Dårlig undskyldning eller…

Viser 5 indlæg - 1 til 5 (af 5 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #19243
    Lollipop
    Deltager

    Hej.

    Jeg er havnet i en lidt dum situation, og vil rigtig gerne have nogle gode råd/holdninger fra jer.

    Kort fortalt mødte jeg for knap 2 år siden en dejlig mand, jeg er 8 år ældre end han. Vi havde det fra starten rigtig godt sammen, det tog lidt tid før kærligheden rigtig tog fat, men så ramte den også for alvor. Vi har været på fantastiske ferier og i det hele taget haft det utroligt godt. For min dels vedkommende, og også efter hvad han siger, så er der noget helt særligt mellem os, vi elsker hinanden dybt og inderligt, og fungerer sammen på alle plan. For at sige det som det er, betyder sex meget for ham, men også på dette område har vi kunnet mødespå samme plan og udfordre hinanden og udforske verden.

    Ja og hvad er så problemet… Problemet er, at han pludselig for nogle måneder siden kom i tvivl om hvorvidt han er villig til at give afkald på børn, og senere kom han han frem til, at det er han ikke. Jeg er blevet for gammel på det område, så det er ikke en mulighed for han og jeg. Egentlig var jeg lidt irriteret, da vi naturligvis havde vendt dette emne fra starten, da det jo var vigtigt at have styr på fra starten, men på den anden side har jeg tænkt at uanset hvad jeg tænker og siger kan jeg ikke gære noget ved det, og jeg kan dårligt bebrejde ham, ar han har fået dette ønske. Det kommer efter sigende af at se sine venner og familie med¨deres børn, og så er der opstået et stort ønske i ham.

    Siden har vi mødtes en gang, hvor vi tog på ferie. Det var noget der var aftalt, så vi mente at det kunne vi godt styre. Det blev på alle måder en fantasisk ferie, og vi græd begge og var meget ulykkelige ved afskeden (vi bor i hvert vores land, men det har aldrig været en hindring, da det er hhv. DK og Sverige).

    Nu er der sådan at jeg får store kærlighedserklæringer hver og hver anden dag, blandet med fornugtige mails, hvor han ønsker at starte med at date for at finde den han skal have børn med.

    Jeg er så forvirret, kan ikke finde ud af om han virkelig elsker mig, eller om det med børn blot er en undskyldning for at stoppe forholdet, og at det er meget rart at have mig i baghånden indtl han finder den rigtige.

    Spørg endelig mere… det er svært at at få alt med…

    På forhånd tak.

    KH

    #19244
    sascha
    Deltager

    Hejsa
    Lige lidt spørgsmål fra min side:

    Har du selv børn?
    Hvad forestiller du dig er fremtidsperspektivet for jer, hvis I skal blive sammen? Skal I bo sammen? Hvilket land osv.
    Jeg kender flere par hvor det samme “problem” har været skelsættende. Et af dem gik hver til sit – hun fandt en ny og som skæbnen ofte driller vores planer, så er han stadig single og uden børn. Det andet par giftede sig og han accepterede ikke at få egne børn, efter 3 fertilitetsforsøg uden held. Det var dealen. Er det udelukket at du kunne give ham et barn? Hvis han påtager sig hovedrollen i pasning osv?

    #19246
    Lollipop
    Deltager

    Hej Sascha

    Tak for dit indlæg.

    Jeg har selv et barn, som skal på efterskole efter ferien.

    Om vi skulle bo sammen er lidt uafklaret. Har aldrig boet med nogen, og jeg har boet alene med min datter idé sidste 12 år. Så vi har haft forskellige løsninger oppe og vende. Men det ville helt sikkert være blevet i samme land.

    Jeg er simpelthen for gammel – 48 år. Hverken fysisk eller mentalt mener jeg at jeg ville være klar til at starte forfra. Og han mener også selv at risikoen for at barnet vil fejle noget er for stor.

    Igår skrev han at han ikke kan leve uden mig og at han aldrig ville kunne finde den samme kærlighed igen. Så han besluttede sig sådan set for mig fremfor børn. Men det er set før og så ombestemmer han sig.

    Måske ville det bedste være en tid uden kontakt for at han kan mærke efter… Men han er så bange for at jeg så vil finde en anden (lidt dobbelt). Men det kan nu godt være det bliver løsningen. Jeg er selv ret så forvirret

    #19262
    sascha
    Deltager

    Det er en meget stor beslutning at skulle træffe, at man aldrig skal stifte sin egen familie og videregive sine gener. Når det er sagt, så er han jo de facto fyldt 40 år selv og kan ikke lave et barn med sig selv. Dels skal han finde en yngre kvinde der vil ha ham OG kan give ham børn, dels skal han jo kunne levere “varen”, hvilket der heller ingen garanti er for.
    I bor i hvert sit land – ingen af jer er unge længere….. ved du hvad? Jeg ville slå helt koldt vand i blodet og lade tiden gå. Tiden er klog. Og så nyd ham og jer. Ombestemmer han sig igen, så lad ham gå. Man får jo altså ikke altid hvad man ønsker sig – det kommer han måske også til at sande.

    Mon ikke han bare er på vej i “panikalder”? Altså en erkendelse af, at han ikke nåede de ting, han troede han skulle nå som helt ung, en følelse af tvivl, en følelse af, at han bliver gammel og skal træffe valg – altså en helt naturlig proces vi alle skal igennem one way or the other.

    Lad ham selv bøvle med det. Og tilgiv ham for hans tvivl. Hans kærlighed er der jo.

    Pøj pøj til jet.

    #19268
    Lollipop
    Deltager

    Kære Sascha.

    Tusinde tak for dit svar. Jeg måtte trække en smule på smilebåndene.

    Du har måske ret. Og jeg har intet proplem med at “tilgive ham”. Som jeg skrev er det nok en helt naturlig følelse, og man kan ikke love andre hvad man i fremtiden vil ønske Jeg har blot været bekymret for at det seksuelle havde en stor faktor hos ham. Vi er meget frie, og jeg er ved han ikke bare kan finde en der er lige så fri. Det er ikke fordi det er noget vanvittigt, men vi passer bare som hånd i handske på det område, og derfor er jeg lidt bange for, om det er det han er bange for at miste, og jeg er naturligvis ikke kun interesseret i et forhold der er basseret på det.

Viser 5 indlæg - 1 til 5 (af 5 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.