Martin Østergaard

Forum-svar oprettet

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 281 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • som svar til: Tiltrukket #28860

    Hej

    Når jeg taler med par, der mister forbindelsen følelsesmæssigt, men vælger at blive sammen, er der ikke sjældent flere svigt som kan ligge endda mange år tilbage i tiden. Så 2019 er ikke længe siden. På mig lyder det, som om du både er i forholdet til din mand, fordi vil være der med din vilje. Og samtidig ikke er der, fordi dine følelser ikke kan leve uden plads. Derfor er der nok ingen vej udenom, at du insisterer på at sætte dagsorden og få noget hjælp til jer begge, så han forstår, at du har noget i klemme, som dræber stort set al intimitet og dermed jeres ægteskab. I kan leve i årtier uden at få løst dette problem. Det håber jeg ikke for jer.

    Mvh

    / Martin Østergaard

    som svar til: Tiltrukket #28821

    Hej igen

    Det lyder som om, du dengang fik en overbelastnings-reaktion. Først følte du dig meget alene med det huslige, så blev han ovenikøbet meget jaloux og krævende omkring dit ny job og var det længe. Så kom der også vold med i spillet… et eller andet sted i den i forvejen betændte proces.

    Så kommer dit sammenbrud. Du lukker ned, fordi du ikke bare er mor for et barn, men også for en voksen-baby, der ikke ser, at han (set med dine øjne) er meget forkælet, sårbar uden at kunne se det eller stå ved det, dominerede med sin svaghed og … i stand til at udsætte dig for fysisk vold i mindst en enkelt situation.

    Lang tids følelse i dig af forladthed og sorg over at stå alene bliver på grund af omfanget til vrede. Den voldsomme vrede og indelukkede sorg sætter sig på din seksualitet. Du kan ikke lukke dig op/lukke ham ind, før du får talt ud om den langvarige proces med at miste dig selv. Måske er der også nogle oplevelser fra din ungdom, barndom, som yderligere belaster dig, fordi de måske ikke er først gang, du har følt dig forladt og overladt til et alt for tung ansvar for mennesker omkring dig, der ikke ‘ser’ dig.

    At du væmmes ved ham, kan muligvis hænge sammen med den gang, han var voldelig over for dig. Den oplevelse og den deraf følgende væmmelse sidder muligvis som et jordbær på toppen af jordbær-lagkagen, hvis man kan sige sådan. Altså væmmelsen sidder oven på lag-på-lag-på-lag af sorg og vrede.

    At han så snakker om, at du skal tilgive ham, viser endnu en gang, at han ikke vil modtage hjælp til denne proces, men bestemme over den. Han vil have, at du skyder genvej og tilgiver ham. Det kan du med stor sandsynlighed kun, hvis han vil gøre det hårde arbejde at gå ind i en proces, hvor I begge bliver mere bevidste om, hvad der ledte til din manglende lyst og din væmmelse. Det vil han naturligvis ikke se på. For det bliver dyrt økonomisk, men allermest følelsesmæssigt. Og han vil stadig ikke gøre arbejdet. Han vil ikke se på sin andel af det, der er sket. Som jeg læser det, du skriver. Jo, han vil måske nok sige undskyld og indrømme, at han har sine fejl, men han er mest fokuseret på at få tilfredsstillet sit savn, sin lyst til sex. Og der er ikke noget sex, før han går den lange vej med dig.

    Med venlig hilsen
    Martin

    / Martin Østergaard

    som svar til: At lande efter et brud… #28810

    Hej

    Det er jo fint at se på ens egne mønstre og ens egen andel af ansvaret for et brud. Det er jo muligt, at han igennem jeres forhold har brokket sig over, at han ikke følte, at du dedikerede dig selv og mere tid og samvær til forholdet. Siden han efterfølgende kunne reagere så voldsomt. Og det er jo ikke ualmindeligt, at mænd bliver meget dramatiske, hvis de ikke oplever, at en kvinde overgiver sig totalt og bliver meget hengiven. Mange mænd kan have det svært med kvinder, der prioriterer egne grænser, mål, behov og ønsker. Mændene føler, at kvinderne ikke har tid til dem. Om der har været noget af denne tendens i jeres forhold er jo ikke til at sige. Jeg har bare en smule fornemmelsen af en mand, der fordrer fuld overgivelse og forkælelse for at føle sig for alvor elsket.

    Og så er det jo et eller andet sted ekstremt symbolsk, at han efter bruddet tager til Las Vegas… Jeg ved ikke, om det bare er mig, der synes, at hans spil-misbrug står bøjet i neon på The Strip (hovegaden i Las Vegas) Jeg forstår til fulde og sympatiserer med dit valg, når du vælger helt og aldeles fra over for hans drama og tendens til at true med ophør af forholdet, når tingene ikke helt går, som han drømmer om. Det er ganske enkelt og simpelt et spørgsmål om at holde på dig selv, din selvfølelse, integritet og ret til at være i et forhold uden at blive truet.

    Så er det meget muligt, at dit mønser er at bruge nogle sociale mere acceptable trusler som fx tavshed og afstand, og at det ikke er med til at gøre forholdet bedre. Det er naturligvis værd at kigge godt efter i sømmene.

    Men et spil-misbrug er et spil-misbrug. Og misbrugere kan man ikke redde. De skal redde sig selv. Man redder dem bedst ved at redde sig selv og forlange, at der kommer noget behandling og bevidsthed om egne fejl og mangler og kvaliteter på banen.

    Med venlig hilsen

    / Martin Østergaard

    som svar til: Tiltrukket #28809

    Hej

    Hvad var det, der skete for et år siden?

    Hvis du/I ikke er i stand til at åbne for en dialog/udvikling om det, der skete, så vil jeres forhold fortsætte med at være lige så ‘dødt’, som det er nu.

    Med venlig hilsen

    / Martin Østergaard

    som svar til: Den nye #28807

    Hej hamdermis

    Ja, der er nok ikke så meget andet at gøre end det, du allerede gør… at acceptere, at hun ikke rigtig vil og endda gør det lidt ekstra svært at slippe hende, fordi hun sender blandede signaler. Jeg tror, hun sætter stor pris på dig, men ikke rigtig synes, I er et match. Hun mangler forelskelsen.

    Og er det hende, eller er det dig? Tja… det er vel begge dele. Måske ER hun ikke klar. Måske er du ikke manden for hende. Og det gør jo dig … crazy… fordi du gerne vil hende. En helt forståelig reaktion at blive helt rundt på gulvet. Og du tænker, at ‘hvis der bare går lidt mere tid, og hun for alvor overgiver sig, så er hun samme sted som jeg’. Men, hun har jo flere gange sagt nej og lagt afstand. Og så ville hun alligevel gerne ses som venner og senere også putte, og så bliver det pludselig til lidt mere… hm, det handler nok mest om, at hun gerne vil have nærheden, men ikke vil dig for alvor.

    Måske bliver du nødt til at holde dig til, indtil det bliver så ubehageligt, at du må trække dig for alvor. Måske vil det rent faktisk lykkes dig at åbne hende hjerte. Det er svært at forudsige. Jeg tror mest på det første.

    Jeg vil anbefale dig at sige/skrive til hende: ‘Du kender mine følelser. Du ved, at jeg gerne vil mere med dig. Men du har nu to gange sagt nej til mig. Den første gang valgte vi at være venner, og det udviklede sig til mere, og din og min familie blev mere involveret, så jeg troede, at der var mere i det, selv om jeg hele tiden tænkte, at vi nok bare var venner. Jeg håbede naturligvis på mere. Nu har du igen markeret, at der ikke er mere. Jeg har lyst til at bede dig endnu engang om at overveje sagen og lade os være venner… gerne også med fordele. Og se om det ikke skulle kunne blive os to for alvor. Men jeg er blevet anbefalet at sige farvel til dig, og der har også hele tiden i mit indre været stærke impulser til at holde mig mere væk fra dig. Jeg har bare ikke kunnet, fordi jeg er så vild med dig. Men nu vil jeg vælge at passe bedre på mig selv. Og dermed bedre på dig. Og det forhold mellem os, der har været. Og det der måske kan komme, hvis du på et tidspunkt skulle få lyst. Jeg vil ikke være sammen med dig med håndbremsen trukket. Vi skal begge ønske at give mere slip. Så derfor… farvel. Det har været fantastisk. Håber vi engang kan få det kærlighedsforhold til hinanden, vi begge drømmer om. Det er en smuk tanke, et long shot. Det er nok ikke så realistisk en tanke, men en dejlig drøm, som jeg vil nære, mens jeg kæmper med min sorg over at vælge dig fra. Vi kan ikke ses, skrive sammen eller på andre måder være venner. Jeg ønsker at være din kæreste. Jeg vil drømme om, at du engang kontaker mig, fordi du også vil være min. Held og lykke med fremtiden.’

    / Martin Østergaard

    som svar til: Min kæreste gennem 12 år ved ikke, hvad han vil #28672

    Hej

    Selv om det måske lyder hårdt, så er der mange mænd, som ikke vil modtage hjælp, før de bliver presset… hårdt.
    I din situation vil jeg nok sige til ham: ‘Enten går vi i parterapi igen, eller også vil jeg skilles’.
    Og så kan han jo selv vælge en parterapeut, hvis han var utilfreds med den første.
    Og fint at han selv vil opsøge hjælp, men hvis han ikke kan besvare dine meget reelle spørgsmål eller på anden måde kan rykke ud af apatien, så er det jo det samme som at gå fra dig. Mange forlader deres partner ved at gå ind i sig selv. Det kan og skal du ikke acceptere.

    Med venlig hilsen

    / Martin Østergaard

    som svar til: Mænd og de sociale medier…. #27948

    Hej Blomst

    Ja, det er en mand/kvinde-ting.

    Mit gæt er, at det handler om mænds meget visuelle måde at tænde på. Og at en heftig forelskelse kan være med til yderligere at stimulere ham til at se på lækre babes. Det har i alle mine år som parterapeut været en udfordring i mange forhold. Ikke at emnet dukker så meget op i parterapien, men i brevkassen har det fyldt en del. Og det er jo respektfuldt af en mand at skrue ned for sin dyrkelse af … ja, lad os bare kalde det porno … når han har en kæreste. Det kan tage lidt tid for ham at opdage, når han får en ny kæreste.

    Parallelt har en del mænd også svært ved at lukke ned for kontakt med og likes af deres mange kvindelige venners aktiviteter på sociale medier. Her er det også en god idé at skrue ned for charmen og kontakten, når man har fået en kæreste. Og her er det jo vigtigt som mandens kæreste at sige det højt og så vidt muligt uden vrede, frustration og mangel på forståelse, men bare som en dybtfølt ønske… ‘Vil du ikke nok skrue ned for kontakten med andre kvinder. Det gør mig lidt utryg, ked af det.’

    Og jeg tror, at man skal have mere fokus på at sige, hvad-det-gør-ved-mig frem og undlade at problematisere hans aktivitet. Nogle mænd kan godt føle sig kritiseret, når kvinden siger, at hun bliver ked af det, men det vil nok ramme ham som en endnu hårdere kritik og fordømmelse, hvis man smider kommentarer som ‘jeg fatter simpelthen ikke, at du kan gøre det?’ eller ‘ man må da være lidt underlig i hovedet, hvis man lige har fået ny kæreste og stadig kigger på andre damer’.

    Med venlig hilsen

    / Martin Østergaard

    som svar til: Er jeg urimelig? #27946

    Hej Undrende

    Jeg synes ikke, du er urimelig. Det er meget normalt at ønske mere kontakt i et forhold, hvor man får følelser for hinanden og gerne vil tage det til ‘next level’. Men her har han jo fra start markeret, at det kan blive svært at ses oftere på grund af arbejdet. Måske du som mange andre har tænkt: ‘Arh… når vi lærer hinanden bedre at kende, så vil han nok også gerne have mere af mig.’ Men her har han jo meldt klart ud. Nu er det så din tur til at vurdere, om du kan holde gejsten ved at have et forhold, der er lidt mere … digitalt … end din gejst bryder sig om. Det afgørende er vel 1. om du synes, at han er reel omkring udfordringen og i øvrigt sød og kærlig og 2. om det holder i længden for dig. Måske skal du undersøge sagen lidt bedre ved at give det lidt tid. Det lader jo ikke til, at du har lyst til at slippe ham nu. Så hvorfor ikke give det en måned mere eller tre? Og så måske en deadline på max et halvt år. Selv om han er sød og skøn er der jo ikke nogen grund til at gå helt ind i et forhold, hvor du måske vedbliver at føle dig afvist af hans prioriteringer, selv om han jo er i sin fulde ret til at leve sit liv på sine præmisser.

    Med venlig hilsen

    / Martin Østergaard

    som svar til: Hvad vil han egentlig? #27618

    Hej Enigma

    Ja, jeg er helt enig med lillehjerte. Han lyder mest af alt som en, der kun er interesseret i at have sex med dig. Og han har fundet ud af, at du gerne vil noget mere med ham og derfor hænger på, selv om han hele tiden går efter at komme sent… når han har lyst til sex… og nu også begynder at gå kort efter, som om han havde været på massageklinik. Jeg ville holde mig langt væk.

    Med venlig hilsen

    / Martin Østergaard

    som svar til: At date en ældre mand #27588

    Hej Leonora_Christiane

    Lidt enig med de øvrige… og dig… i at det lader til, at han er meget glad for dig og sætter vildt meget pris på at være sammen med dig. Men at han ikke er nok ‘på’, når I ikke er sammen. Og at han nok er ret lukket som menneske, hvilket allerede er lidt ensomt for dig. At overveje om man skal sige noget eller ej er en klassisk problemstilling for mange kvinder i starten af et forhold. For man har jo ganske rigtigt ikke lyst til at presse for meget på og fremstå som om, man gerne vil have en underskrevet kontrakt, før man går længere ind i forholdet.

    Hvis du vil slippe for at skulle tale om, hvad du føler, så længe han ikke har sagt mere om, hvad han føler, kunne du jo lade være med at tage det næste initiativ til kontakt/aftale. Lad ham drive forholdet frem ved at undlade at gøre noget, før han har gjort noget. Det er jo ikke noget med, at du skal spille kostbar. Du skal bare være kostbar på en helt stilfærdig måde. Ved at insisitere på noget mere gensidighed. Og det kan da være, at han er mere genert og tilbageholdende, end godt er. Men… så kommer du jo alligvel også til at savne noget drivkraft fra ham. Læn dig bare en anelse tilbage og se, hvad der sker. Hvis der ikke sker noget, synes jeg, at du skal lade det sive stille og roligt. Og hvis du synes, at du skal have noget mere konkret afslutning/afklaring på, så kan du jo altid lidt stilfærdigt skrive eller sige, at du er afhængig af, at I skiftes til at tage kontakt, hvis I skal videre i teksten.

    Men mon ikke du allerede har fået nogle flere erfaringer med ham/jer, siden du skrev her i brevkassen? Del dem endelig, erfaringerne. Det er altid dejligt at høre næste kapitel.

    Med venlig hilsen

    / Martin Østergaard

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 281 i alt)