At være en god veninde?

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 10 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #11364
    Tanken
    Deltager

    Jeg står i det dilemma, at jeg har en rigtig god veninde som har en mildest talt forfærdelig mand. Ja jeg ved at det lyder hårdt, men ikke desto mindre så er det det jeg synes han er.

    Veninden og hendes mand mødte hinanden da de begge var i starten af 20’erne. De flytter sammen, gør begge deres uddannelser færdige og får to børn. Efter 10 år finder hun ud af at han har en affære med en arbejdskollega. Hun beder ham vælge. Han vælger hende. De forsøger at bygge forholdet op igen, men efter ½ år finder min veninde ud af at han faktisk aldrig har sagt farvel til affæren. Min veninde flytter ugen efter i en lejet lejlighed. Knust, såret og med to børn at tage ansvar for, går hun med til en hurtig skilsmisse, og da det er ham der har haft den største indtjening, går hun også med til at han beholder, hus,bil mv – så hun kommer ud af skilsmissen uden gæld, men heller ikke andet.

    Familie, venner og andre var der selvfølgelig for hende i den periode. Vi stod sammen, støttede hende, hjalp hende med det praktiske mv. – og hun kom langsomt ovenpå igen. Et år efter skilsmissen er hun klar til at date igen. Desværre når hun ikke så langt for ex-manden spøger i kulissen. Hans affære gik ikke. Han kunne ikke få karrieren på ret køl igen, og han sagde at han savnede familien og det der var. Han går ned med en depression. Han trygler og beder min veninde om at de skal prøve igen. Han fortryder alt hvad han har gjort og er (ifølge hende) oprigtig ked af det han har gjort og angrer også. Enden på det bliver at de flytter sammen igen, og atter et år efter, bliver de gift endnu engang.

    Der er nu gået yderligere nogle år. Han har igen en god karriere og en toppost på sit arbejde. I takt med hans karriere har min veninde følt sig mere og mere forsømt. Når han kommer hjem er han træt, og er der ikke for hende. Hun tager hele slæbet på hjemmefronten med hus, børn og har sågar udsat sine egne karriereplaner. Hun har fortalt ham at hun har brug for kærestetid med ham, men det vælger han at overhøre… eller rettere det formår han ikke at handle på.

    Min veninde ved godt at jeg ikke synes at han har behandlet hendes godt. Hun ved også godt at jeg inderst inde synes at hun skal kyle ham langt væk hvor peberet gror (jeg har dog aldrig sagt det til hende direkte), men desværre elsker hun ham, og håber til stadighed for at han ”får øjnene op”.
    Jeg ved godt at det er hendes valg, hendes liv, hendes følelser, men det gør mig så ondt at se hvordan den livlige veninde jeg havde engang, langsomt svinder ind, får dårligere selvtillid og har svært ved at sætte de grænser som hun tidligere var så god til. Jeg synes det virker som om at hun affinder sig med situationen, som om hun tænker at ”jeg er ikke mere værd end det” – og det gør fandens ondt at se på.

    Som veninde hiver jeg hende med på cafe, i biffen, i teatret, ture ud i det blå mv. for at få hende lidt væk hjemmefra, få hende til at smile… Vi taler også om det derhjemme. Når jeg har sagt min mening, så bliver hun vred på mig og siger ”jeg ved jo godt at du ikke kan lide ham”, så derfor har jeg det sidste stykke tid kun lyttet og lagt øre til. Hun skal vide at jeg er der for hende, og at hun altid kan komme til mig for at få afløb/luft, men for pokker hvor jeg synes at det er svært, når jeg helt personligt synes han skal kyles langt væk, så hun kan komme videre med sit liv, og finde én der vil påskønne hende for den vidunderlige kvinde hun er.

    Det ER HENDES liv, men det er så ekstremt svært at se på hvordan hun gang på gang bliver såret og valgt fra. Hvad kan jeg gøre? Råd modtages med kyshånd.

    #11366
    Tintin
    Deltager

    Du har sagt din mening KLART?

    Derefter må du respektere, at hun er et voksent menneske og holde inde med dine angreb!

    Hvorfor kan du ikke se hende for hvem hun er, uden konstant at fokusere på ham? Hvis det er fordi hun konstant beklager sig, så ville jeg kort fortælle hende, at du ikke gider flere beklagelser om ham!

    Hvis din veninde ikke kan tilbyde dig noget, ud over at tappe dig for energi, så burde I måske ikke være veninder længere. Hvis hun er en udslidt sutsko, som ikke byder ind med noget, så skulle du finde en anden. Byder hun ind med noget, så må det være jeres omdrejningspunkt.

    Jeg synes det handler mere om dig end hende!

    #11368
    Tanken
    Deltager

    Tintin – du har ret. Det handler nok mere om mig. Jeg indrømmer at jeg har rigtig svært ved at forstå hendes valg.

    Hun er en god og dejlig person som jeg sætter umådelig stor pris på, men jeg skal lære at acceptere at det er hendes valg. Og så i øvrigt sige fra når snakken om ham fylder for meget. Vi har heldigvis så mange andre positive ting som vi kan fokusere på.

    #11370
    AnneM
    Deltager

    Måske er det her slet ikke så dårligt endda. Hun gik tomhændet fra ham sidst. Næste gang er hun måske stærkere og vil kræve sin ret i en skilsmisse.

    Hun går når hun er klar til at gå. Hvis du gerne vil være en god veninde, så rum hendes manglende lyst til at forlade ham ligenu og så vær der for hende med støtte og hjælp til at få mest muligt med i en skilsmisse næste gang. Det lyder jo som om hun mentalt er ved at forberede sig på at gå. Hun er ihvertfald igang med at finde fejl hos ham, hvilket jeg tolker som de små forberedende skridt til at løsrive sig følelesmæssigt fra ham . Nogle gange tager det bare lidt ekstra tid at løsrive sig. Særligt hvis der er børn inde i billedet. Sidst var hun jo så chokeret, at hun blev snydt i skilsmissen. Hvis du gerne vil hjælpe hende, så sæt dig diskret ind i reglerne ved skilsmisse og stå klar med den viden når hun en dag går fra ham. For self skal hun da ikke gå tomhændet derfra. Hvis hans karriere er blevet sat før hendes, så er der stadig hjemmel i lovgivningen til både ægtefællebidrag samt del i hans pension, og det vil jeg da mene han klart skal takseres for. Er jo ikke hendes skyld, at hun regnede med at hun stole på ham.

    #11371
    AnneM
    Deltager

    Og iøvrigt, så kender vi ikke andres sti i livet. Det kan godt være det for dig virker sindssygt at hun er hos ham endnu, men som sagt kender du ikke hendes “skæbne”, så en god veninde giver vel også plads til det faktum, at vi kun kan være eksperter i vores eget liv. Aldrig i andres.

    #11373
    sissi
    Deltager

    Nogle gange har det en god effekt, når man har lagt øre til megen ulykkelighed/brok, at stille spørgsmålet: Hvad kan/vil du gøre ved det? og derefter stoppe med løsningsforslag (ved ikke om du bruger dette – det gør vi ofte for at hjælpe)

    Vi er til enhver tid styrmand på eget skib – og ved at vende den om til at hun selv skal handle, og skabe egne tanker om sin situation, og hvad der passer til hendes ægteskab:)kan det have en “flyttende effekt” i hendes tankegang.

    #11386
    sascha
    Deltager

    Jeg tænker altså, at det ligger så indgroet i jeres relation at han er en skurk i dine øjne og at du ønsker ham hen hvor peberet gror.
    Hun valgte ham til for 2. Gang. Hun elsker ham.
    Kan det tænkes, at det tager lige så hårdt på hende, at hun er i konstant forsvar overfor dig og skal forholde sig til, at du hader hendes mand?
    Jeg ville ikke kunne være tæt med en veninde, der satte spørgsmålstegn ved mine valg og min dømmekraft.
    Jeg ville vælge dig fra.
    At du hiver hende med er jo netop på din opfordring, ikke hendes.
    Er hun et offer? Eller gør du hende til offer?
    Måske er det tid til skilsmisse? Dig og hende imellem. Det er ikke altid vi skal gå til verdens ende sammen, hverken som kærester eller venner. Måske er i to vidt forskellige steder i livet og måske er jeres værdigrundlag blevet for forskellige.
    Man har ikke en toppost i erhvervslivet uden at der står 65-80 timer om ugen på timesedlerne. Nyder hun og børnene ikke godt af lønnen? Er det ikke deres interne jobfordeling at hun passe hjemme og han tjener pengene? Sådan er der mange i toppen, der har fordelt opgaverne.
    Og mht hans utroskab, så er det jo ikke dig, han skal undskylde overfor. Det er menneskeligt at fejle, men guddommeligt at tilgive. Hun er altså reelt et meget stort og rummende menneske. Det skal hun i min optik roses for. Ikke rises.
    Som du nok kan læse, så er jeg dybt uenig med dig I din relation og holdning til hende.
    Pas sin egen rede og bliv på din egen banehalvdel og gør det for ondt på dig, så må jeres veje skilles. Du er hverken hendes mor, chef eller Gud. Du skal kun tilkendegive din mening, når du bliver direkte spurgt. Sådan er rigtige veninder i min verden.

    #11396
    Tintin
    Deltager

    @Tanken

    Jeg formulerede mig lidt skarpt. For mig har mønten 2 sider.

    På den ene side er det arrogant at tro, at man ved hvad der er bedst for andre mennesker. Det er f.eks. arrogant når religiøse slå mennesker ihjel for at mennesker. Ligeledes er det arrogant når politikere vil bestemme, om gamle mennesker må ryge på plejehjemmet. Det er også arrogant når man ved bedst om ganske almindelige hverdagsting.
    Med andre ord, så er det arrogant at tro, at man ved hvad der er bedst for andre mennesker. Det ved de selv. Du har ikke patent på sandheden.

    På møntens anden side, ser man himmelråbende selvevidente ting. Pigen der gentagende får tæsk eller narkomanen som konstant tilvælger stofferne.
    Her skal man naturligvis hjælpe, men man kan IKKE hjælpe folk, som ikke vil hjælpes. Vedbliver man med at “slå personen i hovedet” med sandheden tjener det intet formål.
    Jeg tror derfor, at det bedste man kan gøre, er at artikulere sin mening utvetydigt. Men derefter så må man fokusere på det positive – på at give sig selv og personen plus-oplevelser.
    Jeg er helt med på, at det kan være utrolig svært at være tæt på nogen, hvor deres liv helt åbenlyst er kørt af sporet. Men det er derfor man tale om medmisbrugere i misbrugsmiljøet. Med andre ord. Artikuler din mening, vær’ der for personen, men hvis det slider for meget på dig, så må du tilpasse omfanget af kontakten, til et niveau, hvor det ikke fylder uforholdsmæssigt meget i dit liv.

    Det var det jeg mente med, at du skulle se ind i dig selv, uanset hvilken side af mønten du står på 🙂

    #11398
    Tanken
    Deltager

    Jeg har brokket mig herinde, men er ikke så ringeagtet et menneske at jeg konstant går og brokker mig til hende for at få hende længere ned i sølet. Det jeg personligt synes er svært er, at jeg kan se at hun ikke er glad, slås med kærligheden og slås med sit selvværd. Hun lider, og jeg vil så gerne hjælpe, men kan ikke.

    Og nej, jeg synes ikke han har behandlet hende godt tidligere, men det kunne jeg helt sikkert være ligeglad med (glemme) hvis jeg oplevede at de var videre, at hun var glad og lykkelig for det liv de har sammen nu – men det er hun ikke.

    Yderlige info.

    Da de fandt sammen igen, kommenterede jeg dengang min mening. Dette blev ikke sagt som ”jeg kan ikke fordrage din mand” men på den måde at ”jeg er glad på dine vegne, men håber du husker at passe på dig selv”. Siden har jeg holdt min mund med at tale nedsættende om ham.

    Når min veninde grædende har siddet og fortalt at han nu igen har glemt at købe en fødselsdagsgave til hende, så har jeg trøstet hende (ikke sagt noget dårligt om ham) og rådet hende til at sige til ham, at hun forventer at han køber en gave til hende.

    Når hun sidder og græder over at han ikke rører hende og at de ikke har haft noget seksuelt sammen i ½ år, så sidder jeg heller ikke og kalder ham dumme navne, men i stedet opfordrer jeg hende til at sætte ord på overfor ham – sige til ham at hun savner ham, og trænger til ham.

    Når hun skuffet fortæller at han hellere vil være hjemme i haven i stedet for den kæreste weekend hun har planlagt, så sidder jeg igen heller ikke og kalder ham grimme ting, men anbefaler hende at de skal tage en snak om hver deres forventninger ift. fejringen af deres bryllupsdag.

    Når hun den ene uge glædestrålende sidder og fortæller mig at hun nu er SÅ KLAR til at komme videre med sin egen karriere, og tilmed er blevet tilbudt drømmejobbet der kan realisere karrieredrømmen – for så ugen efter stille at sige at DE er kommet til den konklusion at det nok er bedre at vente til børnene bliver større (de er store teenagere), så sidder jeg heller ikke og råber hende ind i hovedet. Derimod tager jeg en snak med hende om hvad HUN ønsker sig i livet, hvornår man skal tage en chance, hvornår ”man skal gribe chancen osv.

    Det er hendes valg, hendes liv. Vi taler ikke om ham når vi er sammen – kun – når hun bringer ham på banen (og nej, der sviner jeg ham ikke til, men lytter til hvad hun har brug for at fortælle), heldigvis har vi mange andre dejlige ting at snakke om, som ikke har noget med den svære kærlighed at gøre.

    #11414
    sascha
    Deltager

    Jamen så må du gå den tunge gang på jord, som mange forældre til voksne børn betræder. Du må bare være der og lytte. Du kan ikke redde hende eller nogen som helst andre. Du bør først og fremmest passe på dig selv og dine værdier. Pas på hun ikke suger dig flad! Det er ikke nemt, men træd et skridt tilbage og pas på dig selv.

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 10 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.