Dårlig stemning …

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 15 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #3087
    Anonym
    Inaktiv

    Jeg har mødt den person, som jeg troede var min eneste ene. Vi svinger rigtig godt sammen og har mange fælles interesser – sådan føltes det i hvert fald i starten.
    Vi kommer begge ud af forliste ægteskaber, men jeg overvejer nu, om jeg egentlig har kastet mig ud i noget for tidligt.

    Jeg kan ikke rigtig sætte ord på, hvad jeg synes der er galt i forholdet. Jeg føler bare ikke rigtig, der er plads til mig. Jeg føler der foreligger en forventning om, hvem jeg er, og hvad jeg skal foretage mig på forskellige tidspunkter. Det kan f.eks. være huslige pligter, hvor jeg har en opfattelse af, at jeg helst skal gøre tingene på specifikke tidspunkter, ellers surmuler han (vi bor primært hos ham). Det samme gælder med mine fritidsinteresser, hvor jeg føler en begrænsning for, hvad jeg kan / ikke kan foretage mig hos ham. Sidder jeg ”for meget” ved computeren, begynder han også at surmule. Jeg skal helst sidde foran fjernsynet sammen med ham hver aften…

    Jeg har ikke været hjemme i min egen lejlighed i nu to måneder (vi har været sammen lidt over et halvt år), og når jeg har gjort antræk til at tage hjem, snakke om hjemve, eller ting jeg savner i hjemmet bliver han mut og indelukket. Jeg er nok mærkelig på det område, men jeg kan godt have behov for at være mig selv – helt alene – nogle gange (særligt når man føler man går på æggeskaller det meste af tiden hos ham). En enkelt gang tog jeg hjem til mig selv trods hans protester, og jeg fik tilsendt op til flere sms’er, hvor han fortalte om, hvor grædefærdig han var, over at jeg (bare) var taget hjem til mig selv et par dage. Han har to (dejlige) børn, som jeg nu også tænker kan have brug for ”far-tid” alene med ham, men det benægter han, at de har brug for.

    Vi har et fantastisk sexliv, men på det seneste har mit arbejde fyldt rigtig meget, og det har betydet jeg har takket nej til sex et par gange i den forgangne uge (vi har ellers sex næsten hver aften – og det er skønt!), men hans reaktion var helt hen i vejret. Han blev ked af det, surmulende og svær at snakke med. Jeg forklarede ham, at det intet havde med ham at gøre, men at jeg bare var træt. Hele den følgende morgen var præget af dårlig stemning.

    Jeg har forsøgt at tale med ham om hans surmuleri, om hans mood-swings (som han selv indrømmer, at han har), og om at jeg nærmest ikke MÅ tage hjem, men han synes vi har det helt fint. De sidste par gange, hvis jeg har forsøgt at bringe noget op, får jeg at vide, at jeg ikke taler pænt til ham (under diskussionen), at jeg i øvrigt selv har mange mood-swings (hvilket jeg måske kan følge ham i, men man bliver jo påvirket af den person man går op ad – det er svært at være en glad og udadvendt pige, når han går og leger tøsefornærmet). Han bliver sur på mig, og mener, at jeg udlægger vores forhold på en unfair måde, for sådan opfatter han ikke vores parforhold (og sig selv). Han har en enkelt gang sagt (meget vredt), at jeg passer ind hos ham, og sådan er det bare!

    Jeg føler ikke altid, at jeg passer ind. Jeg ved ikke hvilke huslige pligter, han plejer at lave på forskellige tidspunkter (forleden aften gav han sig til at støvsuge kl. halv tolv, og virkede nærmest irriteret over, at jeg ikke selv havde gjort det tidligere på dagen). Jeg ved ikke, hvad der forventes af mig. Han siger han er tolerant over for mine fritidsinteresser (f.eks. computerspil), men bliver snot fornærmet bare jeg ser en trailer på to minutter på det forkerte tidspunkt på døgnet.

    Jeg elsker ham, og vi har det jo selvfølgelig også rigtig godt i lange perioder, men ofte bliver hans humørsvingninger for meget, og jeg ved ikke hvad jeg skal stille op over for ham, når han bliver sådan. Han har ikke selv sagt, at hans mood swings skyldes mig, det er noget jeg tolker. Måske lægger jeg for meget i det? Min holdning er bare, at man da godt lige kan være venlige overfor hinanden; sige godmorgen, give et kys eller kram. Men når han bliver sådan ignorere han mig fuldkommen, hvis jeg træder ind i samme rum som ham.

    Nogle idéer?

    #3088
    Rosmarin
    Deltager

    Når jeg læser din beskrivelse ovenfor, så mærker jeg ubehag i min mave. På mig virker din kæreste meget dominerende, da han vil have du skal være og gøre som han synes. Og makker du ikke ret, så bliver han tøsefornærmet og reagerer med kulde.
    Det lyder bare ikke særligt sundt, og jeg kan godt forstå, at du begynder at reflektere over jeres forhold. Jeg tænker du skal være yderst opmærksom på, at du ikke begynder at flytte dine egne grænser for, hvad du skal finde dig i? Er det noget du kender fra tidligere?
    Jeg synes så absolut du skal tage hjem til dig selv og få set på det her lidt udefra. Vil han ikke acceptere dette og begynder at blive ked af det eller vred, så må du sige klart og tydeligt til ham, at du har brug for at være dig selv og tænke over jeres samvær. Du behøver ikke komme med lange forklaringer, det skylder du ham ikke.

    #3089
    Tena
    Deltager

    ER han maniodepressiv og på lykkepiller?
    Det lyder som om I ikke kan tale åbent sammen?
    Kan du ikke være ligeglad med hans svingninger og gøre mere hvad der passer dig?
    Er du hans barnepige?

    #3090
    Anonym
    Inaktiv

    Tak for jeres svar.

    Nej, ingen lykkepiller her. Ingen psykiske lidelser af nogen art.

    Det er meget svært at være ligeglad, synes jeg. Jeg har skam forsøgt at vende den anden kind til og lade som ingenting, men når vi går op og ned ad hinanden, så er det svært.

    Hvis man spurgte ham, ville han jo nok sige, at vi sagtens kan tale åbent sammen. Han synes jo som sagt, at vi har det fint. Jeg har derimod svært ved at konfrontere ham, jeg ved som regel ikke, hvordan jeg skal starte “samtalen”, da jeg både er bange for at gøre ham ked af det og sur, på én gang. Når jeg endelig starter samtalen, ja, så er hans udlægning blot, at jeg ikke udlægger vores forhold på den måde, som han opfatter det. Jeg har skam sagt til ham, at hans opfattelse af vores parforhold jo ikke nødvendigvis er den samme som min.

    Det skal siges, han som regel ender med at sige undskyld. Så har vi et par gode dage, men efter 3-5 dages tid, er vi tilbage i samme rutine. Det er ved at være noget trættende.

    #3091
    Rosmarin
    Deltager

    Jeg går altså lige lidt til dig!
    Du skriver et sted: “jeg ved som regel ikke, hvordan jeg skal starte “samtalen”, da jeg både er bange for at gøre ham ked af det og sur, på én gang.”
    “Det skal siges, han som regel ender med at sige undskyld. Så har vi et par gode dage, men efter 3-5 dages tid, er vi tilbage i samme rutine. Det er ved at være noget trættende.”
    Hvad gør dette ved dig?

    #3092
    Anonym
    Inaktiv

    Jeg er ikke sikker på, hvad du spørger om?

    Det gør mig dybt frustreret og ked af det. Det gør, at jeg egentlig ikke føler, at han rigtigt “lytter” til mig, når jeg endelig har bragt hans humørsvingninger på banen – for vi ender i samme grøft alligevel.
    Samtidig giver det mig nok også en følelse af, at gøre noget helt og aldeles forkert. Han må jo være sur for en årsag? Og hvis årsagen er mig / vores forhold, så må der vel være noget galt?

    Det er nok en eller anden mærkelig blanding af på den ene side, at føle sig forurettet og på den anden side gå og føle, at det er min egen skyld (at jeg nok også overfortolker og er overfølsom mm.)

    #3093
    Kattemor
    Deltager

    Puha…jeg får dårlige minder når jeg læser din historie 🙁

    Jeg var sammen med en mand i 10 år hvor jeg underlagde mig hans humør.. jeg kan næsten garantere dig for at det bliver ikke anderledes.. langsomt bliver man en pleaser som bare vil det bedste for manden -alt imens man helt mister sig selv..

    Jeg følte også han mistede respekten for mig fordi jeg ikke satte grænser. jeg orkede ikke hans humørsvingninger og kørte efter “du får ret og jeg får fred” og det duer selvfølgelig ikke..

    Jeg kender ikke mange som ikke har brug for at være alene en gang i mellem, så du er ikke spor mærkelig..!!

    #3094
    Rosmarin
    Deltager

    Jeg tænkte bare det måske var godt at reflektere lidt over hvad det gør ved dig. Jeg ser nemlig også som du selv skriver noget skyld indover her.
    Jeg har selv været i et forhold for år tilbage, hvor der var nogle af de samme ting som du beskriver. Netop denne følelse af at skulle gå lidt på listesko og blive meget opmærksom på hvad humør den anden er i, den genkender jeg. Og nu hvor jeg er i et andet forhold, hvor det er helt anderledes, så kan jeg se hvor hårdt og opslidende det var.
    Jeg synes du fortæller nogle ting som får nogle alarm klokker til at ringe. Det lyder ikke som en mand med så sunde reaktioner. Jeg kan være bekymret for, om du vil komme til at tilpasse dig mere og mere og føle skyld, hvor det egentligt er ham, der er meget sort/hvid. Men måske tager jeg helt fejl i min bekymring?
    Måske har du lyst til at fortælle mere om forholdet på godt og ondt?

    #3095
    Anna
    Moderator

    Hej SummerSun,

    Også mine alarmklokker ringer, for jeg har også været i sådan et forhold – alt for længe.
    Prøv at læse lidt af de andre her på siden + læs lidt på denne blog, måske genkender du noget? Det gjorde jeg ihvertfald.

    http://christinacopty.dk/2013/12/16/erduudsatforpsykiskvoldiditparforhold/

    Kærlig hilsen Anna

    #3097
    Anonym
    Inaktiv

    Jeg bliver både lettet men også meget foruroliget over, at så mange har haft det på samme måde.

    Jeg har nok følt mig lidt latterlig – at jeg kunne lade mig sådan gå på af hans humør, og læse og tolke det som om, at det er mig den er gal med. Men det er da skræmmende så mange har haft det på den måde.

    Rosmarin beder om lidt mere “baggrundshistorie”, og der kommer lidt mere her:
    Vi er begge fraskilte, han med børn, jeg med ingen. Vi mødte hinanden gennem vores arbejde (vi er kolleger, hvilket komplicerer tingene yderligere). Jeg var smaskhamrende forelsket i ham den første periode af vores forhold og kunne ikke få nok! Her virkede han som den mere kølige, der lagde vægt på, at tingene ikke måtte gå for stærkt, at jeg først skulle mødes med hans børn om laaaang tid, at han ikke skulle bo med nogen lige foreløbig. Og hold da op, de holdninger er blevet vendt på hovedet nu!

    Nu er det nærmest problematisk at have børnene alene. Jeg har været syg i løbet af vinteren, og sover derfor til middag en eftermiddag i tre timer! Jeg tænker selv, at det må være fordi, det har været tiltrængt. Jeg har ligget under for hals-, lunge- og mellemøresbetændelse på skift. Han kommer ind i soveværelset for at vække mig nogle gange, men jeg ender med at falde i søvn igen hver gang. Da jeg står op, er han rigtig mukken, og snakker om hvor hårdt det er at stå med børnene alene. Min reaktion er at undskylde og fortælle om, at jeg er syg (selvom han godt vidste det), men inderst inde tænker jeg for mig selv: “Jamen hvorfor så gå fra børnenes mor til at starte med?”

    Jeg oplever egentlig først dette humør, da vi rejser sammen i sommers – der var første gang vi var sammen 24 timer i døgnet. Han mukkede en hel dag, fordi han ikke fik et godnatkys aftenen før (han fik sex, men det tæller åbenbart ikke). Flere af dagene var præget af denne stemning, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg havde gjort, eller hvad jeg skulle gøre, for at gøre ham i godt humør.

    Udover dette, har vi haft det virkelig vidunderligt. Vi har samme humor, pjatter og fjoller meget, og opfører os stadigt meget nyforelsket – sådan ser vores arbejdsplads os. Men når vi kommer hjem nu, er hverdagen noget anderledes.

    Jeg læste artiklen som Anna linkede til, og kan genkende mange af tingene. Også fra mit tidligere ægteskab, dog bare ikke på samme måde. Min eks spillede dum og glemsom, når der var det mindste, men aldrig noget af denne kaliber, som kan influere ens humør en hel dag.

    Der er tydeligvis mange herinde, der kender til det. Hvorfor er der så mange, som opfører sig på denne måde? Er det for at få opmærksomhed eller hvad?

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 15 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.