Dating – aargh …

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 51 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #10998
    justice
    Deltager

    Kære alle !

    Håber nogen af jer, har lyst til at kommentere på mit indlæg.

    Jeg er en kvinde på 45. Har, da jeg var yngre, haft nogle længerevarende forhold, men siden jeg var omkring 30 har jeg været mest single. Haft affærer, løse forhold, ferie-kærester på mine rejser – men ikke et egentligt forhold, der kunne munde ud i at flytte sammen, stifte familie osv. Jeg har haft lysten, men det skete ikke.

    Da jeg var 41 mødte jeg en 15 år ældre mand som jeg blev kæreste med.Vi boede ikke sammen, men var stort set altid sammen i hans hus, så vi havde en hverdag sammen. Jeg var meget forelsket, det gav han også altid udtryk for, at han var. Var meget kærlige overfor hinanden. Men vi havde også nogle problemer – og måske overså jeg nogle ting, som kunne have advaret mig om, hvor vi ville ende henne.
    Han forlod mig fra den ene dag til den anden. Uden nogen anden forklaring end, at han bare ville være alene, og ikke elskede mig mere.
    Det kom som et lyn fra en klar himmel, og jeg var i chok. Han nægtede at tale med mig, var iskold, ligefrem modbydelig – og jeg gik helt ned. Græd og græd, sov ikke om natten – orkede kun lige at gå på arbejde og til træning. I lang tid følte jeg simpelthen ikke, at mit liv var noget værd.

    Det er nu 2 år siden, og jeg synes jeg er “kommet tilbage” til mig selv. Er flyttet til en ny lejlighed, elsker mit job og glæder mig over mine fritidsinteresser. Og er begyndt at savne en kæreste. Ikke som et plaster på såret fra min eks, men en virkelig lyst til, at lære et andet menneske at kende, med alt det nu engang indebærer.

    Men hvad gør man ? Jeg forsøgte mig ganske kort med en dating-profil, og brød mig ikke om det. Havde et par enkelte kaffe-dates, men synes slet ikke det var noget.
    Så kom Tinder. Jeg har været “on and off”, egentlig ikke brugt det, men har dog trykket “like” et par gange, og tænkt, at hvis der dukker noget op så tager jeg det derfra. Og for 3 uger siden fik jeg så et match, en mand på 50 der skrev med det samme – jeg svarede, han skrev igen og så var dialogen i gang. Vi skrev sammen dagligt de næste dage, om alt muligt ; interesser, vores liv og job osv. – ikke noget lummert overhovedet. På et tidspunkt foreslog han, at vi måske skulle ses ? Jeg forslog kaffe, det var han med på, og vi mødtes så en eftermiddag og fik kaffe. Det gik rigtig godt og vi var meget enige om, at vi havde lyst til at se hinanden igen. Fortsatte med at skrive dagligt – nu på sms.
    Han ville gerne invitere mig ud at spise, det gjorde vi 4 dage efter vores første møde. Han var meget galant, hentede mig i bil og vi havde en hyggelig aften. God snak, grin og lidt flirt. Drak kaffe på en cafe efter middagen, og da han kørte mig hjem kyssede han mig godnat. Dagen efter skrev han tak for kysset, det kunne han godt blive afhængig af. Vi fortsatte med at skrive til hinanden, nu også med godnatkys og kram og tanker – altså lige lidt mere intimt, uden at det på noget tidspunkt har handlet om sex. Jeg opfattede det som en dejlig og naturlig videreudvikling af vores kommunikation.
    Så skulle vi ses ugen efter – her i lørdags – jeg inviterede på brunch. Han kom igen og hentede mig, og da han kom kyssede vi hinanden. Da vi havde spist brunch foreslog han, at vi kunne køre ud og kigge på et lille fritidshus jeg har. Det gjorde vi, og efterfølgende sagde han, at jeg da også gerne måtte se hans hus – om jeg havde lyst til det ? Jeg sagde ja, da vejret var lidt skidt, og ikke rigtigt til at gå tur, så vi kørte hjem til ham.

    Vi havde det stadig hyggeligt, men jeg kunne mærke, at jeg ikke var helt så afslappet som sidst. Slog det hen og tilskrev det lidt nervøsitet og at jeg var præ-menstruel. Hjemme hos ham endte det så med, at vi gik i seng sammen. Det var nok lidt for hurtigt, men jeg synes faktisk at det var rart. Ikke vildt og ophidsende, men behageligt og trygt. Han havde utvivlsomt stor lyst til det. Efterfølgende var jeg måske lidt tavs – det er over 2 år siden jeg sidst har været sammen med en mand- men vi nussede og krammede og jeg synes egentlig at det hele var fint nok.
    Lidt senere kørte han mig hjem – han skulle til noget familie-sammenkomst om aftenen. Vi kyssede farvel, og vi tales/skrives ved. Jeg sendte om aftenen en godnat-sms med tak for i dag og kys og det var dejligt – jeg gik tidligt i seng, fordi jeg skulle tidligt op søndag. Han svarede hurtigt tilbage, tak i lige måde og kys – lidt kort, men det var helt fint, jeg regner med at han sad til en familiesammenkomst.

    Næste formiddag sendte jeg ham en hilsen – helt i tråd med vores hidtidige kommunikations-mønster, hvor det nogle gange har været ham der skrev først, andre gange mig. Efter et par timer undrede det mig, at han ikke havde svaret. Kunne se, at han havde læst min besked ligeså snart jeg havde sendt den.
    Tyggede lidt på den, og skrev så, at jeg ikke håbede, at jeg havde sagt/skrevet noget han havde misforstået. Det var med tanke på, at jeg måske kunne have virket lidt tavs dagen forinden. Tænkte, naivt ;-), at jeg måske havde såret hans mandlige ego – jeg kunne godt mærke, at han var meget ivrig efter at “vise sig frem” – sit hjem etc. Jeg er nok mere afslappet og måske kunne det fremstå som ligegyldighed..
    Skrev også, at jeg bestemt glædede mig til at se ham igen, men at han selvfølgelig skulle sige til, hvis han havde ombestemt sig. Stadig intet svar…

    Og så blev jeg faktisk sur. Og mistede interessen – jeg orker ganske enkelt ikke endnu en usikker mand, der ikke helt ved, hvad han vil og ikke engang kan finde ud af at sige det. Jeg skrev til ham, at jeg ikke synes de var rart at blive ignoreret, men at jeg gerne ville have lov til at ringe til ham for at sige pænt farvel. Og så kunne han svare ! Nu, selvfølgelig, at jeg havde et problem, og jeg alt for hurtigt konkluderede alt for meget osv osv. Og nu ville han lige læse mine beskeder igen, ikke noget svar på om jeg måtte ringe ..

    Jeg er jo på det her tidspunkt allerede stået af, og ser intet formål med at mødes igen. Jeg er heller ikke interesseret længere. Men for pokker, jeg undrer mig. Og tænker, at det fandme godt nok er op ad bakke, at prøve at finde en kæreste når man står her, midt i livet og alle med lidt i bagagen… Og helt ærligt, jeg gider ellers en hel del, er livsglad, positiv og tilgivende overfor en del. Kan sagtens leve med “uperfektion”, altså rynker, topmave, “traumer” fra tidligere forhold osv, giver gerne en masse kærlighed – men jeg vil da også gerne kunne forvente noget retur, såsom lidt interesse for min person og lidt betænksomhed og opmærksomhed …

    Hvad oplever I andre ? Er det for meget at forlange i dag – eller skal man virkelig opgive tanken om et dejligt og berigende forhold ? Hvad gør man??

    #11000
    chokoladefro
    Deltager

    Justice:

    Hvor det dog ligner en oplevelse jeg lige har haft… !! Jeg oplever det samme. AT det er møgsvært her i 40erne og de mænd (måske også kvinder, men dem dater jeg ikke)er utroligt dårlige til at melde ud. Selvom de starter pænt op – så oplever jeg at det udvikler sig ligesom den oplevelse du netop har haft. Dårlig opdragelse måske… jeg ved det ikke. Men de er vattede og lader tingene fise ud i sandet. Opfører sig råddent og uden empati. Jeg vil også gerne have forslag til hvad man kan gøre.

    Jeg tror ikke på, at det havde ændret noget om du havde ventet længere med sex… Jeg tror det faktisk ikke… og hvor længe skulle du vente.

    Men jeg har netop oplevet det sammen og jeg skriver også om det i en anden tråd. Jeg troede fejlagtigt/naivt også, at det var mig som måske havde skubbet væk osv fordi jeg var lidt langsom til at komme i gang… Men jeg fandt senere ud af, at det ikke var tilfældet. Jeg oplevede også lange svartider og at jeg konkluderede for hurtigt.. og fik aldrig en klar udmelding.

    Jeg tror de lader døren stå med vilje… så de kan komme tilbage, såfremt noget bedre dukker op. Men dårlig stil, at lade som om, at man konkluderer for tidligt og at det er os der er noget galt med.

    Jeg synes også det er svært… og trist.

    #11001
    chokoladefro
    Deltager

    Skulle stå, såfremt noget bedre ikke dukker op…

    #11002
    Aries
    Deltager

    Nu skriver du ikke noget om hvor længe han er om at svare. Er det timer eller dage? det mangler jeg lige at få svar på.

    Aries

    #11003
    stellanova
    Deltager

    Kære Justice

    Selvfølgelig skal du ikke opgive kærligheden – den kommer når du mindst venter det 🙂
    Blot en lille tanke om dit indlæg. For mig virker det som en ret voldsom reaktion at blive ved med at sende beskeder til manden, fordi han har ikke har svaret nogle timer. Jeg kan sagtens forstå at du bliver såret og vred over at blive ignoreret, men somregel fører det intet godt med sig, at bombardere en mand med beskeder.
    Jeg har selv været typen, som gik fuldstændig i panik og skrev lange beskeder og foretog forhastede konklusioner. Men det knækker ens selvværd og man føler sig mindre værd. Og manden vil med stor sandsynlighed se dig som desperat og lægge endnu mere afstand. Muligvis et råd til den næste du skal date 😉

    #11009
    Salamina
    Deltager

    Hej Justice

    Jeg læste et sted, at der er en såkaldt 80/20 regel, som gælder for alle mennesker, altså både mænd og kvinder. Det betyder at 80% af årsagen til dine reaktioner i kærlighedsrelationer handler om “dit eget” eller din egen bagage om du vil – og kun de 20% handler om det din partner så gør eller svarer eller ikke gør eller ikke svarer i en bestemt situation, som trigger dig. De 80% er dig selv, der trigger noget i (typisk gammelt) i dig selv.

    Ofte handler det om, at kvinden søger en eller anden form for tryghed og vished lidt tidligere i en ny kontakt eller relation end manden gør (det er kvindens 80%), og hvor blot de sidste 20% af hans “skyld” (måske) i årsagen til din reaktion er hans fordi han følger “bare” sin lyst til fx at svare, når han har lyst, egentlig generer han dig jo ikke! Men alligevel generer det dig, at han ikke svarer dig i dit tempo, det er dine egne 80% at du så klodser for hurtigt, det er noget i dig, der søger noget han ikke kan give dig så hurtigt, som du kunne ønske dig. Og på ham virker det provokerende, at du bliver ved, at efterlyse en reaktion fra ham.

    Omvendt, da han så reagerer, som han gør overfor dig, der har du så HANS 80% i fuldt flor, dvs. de 80% af hans udfald imod dig handler om hans eget! Det handler om, at han klodser på noget, som han oplever som en slags krav fra din side og så nedgør han dig med, at du har et problem, ligesom du også lidt har nedgjort ham i dine opfølgningsskriv til ham, altså der hvor han ikke svarer dig eller du viser i hvert fald mistillid til hans hensigter, da du går lidt i selvsving over at han stadigt ikke svarer. Og det bryder mænd sig ikke om – kvinder heller ikke – at blive “misforstået” som ligeglade førend de er ligeglade, det kan opfattes som en mistillidserklæring, altså at manden ikke er et ordentligt og anstændigt menneske og jeg tror især mænd bliver trigget af dette.

    MEN! I stedet for kunne han have valgt, at se dit, som en slags kærlighedserklæring eller i hvert fald tolke det som interesse i ham, men nej, hans 80% ser det som om du begynder at kræve ind med en slags svar på, om I er på vej den ene eller den anden vej. Og så konkluderer du oven i købet selv at det er slut og du vil sige pænt farvel. Det kan også have såret! ham.
    Dine 20% af hans reaktion er at du har trigget hans reaktion – men de 80% er stadigt hans eget.
    Omvendt er det hans 20% af din reaktion, at han har trigget den – men de 80% er stadig dit eget, hvor du kommer i selvsving på dine negative tanker. I stedet kunne du have valgt, at tolke at han skal lige tænke eller han har brug for ro, og okay det vælger jeg at respektere i tillid til, at han ikke vil mig noget ondt (som udgangspunkt). Man skal som kvinde nok især på datingmarkedet passe på, hvornår man synes det er betimeligt at afkræve svar eller hvor hurtigt, mange mænd provokeres i hvert fald af tanken fordi… hvad bliver det næste, at hvis jeg ikke svarer hende indenfor 20 minutter, så falder der måske brænde ned og så skal vi sige pænt farvel i en telefonsamtale, selvom vi ikke engang er begyndt endnu.

    Men du kan være glad for, at han har 80% ejerskab på hans tåbelige skriverier om at du har et problem… dit problem er IKKE STØRRE end hans 80%. I har det faktisk til fælles kan man sige 🙂

    Hvis du taler med ham igen eller om det, så kan du vel bare sige, at du momentalt blev utryg fordi du holder af ham men lad være med at vade mere i dit eget, så slemt er det nemlig ikke, det du har gjort (husk du har kun 20% andel i hans tolkning) og lad for guds skyld være med at fortælle ham eller bebrejde ham om hans 80%, for så starter i forfra og op ad konflikttrappen. Hold den viden om hans 80% for dig selv og tag ejerskab for kun dit eget, lad være at sige, du er fornærmet og lignende over hans nedgørelse og hans udsagn om at du har et problem osv. Bare nøjes med at holde dig til, at du blev utryg fordi du holder af ham eller rigtigt godt kan lide ham og så kørte det lidt af sporet.
    Så må han selv rydde op i sit eget og finde ud af om han vil mere med jer to.
    Hvis han vil mere, så handler han på det. Det kan du være evigt forvisset om, især hvis du undgår at kravle op af konflikttrappen igen.

    #11010
    justice
    Deltager

    Tak for jeres kommentarer 🙂

    Chokoladefrø : Ja, jeg opfatter det også som mangel på empati eller dårlig opdragelse … selvoptagethed …
    Og bliver faktisk lidt ked af det – jeg er ikke nogen kontrollerende hystade, jeg er sød, varm og åben, og vil, som jeg også skriver, vise forståelse for rigtig meget.

    Aries og Stellanova : det er ikke så afgørende egentlig, hvor lang tid der er gået med at svare på sms. Og jeg mener bestemt ikke jeg har reageret voldsomt. Manden her og jeg har de sidste tre uger haft en kontakt på sms som jeg var glad for, og som var en del af flirten for mig. At han ikke svarer – stille og roligt – på en sød og almindelig besked fra mig en formiddag, er en klar og tydelig afvigelse fra det mønster der ellers har været. Og når det så ovenikøbet sker dagen efter at vi har haft sex, ja så mister jeg faktisk interessen. han bliver simpelthen mindre attraktiv for mig, og det ville ikke have hjulpet, at han måske ville have svaret i løbet af aftenen. Hvad der kunne have ændret det var, at han måske efter min anden besked havde svaret noget i stil med ” Nej, søde, du har ikke sagt noget forkert – jeg var bare lige lidt overvældet ( eller lign ), men jeg glæder mig til at se dig igen. Så ville jeg faktisk have været på igen.

    Jeg synes det andet er barnligt, og jeg gider ikke date et barn. jeg vil have en voksen mand – så skal jeg nok være den voksne kvinde 😉

    #11012
    justice
    Deltager

    Undskyld Salamina , jeg så ikke dit svar, det er kommet mens jeg skrev mit eget indlæg 🙂

    Det lyder meget fornuftigt det du skriver. Jeg synes nu, at jeg er ret opmærksom på mine egne handlemønstre ( selvom det selvfølgelig kan være svært at være neutral), særlig ovenpå mit seneste forhold, hvor jeg virkelig blev slået “i gulvet”. Jeg kan sagtens se min egen andel, og vil, som jeg også skriver andetsteds, tilgive meget. F.eks har denne mand og jeg haft en aftale om, at vi skulle spise middag og ikke brunch her i lørdags ´, men det måtte vi ændre, da han pludselig kom i tanke om, at han havde glemt en anden aftale. Og her sendte jeg ham da bare et smil og sagde at vi sagtens kunne ses om dagen i stedet – og så har vi joket lidt med hans glemsomhed.
    Så jeg synes faktisk jeg har vist ham , at jeg ikke er krævende, eller vil stille ham til regnskab..

    #11013
    Salamina
    Deltager

    Det jeg skriver er blot noget gengivelse af noget en psykolog har skrevet, jeg bruger dog mine egne ord, så det er ikke et citat jeg har stjålet men selve budskabet og essensen.

    Men det er klart, at det alene er, når der rammes smertepunkter eller usikkerhed, at 80/20 regelen kommer i spil og hvor man nok lige skal se lidt indad inden man begynder at tolke mere end godt vil være. Men i de gode balance periode og tillidsperiode i mellem parterne, er 80/20 regelen slet ikke i spil fordi den ikke trigges.
    Men i alle forhold kommer smertepunkter eller usikkerhed i spil i perioder, og der har du så 80/20 regelen, som kan optrappe en konflikt rigtigt meget.

    Og det betyder jo heller ikke, at man skal finde sig i hvad som helst, fordi noget af det gamle spiller ind og den læring man har med sig kan også være en del af ens intuition eller fornemmelser for mennesker og den er ikke ringe. Hvis jeg fx siger til en mand, at han er skide fuld (hvad jeg normalt ikke gør), men så ER han altså skide fuld og det har ikke noget med mine 80% at gøre. Bare for at bøje det i neon 🙂

    Det er da godt, hvis jeres gang med hinanden på jorden er ved at blive lidt lettere. Hvis du ser ham igen nu? Eller?

    #11015
    lillehjerte
    Deltager

    Jeg vil mene der skal gå mere end 3 dage før jeg synes at man kan konfrontere stille og roligt og høre hvad grunden til at man ikke hører tilbage- eller man kan sende en kærlig tanke som indgang- ofte får man svar tilbage at undskyld jeg ikke fik svaret.. jeg har haft travlt med …..Og det er ok- man skal give hinanden plads. Problemet med at de ignorerer en synes jeg først opstår hvis der går 5 dage og der stadig intet svar kommer og hvis det er sådan hver gang.

    Jeg tror jeg selv var blevet forskrækket hvis en mand ringede til mig om hvorfor jeg ikke svarede- måske dagen derpå. Der kan også være nogle gode grunde til at de ikke får svaret- måske har de noget der tager deres tid eller måske har de brug for alenetid eller noget helt 3. Så ha is i maven.

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 51 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.