Bonusbørn og gaver

Viser 8 indlæg - 1 til 8 (af 8 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #11136
    Friis
    Deltager

    Hej Martin,
    Jeg har et spørgsmål omkring bonusbørn og gaver.
    Min mand og jeg har 3 dele børn.
    Vi har altid givet alle børnene for lige meget, så der ikke skulle være forskel.
    Vi har p.t. et gavebudget på 13-14.000 om året.
    Den ældste datter har fundet en ny mand med 3 børn og hun har selv 2 piger. Derudover har vi yderligere 5 børnebørn.
    Den ældste datter vil gerne have, at alle hendes 5 børn får ens størrelse gaver, men vi synes at det er voldsomt at vi skal til at have gavebudgettet med 4000 ekstra om året (incl. den nye mand), og vi vil også gerne give vores biologiske børnebørn det samme, så der ikke bliver gjort forskel. Altså sådan at de 2 piger får det samme som deres fætre og kusiner. Moderen vil hellere have at vi sætter beløbet ned til alle hendes børn får ens. Evt. 250-300 pr. barn.
    Vores tanke er, at vi vil give de 2 biologiske som vi plejer – 500 pr. barn pr. begivenhed, og vores 3 nye bonus børnebørn så skulle have 250-300 når vi bliver inviteret til fødselsdag eller er sammen til jul.
    Vores tanke med det, er at vi for det første ikke kender børnene endnu. Har kun mødt dem nogle gange til børnefødselsdage før de dannede par. Det er ikke en familie vi i forvejen er så meget sammen med, så de største børn vil vil nok aldrig komme til at kende særligt godt. Og for det andet, så har disse søde børn jo også selv biologiske bedsteforældre som beriger dem med gaver.
    Vi har også tænkt på, at vi kunne lave et max. beløb pr. begivenhed – f.eks. 2000 til fødselsdage pr. familie og det samme til jul.
    Det bevirker så, at er man 7 i familien er det ca. 300 pr. mand, er der 5 i familien er det 400 pr. mand, 4 er 500 pr. mand.
    Men det tager ligesom glæde af projekt gave ræset, når man skal planlægge sådan noget ud i detaljer.
    Jeg vil ikke ud i at sætte det ned til samme beløb til alle 10, da jeg ikke synes at det skal gå ud over de andre.

    Jeg hører gerne hvis andre har en god måde at gøre det på.

    #11137
    Lise
    Deltager

    Hej,

    Jeg er “på den anden side”, da det er mig der har børn, min mands børn er voksne. Men da vi for snart 6 år siden, for første gang så hele min mands familie til en julefrokost – var min glæde enorm, da der blev delt gaver ud, og mine børn fik lige så fine gaver, af alle min mands søskende, hans mor og hans børn, som de gav deres “rigtige” nevøer, niecer etc. Selvom det var allerførste gang vi så hinanden.

    Min mands mor kalder dem sine “nye børnebørn” og de får både pakke kalender, fastelavnsris, julegaver, fødselsdagsgaver, som de andre børn får. Jeg er meget rørt, og selvom vi ikke ses tit, de bor langt væk, er mit hjerte stadig rørt over den måde hele min mands familie tog imod mig og mine børn.

    I dag har min søster 2 bonus piger. I alt har min mor så 5 børnebørn. Hun synes også det var en mundfuld – men jeg mindede hende om hvordan min mands familie havde taget i mod mig og mine børn. Det var og er så rørende i mit hjerte. Og i dag får alle børn det samme, af min mor. Jeg synes også det var dyrt! Før havde min søster et barn, nu har hun 3. Men vi giver dem for det samme alle 3 – min søsters datter må undvære lidt og vi må betale lidt mer 🙂 – men alle er ens.

    Mine børn er i princippet kun halvsøskende, lige som min egen søster og jeg er. Men det har vi aldring brugt. Vi er søstre, lige som mine unger er søskende. Det handler ikke kun om blod. Men om en indstilling. Følelserne kommer senere. Jeg elsker min søsters larmende nye tøser. Nu. Og det gør min mor også.

    Jeg ved ikke hvad du skal gøre. Men du skal vide at det for både moderen eller faderen til de nye børn, og især for børnene selv, tror jeg, har stor betydning at føle sig helt og aldeles accepteret, i en ny familie.

    #11139
    sascha
    Deltager

    Jeg har selv været hende med de nye børn. I min verden så gør man ikke forskel på børn. De har ikke noget valg. Så hos os gælder reglen om kr. xxx pr familie. Husk at det er tanken der gælder og ikke størrelsen på gaven. Og har du behov for at gøre forskel på dine og de fremmede, så opret en konto i din bank til dine egne og sæt differencen derind. Så kan du give kontoen, når de bliver voksne og kan håndtere det.

    #11140
    Kattemor
    Deltager

    I Min familie ville sådan et gave budget være gigantisk..!!

    Jeg ville dele de penge som er sat af ligeligt mellem alle og kommer der flere til ja så bliver gaverne lidt mindre…
    Men måske er jeg ikke som de fleste, jeg vil meget hellere have en gave som det er tænkt over at jeg kan lide, og så er jeg faktisk lige glad med om den er fundet på genbrugspladsen..

    #11141
    Tintin
    Deltager

    @Friis

    Jeg er egentlig frisk på 2 for mig lige gode løsninger.

    1. Gavebudgettet deles ligeligt med antallet at børn. Jo flere børn, desto mindre gaver.

    2. Papbørnene mindre eller ingen gaver.
    Jeg ved at dette synspunkt er kontroversielt, men mit argument er følgende. Af princip skal man ikke forfordele børn, men omvendt så skal børn også lære, at der er forskel på ting. Din ældste datters papbørn har allerede 2 sæt bedsteforældre, så de lider ingen nød. Ligeledes er de ikke dine biologiske børnebørn, hvilket både børnene og I ved. JEG går ikke ind for millimeterdemokrati eller kunstige relationer. Der ER forskel på at være biologisk forbundet, og have kendt hinanden hele livet vs. f.eks. 3 papteenagere der pludselig dumper ind i familien, og måske er væk om 2 år igen. Alle ved at der er en froskel, og jeg ser intet unaturligt i det.
    Jeg ser derfor intet galt i, at du koordinerer med de andre bedsteforældre, således gavegivningen følger blodets bånd.

    Det er lige før, at jeg vil sammenligne det med hvorledes jeg koordinerer gaver i mine parforhold. I de første år af et parforhold, advokerer jeg for der grundregel, at man betaler selv gaverne til egne venner og familie. Senere når man deler venner etc. så kan man ændre derpå, men eller er det en simpel regel, som løser mange overvejelser.

    PS! Din datter er velkommen til sin mening, men det er DIG som giver gaven, hvorfor du alene bestemmer hvorledes dette skal finde sted. Du skal ikke føle dig presset. Jeg synes ikke, at der er noget odiøst i, at I gerne vil forkæle jeres biologiske familie, men at økonomien ikke betinger, at I skal begave 3 papbørn her og 2 papbørn der etc. Har I flere børn så kan I hurtig nå et stor antal papbørn (nuværende, tidligere og fremtidige). Som pensionist kan det blive til mange penge.

    #11144
    Friis
    Deltager

    Tak for jeres svar. Ja der er lidt at tygge på.
    Vi vil gerne gøre det rigtigt:)

    #11145
    lillehjerte
    Deltager

    Jeg tænker en hel 3. model. Gå ned i budget pr. barn så alle børn får for lige meget uanset antal søskende. At de har flere søskende er jo lidt unfair at de får for mindre end deres fætre og kusiner- det tror jeg nu nok de godt kan få øje på med tiden. Og så vil de føle at de er mindre yndlinge end dem der får for mere. Jo flere søskende man har jo mere er man nok i forvejen udsat for at der er meget man ikke kan få, fordi der er mange andre behov der skal dækkes i familien først. Der kan bare gå en masse følelser i det tror jeg, hvis de får øje på forskellen. Papbørnebørn uden andre bedsteforældre skal nok også ha en gave så de mærker de hører til et sted.

    #11147
    Kattemor
    Deltager

    Lillehjerte… det er nu også den model både Tintin og jeg snakkede om 🙂

Viser 8 indlæg - 1 til 8 (af 8 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.