At leve med uro eller at undgå uro..?

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 11 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #1245
    Lillemy
    Deltager

    Here we go again!
    Det er vist en go’e gamle traver; kvinde møder mand, mand er på; kvinde er rolig. Mand trækker sig lidt. Kvinde bliver urolig. Mand vender dog altid tilbage, så har kvinde ro igen.
    Kvinden er mig og hun er ved at blive små-tosset over den uro!
    Jeg er lidt i et dilemma omkring uroen; skal jeg lære/arbejde hen imod at forblive rolig, når jeg føler, at manden trækker sig lidt eller er uroen mon en del af kærligheden, fordi uroen er lig med, at der er noget på spil..?

    #1247
    Asta
    Deltager

    Sådan med min egen friske erfaring i bagagen (læs min tråd) – så vil mit svar til dig være:

    Lær at undgå uroen – UDEN at involvere ham i det. JA – uroen er en del af kærligheden. Og ja – vi må hver især finde ud af, hvor meget vi kan holde til på den konto før vi handler. Men jeg tror så ikke, at uroen forsvinder fordi du handler overfor ham og beder om afklaring. Det gør den ikke for mig.

    Forvalt din uro ved at snakke med andre om det. GØR en masse andet. Men lad ham være!!

    Hilsen en, der er ganske rolig i dag – på trods af total stilhed fra mandens side. Ja – man kan lære at genvinde roen UDEN hans deltagelse.

    #1248
    Kattemor
    Deltager

    Jeg levede med uroen i mange år – jeg blev helt slidt til sidst..

    Jeg er ikke sammen med manden mere, for der var jo en grund til uroen, nemlig at han hele tiden var i tvivl, men jeg var bekvem at have mens han tvivlede.

    I dag bor jeg alene og jeg vil aldrig mere være i et forhold med evig uro. Hvis ikke manden gider være der for mig, vil jeg ikke have ham i mit liv.. der må være grænser for hvad man skal udsætte sig selv for.

    #1250
    Rosmarin
    Deltager

    Jeg synes først og fremmest at man skal definere hvad den uro eventuelt kommer af? Når du skriver at manden trækker sig lidt, hvad betyder det så konkret? At du ikke hører fra ham en dag, to eller otte? Betyder det at han bliver tavs i en lang periode? Eller andet?
    Jeg spørger, fordi jeg synes det er meget forskel på, hvad vores uro kan bestå af. Det kan være forelskelsesuroen, hvor der næsten ingenting skal til, fordi det er så nyt og så usikkert. Det kan også være ens intuition, der før ens bevidsthed har opsnappet, at her er der måske ikke så godt at være, når det kommer til stykket.

    #1261
    Lillemy
    Deltager

    Tak for jeres svar.

    Asta
    Pt. prøver jeg ligesom du foreslår at forvalte uroen ved at tale med andre om den eller at være i den selv. Jeg drager ikke ham ind i det – og har heller ikke tænkt mig at gøre det. Uroen handler om noget i mig.

    Kattemor
    Jeg kan så sandelig godt forstå, at du valgte den løsning, for det lyder a alt for hårdt, hvis han konstant var i tvivl i mange år.

    Rosmarin
    Rigtig godt spørgsmål..hmm.. Jeg hører fra ham hver eneste dag, men jeg kan “mærke forskel” på kontakten. Det lyder måske ret langhåret, men jeg er meget intuitiv og sensitiv. Sensitiviteten består i, at jeg kan opfange små nuancer af forskelle i folks sindsstemning. Ikke kun hvad ham angår men sådan generelt. Jeg har ret svært ved at forklare, hvordan jeg kan mærke, at der er en forskel nogle gange. Han er aldrig afvisende overfor mig, men nogle gange kan jeg i nogle dage i træk fornemme, at han ikke er så meget på. De positive tilkendegivelser mangler, vi “ping-ponger” ikke så meget og sådan. Mon det giver mening..?

    #1265
    Anonym
    Inaktiv

    Er man meget hårdt ramt kan man evt. gå på slankekur eller omstille sin krop til fedtforbrænding. Det vil tage typisk tre-fire dage, men kan gå meget hurtigere, hvis man dyrker motion. En nat på et dansegulv, så er man fremme.

    Det er hårdt, man møder undervejs “muren”, som maratonløbere kalder det, men det varer kun en vis periode.

    Ved at spise protein, fedt, bær, frø, nødder, grøntsager og altså ingen kulhydrat: sukker og korn, så vil kroppen tømme sine sukkerdepoter og begynde at forbrænde fedt. Det behøver så ikke været ens eget kropsfedt, det kan bare være fedt, man spiser. Fløde og smør beroliger og kan overdrives, mens det lige er hårdt de første dage, ellers en trediedel af hver af de tre typer fedt.

    Så indtræffer roen. Og samtidig en vis nedsat lyst til sex.

    Om man har noget, man skal have udrettet, som ikke kan kombineres med uro over en fraværende mand, eller man er ved at slå forholdet utidigt ihjel, så er der et effektivt middel: Stenalderkost.

    *

    Og så kan man jo læse Martins bog: Vejen til mandens hjerte, og også Gray: Kvinder er fra Venus og mænd er fra Mars. Der er masser af indsigt og forklaring på den uro mænd kan give kvinder i begge bøger. Som kan være inspirerende.

    #1267
    Lillemy
    Deltager

    Charlene
    Tak for rådene. Bøgerne har jeg læst. Er faktisk den glade indehaver af både vejen til mandens hjerte og flere veje til mandens hjerte. Vil dog overveje at læse Gray igen – det er ved at være nogle år siden sidst 🙂
    Egentlig tænker jeg ikke, at det er manden som er “problemet” her, men at det mere er noget, der er ovre i mig; at jeg bliver urolig. Jeg kender jo til den der trækken fra mandens side – både qua de bøger jeg har læst, de indlæg jeg har set her og mine egne erfaringer. Vi er jo ikke ude i en situation med en mand, der forsvinder og vi er slet ikke der, at vi skal til at være “rigtige kærester”. Uroen opstår bare inde i mig og jeg har virkelig svært ved at greje om en “skal ” være der eller om jeg skal forsøge at undgå, at den opstår..

    #1288
    Sommerregn
    Deltager

    Den kloge kvinde – eller den kompetente?

    Jeg har længe tænkt på at starte en tråd om det her tilbagevendende emne: Hvordan tackler man som kvinde uroen, når den udkårne ”forsvinder” i kontakten? Når tvivlen på hans interesse begynder at nage – og når uroen buldrer løs?. Eller når savnet af HAM begynder at tynge mere end glæden ved forholdet?. Mange tråde herinde handler om at forstå, hvad der sker – og om, hvordan man håndterer det.

    MØ har skrevet i en artikel, at ” Den kloge kvinde finder ud af, at en mand i hendes liv er uundværlig, men at han kun er én af mange kilder til hendes fulde tilfredsstillelse og følelse af at være i live.”
    Jeg tror, at de fleste af os ved, at vi skal kunne holde afstanden ud og tanke os selv op med andre ting. Vi prøver, vi øver os, vi bestræber os – og alligevel har mange af os prøvet gang på gang at lande i det helvede, det er, at mærke smerten og uroen buldre løs, når HAN ikke er der helt. Jeg synes derfor det er relevant at ”snakke lidt om” HVORDAN? Hvordan mestrer vi uroen? Eller hvordan undgår vi den? Hvordan tænker og eller handler vi, når dragen stikker sit grimme hoved frem igen?

    Jeg har foreløbigt et bud, der virker for mig, når situationen opstår: Inde i mit hoved har jeg lavet en konstruktion, der går ud på, at han ER helt og aldeles dedikeret til mig. Der er ingen tvivl – han roder bare lidt med andre ting. Udfordringen bliver så at hjælpe ham lidt – og så i øvrigt give ham lidt fred. Men selvfølgelig er han der. Når jeg tænker sådan er der ikke skyggen af uro i mig. Og dertil kommer, at jeg også handler på en måde, der gør mig attraktiv for ham. Han får et indtryk af en let og glad kvinde, der er varm og omsorgsfuld – men også har fuld gang i andre ting. Hans interesse understøttes hele tiden af min ”tone” – og samtidigt har jeg det godt.

    Der er selvfølgelig en risiko for, at tanken bare var en konstruktion – at det ikke var hans virkelighed. Men det er sådan set ikke vigtigt lige nu. Det vigtige er at have det godt og handle fornuftigt. Viser det sig, at virkeligheden var anderledes – jamen så må det håndteres. Men det er sådan set en anden sag.

    Hilsen Sommerregn – der i øvrigt er glad fordi ”den dejlige” fortsat er det absolutte centrum i mit liv – og det er uden tvivl gengældt :- )

    #1297
    Lillemy
    Deltager

    Sommerregn, jeg har læst dit skriv, tænkt lidt og læst det igen.
    Jeg kan egentlig meget godt lide dine tanke om at konstruere en virkelighed, man bedre kan være i. At kvinden føler uro indeni har jo i bund og grund ikke betydning for, om manden bliver eller går – altså hvis kvinden ikke handler på uroen og derved påvirker situationen med den. Han går, hvis han går og bliver, hvis han bliver – uanset kan vi jo lige så godt forsøge at have det så godt som muligt. I bund og grund kan vores uro jo også være bundet op på en konstruktion/en tolkning. Med mindre manden rent faktisk forsvinder ud i det blå uden overhovedet at give lyd fra sig selvfølgelig. En stor del af kvinders uro må være “konstrueret” forstået på den måde, at vi tolker noget på mandens gøren og laden. Dvs. vi gætter eller konstruerer om man vil.
    Kom lige til at tænke på, om vores uro måske er et slags ur-instinkt; jægermand tager på en længere vandring for at skyde byttedyr, kvinden er tilbage i lejren og hendes og børnenes overlevelse afhænger i dén grad af, at manden kommer retur med bytte. Ellers dør vi. Det er dog umuligt for ur-kvinden at vide, hvornår manden returnere – og om han i det hele taget har overlevet. Uro og venten – uro og venten.
    Hmm, blot en indskudt tanke…

    Jeg har i øvrigt samme erfaring som du; at “den gode/glade tone” understøtter relationen. Jeg har indimellem været noget kølig og lige sku se manden an, når han er “på” igen. Det er ihvertfald ikke befordrende. Det er faktisk mit indtryk, at manden kan have brug for, at kvinden hjælper ham med at “genoptage” relationen ved, at hun er åben, glad og varm. Så finder man hurtigere melodien. Man kan givetvis bruge masser af krudt på at overveje, om dette er rimeligt, men ikke desto mindre ser det for mig ud til at være det, der virker. Her skal det bemærkes, at det vi jo længes efter, når vi er urolige, er, at blive bragt i ro og at der igen er “connection” til manden. Den connection er bare længere tid om at opstå, hvis vi kommer til at stå med hænderne i siden og strengt afkræve manden svar på “okay, hvad foregår der..”.
    Alting har selvfølgelig en grænse, så jeg tænker ikke, at manden bare har fri-pas til at opføre sig lige så tosset, som han vil. Jo det kan han selvfølgelig vælge, men så bliver det uden mig som Ofelia 🙂

    Jeg spekulerer dog; føler mænd ikke uro..?

    #1300
    XX
    Deltager

    Lillemy: Det er spot on, det du skriver om at undgå at straffe manden, når man mødes igen. At møde ham med varme og humor. Jeg kommer til at tænke på, hvor vred jeg var på mine forældre, når jeg som lille barn var blevet passet ude. De skulle i hvert fald ikke komme og tro, at vi bare kunne fortsætte, hvor vi slap. Jeg må have trukket mig fra dem for at beskytte mig selv, og det samme gør jeg nu, i et vist omfang.
    Jeg er i dag i et grundlæggende lykkeligt parforhold. Efter ni måneder er jeg blevet så sikker og tryg, at jeg stort set ikke mærker uro i dagene, hvor vi er fra hinanden. Der kan godt gå noget tid mellem møderne, men jeg er glad og har energi til at tage mig af job, venner og børn. Jeg har en dyb følelse af samhørighed med ham, og det handler jo blandt andet om, at jeg mærker, han gør sig umage med at forholde sig til mig og mine behov.
    Før ham her var jeg i tre år kæreste med en mand, som jeg aldrig fandt ro med. Jeg havde ondt i maven fra start til slut. Det får mig til at tænke, at graden af uroen er en funktion af det konkrete samspil.
    Det jeg slås mest med i forhold til min nuværende kæreste er, at jeg på trods af glæden og roen på en eller anden måde trækker mig, lukker ned for følelserne i perioder hvor vi ikke er sammen. Jeg er ikke sur på ham, men afstanden gør simpelt hen noget ved mig. Når jeg så ser ham igen, skal jeg bruge tid og kræfter på at åbne mig igen. Jeg sidder og ser på ham og længslen efter at mærke ham kører indeni. Det er ret heftigt, og jeg har tidligere i forholdet gjort, hvad jeg kunne, for at spille cool og kontrollere mig. Nu prøver jeg at være mere inviterende.
    Jeg tror, trangen til at straffe kan være det lille barns følelse af forsmåethed, og den følelse tror jeg man skal forholde sig til i sig selv.
    Om uro imellem møderne: Nu hvor jeg har oplevet, at den ikke behøver at være der, har jeg lovet mig selv, at det vil jeg aldrig mere – være sammen med en mand, som jeg også efter den første hysteriske datingperiode føler mig urolig sammen med.

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 11 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.