Cutte forbindelsen

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 14 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #13642
    Tanken
    Deltager

    Jeg står i et vadested i øjeblikket. Har i mange år haft et specielt forhold til min mor. Mange ting blev grundlagt i barndommen, hvor min mor led af depressioner, så ting for sig som andre ikke kunne se, hun følte at hele verden var hende imod og lign. Som barn var jeg altid super loyal over for min mor, og kendte jo ikke til andet, og så derfor intet forkert i min opvækst.

    Da jeg blev voksen og fødte mit første barn, skete der dog en stor udvikling inde i mig. Jeg begyndte at stille spørgsmål til forældrerollen og definere hvilken mor jeg ønskede at være. Det gjorde at jeg for første gang i mit liv begyndte at stille krav til min egen mor. Det tog hun ikke særlig godt, og vi havde kun sporadisk kontakt i en periode.

    Når der eksempelvis har været børnefødselsdag, så kan andre synes at det var været en super hyggelig dag, men et par dage efter ringer min mor og skælder ud og siger at min mand har kigget skævt til hende, eller at min svigerinde har svaret hende surt, at vi glemte at spørge ind til hendes ve og vel osv. Og sådan har det været i mange år.

    Jeg har ofte prøvet at forklaret min mor hvad hendes væremåde gør ved mig, men hun forstår det simpelthen ikke.

    Nu har min mor holdt sin egen fødselsdag med mad og dans. En aften der i mine øjne var vellykket. Efter et par dage fik jeg dog et opkald fra min mor. Denne gang fik jeg en balle over at vi (mine søskende og jeg) ikke havde givet en større gave, hun havde forventet mere af os. Vi havde ikke holdt en tale til festen, det var hun enormt skuffet over, der var ikke blevet taget billeder til festen det burde vi have sørget for osv.

    Nu er det bare sådan at jeg synes at mit bæger er fyldt. Jeg gider simpelthen ikke mere. I alt for mange år har jeg undskyldt hende med at hun ikke var psykisk stærk. Overbevist mig selv om at jeg er den overskudsagtige der har et godt liv med en dejlig mand, vidunderlige børn, fantastiske venner og et arbejde jeg virkelig er glad for – så jeg kan sagtens have lidt overskud til hende også…. Men nu gider jeg bare ikke mere.

    Er der ok at cutte forbindelsen til en mor som dræner en og ikke giver noget energi overhovedet? Er det ok at kaste håndklædet i ringen når man synes at alle muligheder er udtømt både de almindelig kommunikative og de terapeutisk (jeg har slæbt hende til psykolog engang). Er det ok at tage et valg der også får konsekvenser for mine børn, der så ikke vil have kontakt til en bedstemor?
    Som I måske kan læse, så er jeg i syv sind. Er der nogen af jer der har prøvet noget lignende? Og hvad gjorde I?

    #13648
    Kattemor
    Deltager

    Ja…!!!

    Jeg har cuttet forbindelsen til ham som har være min “far” hele mit liv, han er ikke biologisk men er mine søstres far..

    Han har været virkelig fordømmende over for min ældste voksne søn. Min søn har haft det svært, har taget stoffer og været alkoholiker.. Derfor er han et ringe menneske, og det er jeg også fordi det er mig som har opdraget ham… Han er fuldstændig ude af alt nu..

    For nogle år siden fyldte min “far” rundt…jeg blev inviteret og det samme gjorde mine andre to (prefekte) voksne børn – men den ældste umulige gjorde ikke…

    Jeg skrev som svar på indbydelsen at jeg var meget skuffet over at mine børn var blevet inddelt i de gode og den dårlige – og jeg derfor meldte afbud…

    Jeg fik en kæmpe sviner tilbage på mail..

    Der er andre eksempler på fordømmelse og dobbeltmoral, som også er forkommet..

    Jeg er nu 55 år voksen og jeg gider simpelthen ikke bruge min tid på fordømmende og dobbeltmoralske mennesker, og så er det lige meget om vi er i familie eller ej..
    Han har her nogle år senre spurgt om vi kunne snakke sammen igen – men jeg ved at han mener det samme som han altid har gjort, så han kan rende mig et vist sted…

    Jeg var meget chokeret dengang jeg fik svineren, men jeg har aldrig fortrudt at jeg sagde fra..

    Pas på dig selv og sorter dårlig energi fra..!!

    #13652
    Salamina
    Deltager

    Jeg har gjort noget lignende det samme. Men mine børn har så alligevel kontaktet både min mor og min far. Og derfor blev jeg tvunget ud i noget valg igen. Og en åbning til min far og mor… Fordi mine teenagere døtre åbenbart ønskede det…
    Det er en mega svær problemstilling.
    Også fordi det er hamrende svært, at retfærdiggøre over for sine egne børn, at det er helt ok, at man skrotte kontakt med sine forældre, sæt nu, at samme regel en dag rammer mig…
    Men Well . Når det er sagt, så har mine døtre nu selv trukket sig rimeligt meget væk fra min far og mor men denne gang er det deres eget valg og uden mine holdninger ind over.
    Til gengæld har jeg nærmet mig mine forældre lidt mere fordi de nu har mistet så meget og det kan jeg ikke helt bære.

    #13654
    Salamina
    Deltager

    Når det er sagt. Så kræver det over pædagogisk evner for mig, at tale med mine forældre i dag. Men jeg lader dem ikke overskride mine grænser. Men det trækker sgu da søm ud nogle gange. Og jeg har også brugt en coach til den håndtering.
    Det er krævende, når man står midt i livet, at både have egne teenager børn og at ens forældre også har en adfærd som to teenagere.
    For det meste lytter jeg bare til mine forældre. Ind af det ene øre ud af det andet. Andre gange siger jeg min mening ret uforbeholdent. Og som regel bliver de pisse vrede, når jeg gør det. Men for det meste stryger jeg dem med hårene… a la du får ret og jeg får fred…
    Min mor har et enormt behov for at blive vred og indigneret over alt muligt men heldigvis kan jeg nøjes med at lytte og tænke mit. Og heldigvis behøver jeg ikke tage telefonen, hver gang hun ringer.
    For nylig blev hun meget overdrevent indigneret over, at jeg på pæneste vis fik aflivet en mega gammel hund jeg havde haft i årevis. En hund, som var så syg af alderdom, at den ikke var i trivsel mere. Jeg sagde til min mor, at det var godt både for hund og mig, at vi fik lukket dens klare mistrivsel. At den ikke havde et vældigt og godt liv mere. Det har min mor så kogt suppe på i snart herved 1 måned. Jøsses mand jeg er da pisse træt af at høre om.det. det var nemlig ikke nem beslutning. Men min mor gør det jo heller ikke nemmere ved at kaste salt i såret.

    #13656
    Tanken
    Deltager

    I mange år har jeg netop ladet tingene gå ind af det ene øre og ud af det andet. Men det har opbygget en frustration inde i mig, og min lunte er blevet meget kort overfor min mor – hvilket ikke er til gavn for nogen af os. Der er ingen tvivl om, at hvis mine børn var flyttet hjemmefra, så havde jeg sagt farvel til hende for længe siden. Jeg gider ikke alt det drama, og at gå og vente på ”hvad bliver nu det næste”. Men mine børn vil hende gerne, og det er derfor at jeg har så svært ved at cutte endeligt. Men mine børn kender heller ikke til alt den forhistorie der ligger (eller de urimelige telefonopkald), og det tænker jeg heller ikke at de skal med mindre de spørger når de selv er blevet voksne.

    Det at være rollemodel, og vise sine børn hvad man skal og ikke skal i livet, det kan være svært. For hvad er det jeg ønsker at vise mine egne børn? Jeg ønsker at de skal give ting en chance, ikke være nogen der giver op for let. Omvendt ønsker jeg også at de skal indse at man nogle gange må sætte en grænse og sige farvel når noget ikke er godt, også selvom det er smertefuldt……..Og hvad er det så jeg selv er ude i. Skal jeg give det en chance endnu engang? Eller skal jeg sige at nu er grænsen nået?

    Mine søskende har det på samme måde som jeg, men hvor de har valgt at bide tænderne sammen og holde ud lidt endnu, så er jeg bare der hvor jeg har brug for en ændring.

    #13657
    sissi
    Deltager

    Har du prøvet at sige lige ud, at du er fyldt op af hendes “fejlfinderi” på alt og alle, at hun dræner dig for al energi ect ect…?

    #13658
    Tanken
    Deltager

    Ja det har jeg. Jeg har sagt ligeud af hun drænede mig for energi. Jeg har også sagt til hende at jeg ikke ønskede at fejre jul med hende længere, fordi juleaften simpelthen blev fyldt med hendes dårligdom i stedet for en hyggeaften. Sagt at jeg ikke havde lyst til at høre om hendes personlige skænderier med min papfar. Sagt at jeg ikke havde lyst til at være sammen med hende i for lang tid af gangen, fordi hun netop drænede mig for energi. Sagt at jeg ikke synes det var hyggeligt at komme hjem, fordi hun ikke talte pænt om andre mennesker. Sagt at vil tales pænt til, og hvis hun ikke kan det, så skal hun ikke kontakte mig.
    Det eneste jeg har fået ud af dette er, at jeg er et egoistisk mennesker der kun tænker på mig selv, jeg er sådan én der ikke under andre mennesker det godt, jeg er en der ikke kan tåle at andre kan have et problem der er større end mine egne, jeg bliver misundelig hvis jeg ikke er midtpunktet hele tiden, jeg er sådan en der tror at jeg kan skøjte henover livet og så bare vende ryggen til folk når de har brug for hjælp (citater af ting jeg har fået at vide af min mor).
    Så ja, jeg synes faktisk at jeg har prøvet på forskellig vis, men det har ikke ført til noget.

    #13659
    sissi
    Deltager

    Ja, det kan jeg da læse du har – i høj grad:)

    Nogle mennekser kan man bare ikke nå – din mor må være en af dem!
    Kan du begrænse din omgang med hende til et minimum, for dine børns skyld – eller vil hun lade børnene bøde for din afstand?

    #13660
    Tanken
    Deltager

    Ja der rammer du hovedet på sømmet Sissi for jeg ved det ikke. Jeg vil så gerne tro på det bedste, og tro på at hun ikke kan komme i tanke om det, men jeg har mine tvivl. Det skal dog siges at hun aldrig tidligere har gjort noget mod dem. Overfor min bror har hun undladt at give hans børn jule og fødselsdagsgaver fordi hun var sur på ham, men det har hun dog ikke gjort overfor mine.

    Ved at jeg holder afstand, så tror jeg ikke at hun vil kontakte mine børn ret ofte. Og så vil mine børn føle sig afvist af hende, og det vil jeg gerne undgå.

    #13664
    Salamina
    Deltager

    Jeg har en veninde, som droppede al kontakt med sin mor. Min veninde var igennem et langt forløb hos en psykolog, hvor hun nåede til den afklaring. Og så forfattede hun vist nok sammen med psykologen et afskedsbrev til sin mor. Det er omkring mindst 12 år siden. Hun er enebarn, den veninde. Og hun har ikke haft kontakt med sin mor overhovedet siden. Hun fik vist nok et svar fra sin mor, at det var hun ked af at høre eller sådan noget ret kort. Men der har været helt lukket siden. Min veninde lever fint med det, har jeg klart indtryk af, vi taler faktisk aldrig om det. Det virker ikke som om hun går rundt og tænker så meget over det, så tror jeg hun ville bringe det på bane overfor mig. Men vi talte selvfølgelig meget om det den gang hun var i processen hos den psykolog.
    Men noget som jeg har tænkt lidt over, det er, at min venindes egen mor havde/har gjort det samme med sine egne forældre. Det synes jeg er ret tankevækkende. Og ret mærkeligt.

    Dengang da jeg droppede min mor – i den periode – der læste jeg en bog af en forfatter, som jeg ikke kan huske, hvem var, men det var i hvert fald en mandlig forfatter, så meget kan jeg huske. Det var noget om hans liv, altså hans eget rigtige liv. Han skrev, at han var rejst til udlandet, som ganske ung, i tyverne, tror jeg han var, fordi han ikke magtede sine forældre.
    Nå. Det korte af det lange af hans historie, er så, at hans forældre dør imens han er i udlandet. Og så fik han en mega depression. Fordi han havde overset, at han egentlig altid havde tænkt, at han jo altid kunne vende “hjem” til dem igen. Hans depression varede i flere år. Han blev i øvrigt også dybt alkoholiseret i den periode. Men han kresede rigtigt meget omkring det her med, at tage det for givet, at vi altid kan vende hjem.
    Det ramte mig på en eller anden måde.

    Jeg skriver mere om lidt…

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 14 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.