At definere et forhold fra en indledning.

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 17 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #3253
    Anonym
    Inaktiv

    I nabotråd skrev jeg omtrent som nedenfor, og så vil Rosmarin gerne, at jeg indleder en ny tråd om emnet. Det gør jeg naturligvis gerne.

    Her kommer det igen:

    Jeg har hørt noget, mener jeg, interessant, at singlemænd ofte har svært ved at sætte retning på et forhold, og at det er derfor, de er single (det var en mand, der nævnte den pointe) … Og det sidste kan jeg godt tilslutte mig, at et mand, der ikke kan sætte ramme og retning på et forhold er umulig at være sammen med for mig. Mens andre kvinder måske bare tager fat og definerer, hvordan det skal være … men ikke alle og derfor bliver disse mænd valgt fra.

    (…)

    Om at sætte retning på forholdet fra en indledning, så har jeg engang set et indslag på nettet fra en engelsk parterapeut, som måske kan virke som det modsatte af, hvad jeg nævner, om at en mand gerne må sætte retningen, nemlig, at for at en kvinde skal være interessant for en mand at indgå i et forpligtende forhold til, så skal hun fra første date være klar med sin “kontrakt” (det kaldte han det), hvor sex er ikke en mulighed, før hun er sikker på, at manden vil det alvorligt. Og at hun godt kan komme op med en hel liste af krav. Som manden så kan tage stilling til, om han vil leve op til. At selve denne indstilling fra kvindens side skulle ændre mandens indstilling til hende.

    Faktisk er begge disse indfaldsvinkler på en gang mulige for mig at tænke sammen. Det er min erfaring, at det er rigtigt, at man som kvinde kan komme til at glemme at sende vigtige signaler til en indledning eller komme til at sende de forkerte, fordi man ikke lige var klar over, hvad man havde med at gøre – og det kan være fatalt. Lige meget, hvad man vil – det er jo ikke altid en far til barnet og fællesøkonomi – så skal det frem, og det skal gå hurtigt. Mens en mand kan godt vente med at melde ud … en kvinde er indstillet på at se muligheder og vente og vente på, at en mand når frem til, hvad han vil.

    Bedste hilsner til alle, Charlene

    #3261
    Rosmarin
    Deltager

    Tak for tråden her. Jeg har læst det nogle gange og synes det er lidt svært at skille af. Skal det forstås sådan at nogle mænd faktisk gerne vil have at kvinden meget hurtigt definerer, hvad hun vil med manden? Ex.weekendforhold, bo sammen, børn eller andet. Og at manden godt kan lide når kvinden definerer det hurtigt.
    I de to tilgange du nævner ser jeg ikke manden sætte retning eller?
    Når jeg tænker på veninder og mig selv, så er det vist som regel os der sætter retning på forholdet. Jeg kan vist kun mindes en mand i nyere tid, der satte så meget retning på forholdet, at jeg var ved at blive kvalt. Og er det netop ikke også det der sker for nogle mænd, at de bliver kvalt når kvinden begynder med alle sine planer. Medmindre altså som du skriver, at han bare vil have hende!

    #3324
    Anonym
    Inaktiv

    Når en mand ser en kvinde eller når han ser mange kvinder i løbet af en dag, så sorterer han: kunne hun være et emne for et uforpligtende eller et forpligtende forhold. De uforpligtende skønheder får opmærksomheden. Men ikke flere chancer for et forpligtende forhold, måske nærmere modsat. Sådan er min erfaring.

    Jeg kan huske for mange år siden en kvinde, der desperat søgte en kæreste – hun havde et utal af engangsforhold, som hun hentede ved fester og i byen. Da jeg gik hende på klingen, så sagde hun om at få en kæreste, at han “skal jo indfanges først”. Hun havde ikke forstået, at når hun først var kategoriseret som uforpligtende, så blev hun ikke bagefter kategoriseret om. Tværtimod, så havde hun – eller de – begge forpasset deres chance for at blive kærestepar, når hun “indfangede” ham ved at tage ham med hjem efter få timers bekendtskab.

    Om man vil have en kæreste, så skal man signalere, at man ikke tilhøre den uforpligtende kategori. Det er jo i hvert fald det man gør, om man har en liste med over, hvad man søger. Omvendt er det værste nok at være udfordrende påklædt – at det giver mest opmærksomhed, men færrest chancer for en kæreste.

    Nu har jeg ikke prøvet det. Men jeg har sagt til mænd efter at have haft sex første gang: “Hvis jeg opdager, du er sammen med en anden, så går jeg”.
    Det har jeg kun gode erfaringer med.

    *

    Selv har jeg jo elskeren. Nu har han og jeg været i teateret sammen…. og højst usædvanligt, at det er ikke en selvfølge at den slags kan ske. Fordi ham mødte jeg jo og tænkte, at nu har jeg ikke haft en uforpligtende forhold i 35 år, så det kan jeg godt tillade mig. Det lagde jeg så op til. Og nu befinder jeg mig i et uforpligtende forhold efter halvandet år.

    Tænk, om jeg havde sagt til ham – ” … jeg er tiltrukket af dig, men du kommer ikke nærmere, før jeg er mere overbevist om, at vi har en fremtid sammen … og du skal ikke forestille dig, andet end at når vi er sammen, så vinker du farvel til alle de andre. Sig til, når du er klar.”

    Det ville have gået helt anderledes. Måske. Han kunne også være flygtet.

    Jeg ved aldrig om han kommer tilbage. Alt flyder. Det flyder ind i mellem på den flotte måde, men her er ingen tryghed. Og hvordan er jeg lige selv skyld i det?

    *

    Jeg har mødt en anden kvinde, som blev gift med en mand, hun var sammen med første nat, hun mødte ham.

    Parret mødtes ved en fest, hvor manden var interesseret i kvinden, men kvinden kunne ikke se noget i ham. Han insisterede på at følge hende hjem og sagde til ham: du kan godt opgive, at det får du ikke noget ud af. Men så pga beruselse og kys og mandens insisteren, så sagde hun til ham ved gadedøren: Ok, så gå med op, men du er ude i morgen FØR morgenmaden. Det gik han med til. Han blev til næste eftermiddag, hvor de aftalte noget i retning af at blive kærester.

    Hun blev overrasket fordi hun ikke havde troet, at han var en elsker efter hendes type eller smag, men blev overbevist, da hun fik en prøve på hans formåen. Skønt for manden med den historie.

    Manden, om vi ser det fra hans synsvinkel, han fik jo ikke indtrykket af, at hun var nem at komme i lag med. Tværtimod havde han presset hende meget vedholdende. Og da han fik lov at spise morgenmad var det jo en sejr. Jeg synes nemt, at man kan se det fra mandens synsvinkel, at han ikke behøvede at se på kvinden som den alt for nemme slags, som også andre mænd nemt kunne komme tæt på om lejligheden bød sig. Det var hans særlige forførelsesteknik, hun lå under for. Og det var ikke spil fra hendes side.

    Det kan lade sig gøre.

    Det var, hvad der faldt mig ind at svare dig i dag. Kom jeg lidt væk fra emnet?

    #3338
    Rosmarin
    Deltager

    Jeg synes egentligt du holder dig til emnet og hvis ikke, så bliver jeg ikke distraheret af dine tankerækker hid og hid. Det giver jo mig plads til også at køre ud af tangenterne. Jeg har oplevet at sex på første eller anden date har medført lange forhold. Så jeg tror det er ligeså meget andre ting, der kan spille ind i forhold til at signalere ens seriøsitet. Jeg har i et nyt forhold haft brug for at sige, at utroskab var no go for mig. I starten af mit nuværende forhold gav jeg også hurtigt udtryk for, at jeg gerne ville bo sammen på sigt. Og at jeg ikke kunne nøjes med at ses hver 14. dag ( vi bor jo som bekendt i hver sin landsdel). En anden mand kunne jo godt have synes at jeg blev for meget allerede på det tidspunkt, men det gjorde min kæreste ikke. Måske fordi han også var klar til de rammer. Og fordi han så muligheder i mig som jeg gjorde i ham.
    Det interessante er jo når det starter på netdating, som det også gjorde for os. Allerede i ens profil signalerer de fleste jo noget om, hvem de er og hvad de vil have i et forhold. Så der kommer det første filter allerede på og nogle bliver sorteret fra.
    Grundlæggende kan det jo være dejligt at møde et menneske, der ved hvad det gerne vil. Det er jo trygt. Især hvis vedkommende vil noget af det samme som en selv.
    Min oplevelse er, at det er svært at finde den berømte soulmate. Jeg synes der er mange ting, der skal matche for at det lykkes. Og det kan ændre sig med årene.
    Jeg havde en lang periode i mit liv, hvor det var fint med et weekendforhold, hvor jeg så kunne gøre alt muligt andet for mig selv i tiden imellem. Jeg husker jeg for år tilbage faktisk ikke var sikker på, at jeg ville bo sammen med nogen igen. Sådan har jeg det ikke i dag. Jeg savner hverdagen sammen med min mand. Jeg synes ikke længere at, al den alenetid er så skøn som den har været. Af og til synes jeg faktisk det er splid af tid, at vi ikke er sammen i hverdagene.
    Og hvad kommer så allerførst manden eller behovet? Eller er det fordi jeg er nået til det faktum at jeg tiltrækker en mand, hvor det måske er muligt? Faktisk var min kæreste nået til, at det kunne være ok med en weekend kæreste, da det ikke var lykkes ham at finde en, der ville nogle af de samme ting som ham.
    Hvad med dig ville du gerne kunne signalere om i forhold til din elsker, hvis det var en mulighed?

    #3373
    Anonym
    Inaktiv

    Jeg har tænkt meget på et svar til dig, Rosmarin. I går sad jeg en time og tænkte over et svar. Jeg ved det ikke – hvad ville jeg have gjort anderledes?

    Jeg tror, du skriver noget af det, du skriver, fordi du kan huske, at jeg har tidligere har skrevet, at jeg ikke lige i øjeblikket ved, hvad jeg vil med et parforhold.

    Og det er meget alvorligt, når man er mig, ikke at kunne sætte retning på sin tilværelse. Det har jeg jo aldrig haft nogen respekt for, når jeg har mødt det hos andre. Men det betyder jo ikke, at jeg mener, at jeg har behov for en autoritet, en ideologi eller religion, som hjælper mig med at diktere mig, hvad jeg skal gøre, fordi jeg ikke selv kan finde ud af det. Jeg vil gerne have plads til at gå rundt og klokke i det. Og det gør jeg så – jeg har klokket i det i forhold til elskeren mange gange. Så der er meget, jeg på den måde fortryder. Særligt, når jeg har forladt ham i vrede.

    *

    Når jeg ellers færdes ude rundt omkring, så er jeg jo single. Og så mødte jeg en mand ved en slags selskab, en revisor-type, som tænkte “åh, en singlekvinde”, og han forklarede mig, at han var alene. Jeg skuffede ham, da jeg sagde, at jeg ikke var på udkig efter et fuldtidsforhold, fordi som han sagde, han søgte “et forhold 100%”. Og midt i, at han faktisk syntes, at det var provokerende, at jeg sagde, at det tror jeg aldrig igen, at jeg vil orke, så kunne jeg pludselig formulere mig, som om jeg overhovedet ikke var i tvivl om noget. Jeg, som går rundt og ikke ved, hvad jeg vil, jeg vidste pludselig en masse om, hvad jeg vil og ikke vil med et forhold. Jeg var virkelig glad for samtalen. Pludselig kunne jeg se for mig, hvad jeg ikke vil leve op til hos en mand, hvilket var afklarende.

    Her var så igen en mand, der allerede på forhånd ved, hvad han søger. En kvinde som ville have revisoren, hun skulle signalere fra allerførst af, at hun er ude på det samme, som han er. Og så ville han være på. Ikke noget med nedringet kjole der.

    Jeg tror at revisortypen var provokeret, fordi han har set det samme hos flere jævnaldrende kvinder (jeg er 55), at vi er ikke ivrige som kvinder, der søger en mand at få barn med og dermed hverdagen sammen. Vi vil nøjes med desserten. På paptallerkener, så der ikke er opvask.

    *

    Min søn opdagede elskerens tilstedeværelse, flere ting faktisk, så jeg ikke kunne komme uden om at nævne for ham, at jeg kendte denne mand. Det endte så med, at jeg måtte forklare, at han kunne ikke træffe manden af den årsag, at så skulle jeg jo også omvendt lade mig præsentere for mandens børn og familie og det kunne måske hurtigt være noget med at skulle til søndagsfrokost hos noget familie … og min søn svarede prompte og med afklaring i stemmen: “Og det vil du ikke!!!” … at det kunne han med det samme se, da det blev stillet op for ham. Og min søn kender jo mig. Det var lidt morsomt.

    *

    Men det betyder ikke, at jeg går mindre op i emnet. Jeg går da 100% op i emnet. Den tid jeg har været usikker på, hvad jeg vil, har jeg læst måske 10 bøger om parforhold. Og måske jeg også gerne vil en mand 100%. Det er bare forholdet, som må være på deltid. På en eller anden måde. Men hvilken måde?

    *

    Rosmarin, så meget kan jeg væve rundt om emnet, når jeg ikke ved, hvad jeg skal svare til dit spørgsmål: hvad ville jeg have gjort anderledes?

    Andre må altså gerne byde ind her. Nu er det jo min tråd, selvom Rosmarin bad om den. Man må skrive hvad som helst, der falder en ind om indledninger til forhold og den måde de defineres fra en start eller hen ad vejen…:)

    #3380
    Lulu
    Deltager

    Hej Charlene

    Spændende tråd, som jeg faktisk ikke ved, om jeg kan bidrage til med noget fornuftigt, but here goes. Lidt causerier (-:

    Jeg må indrømme, at jeg følte mig lidt ramt af dine første indlæg om den udfordrende klædte kvinde, der går i byen og søger kærester ved at hale dem hjem under lagnerne. Ikke fordi jeg nogensinde har været typen, der går udfordrende klædt, men jeg brugte i den grad mine 20’ere på at jage mænd, der ikke ville have mig af den ene eller anden grund, og de blev da lokket med sex. Og nej, det virkede ikke. Samtidig stod der søde, dejlige og spændende fyre i kulissen, der faktisk signalerede ægte interesse for mig, men dem var jeg da på ingen måde hooked på. Sådan nogle tabere. Jeg levede efter Groucho Marx’ fantastiske ord: Jeg vil ikke være del af en klub, der vil have mig som medlem.

    Nå men jeg gik altså efter disse uopnåelige mænd gennem sex og ved at være så veg som overhovedet muligt. Jeg signalerede intet, jeg havde ingen meninger om noget, jeg stod altid til rådighed, jeg stillede ingen krav og var total retningsløs. Og jeg er ved at få kvalme, bare jeg skriver det her (-: Men i mit fordrejede selvbillede mente jeg seriøst, at jeg kunne få en mand på krogen via sex og den totale karakterløshed. Men sådan er det jo (heldigvis) ikke. For de mænd, der var interesserede i mig, så jo faktisk pakken, som den var både med skævheder og i farver, det kunne jeg så bare ikke se værdien i. For i bund og grund følte jeg ikke, at den, jeg var, var god nok.

    I dag er jeg faktisk helt holdt op med at jage mænd til fordel for at lægge fokus på en indre hovedrengøring, men jeg kan mærke, at jeg snart nærmer mig en skillevej. Jeg har nemlig ramt de 33, og jeg ved, at jeg inden for de næste par år skal gøre mig klart, om jeg vil den store parforholdspakke med børn og det hele. Paradoksalt nok føler jeg bare, at jeg aldrig har haft mindre travlt på kærlighedsfronten, selv om jeg ved, at jeg burde lede med lys og lygte efter en mand, der potentielt kan blive far til det barn, som jeg ikke engang ved, om jeg vil have. Jeg orker det simpelthen ikke. Så jeg flyder bare med strømmen. Slapper af og ser, hvad der byder sig, men jeg opsøger det ikke.

    For faktum er, at jeg slet ikke ved, om jeg egner mig til den der kernefamilie. Jeg har brug for meget plads omkring mig og har et stort behov for alenetid og uindskrænket frihed, som der nok skal høvles gevaldigt på, hvis alt det der med især børn skal fungere. Derfor trækkes jeg for tiden i to retninger og kommer ingen vegne. Skal jeg alligevel sætte lidt energi ind på en søgen efter noget kærestemateriale med perspektiver, eller skal jeg bare go with the flow og lade livet udfolde sig, som det nu gør? Jeg synes, den er svær.

    #3382
    chokoladefro
    Deltager

    Meget interessant tråd som jeg også følger med i!

    Hhhmm også interessant som vi er mange, der synes at det ikke er så nemt at finde/få det rigtige parforhold.

    Jeg mødte min x-mand som 19årig og blev skilt fra ham som 31-årig… og de første år efter skilsmissen, var jeg også på jagt efter en ny kæreste. Vel mest fordi jeg ikke kunne være alene og var utrolig ked af de bristede drømme om en familie. (jeg har et barn på 11 år).. et par år efter skilsmissen var jeg i et forhold med en mand i 2 år, som jeg aldrig var forelsket i. Men vel mest fordi jeg så gerne vil have en ny familie. Derefter nogle meget kortvarige forhold som ikke var noget.. og så indenfor de senere år 1 forhold på 1 års varighed med en mand som jeg var vild med, men som ikke ville min søn.. og det måtte derfor slutte.. og til sidst her for et halvt år siden, sluttede jeg et 1 års forhold med en mand som jeg heller ikke var vild med.

    Nu har jeg så nærmest mistet lysten til at finde en mand. Har det lidt som dig Lulu –

    #3383
    chokoladefro
    Deltager

    (fortsættelse følger her).. at jeg ikke føler at det er så vigtigt for mig mere. Som om jeg ikke orker det. Måske fordi jeg synes det har været så håbløst efter skilsmissen og fordi jeg på de år som er gået, måske har set 2 som jeg fandt interessante.. På den anden side kan jeg også mærke, at jeg i disse dage er lidt trist over det. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at det kan være så svært. Mange af mændene har jeg mødt via dating. Ville nok helst møde en in real life hvor man havde mulighed for at mærke efter og forelske sig. Men er på en lille arbejdsplads og de par interessante jeg er stødt på er enten gift eller på vej til at blive det. Æv.
    Rosmarin skriver også, at hun har oplevet, at det er svært at finde den berømte soulmate.. Jeg er ikke så meget til weekendforhold men er omvent også i tvivl om jeg med fuldtidsjob og barn ville kunne magte en sammenflytning – i hvert falde hvis manden har børn… Der er så mange ting og hensyn der skal tages.
    Jeg kan nogengange godt tænke, hvad søren jeg har gjort for, at jeg ikke er endt i en almindelige kernefamilie. ..

    #3406
    Rosmarin
    Deltager

    Ak ja tingene kan hurtigt tage en ny drejning… Jeg har været hos min kæreste siden onsdag og er hjemme nu. Jeg fik en lille forsmag på at bo fire i hans ikke så store hus, nu hvor han store drenge er flyttet hjem. Han havde ingen hjemmeboende børn da vi mødtes for et år siden. Og så var det endda ferie for os alle. Det ville jo blive endnu mere hektisk når hverdagen begynder.

    Jeg må være ærlig, at sige jeg ikke er klar til at bo så tæt sammen i et lille hus langt ude på landet uden off. transportmidler (jeg har ikke bil). Jeg mærkede også, at jeg blev irriteret, når en af drengene ikke hjalp til, så det kunne jeg godt se som hot konfliktstof mellem min kæreste og jeg. Jeg har også brug for at kunne trække mig tilbage og have et rum selv – en halv dobbelt seng er ikke nok. Jeg er vant til at bo i mit eget hus med god plads til en. Desuden har jeg en stor søn der ikke kommer så tit, men der skal være et sted han kan sove. . Vi har derfor kigget efter noget større sammen, der lå bedre mht transport for alle.

    I går kom det så frem at min kæreste er stresset, fordi det presser på med ekstra timer på jobbet her i forårssæsonen, og fordi han skal have kørt en ny dagligdag ind med drengene. Så han kunne ikke overskue også at skulle se på fælles hus lige nu. Så vi har sat det på standby. Og jeg vil nu koncentrere mig om at finde et nyt job her i den landsdel, hvor jeg bor. Jeg har længe følt mig i et vacum og en i splittelse ved ikke at vide, om jeg skulle søge job her eller der, efter jeg sagde mit job op. Så må vi se hvordan det går. Jeg ved jo fra hele sidste år at det slider på mig med weekend forhold især forår og efterår, fordi min kærestes job har højsæson der. Så det bliver meget mig der skal rejse til ham. Men det er altså status her i dag. Jeg kunne mærke at min kæreste blev lettet, da jeg satte ord på det med at timingen vist ikke var nu. Jeg ved der er en risiko for at vi kører trætte i det her weekendræs, men lige nu må det være sådan. Der kan ske nye ting igen jo.

    Måske er det lidt udenfor overskriften, men jeg synes det er et meget godt ex på, at det ikke er så let at få det til at gå op i en større enhed, når man mødes i en moden alder og har forpligtelser, der hvor man er.

    #3409
    chokoladefro
    Deltager

    Rosmarin: Det er jeg ked af at høre. Jeg kan fuldt ud sætte mig ind i det som du skriver. Jeg har oplevet det helt på samme måde som dig. Det er bare utroligt svært, at få tingene til at køre, når der er børn at skulle tage hensyn til. Jeg oplever også, at det er hårdt med kæresteforhold, når man ikke bor sammen. Hårdt at være på farten og at bo i en taske – samtidigt med at man skal have hverdagen til at fungere. Men jeg tænker dog, at din kærestes sønner er så store, at det højest kan være om et par år, at de flyver fra reden. Synes du skrev, at de er 17….18 år. Så måske I bare skal udskyde sammenflytningen 1 år eller 2. Hvis I har et par år I tankerne (ikke helt uoverskuelig tidshorisont), så kan I måske bedre klare at være weekend kærester. De må i den alder også kunne passe sig selv, når din kæreste tager hen til dig.

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 17 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.