Brev til mig selv i mørke stunder

Du er ked af det, uden for rækkevidde og vil ikke høre på mig eller andre. Du synes, jeg er irriterende, fordi jeg rækker ud. Du vil ikke læse, hvad jeg skriver, men du skal vide, at brevet er her.

Du synes ikke, at du kan nås eller trøstes, men du har brug for begge dele nu, hvor det er ekstra svært at tage imod. Du føler dig alene og forladt af din elskede, dine venner og verden i bred forstand. Men jeg er her, inde i dig og i alt omkring dig.

Du kan hverken høre eller mærke det. Du vil ikke læse. Det er helt okay. Jeg insisterer ikke på at være her eller at blive læst. Jeg er her bare. Som Guds kærlighed ville nogle sige, altid nærværende og altomfattende. Jeg vil dig, jeg er dig, og jeg elsker dig.

Mørket i mig bliver lige nu i dette ellers lyse øjeblik berørt af det, jeg giver dig. Selv om jeg har det godt og ikke føler mig forladt, men har overskud til at række ud efter dig i en anden og mørkere tidszone. Det rører mig, at dit mørke også er hos mig i gode stunder. Din sorg er lige under huden her i solen og varmen. Du er bagsiden af medaljen, min dark side of the moon.

Jeg vil gerne overbevise dig, men om hvad? Jeg stresser ved tanken om ikke at kunne nå dig, når du har mest behov. Kan du overhovedet læse eller huske brevet, når mørket tager dig? Vil du kendes ved mig, når du har det skidt? Tænker du, at jeg er en alt for smilende fremmed, som vil sælge dig noget på gaden, og sænker du blikket og ryster på hovedet og bliver vred over min påtrængende facon?

Nå, men hvis du går uden om mig og senere kommer i tanke om, hvem jeg er, vil jeg stadig være lige her og fylde dig med den ubetingede, altomfattende og helende kærlighed, jeg har til dig, og som således altså findes i dig – at du bare ved det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.