigt, som der bliver skrevet. At det er for meget at bære sådan en kærlighed og sådan et ansvar for et andet menneske. Men hvad skal man gøre? Det er fint at tage imod kloge råd og vejledning om, at det går over, og at livet går videre, og at man kan gøre en lang række ting, som kan lette det tunge hjerte og lindre pinen i den smertefulde krop, man pludselig lever i. Og det kan tage lang tid at komme igennem. Længere tid end ens omgivelser bryder sig om. Nogle få kommer sig faktisk aldrig for alvor. Men for de fleste bliver den voldsomme rutsjetur en påmindelse om, at man er yderst både skrøbelig og stærk, når man åbner hjertet for kærlighed. Og at man selv i stort omfang har ansvaret for at drage omsorg for sig selv – især når man begiver sig ind i tosomheden. Man bliver afhængig af den anden, når man hengiver sig for alvor, men dette er også nødt til at rumme en personlig bevidstgørelse om, at den anden ikke har hovedansvaret for ens lykke, men kun kan hjælpe så godt, som vedkommende formår. Afhængigheden skal skabe en større bevidsthed om hvad ens selvstændighed og egen kerne går ud på. Det er svært at holde fast i sig selv, når man flyder sammen, men det er vigtigt at kunne gøre det… være sig selv midt i fællesskabet. Det kræver øvelse. Ikke kun når man er ung, men hele livet.

    Med venlig hilsen

    / Martin Østergaard

Viser 4 indlæg - 1 til 4 (af 4 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.