Bettina1

Forum-svar oprettet

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 15 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • som svar til: Mænd med følelsesmæssige issues! #15062

    Bettina1
    Deltager

    Må jeg stille et praktisk spørgsmål: kan man på nogen måde slette sine indlæg herinde? Jeg mener, man øser ud af sit hjerte og får venlig hjælp – men på et tidspunkt vil jeg nok gerne lukke ned og slette mine mange følelser …….

    som svar til: Mænd med følelsesmæssige issues! #15048

    Bettina1
    Deltager

    Og Hexia,
    jeg gav meget i vores forhold – men ikke den sidste omgang hvilken kun varede 1 måned. Jeg var simpelthen blevet for usikker. Her indrømmer jeg, at jeg ikke havde meget at give, da det drejede sig om mig, mig, mig og mit behov for at føle mig tryg. Det sagde han også til mig, da han gik denne gang. At jeg ikke havde set hans behov, men bare havde higet efter hans ord/handlinger. Og jeg giver ham ret; jeg kunne ikke ligge mig ind til ham og sige han var verdens dejligste mand – jeg var simpelthen for usikker og higede efter han i stedet for sagde disse ord til mig.
    Og ja- han er svag. Det ved jeg. Med et utroligt lille selvværd. Problemet er, at det gør at jeg ikke ser alle hans handlinger mod mig – men at jeg bærer over med dem, fordi jeg ved han ikke mener noget ondt. Med det resultat at jeg er helt nede at vende nu, og ikke kan kapere at han kan blive ved med at gøre det mod mig. For når han er så sød og rar, hvorfor får han mig så helt herned hele tiden, hvor jeg får sværere og sværere ved at rejse mig op? Gud, hvor jeg føler mig svigtet af den ene person jeg tænker højest om i hele verden. Og gud, hvor ville jeg råde en kær veninde til at gå sin vej – men mit hjerte higer efter ham. Desværre.

    som svar til: Mænd med følelsesmæssige issues! #15047

    Bettina1
    Deltager

    Kan godt se, det lyder selvrosende. Sådan er det ikke ment; det eneste er jeg prøvede er at tydeliggøre er, at for ham var det et problem (noget jeg ellers aldrig havde oplevet før), hvis der var ex en mand, der bød mig ud at danse. Jeg ved, jeg har et højt selvværd, jeg mener i bund og grund at jeg er god nok. Men min selvtillid er en helt anden side – den er i bund. Jeg ser ex ikke hvad nogen kunne se i mig rent optisk. Han sagde dog konstant, det var et problem for ham, at han ikke havde oplevet sådan noget med tidligere kærester – og han kørte rundt i det samme hele tiden, og jeg prøvede at få ham til at forstå, at meget af det, var inden i hans hoved.
    Mht blomster, jeg forstår hvad du mener. Men efter at være blevet droppet for 3. gang, med ordene “jeg elsker dig ikke, har måse aldrig gjort det”, da røg min selvtillid endnu mere ned – og jeg blev needy. Det gjorde jeg. Men jeg kæmpede med at føle mig tryg hos ham, kæmpede med at føle at han elskede mig, ordene havde gjort så meget skade, at jeg pludselig havde behov for handlinger fra hans side.
    Og hvad jeg faldt for hos ham? Han var hamrende sjov, vi snakkede super godt sammen, han blev min bedste ven. Og nej – her er der ikke mange rosende ord om ham. Men tænker faktisk mit største problem er, at uagtet hvad han har budt mig igennem den seneste lange stykke tid, så forsvarer jeg ham stadig og synes han er top sød! Det er jo super rosende i sig selv. Jeg ser bort fra alt dette – og kan ikke finde følelsen inden i maven om, at det er ikke ok han bliver ved med at gøre mig så ondt…

    som svar til: Mænd med følelsesmæssige issues! #15041

    Bettina1
    Deltager

    Vi er åbenbart meget forskellige. Han er usikker og tænker meget på, hvad andre siger om ham/mig/os/generelt. Bilen skal være pæn, alle skal kunne lide ham, mine børns tøj på ikke være beskidt etc – hvor jeg er opvokset i en hel anden familie-dynamik, hvor jeg har lært at jeg er god nok, som jeg er – og hvis frøken Jensen i den anden ende af byen af en eller anden årsag ikke bryder sig om mig, så er det helt ok med mig. Og jeg er opvokset med at det er ok at vise følelser, også de negative, hvor man i hans familie aldrig har berørt emner, der gør ondt. Dette har dog gjort mig MEGET usikker, fordi jeg ofte hat følt, at såfremt han mødte et menneske, som havde en eller anden holdning til mig, så ville det kunne påvirke hans følelser for mig.
    Han har aldrig haft en kæreste som mig før. Jeg er levende, skarp, og jeg bliver ofte kontaktet af mænd, da de af en eller anden årsag finder mig attraktiv. Dette har han ikke kunne håndtere, selv om jeg ALDRIG så meget som har set til anden side. Men jeg har aldrig kunne overbevise ham om det modsatte.
    Hvis jeg har haft lavet en fejl, måske grædt/råbt eller andet i frustration, så har han ofte bagefter sagt at han ikke elsker mig helt lige i øjeblikket. Og det har tiltet mit verdensbillede. I min optik kan man godt skændes, og alligevel elske. Man kan godt se fejl ved den anden, men alligevel elske. Sådan ser han dog ikke på det. Jeg har prøvet at forklare ham, at når man mødes i så sen en alder som os, så er der kanter der skal slibes – og at han aldrig finder den han bare smelter sammen med som sin kone, som han mødte i en ung alder. At man må acceptere at man er forskellige, men at det ikke betyder, at man ikke elsker den anden person.
    Så hvad vi har skændtes om? Han følte ikke jeg ville ham, han var bange for jeg fandt en anden – og jeg har været bange for at han ikke elskede mig rigtigt. Efter at have forladt mig 2 gange allerede, er denne angst fra min side eskaleret og jeg blev NEEDY! Bad om blomster, søde beskeder – og fik igen at jeg kun tænkte på materialistiske ting (blomster!), og at jeg heller ikke skrev søde beskeder til ham. Han opfattede alt fra min side som kritik, hvor jeg blot prøvede at fortælle ham, at jeg var usikker og at det ville betyde uendeligt meget for mig, hvis han lyttede og agerede i forhold til min usikkerhed. Men det skubbede ham blot mere og mere udover kanten. Han sagde han ikke kunne vinde, at jeg bad om for meget, at jeg pressede ham, at han ikke følte sig god nok. Og dertil tænkte jeg: hvis bare du sendte den søde besked, så ville jeg jo holde mund – men den kom aldrig.
    Han er mega stædig, og noget umoden på mange punkter – og fattede aldrig at alle mine ord ikke var ment som kritik, men at jeg var usikker.
    Men fakta er, at han forlod mig/os igen – og at jeg har cuttet ham af nu og ikke ønsker kontakt på nogen som helst måde. Men AV! jeg elsker ham og hader ham på samme tid, for sidst LOVEDE han mig, at han denne gang ville kunne stå distancen. Jeg har været igennem et meget forfærdeligt år med en depression lige inden jeg mødte ha, og jeg fortalte ham da jeg tog ham tilbage, at jeg higede efter stabilitet og tryghed, og han sagde et ville han give mig nu! Jeg er oprigtigt nedbrudt, og forstår ikke hvorfor jeg ikke hader ham og blot kommer videre…… Jeg mener, blive forladt 3 gange af samme mand!?!?!!? Min familie/venner fatter ikke en meter. De siger: fuck ham, han fortjener dig ikke. Men han er oprigtigt sød, og jeg ville kunne ringe til ham nu – og han stod her indenfor 5 minutter. Han er en god ven, på alle punkter. Men jeg KAN IKKE mere. Jeg er nedbrudt på alle mulige tænkelige punkter. Hvordan kommer man videre?

    som svar til: Kan man elske og alligevel forlade? #7098

    Bettina1
    Deltager

    De vekslet lidt ml depression, adhd (helt nyt for mig) og nu måske en personlighedsforstyrrelse (hvilket er HELT nyt for mig). De har svært hed at placere mig, da jeg er skarp i hovedet i alt det her, og kaster mig derfor lidt rundt i systemet.
    Når mine børn er her klarer jeg den! Laver sjældent mad, men det til stor glæde for børnene, da vi så bestiller mad udefra. Går tidligt i seng, men dette synes de også er ok, da de så ligger i min seng og hygger og ser tv. De kan naturligvis godt mærke at mit overskud ikke er stort, men har fortalt dem at jeg har ‘noget stress’ og derfor er meget træt og mangler overskud.
    Jeg får 2xvaldoxan om aftenen, anti-depressivt. Og så skal keg yderligere tage 5 piller mod ‘psykose’ som han hjælpe mig med at sove og måske løfte mit humør lidt. I dag har det dog stik modsatte effekt. Er bombet helt tilbage, føler jeg er i en glasklokke og kan INTET! Er fanget i sengen – og panikken om at jeg skal op og i bad før børnene kommer hjem kl 15.
    Suk – hvor jeg synes det er HÅRDT! Mister mit arbejde på dette (hvilket er ok da jeg ikke er i tvivl om at det arbejde er en af årsagerne til at jeg er endt hvor jeg er) men alligevel ikke fedt, da jeg har været ansat der i 11 år.
    Hvornår fanden begybder man at have det bedre? For der her er da nærmest uudholdeligt …

    som svar til: Kan man elske og alligevel forlade? #7096

    Bettina1
    Deltager

    Hej 🙂
    Åh, jeg ved egentligt ikke hvordan det går. Var på Psyk i går og de kaster om sig med diagnoser. Skulle tage hele 7 piller i går aftes, med det resultat at jeg ikke har sovet hele natten og nu føler mig fuldstændig dopet. Er godt nok træt af det hele.
    Mht X … Åhhhhh! Min hjerne ved godt et eller andet sted at mit kæmpe behov for ham bunder i en helt eksistentiel ensomhed. Jeg har 2 søstre som har travlt med deres, gode venner som dog næsten alle er gifte, så føler mig i denne situation ret så alene. Jeg undrer mig over at mine søstre/venner ved jeg har det afsindigt dårligt, men at det er mig der skal kontakte dem, såfremt jeg har behov for hjælp. Det ville være så dejligt hvis der bare var en der en aften kom forbi med aftensmad! Det er ikke fordi de ikke er gode venner – men jeg tror bare at deres liv fortsætter og at de har svært ved at forstå hvor slemt det egentligt til tider står til.
    Jeg prøver mentalt at fjerne fokus fra X, da jeg ved han hindrer min kamp i at blive rask. Den tid jeg burde bruge på at bekæmpe min depression, bruger jeg på ham. Og det er ikke optimalt. Jeg kæmper med dårlig samvittighed, både overfor ham og overfor mig selv, at jeg har skubbet vores forhold i døden. For tro mig – jeg har ikke været fair ved ham. For han elskede mig virkelig, som i rigtig meget. Men forstår godt at han smuttede, da jeg i del grad skældte ud når han ikke lige gjorde som jeg forventede. Har ellers aldrig haft en mand, der gjorde ALT for mig, som han gjorde. Det er nok også derfor jeg er blevet ved, har haft svært ved at lukke den. Jeg ved det lige nu intet nytter at bebrejde sig selv, men når jeg ligger alene i min seng om aftenen og ved at såfremt han havde været her som støtte at kampen så ville blive nemmere, så er det altså svært.
    Men han ER færdig med mig og den tørn må jeg lide. Men av for satan hvor gør det ondt. Og av for satsn hvor føler jeg mig ensom når jeg, når børnene er hos deres far, blot sidder hjemme i min lejlighed og blot enten ligger i sengen eller græder.
    Men jeg VIL nu ændre min afhængighed af ham og hans kærlighed. Det er bare så svært når jeg er så eksistentiel ensom som jeg er.
    Psykiateren er nu i tvivl om diagnosen, mener jeg er for skarp og klar til en massiv depression – og kager nu rundt i alverdens andre psykiske diagnoser. Måske skal jeg af det anti-depressive medicin og påbegynde noget helt andet. Det kan jeg slet ikke overskue!! For i mit hoved har jeg tænkt: 1. Skridt: over X. 2. Skridt: igennem depressionen. Og så mener lægen nu der er noget helt 3. inden over – og det har gjort jeg fuldstændig har mistet pusten v
    Desværre.

    som svar til: Kan man elske og alligevel forlade? #7012

    Bettina1
    Deltager

    Igen – jeg takker meget for jeres svar!
    …. Jeg ved alt hvad i siger er rigtigt. At jeg skal fokusere på at få det bedre, finde styrken i mig selv etc. Problemet er bare at pt kan jeg ikke finde denne styrke. Det kræver AL min styrke lige nu ikke at kontakte X. Ikke med needy beskeder om at jeg er ulykkelig. Det er bare så fandens svært når jeg lige nu har behov for støtte til at komme igennem dette – og når jeg ved han stadig elsker mig, ikke at bede om hjælp fra ham. Bare det hvis jeg kunne sove hos ham, mærke en der er der for mig, hans kærlighed, det at jeg ikke føler mig så alene. Jeg ville give ALT for det. Jeg er ude over at vi skal giftes, være kærester etc – jeg har bare lige nu et kæmpe behov for bare lidt støtte. X og jeg går jo (ifølge ham) ikke fra hinanden pga mangel på kærlighed, men fordi vi ønsker forskelligt i livet. Han ønsker en karriere og jeg ønsker et familie-liv. Vi går ikke fra hinanden fordi jeg er syg … omend min afhængighed af ham de sidste mange måneder har været tydelig – og nok også lidt skræmmende for ham.
    I bund og grund bunder al min frustration vedr X i at jeg har behov for lidt støtte midt i dette kaos og at min hjerne ikke kan kapere at når han elsker mig og stadig er forelsket i mig, hvorfor han så heller ikke har et behov for at se og mærke mig.

    som svar til: Kan man elske og alligevel forlade? #7007

    Bettina1
    Deltager

    Sasha,
    Jeg er på anti-depressiv medicin, desværre hjælper det dog ikke. Jeg har et problem med at kunne tåle medicinen, da jeg optager det alt for voldsomt. 2 gange hvor lægen har prøvet på at hive mig noget stærkere medicin, har jeg måtte kontakte Psyk skadestue, da jeg fik det SÅ dårligt. Jeg skal til Psyk i næste uge og her snakker de så om jeg skal ændre min medicin igen.
    Jeg har selv overvejet indlæggelse, da jeg godt kan se det her er helt galt. Det er som om i mit hoved, at jeg ved hvad der skal gøres for at få det bedre, men jeg kan ikke effektivisere det. Men jeg er ikke meget for en indlæggelse. Det er for mig vildt grænse-overskridende … og strider i mod alt det jeg jo så længe har prøver på at opretholde – at jeg er “ok og glad og smilende og charmerende” .. Jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal genfinde mig selv i mine egne og andres øjne, såfremt jeg i den grad kapitulerer og smider håndklædet i ringen.

    som svar til: Kan man elske og alligevel forlade? #7006

    Bettina1
    Deltager

    Anna,
    Du er inde på noget af det rigtige. Min mor var syg megen af min barndom/ungdom, og her oplevede jeg at min far konstant svigtede. Min far var selvstændig, og valgte gang på gang sit arbejde over min mor. Og min mor har ulykkelig over dette – og det så vi børn tydeligt. Og da X så begynder at vælge sit arbejde over mig, da begynder angsten at tage til. Det har derfor ALTID været min største skræk, at dem der elsker en, ikke er der for en når man har behov for dem. Det er følelser helt tilbage fra barndommen der er på spil her. Intellektuelt ved jeg godt at det ikke er X der er kerne-problemet her. Sommetider har jeg faktisk været i tvivl om det har ham jeg egentligt ville have. Men uagtet hvad og hvorvidt, så tipper det her svigt fuldstændig vægtskålen for mig, desværre

    som svar til: Kan man elske og alligevel forlade? #7003

    Bettina1
    Deltager

    Anna,
    Jeg har ikke skrevet herinde før ..

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 15 i alt)